”Miraklet i Gullspång” er uden sammenligning en af de mærkeligste og mest særegne film, som jeg nogensinde har set.

Det er en blanding af en dokumentar og en kunstfilm – og har som det centrale punkt to formodede tvillingesøstre, som blev skilt ved fødslen i Norge i 1941, da man ikke ville risikere, at de blev en del af Hitlers brutale forsøg med mennesker.

Den ene af de to tvillinger er så død for mange år siden – i 1988. Men nu møder to af hendes søstre i forbindelse med et lejlighedskøb en kvinde, som de mener ligner deres døde søster på en prik. Og så ruller tvillinger-formodnings-bolden – med dna-tests, kram og tårer, men også med bristede forhåbninger og clash mellem forskellige måder at leve og tænke på.

For den døde søster og hendes søskende er vokset op i en stærk religiøs familie, som har en mani med at ville finde tegn fra Gud i alt, som sker – mens den formodede forsvundne tvilling har en helt anden baggrund fra en familie med både økonomisk og kulturel kapital. Hun er desuden en rigtig badass, der for en kvinde født i 1941 har en så særlig baggrund som løjtnant i den norske hær – og som hun siger det:

Jeg har lært at dræbe, og jeg havde slået de mennesker ihjel, hvis ikke jeg havde været så god til at kontrollere mig selv.

For den religiøse søskendeflok, som tæller hele fem mennesker – en bror og fire søstre – er voldsomt grænseoverskridende i den måde, som de udæsker den tidligere løjtnant og formodede søster på, da hun kommer op til Nordnorge for at møde dem.

Deres generelle viden, tankegang, evne til at tage data ind og reflektere er nemlig lige så dårlig som deres evne til at opføre sig civiliseret, selvom det retfærdigvis skal siges, at de prøver. Men det kniber med at rumme andre, når man lever efter, at ens egen tro er den eneste saliggørende. Den formodede forsvundne tvilling konkluderer derfor også: Det er ikke den genetiske arv, der betyder mest, men de mennesker og det sted, hvor man voksede op.

Men er de så tvillinger de to, den døde søster og løjtnanten? Det svar vil man gerne have, når man ser filmen. Men den ene test viste det ene – og den anden det andet. Så intet er givet med sikkerhed – eller er det?

Og som om den forvirring ikke var nok, så har historien om den døde søster altid været, at hun begik selvmord, hvilket har trukket et spor af synd og skam i den stærkt religiøse familie. Men qua netop den formodede forsvundne tvillings evne til at tænke, så finder man ud af, at den døde søster faktisk døde en naturlig død tilbage i 1988.

Eller var det mord? Det får vi heller ikke svaret på. Sporene er også for længst kolde. Men alligevel lever både ekskæresten og ham, der fandt den søde søster nede ved søen stadig – og begge er med i filmen. Så vi kunne måske have fået de svar, som vi mangler på, hvem de tre livsforsikringers begunstigede var – og hvorfor man accepterer, at en kvinde sidder to dage i en bil uden at man gør noget. Men det sker ikke.

Det er ærgerligt. For oplægget til filmen – at finde en måske forsvunden tvillingesøster ved et tilfælde/fordi Gud vil det – er fantastisk. Omvendt er slutningen – at lære at leve med, at man ikke kan få svar på alt her i livet – måske også det mest realistiske.

For har vi ikke alle den slags uafsluttede sager i vores liv, måske bare knap så dramatiske? Det tænker jeg. Jeg har i hvert fald en irriterende hændelse fra for 20 år siden, som jeg aldrig får svar på, hvorfor skete og hvem der satte i gang. Jeg har prøvet, men jeg er blevet nægtet en forklaring.

For nogle gange vil mennesker ikke fortælle sandheden. Andre gange husker mennesker ikke, hvordan det hele forholdt sig. Og mange gange digter mennesker en virkelighed, som de selv tror på – og kan leve med.

Og hvis man som den religiøse søskendeflok partout vil finde en dybere mening i alt, så er der yderligere et incitament til at lægge til, trække fra og digte en virkelighed, så den passer til den ønskede historie. For der er noget i fortællingen om hændelserne i Gullspång, som ikke stemmer, både løgne, fortielser og tillæg fra fantasiens verden.

Danmarksbloggen giver derfor ”Miraklet i Gullspång” fire ud af seks broderi-billeder, som det, der hang på væggen i lejligheden, og som startede hele balladen. Filmens skaber Maria Fredrikssons oplæg berettigede ellers til fem, men hullerne i den gribende og fascinerende fortælling er desværre for store.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk