Formand for socialdemokraterne i Vordingborg og medlem af den socialdemokratiske hovedbestyrelse Lise Lotte Møller opholder sig som bekendt i USA her op til og under det amerikanske valg, og hun har gjort flere observationer, som hun opfatter som ganske bekymrende.
Hun siger til Danmarksbloggen: ”Det begynder at blive ubehageligt herovre, og jeg er godt nok spændt på, hvad der sker, når Hillary forhåbentlig vinder i morgen. Trump vil ikke anerkende valget, og der går rygter om, at Trump-tilhængere vil gribe til vold.”
”Jeg er pt. i Washington D.C., men har været i Pennsylvania, som vistnok er den eneste stat, hvor man ikke har early-voting, og her frygter man, at Trump-tilhængere vil stå ved valgstederne og skræmme folk væk,” siger hun videre og fortæller at Hillary-tilhængere også har planlagt at komme, men ikke med trusler. Men med kaffe, jokes – og paraplyer, hvis det regner.
Endelig fortæller hun, at man i flere stater har lukket valgsteder ned i sorte områder, så de sorte vælgere (der typisk stemmer demokratisk) har længere til et valgsted. Det kan også få betydning for valgets udfald.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk