Vold mod hvert sjette barn

Børn er fuldgyldige, komplette mennesker, som en af Danmarksbloggens venner skrev det i går. Danmarksbloggen er helt enig. Men det er en del danskere åbenbart ikke.

En ny undersøgelse fra SFI viser i hvert fald, at hvert sjette danske barn har oplevet fysisk vold i hjemmet – og hver tolvte psykisk vold.

Læs mere her: http://www.sfi.dk/nyt/nyheder/presse/vold-og-seksuelle-overgreb-stadig-en-del-af-mange-boerns-liv/

Det er rystende tal – især set i lyset af, at revselsretten blev afskaffet for 19 år siden med følgende ordlyd om forældremyndighed og samvær i § 2, stk. 2:

”Barnet har ret til omsorg og tryghed. Det skal behandles med respekt for sin person og må ikke udsættes for legemlig afstraffelse eller anden krænkende behandling.”

Danmarksbloggen er helt enig. Børn er hele, små mennesker – og det er ikke blot en pligt, men en ære at få lov til at passe godt på dem.

En af de mere interessante ting i undersøgelsen er iøvrigt, at lokalområdet ikke spiller den store rolle for risikoen for som barn at blive udsat for vold i hjemmet. Det gør derimod, om man vokser op i en brudt familie eller ej. Skilsmissebørn er derfor mere udsatte for vold og overgreb.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De seksuelle overgreb

Sagen – eller rettere sagerne om seksuelle overgreb på kvinder bare fortsætter og fortsætter. For det var ikke kun i Köln, at den var gal. Også i mange andre tyske byer – og i andre byer over Europa – og også mange andre dage end lige nytårsnat.

Der tegner sig nemlig et billede af, at nogle mellemøstlige og nordafrikanske mænd opfatter kvinder som lettilgængelige, når de går på gaden uden at være i selskab af en mand.

Det er et billede, som er meget grimt – men som ingen kan løbe fra. For det er en sandhed – om end ilde hørt – at disse mænd kommer fra kulturer, hvor der er en stærk, social kontrol med piger, som opfattes som svage, og som nogen, der skal passes på – og overvåges, så pigerne kan vedblive med at jomfruer, til de skal giftes.

Det er et kvindesyn, som er i direkte modstrid med det europæiske lighedssyn, hvor kvinder og mænd har de samme rettigheder både i samfundet og i forhold til sex – og at færdes frit og alene på gaden. Disse mellemøstlige og nordafrikanske mænds kvindesyn er derfor et kvindesyn – og en kvindeforagt, der skal bekæmpes med lige dele oplysning og lige dele konsekvens.

For i Europa – og i Danmark – kan og skal mænd og kvinder kunne tillade sig det samme uden at risikere et sex-overgreb. Og ja, der er også hvide mænd, der chikanerer og voldtager, og mænd fra Mellemøsten, som ikke gør.

Men forskellen består i, at danske mænd gør det PÅ TRODS af, hvad de har lært hjemme og i samfundet – mens drenge og mænd mange andre steder i verden lærer, at mænd er mere værd end kvinder – og at kvinder uden “beskyttelse” er frit bytte.

Det handler altså om opdragelse, oplysning – og konsekvens.

At hævde og agere efter noget andet er at svigte kvinderne – både de etnisk-danske og dem af anden etnisk herkomst, som kæmper en brav kamp for at blive frie kvinder og integreret i Danmark.

Og det må og skal være kvinder og kvinders frihed – uanset herkomst – som vi har fokus på her.

Frihed til at gå på gaden, frihed til at være “sexet” påklædt, frihed til at ytre sig – også i debatter uden at blive svinet til som det er sket for en af debattørerne her på Danmarksbloggen, der – fordi hun påtaler kvinders ret til frihed – har fået diverse beskidte og sjofle mails og beskeder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kvindeforagten er problemet

De seksuelle overgreb i Köln på 100 tyske kvinder nytårsnat har rejst en enorm debat, som meget hurtigt kommer til at handle om race, religion og kultur.

På den ene side står dem, som siger, at det her handler om, at mænd fra Nordafrika og arabiske lande er vant til at betragte kvinder som enten madonnaer eller ludere – og at mændene derfor “ikke kan lade være” med at agere, som de gør.

På den anden side er så dem, som henviser til at også hvide, vestlige mænd begår seksuelle overgreb – og at vi skal passe på ikke at lade det her handle om race, religion og kultur.

Som Danmarksbloggen ser det, så skal vi holde fast i, at det er kvindeforagten, som er problemet.

En kvindeforagt – og en opfattelse af kvindens krop som per automatik tilgængelig for enhver mand, som måtte have lyst – der er et verdensomspændende fænomen, som også ses i fx Indien, hvor massevoldtægt af selv meget små piger er hverdag.

MEN – for der er et men. Vi skal heller ikke lukke øjnene for det faktum, at der ER problemer med mænd af nordafrikansk og mellemøstlig oprindelse, som er overrepræsenterede i voldtægts-statistikkerne.

Det er IKKE ensbetydende med, at ALLE muslimske mænd har den holdning – for det har de IKKE. Langtfra. Men andelen af mænd af mellemøstlig oprindelse, der begår seksuel kriminalitet, er større end andre grupper i Danmark – og vi hjælper ingen ved at fortie det faktum, hvad det så end skyldes.

Under alle omstændigheder: Så handler det her ikke om at smide møg i hovedet på hinanden, men om at støtte og øge respekten for kvinder – hos alle, både mænd og kvinder, hvide og mørke osv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Tænk på børnene – og ikke på de voksne

Sagen fra Fyn om det psykiske overgreb på et barn, der blev filmet af et andet barn, fortsætter på anden uge i medierne.

Men hvor det i starten handlede om børnene og det indlysende forkerte i at behandle børn på den måde, som plejemoderen gør det, når hun overfalder det barn, som hun er ansat til at tage sig godt af. Så er vinklen nu flyttet over på moderen og det tilsyneladende uretfærdige i, at hun ikke må have nogen af sine ialt syv børn boende hjemme.

Og ja, hvis der er sket noget, som der ikke burde ske, er det forfærdeligt – især fordi børnene måske kunne have det bedre hos deres biologiske forældre, end de har det hos plejeforældrene, hvor plejefaderen tidligere er dømt for vold og plejemoderens adfærd må stille spørgsmålstegn ved hendes evne til at have med plejebørn at gøre.

Men uanset om fjernelsen af børnene fra den biologiske mor i sin tid var rigtig eller ej, så skal fokus stadig være alene på børnene og deres vilkår. Det er dem, der betaler prisen for en opvækst, der ikke indeholder den tryghed og den kærlighed, som skulle være en naturlighed for alle børn, men som desværre langtfra altid er det, såvel i pleje- som i biologiske familier – men som kunne være det, hvis vi turde træde mere i karakter.

I Danmark er vi nemlig nærmest hysterisk berøringsangste overfor at sige noget til hinanden, når det drejer sig om vores børn. Men hvorfor i grunden?

Børn er – uden sammenligning – de mest sårbare mennesker i vores samfund. De første mange år af deres liv kan de intet selv gøre for at lave om på deres vilkår, men er 100% afhængige af deres omgivelser og de mennesker, der er omkring dem. De skal nærme sig teenage-alderen som drengen fra Fyn, før de kan begynde at gøre noget – måske, og selv dér kun med hjælp fra de voksne, der er omkring dem.

Det er også derfor, at vi skal råbe op og sige noget til hinanden – og til myndighederne – når vi oplever et barn, som lever i en familie, hvor der er mistrivsel. Og her tænker jeg ikke kun på de åbenlyse tilfælde, hvor det drejer sig om alkohol, vold – både psykisk og fysisk – og andre former for overgreb.

Men også om at sige noget til de forældre, der “blot er hårde” ved deres børn. Gøre dem opmærksom på, at de er godt igang med at knuse en lille barnesjæl – uden måske selv at vide det.

Et samfund er nemlig ikke bedre end dets måde at behandle dets svageste på – og her er der (for nu at sige det positivt) i dén grad plads til forbedring i Danmark, fra både myndighedernes og alle os andres side, når det kommer til det dyrebareste i hele samfundet: Børnene.

Men ikke vores børn. For ingen forældre ejer deres børn. Dét er en udbredt misforståelse, som måske er årsagen til at mange tror, at de kan behandle deres børn efter forgodtbefindende.

Men det hverken kan eller skal vi. Når man får et barn, får man den eksklusive ret til at tage sig af det barn i de næste cirka 18 år. Og det er en ret, mine damer og herrer, som fordrer store mængder af kærlighed og rummelighed, men som også giver de største glæder og den dybeste lykke i hele verden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk