Solidaritet = sammenhængskraft

Trepartsforhandlingerne starter i dag – og er der noget, som arbejdsgiverne og arbejdstagerne er enige om, er det færre på overførselsindkomster.

Men de er ikke enige om vejen dertil.

Arbejdstagerne mener – logisk nok – at det drejer sig om at skabe flere jobs. Noget, der også giver flere skattekroner og dermed et bedre grundlag for velfærd som sygehuse, alderdomshjem og skoler.

Arbejdsgiverne derimod mener, at det handler om at sætte arbejdsløse og andre udsatte på sulteydelser. For på den måde kan man piske arbejdsløse til at tage et job, der ikke findes (sic) eller til at sige ja til så lave lønninger, der er tale om at working-poor.

Danmarksbloggen er – ikke overraskende – enig med arbejdstagerne.

Et samfund kan kendes på, hvordan det behandler sine svageste – og det er ikke kun noget, der afspejler sig i socialpolitikken. Det kan også ses i måden, som arbejdsmarkedet er skruet sammen på. Og her gælder, at solidaritet = sammenhængskraft.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Magtens vold legitimerer alle andres vold

Kristeligt Dagblad skrev i går om, hvordan socialt udsatte som hjemløse og andre i stigende grad bliver udsat for latterliggørelse, chikane og deciderede overfald, altså for volden i alle dens former.

Sekretariatschef hos Landsforeningen af Væresteder Cliff Kaltoft begrundede udviklingen med at citat fra artiklen: ”Vinder-taber-kulturen har især fået tag i mange af de unge, der lader til at tænke om de udsatte, at de ikke er noget værd,” (citat slut).

Og chefen for Kirkens Korshær Helle Christiansen giver i artiklen udtryk for, at italesættelsen af de svage som dovne samfundssnyltere er blevet så grundfæstet en del af dansk mentalitet, at det faktisk kræver politisk handling, hvis det skal ændres.

Danmarksbloggen – som i al beskedenhed netop gerne vil genskabe respekten for det enkelte menneske, solidariteten og fællesskabet – er enig.

Men Danmarksbloggen må så også rette kanonen mod politikerne.

For nok er det vigtigste, at vi får gang i forandringerne i holdningerne, så vi kan komme tilbage til en medmenneskelig respekt og anstændighed. Men man skal som bekendt kende sin fortid for at forstå sin nutid – og for at kunne påvirke sin fremtid.

Og ser man tilbage i tiden, er der ingen tvivl om, at Foghs og Kjærsgaards umenneskelige regime i nullerne i dén grad har været med til at skabe denne menneskefjendske taber-vinder-kultur – godt hjulpet på vej af talløse tv-programmer, hvor det drejer sig om at vinde med alle midler, så man ikke risikerer at blive stemt ud.

Men det er især magtens vold, der er bekymrende. Medier og mennesker løber blot efter dér.

Og i dag er vi desværre i den situation at samtlige partier – på nær Enhedslisten og til dels SF – opfatter arbejdsløse som dovne, indvandrere af muslimsk herkomst som potentielt kriminelle, enlige mødre som nogen der tager dårlige livsbeslutninger, hjemløse som nogen der ikke kan tage sig sammen osv, osv.

Sådan er det jo, som Vestager engang sagde dét. Men sådan behøver det ikke være.

Magten behøver ikke at udøve vold mod samfundets svageste, som magten nu har gjort det i snart halvandet årti. Magten kan – og bør – vælge at være de svagestes hjælper, beskytter og bedste ven.

Så får magten bævende læbers pris – og finere hæder gives ikke i hele den vide verden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tænk på børnene – og ikke på de voksne

Sagen fra Fyn om det psykiske overgreb på et barn, der blev filmet af et andet barn, fortsætter på anden uge i medierne.

Men hvor det i starten handlede om børnene og det indlysende forkerte i at behandle børn på den måde, som plejemoderen gør det, når hun overfalder det barn, som hun er ansat til at tage sig godt af. Så er vinklen nu flyttet over på moderen og det tilsyneladende uretfærdige i, at hun ikke må have nogen af sine ialt syv børn boende hjemme.

Og ja, hvis der er sket noget, som der ikke burde ske, er det forfærdeligt – især fordi børnene måske kunne have det bedre hos deres biologiske forældre, end de har det hos plejeforældrene, hvor plejefaderen tidligere er dømt for vold og plejemoderens adfærd må stille spørgsmålstegn ved hendes evne til at have med plejebørn at gøre.

Men uanset om fjernelsen af børnene fra den biologiske mor i sin tid var rigtig eller ej, så skal fokus stadig være alene på børnene og deres vilkår. Det er dem, der betaler prisen for en opvækst, der ikke indeholder den tryghed og den kærlighed, som skulle være en naturlighed for alle børn, men som desværre langtfra altid er det, såvel i pleje- som i biologiske familier – men som kunne være det, hvis vi turde træde mere i karakter.

I Danmark er vi nemlig nærmest hysterisk berøringsangste overfor at sige noget til hinanden, når det drejer sig om vores børn. Men hvorfor i grunden?

Børn er – uden sammenligning – de mest sårbare mennesker i vores samfund. De første mange år af deres liv kan de intet selv gøre for at lave om på deres vilkår, men er 100% afhængige af deres omgivelser og de mennesker, der er omkring dem. De skal nærme sig teenage-alderen som drengen fra Fyn, før de kan begynde at gøre noget – måske, og selv dér kun med hjælp fra de voksne, der er omkring dem.

Det er også derfor, at vi skal råbe op og sige noget til hinanden – og til myndighederne – når vi oplever et barn, som lever i en familie, hvor der er mistrivsel. Og her tænker jeg ikke kun på de åbenlyse tilfælde, hvor det drejer sig om alkohol, vold – både psykisk og fysisk – og andre former for overgreb.

Men også om at sige noget til de forældre, der “blot er hårde” ved deres børn. Gøre dem opmærksom på, at de er godt igang med at knuse en lille barnesjæl – uden måske selv at vide det.

Et samfund er nemlig ikke bedre end dets måde at behandle dets svageste på – og her er der (for nu at sige det positivt) i dén grad plads til forbedring i Danmark, fra både myndighedernes og alle os andres side, når det kommer til det dyrebareste i hele samfundet: Børnene.

Men ikke vores børn. For ingen forældre ejer deres børn. Dét er en udbredt misforståelse, som måske er årsagen til at mange tror, at de kan behandle deres børn efter forgodtbefindende.

Men det hverken kan eller skal vi. Når man får et barn, får man den eksklusive ret til at tage sig af det barn i de næste cirka 18 år. Og det er en ret, mine damer og herrer, som fordrer store mængder af kærlighed og rummelighed, men som også giver de største glæder og den dybeste lykke i hele verden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Menneskelighedens fallit under en rød regering

Hvor blev menneskeligheden af?

I Danmark har vi det for vane at have blå regeringer, der tænker på at skabe vækst indenfor det private erhvervsliv, og røde regeringer, der tænker på de svageste i samfundet.

Så når vi skifter regeringsfarve cirka hvert fjerde eller hvert ottende år, går det aldrig helt skidt for nogle af parterne.

I øjeblikket er der global finanskrise, og Danmark har en rød regering. Og dermed skulle der så være basis for at sikre de svageste i vores samfund …

Men sådan er det så ikke!

For modsat til hvad vi er vant til at se, så tager denne røde regering også et økonomisk ansvar. De prøver at skabe mange arbejdspladser på en måde, som ville gøre en blå regering grøn af misundelse.

Men hvad så med menneskeligheden?

Som det ser ud i øjeblikket tror regeringen selv på, at de kan skabe uddannelses- eller arbejdspladser til alle, der er i stand til at uddanne sig eller arbejde.

Men hvad vil regeringen gøre den dag, hvor det går op for dem, at de ikke kunne give alle et job? At de tilmed har fjernet en stor del af den i forvejen lave ydelse for kontanthjælpsmodtagere.

Tanken bag regeringens tiltag om at skabe uddannelse og arbejdspladser er da smuk. Men det er utopi at tro, at ALLE kontanthjælpsmodtagere kan komme i job eller uddannelse.

Der vil være nogen, som bliver ladt tilbage – på en kontanthjælp, som det ikke er til at leve eller dø på.

Men hvem tager sig nu af dem, hvor vi ikke engang længere kan stole på, at en rød regering tager sig af de svageste?

Menneskeligheden er dermed godt på vej til at gå fallit i det danske samfund.

For det er ikke længere kun under en blå, men også under en rød regering, at man sætter vækst højere end at passe på samfundets svageste.

Og dén mangel på menneskelighed er vort samfunds allerstørste problem.

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-konsulent