Menneskelighedens fallit under en rød regering

Hvor blev menneskeligheden af?

I Danmark har vi det for vane at have blå regeringer, der tænker på at skabe vækst indenfor det private erhvervsliv, og røde regeringer, der tænker på de svageste i samfundet.

Så når vi skifter regeringsfarve cirka hvert fjerde eller hvert ottende år, går det aldrig helt skidt for nogle af parterne.

I øjeblikket er der global finanskrise, og Danmark har en rød regering. Og dermed skulle der så være basis for at sikre de svageste i vores samfund …

Men sådan er det så ikke!

For modsat til hvad vi er vant til at se, så tager denne røde regering også et økonomisk ansvar. De prøver at skabe mange arbejdspladser på en måde, som ville gøre en blå regering grøn af misundelse.

Men hvad så med menneskeligheden?

Som det ser ud i øjeblikket tror regeringen selv på, at de kan skabe uddannelses- eller arbejdspladser til alle, der er i stand til at uddanne sig eller arbejde.

Men hvad vil regeringen gøre den dag, hvor det går op for dem, at de ikke kunne give alle et job? At de tilmed har fjernet en stor del af den i forvejen lave ydelse for kontanthjælpsmodtagere.

Tanken bag regeringens tiltag om at skabe uddannelse og arbejdspladser er da smuk. Men det er utopi at tro, at ALLE kontanthjælpsmodtagere kan komme i job eller uddannelse.

Der vil være nogen, som bliver ladt tilbage – på en kontanthjælp, som det ikke er til at leve eller dø på.

Men hvem tager sig nu af dem, hvor vi ikke engang længere kan stole på, at en rød regering tager sig af de svageste?

Menneskeligheden er dermed godt på vej til at gå fallit i det danske samfund.

For det er ikke længere kun under en blå, men også under en rød regering, at man sætter vækst højere end at passe på samfundets svageste.

Og dén mangel på menneskelighed er vort samfunds allerstørste problem.

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-konsulent

1 thought on “Menneskelighedens fallit under en rød regering

  1. Godt skrevet Ole. Mens jeg skriver her, snakker de om på det nye DR2, at de blå i mange år har vundet image-konkurrencen om at skabe jobs, og derfor flygter arbejdervælgerne fra Socialdemokratiet til Venstre

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *