OK18-vinderen er fundet

Så er OK18-mesterskaberne forbi, og Danmarksbloggen vil gerne kåre den ultimative sejrherre, vinderen af OK18-guldmedaljen, nemlig:

FLEMMING WINTHER, der forhandlede for lønmodtagerne i staten.

Han havde overblikket og modet til at vente – og så slog han til, og sikrede ikke kun lønnen, men også den betalte spisepause. Det var eminent gjort.

Men der skal også uddeles sølvmedaljer, og de går til begge sider i regionerne, som formåede at holde sig udenfor det meste af det store mediecirkus, der har hersket i de seneste uger, ja måneder – for i stedet at forhandle seriøst og målbevidst.

Og så er der bronzemedaljen, som går til Sophie Løhde, som kom ud af det her uden de alt for store skrammer på næsen, selvom hun langtfra fik det, som hun (og Løkke) ville have, nemlig en konflikt som Venstre kunne bruge som valgflæsk.

Herefter følger så udenfor medaljerne Michael Ziegler, der hverken vandt eller tabte, fulgt af Dennis Kristensen fra FOA, der brød musketér-eden – og så kommer Anders Bondo på sidstepladsen.

For nok fik lærerne en lønstigning, men de fik hverken betalt spisepause eller en aftale om deres arbejdstid. Der er lagt i kakkelovnen til OK21.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Så røg musketér-eden

Én for alle og alle for én – men ikke længere.

Alt og alle er til salg, siger den kyniske. Og den kyniske fik så ret mht. OK18. Den såkaldte musketér-ed, en løsning for alle, holdt ikke længere end til engang i nat. For nu er der, som de fleste nok ved, indgået en delaftale.

En aftale, der blandt andet giver FOA´s medlemmer en lønstigning på over 8 procent på tre år og sikrer en ligelig lønudvikling med det private arbejdsmarked. Det kan Danmarksbloggen godt forstå, at man siger ja til – især når man som FOA´s medlemmer tilhører nogle af de grupper, der tjener mindst i Danmark.

Så det er fint nok – og nu skal vi så videre.

For hvor der er stor sympati for sygeplejersken og SOSU´en, så er det Danmarksbloggens opfattelse, at de færreste danskere vil bakke op om DJØF´ernes spisepause. Æggehovedernes luksusproblemer vil overskriften på dén problemstilling nemt blive. Danmarksbloggen ser så lidt mere nuanceret på den del.

Men Danmarksbloggen noterer sig også, at tiden nu er inde til at vende fokus på dem, som er udenfor arbejdsmarkedet, altså de arbejdsløse, de hjemløse, dem på kontanthjælp og alle andre grupper, som lever udsat og uden fagforbund til at beskytte sig.

Dem er der ingen, der har svoret en musketér-ed, men de har mere end nogen andre brug for det, for de har ikke fået del i opsvinget. Tværtimod bliver de allersvageste udsultet yderligere. Og det er skade, hvis vi skal blive et helt og sammenhængende samfund igen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Håbet er lysegrønt”

Af alle ting i hele verden er det frygten i os selv, som vi skal frygte mest – frygten og så os selv og det mørke, som bor dybt inde i os.

Det står i hvert fald helt klart, når man forlader Mammutteatrets gæstespil på Betty Nansen Teatrets afdeling Edison-siloen på Frederiksberg efter at have set ”Håbet er lysegrønt”. For ja, det er håbet vel. Og især i denne forårstid kan håbet, livet og verden virke lysegrønne – og lyserøde, som de kirsebærtræer, vi som de flokdyr, de lemminger vi er, bare MÅ ud og fotografere på Bispebjerg Kirkegård eller/og på Langelinie.

For mennesket er et flokdyr – og tilmed af den grusomme slags. Et flokdyr, som både kan kradse øjne ud, dræbe og gøre alt muligt andet ellers utænkeligt og primitivt, hvis der er en leder at følge – og det skal der nok være. Der er altid en, der gerne vil beundres og føre, og er der ikke nogen, så finder vi ofte selv en kandidat til piedestalen. Gerne en der råber højt og taler i absolutter og lette løsninger på komplicerede sammenhænge, ja selv løgne æder vi glad og gerne, som det så fornemt vises i forestillingen.

For det sværeste er at åbenbart at tænke selv og være kritisk og reflekteret. Så i det store samfundsspil vil natur altid slå civilisation. Drift altid vinde over etik. Det er i hvert fald den følelse, som man sidder med, når man ser dramaet og uhyrlighederne oprulle sig på scenen, der snart er en skov, snart et kontor, snart hele samfundet.

Sceneskiftene sker let, og som tilskuer lever man sig nemt ind i det, for hele castet – der udelukkende består af kvinder, også i manderoller – spiller mere end formidabelt, og det til trods for at forestillingen har været ramt af både uheld og sygdom.

I centrum står Tina Gylling Mortensen, der er skræmmende god i hovedrollen som digteren Bolettelund – ja ud i et, det er ikke en stavefejl. Hendes øjne og mimik brænder sig ud i rummet til os, der sidder på stolene – og da scenen er lille, sidder alle helt tæt på, og vi får alle detaljer med.

Man kan høre vandet blive drukket af ulvens vandskål, man kan næsten lugte leverpostejmaden, som bliver spist, og man ser hver en detalje i det menneskelige forfald og de få, men forgæves forsøg på at nå hinanden, som menneskene indimellem prøver sig med. Det ender selvfølgelig med nederlag og vold.

Sådan er det, når forfatteren hedder Kaspar Colling Nielsen. Han var også manden bag ”Den danske borgerkrig 2018-24”, og han er ikke blevet mere optimistisk siden sidst. Tværtimod. For hvor der i ”Den danske borgerkrig 2018-24” var spor af kærlighed mellem mennesker, er der i denne forestilling, som er iscenesat med sans for de skarpe pointer, også visuelt, af Claus Flygare og Henrik Grimbäck, kun mørke, angst og vold.

Der er altså ikke meget at have det lysegrønne håb i. Heller ikke i den religion, som der af og til kredses om i teksten og som med sit budskab om tilgivelse til alle, selv dem der har indført nem-id og ødelagt miljøet, kan forstås som endnu et tåbeligt forsøg fra civilisationens side på at rydde mørket ud. Eller er det i virkeligheden vores eneste redning ud af det junglesamfund, som vi har kreeret, og hvor ulvene hersker? Altså de farlige menneskelige af slagsen og ikke de i dén sammenligning ret uskadelige ulve ovre på de jyske heder, som ellers løber med overskrifterne.

Men der er så også den anden religion – den som med globaliseringens fart har spredt sig over jordkloden: Markedet og dets kræfter og ubønhørlige krav om konstant konkurrence og profitoptimering. Det er en religion, som ingen – heller ikke politikerne – åbenbart kan gøre noget ved, men hvis ”love og regler” vi alle blot må adlyde.

Lyder det dystert? Ja, men det er det også – og kun virkeligheden er mere mørk end forestillingen. Til gengæld er der maser af humor også, og det er godt, for vi forstår bedre, når vi griner. Også selvom der ikke er noget at grine af i samfundet og verden i øjeblikket …

Danmarkshistorien giver fem ud af seks ulve og tænker med på gåsehud på både ulvehylene og de ulve-eventyr, som vi også hører i forestillingen – endda læst op af en rigtig ulv. På Frederiksberg vel at mærke – og ikke i Jylland. Det er nok værd at tænke over.

”Håbet er lysegrønt” spiller til og med 5. maj.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

OK18: Det handler (ikke kun) om mad

Når man lytter på vandrørene, både de officielle og de uofficielle, så tegner der sig et klart billede af situationen til OK18 lige nu: Kommunerne og regionerne er helt klar – det samme er alt omkring løn og arbejdstid, også lærernes.

MEN der er stadig en prop og en knast, som spærrer – og det er den betalte spisepause, og her er det især i staten, at problemet findes. Dels fordi mange statsansatte i dag IKKE har en betalt spisepause som en del af deres overenskomst, men spisepausen har ikke desto mindre været kutyme siden 1921.

Og nu vil de statsansatte altså have skrevet den ind i overenskomsten, og det kan virke som meget lidt. Herregud, en betalt spisepause. Men det er faktisk alvorligt.

For hvis staten – som er repræsenteret af Sophie Løhde – er parate til at fratage lønmodtagerne én ting, som der er vundet hævd på, hvad bliver så det næste, som Løhde og Venstre-regeringen kaster sig over? Så det er godt, at Flemming Winther og de andre lønmodtager-forhandlere er vågne.

For OK18 handler – for Løhde – ikke kun om overenskomster. Der handler også om værdipolitik og om at svække lønmodtagerne så meget som muligt. Staten sidder nemlig med med alle forhandlingsborde – om ikke andet så i ånden.

Det er også derfor, at der er pause nu indtil kl.14. Løhde skal nemlig officielt regne på det hele, men uofficielt tale med Løkke og de andre topfolk i Venstre. For hvad gavner Venstre bedst i den kommende valgkamp? Konflikt eller forlig? Dén vurdering alene vil nemlig bestemme, om Danmark skal ud i en historisk storkonflikt på arbejdsmarkedet.

Det kan syntes bizart således at lade et enkelt politisk partis muligheder for at beholde magten være den afgørende faktor for et helt samfunds trivsel – og det er også absurd, men omvendt er det typisk Lars Løkke.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: For enden af regnbuen

Normalt når man går i teatret og ser et stykke, så følger handlingen et kendt dramaturgisk forløb, og som gammel teatergænger ved man derfor, hvad man skal kigge efter – og man fanger mere eller mindre hurtigt pointer og moraler.

Sådan plejer det at være, men heldigvis findes der stykker, der bryder med den norm, og et af dem er ”For enden af regnbuen”, der spiller på Nørrebro teater, og har Tobias Trier som eneste medvirkende. Han har også selv stået for både manuskript og musik i forestillingen, der handler om sangeren Kaj Bino, der vil opbygge et nyt fællesskab for enden af regnbuen.

Nu skal der ikke røbes for meget her, for der er selvfølgelig en handling, og undervejs spindes vi tilhørere langsomt, men sikkert ind i et net, som vi tror, at vi gennemskuer. Og det gør vi også, når det kommer til de åbenbare sammenligninger med sekter og andre mærkværdige grupperinger, som mennesker søger, fordi de ønsker et fællesskab.

Men der er alligevel noget, som man ikke fanger, og som sniger sig ind under radaren og bliver siddende i én, når man forlader teatret. Danmarksbloggen var på besøg i går på årets første sommerdag, og gik bagefter i den gyldne aftensol på Nørrebrogade med en følelse af at have misset en vigtig pointe. Og det var først, da undertegnede fortalte andre om stykket senere på aftenen, at det gik op for mig, at der netop ikke var nogen endelig morale, nogen pointe bøjet i neon.

Så nej, jeg havde ikke misset noget. For stykket – ligesom livet – handler om, hvad vi selv lægger i det, og guldet findes lige for næsen af os i den brune, frugtbare muld, som vi står og går på. Mor Gaia simpelthen eller Gaya, som det hedder i forestillingen.

Så måske vi skal droppe at hige efter krukken for enden af regnbuen. For lige nu og lige her har vi alt det, som vi skal bruge, så vi kan være ægte og autentiske … med os selv og med hinanden, og med de blomster, som vi plukker og den musik, vi spiller.

Hvad Tobias Trier så selv lægger i det hele på det personlige og private plan, afslører forestillingen selvfølgelig ikke, men den afslører en kunstner, der tør være tæt på sit publikum, helt tæt i både de dialoger, de sange og de dilemmaer, som danner rammen om forestillingen.

Og det er en Tobias Trier, der kan sit håndværk, og som er levende og intenst tilstede, også når publikum prøver at få ham på glatis, retter på ham eller i det hele taget opfører sig ligeså uberegneligt som selve livet gør det. Alt det tager han åbent og professionelt ind, og det, mine damer og herrer, kræver på mange planer langt mere end at spille en stor karakterrolle.

For han aner jo ikke, hvem vi er – os der sidder på de sorte stole på Nørrebro Teater – men alligevel møder han os helt tæt og med stor intensitet. Det er godt lavet.

Danmarksbloggen giver seks pruttepuder ud af seks mulige – som den undertegnede fik æren af at modtage, da jeg helt uforvarende og ved at række en finger i vejret kom til at stå for den første af de seks livsdyder, som spiller en central rolle i forestillingen.

Det skal til gengæld ikke røbes, hvad det er for seks livsdyder, men ja, vi er på religionens vej, og ja, vi er pænt langt fra de syv dyder, som kristne stillede op i middelalderen – ja, man kunne uden at ryste på hånden hævde, at vi på mange måder kommer noget tættere på de syv dødssynder.

Men gå nu selv ind og se forestillingen – eller rettere se, lyt, mærk, tal, syng og lev med. Ja, du får slet ikke lov til at lade være, det sørger entertainer Kaj Bino i Tobias Triers skikkelse for, og ham glemmer man sent i hans grønne jakkesæt med den lyserøde skjorte. For det er Rødovre Centrum, der møder en blanding af en vækkelses-prædikant og en fra de berygtede pyramidespil.

Forestillingen spiller på Nørrebro Teater til og med 5. maj, og det er Johan Sarouw, der har instrueret. Statens Kunstfond har støttet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Giv fattige børn samme opmærksomhed som ulve

Tænk hvis fattige børn fik samme opmærksomhed som ulve?

For hvor er socialpolitikken i Danmark i disse år? Ja, den er mere fraværende end selv den mest sky ulvefamilie på Jyllands heder, som derimod fylder debatten.

For hele Danmark taler nemlig i pauserne mellem OK18 om ulve. For nu er den gal igen. Der er blevet skudt en ulv til manges store raseri, mens på den anden side flere fåreavlere og andre landmænd taler om, at mange af deres dyr er blevet taget af ulven, og at ulven derfor skal væk fra den danske natur.

Fronterne er altså trukket skarpt op mellem naturromantikerne og mellem dem, der lever af og i naturen. De første synes, at det er fantastisk, at ulven er ”vendt hjem” til den danske natur, mens de andre helst ser den forsvinde igen – og jo før, jo bedre.

Danmarksbloggen vil på ingen måde underkende problemet med ulve, men kunne godt ønske sig, at man gav Danmarks fattige børn samme opmærksomhed, som man giver ulvene.

For hvor er det glødende engagement, når det gælder om at give de mere end 60.000 børn, der vokser op i fattigdom, en barndom, hvor de ligesom deres kammerater OGSÅ kommer i svømmehallen, kan få tre måltider mad om dagen og medicin, når der er brug for det?

For sådan er virkeligheden i dagens Danmark. Der findes i dette overflods-samfund, hvor mange børn per automatik får den nyeste mobil fra deres forældre, mere end 60.000 andre børn, hvis forældre ikke har råd til det mest basale – og slet ikke den teknologi, som man skal kunne mestre, hvis man skal have en chance i fremtidens samfund.

For bare et enkelt år i fattigdom i barndommen har negative konsekvenser i hele voksenlivet: https://jyllands-posten.dk/indland/ECE10399320/fattigdom-i-barndommen-saetter-negative-spor-hele-livet/

Og dét er langt mere oprørende end nogle omstrejfende ulve – men det gider ingen beskæftige sig med, medmindre man tænker på julen og andre lejligheder, hvor hattedame-godheden kan vise sig.

Men vi skal væk fra hattedamerne og de enkeltstående indsatser – og henimod en fyldestgørende og samlet socialpolitik, der sikrer ordentlige levevilkår til alle danskere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvor er fronten i storkonflikten?

Som så mange andre i dette land følger Danmarksbloggen med spænding OK18.

Ikke kun fordi det er en af de vigtigste arbejdskampe overhovedet – eller fordi det handler om at offentligt ansatte skal mødes med samme respekt som privatansatte.

Men også fordi man i de seneste dage har kunnet spørge sig selv om, hvor fronten i den truende storkonflikt reelt befinder sig?

For er fronten konstant mellem arbejdsgivere og lønmodtagere? Eller ligger fronten OGSÅ et andet sted, nemlig mellem en regering, der hellere end gerne vil lave et indgreb og så alle andre, også KL og regionerne?

For nok er fx KL´s hovedforhandler borgmester Michael Ziegler konservativ, men på mange områder har både kommuner og regioner flere interesserer tilfælles med arbejdstagerne end de har med regeringen, der med Sophie Løhde i spidsen tegner staten i forhandlingerne.

Så ligger fronten altid mellem arbejdsgivere og arbjedstagere? Danmarksbloggen tvivler, og tænker, at et gennembrud i forhandlingerne hos kommunerne og regionerne vil kunne tvinge staten – dvs. Sophie Løhde – til at indgå en aftale, som hun måske ikke har lyst til, men kan blive nødt til.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tivoli og Harlekin Skelet

”Tivoli altid som aldrig før” er Tivolis logo i disse år, og det skal såmænd nok passe. Ændringer er så ikke altid til det bedre.

Os, der kan huske nogle få år tilbage, mindes med længsel dengang der var levende musik nede ved Pantomimen i Tivoli. Nu er det båndmuzak.

Orkesteret, som spillede, hed Promenadeorkestret, men de findes ikke længere i Tivoli. Ja, selv orkesterets eget spillested, den smukke muslingeskal ovre på den anden side af stien, er væk, og i stedet er der nu Tivoli Food Hall, der også dækker det område, hvor Valmueteatret engang opførte eventyr af H. C. Andersen. Det var skønne tider med unik åndelig føde i stedet for nutidens fysiske føde leveret af fantasiløse kædebutikker. Og både musik og eventyr fra dengang var ganske gratis. Ja, det er ganske vist.

Men Pantomimens kinesiske påfuglebygning er heldigvis fredet, så den kunne Tivolidirektør Liebst og balletmester Bendixen ikke røre, og derfor er det stadig muligt at sidde på de grønne bænke og se de gamle komedier – og de holder max, som Danmarksbloggen kunne konstatere, da den kom forbi denne blæsende aprilaften.

Danmarksbloggen har set et utal af pantomimer – og også flere gange denne aftens sene forestilling ”Harlekin Skelet”, der er den ældste og mest uhyggelige af dem alle sammen. Men det var genkendelsens glæde, for der er altid noget hyggeligt og rart ved at se Pjerrot fjolle rundt, mens Harlekin og Columbine driver deres løjer med ham, så de til sidst kan få hinanden – trods Pjerrot og hendes ret vratne og uvillige far.

Man kan sagtens snakke om, at pantomimeforestillingerne holder, fordi de har fat i de evigt gyldne temaer om generationskløfter, kærlighed og at holde facaden. Men der er nu også noget enkelt og befriende ved at se en kunstart, der IKKE kun er dans, IKKE kun er musik, IKKE kun er skuespil, og som IKKE bruger ord i en tid som vores, hvor alt sættes i kasser, og alt gøres op i ord – og derpå i penge.

Pantomimen gennembryder det hele – og gør verden ny igen, og så bliver Tivoli endelig altid som aldrig før – og man tør igen drømme om en fremtid, hvor musikken og kulturen fylder mere i Den Gamle Have end det gør i år, hvor Tivoli kan fejre 175 år.

For det er aldrig for sent. Ting kan ændre sig, og magien og eventyret kan komme tilbage til Tivoli – til hele Tivoli. Måske i en anden form, men tiden skriger på netop rødder, auntencitet og historie, så håbet om et Tivoli, der igen bliver en musikalsk og kulturel oplevelse af de sjældne, er ligeså lysegrønt som de knopper, der svulmede på mange af Tivolis træer og buske denne aprilaften.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den rigeste danske procent ejer en tredjedel af formuen i Danmark

Sheriffen af Nottingham var en dårlig amatør, som ikke kunne få andet end nogle få poser guld ud af bønderne og småfolkene i egnen omkring Sherwood-skoven. Ja, selv den navnkyndige Joachim von And er nærmest en fattiglus sammenlignet med nutidens pengepugere.

Det er nemlig således, at den rigeste procent i verden ejer mere end halvdelen af  verdenens samlede formue, og udviklingen går den gale vej, således, at denne rigeste procent i 2030 vil have næsten to tredjedel af verdenens samlede formue. De kan altså bade sig i penge – sådan helt bogstaveligt.

I Danmark er det ikke ligeså galt, om end det er slemt nok. For her hos os sidder den rigeste procent på 30% af hele landets formue. Og ja, 30% er mindre, men det er stadig meget, og det er også forkert i et land, hvor vi hævder at hylde solidariteten. For vi kan ikke kalde os for et lige land, når 1 – som i én – procent af danskerne ejer en tredjedel af formuen i Danmark.

Det er tværtom en kæmpe-ulighed, som vi skal have gjort noget ved.

Læs mere om uligheden her: https://politiken.dk/oekonomi/gloekonomi/art6429001/I-2030-vil-den-rigeste-procent-eje-to-tredjedele-af-al-formue

Så vi savner en nutidens Robin Hood, som kan være med til at omfordele midlerne, indtil kun få har alt for meget, mens mange flere får, så de kan leve en anstændig tilværelse. For der er goder nok på denne jord til os alle sammen – hvis ellers vi kan finde beskedenheden frem og lægge grådigheden væk.

Og nej, intet menneske behøver flere biler eller flere boliger eller dyre pelse eller andet ligegyldigt skrammel. Vi behøver sundhed, uddannelse, kultur, samvær og kærlighed – og til meget af det skal vi bruge de penge, som ligenu samler støv – ikke i en pengetank, men på svulmende konti i diverse skattely.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det hjemløse oprør

Hvor går man hen som bekymret borger i Danmark, når landet har en regering, der:

Øger uligheden og gør livet mere end svært for svage og udsatte
Destruerer miljøet og ødelægger mulighederne for den grønne energi
Ødelægger uddannelsessystemet og forskningen
Smadrer muligheden for vidensbaseret formidling af samfundsrelaterede emner ved at skære ned på medierne

Samtidig med at regeringen:

Giver de velhavende endnu flere penge via skattelettelser m.m.
Selv kan overtræde loven – både i forhold til korruption og lovgivning – flere gange uden at det får konsekvenser

Man sidder som dansker og tænker, at den eneste mulighed er at gøre oprør, men hvor og hvordan? For man kan godt tvivle på, at det hjælper noget at stemme på oppositionen.

Oprøret er altså hjemløst på alle planer. Det er meget frustrerende, når man er en ansvarlig og demokratisk indstillet borger.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk