Normalt når man går i teatret og ser et stykke, så følger handlingen et kendt dramaturgisk forløb, og som gammel teatergænger ved man derfor, hvad man skal kigge efter – og man fanger mere eller mindre hurtigt pointer og moraler.
Sådan plejer det at være, men heldigvis findes der stykker, der bryder med den norm, og et af dem er ”For enden af regnbuen”, der spiller på Nørrebro teater, og har Tobias Trier som eneste medvirkende. Han har også selv stået for både manuskript og musik i forestillingen, der handler om sangeren Kaj Bino, der vil opbygge et nyt fællesskab for enden af regnbuen.
Nu skal der ikke røbes for meget her, for der er selvfølgelig en handling, og undervejs spindes vi tilhørere langsomt, men sikkert ind i et net, som vi tror, at vi gennemskuer. Og det gør vi også, når det kommer til de åbenbare sammenligninger med sekter og andre mærkværdige grupperinger, som mennesker søger, fordi de ønsker et fællesskab.
Men der er alligevel noget, som man ikke fanger, og som sniger sig ind under radaren og bliver siddende i én, når man forlader teatret. Danmarksbloggen var på besøg i går på årets første sommerdag, og gik bagefter i den gyldne aftensol på Nørrebrogade med en følelse af at have misset en vigtig pointe. Og det var først, da undertegnede fortalte andre om stykket senere på aftenen, at det gik op for mig, at der netop ikke var nogen endelig morale, nogen pointe bøjet i neon.
Så nej, jeg havde ikke misset noget. For stykket – ligesom livet – handler om, hvad vi selv lægger i det, og guldet findes lige for næsen af os i den brune, frugtbare muld, som vi står og går på. Mor Gaia simpelthen eller Gaya, som det hedder i forestillingen.
Så måske vi skal droppe at hige efter krukken for enden af regnbuen. For lige nu og lige her har vi alt det, som vi skal bruge, så vi kan være ægte og autentiske … med os selv og med hinanden, og med de blomster, som vi plukker og den musik, vi spiller.
Hvad Tobias Trier så selv lægger i det hele på det personlige og private plan, afslører forestillingen selvfølgelig ikke, men den afslører en kunstner, der tør være tæt på sit publikum, helt tæt i både de dialoger, de sange og de dilemmaer, som danner rammen om forestillingen.
Og det er en Tobias Trier, der kan sit håndværk, og som er levende og intenst tilstede, også når publikum prøver at få ham på glatis, retter på ham eller i det hele taget opfører sig ligeså uberegneligt som selve livet gør det. Alt det tager han åbent og professionelt ind, og det, mine damer og herrer, kræver på mange planer langt mere end at spille en stor karakterrolle.
For han aner jo ikke, hvem vi er – os der sidder på de sorte stole på Nørrebro Teater – men alligevel møder han os helt tæt og med stor intensitet. Det er godt lavet.
Danmarksbloggen giver seks pruttepuder ud af seks mulige – som den undertegnede fik æren af at modtage, da jeg helt uforvarende og ved at række en finger i vejret kom til at stå for den første af de seks livsdyder, som spiller en central rolle i forestillingen.
Det skal til gengæld ikke røbes, hvad det er for seks livsdyder, men ja, vi er på religionens vej, og ja, vi er pænt langt fra de syv dyder, som kristne stillede op i middelalderen – ja, man kunne uden at ryste på hånden hævde, at vi på mange måder kommer noget tættere på de syv dødssynder.
Men gå nu selv ind og se forestillingen – eller rettere se, lyt, mærk, tal, syng og lev med. Ja, du får slet ikke lov til at lade være, det sørger entertainer Kaj Bino i Tobias Triers skikkelse for, og ham glemmer man sent i hans grønne jakkesæt med den lyserøde skjorte. For det er Rødovre Centrum, der møder en blanding af en vækkelses-prædikant og en fra de berygtede pyramidespil.
Forestillingen spiller på Nørrebro Teater til og med 5. maj, og det er Johan Sarouw, der har instrueret. Statens Kunstfond har støttet.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk
