Tænk hvis fattige børn fik samme opmærksomhed som ulve?
For hvor er socialpolitikken i Danmark i disse år? Ja, den er mere fraværende end selv den mest sky ulvefamilie på Jyllands heder, som derimod fylder debatten.
For hele Danmark taler nemlig i pauserne mellem OK18 om ulve. For nu er den gal igen. Der er blevet skudt en ulv til manges store raseri, mens på den anden side flere fåreavlere og andre landmænd taler om, at mange af deres dyr er blevet taget af ulven, og at ulven derfor skal væk fra den danske natur.
Fronterne er altså trukket skarpt op mellem naturromantikerne og mellem dem, der lever af og i naturen. De første synes, at det er fantastisk, at ulven er ”vendt hjem” til den danske natur, mens de andre helst ser den forsvinde igen – og jo før, jo bedre.
Danmarksbloggen vil på ingen måde underkende problemet med ulve, men kunne godt ønske sig, at man gav Danmarks fattige børn samme opmærksomhed, som man giver ulvene.
For hvor er det glødende engagement, når det gælder om at give de mere end 60.000 børn, der vokser op i fattigdom, en barndom, hvor de ligesom deres kammerater OGSÅ kommer i svømmehallen, kan få tre måltider mad om dagen og medicin, når der er brug for det?
For sådan er virkeligheden i dagens Danmark. Der findes i dette overflods-samfund, hvor mange børn per automatik får den nyeste mobil fra deres forældre, mere end 60.000 andre børn, hvis forældre ikke har råd til det mest basale – og slet ikke den teknologi, som man skal kunne mestre, hvis man skal have en chance i fremtidens samfund.
For bare et enkelt år i fattigdom i barndommen har negative konsekvenser i hele voksenlivet: https://jyllands-posten.dk/indland/ECE10399320/fattigdom-i-barndommen-saetter-negative-spor-hele-livet/
Og dét er langt mere oprørende end nogle omstrejfende ulve – men det gider ingen beskæftige sig med, medmindre man tænker på julen og andre lejligheder, hvor hattedame-godheden kan vise sig.
Men vi skal væk fra hattedamerne og de enkeltstående indsatser – og henimod en fyldestgørende og samlet socialpolitik, der sikrer ordentlige levevilkår til alle danskere.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk