Hvornår må man trække nazi-kortet?

Hvornår må man trække nazi-kortet?

Må man gerne trække nazi-kortet, når et politisk parti vil bestemme:

  • Hvordan et lands borgere skal gå klædt?
  • Hvad et lands børn og unge skal spise?
  • Hvor meget tid et lands børn, også dem i vuggestuen, – hvis de altså er af en vis etnisk oprindelse – skal tilbringe på landets institutioner, så de kan lære de ”rette værdier”?
  • Samt generelt laver lovgivning, der retter sig mod bestemte etniske grupper i samfundet, men fritager andre etniske grupper

Danmarksbloggen mener ja – nazi-kortet må derfor gerne trækkes i Danmark.

Danmarksbloggen mener også, at nazi-kortet skulle være trukket for længe siden – ikke kun overfor Dansk Folkeparti, men også overfor store dele af både regering og opposition.

Se her:

https://www.dr.dk/nyheder/politik/df-kraever-faengsel-gentagne-brud-pa-tildaekningsforbud?cid=soc_facebook_drnyheder_bgamphm2

https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/df-vil-tvinge-skoler-til-at-servere-svinekoed

https://politiken.dk/indland/politik/art6540179/B%C3%B8rn-skal-i-vuggestue-25-timer-om-ugen

http://danmarksbloggen.dk/?p=9818

Det er skræmmende. Demokratiet er i fare. Stor fare. Nazi-kortet skal ikke blot trækkes. Det skal smides højlydt på bordet. For venter vi til der marcheres i gaderne, så er det for længst for sent.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Giv fattige børn samme opmærksomhed som ulve

Tænk hvis fattige børn fik samme opmærksomhed som ulve?

For hvor er socialpolitikken i Danmark i disse år? Ja, den er mere fraværende end selv den mest sky ulvefamilie på Jyllands heder, som derimod fylder debatten.

For hele Danmark taler nemlig i pauserne mellem OK18 om ulve. For nu er den gal igen. Der er blevet skudt en ulv til manges store raseri, mens på den anden side flere fåreavlere og andre landmænd taler om, at mange af deres dyr er blevet taget af ulven, og at ulven derfor skal væk fra den danske natur.

Fronterne er altså trukket skarpt op mellem naturromantikerne og mellem dem, der lever af og i naturen. De første synes, at det er fantastisk, at ulven er ”vendt hjem” til den danske natur, mens de andre helst ser den forsvinde igen – og jo før, jo bedre.

Danmarksbloggen vil på ingen måde underkende problemet med ulve, men kunne godt ønske sig, at man gav Danmarks fattige børn samme opmærksomhed, som man giver ulvene.

For hvor er det glødende engagement, når det gælder om at give de mere end 60.000 børn, der vokser op i fattigdom, en barndom, hvor de ligesom deres kammerater OGSÅ kommer i svømmehallen, kan få tre måltider mad om dagen og medicin, når der er brug for det?

For sådan er virkeligheden i dagens Danmark. Der findes i dette overflods-samfund, hvor mange børn per automatik får den nyeste mobil fra deres forældre, mere end 60.000 andre børn, hvis forældre ikke har råd til det mest basale – og slet ikke den teknologi, som man skal kunne mestre, hvis man skal have en chance i fremtidens samfund.

For bare et enkelt år i fattigdom i barndommen har negative konsekvenser i hele voksenlivet: https://jyllands-posten.dk/indland/ECE10399320/fattigdom-i-barndommen-saetter-negative-spor-hele-livet/

Og dét er langt mere oprørende end nogle omstrejfende ulve – men det gider ingen beskæftige sig med, medmindre man tænker på julen og andre lejligheder, hvor hattedame-godheden kan vise sig.

Men vi skal væk fra hattedamerne og de enkeltstående indsatser – og henimod en fyldestgørende og samlet socialpolitik, der sikrer ordentlige levevilkår til alle danskere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det umenneskelige fortsæt

Når man i jura´ens verden taler om at gøre noget med forsæt, bedømmes det altid strengere end når man “bare kommer til det”.

Sådan bør det også være i politikens verden. Så når den konservative Rasmus Jarlov siger, at beslutningen om at risikere at sende 33.000 børn i fattigdom som følge af 225-timers reglen var en beslutning, som de konservative tog med åbne øjne, så er det rigtigt slemt.

For så siger han også, at han og resten af de konservative – uden at ryste på hånden – ikke har noget problem med at sparke til dem, der i forvejen ligger ned. Så gør de konservative det med vilje, med fortsæt …

Læs mere her: http://www.avisen.dk/konservative-rimeligt-at-boern-rammes-af-225-timers_404784.aspx

Der er også et andet ord, som kommer i spil her – og det er MORAL. For én ting er, at man kan være rygende uenige politisk og ideologisk, men når man – uden mindste problem – kan sende 33.000 danske børn ud i fattigdom, så har man en moralsk brist, som i bedste fald kan kaldes for umenneskelig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vold mod hvert sjette barn

Børn er fuldgyldige, komplette mennesker, som en af Danmarksbloggens venner skrev det i går. Danmarksbloggen er helt enig. Men det er en del danskere åbenbart ikke.

En ny undersøgelse fra SFI viser i hvert fald, at hvert sjette danske barn har oplevet fysisk vold i hjemmet – og hver tolvte psykisk vold.

Læs mere her: http://www.sfi.dk/nyt/nyheder/presse/vold-og-seksuelle-overgreb-stadig-en-del-af-mange-boerns-liv/

Det er rystende tal – især set i lyset af, at revselsretten blev afskaffet for 19 år siden med følgende ordlyd om forældremyndighed og samvær i § 2, stk. 2:

”Barnet har ret til omsorg og tryghed. Det skal behandles med respekt for sin person og må ikke udsættes for legemlig afstraffelse eller anden krænkende behandling.”

Danmarksbloggen er helt enig. Børn er hele, små mennesker – og det er ikke blot en pligt, men en ære at få lov til at passe godt på dem.

En af de mere interessante ting i undersøgelsen er iøvrigt, at lokalområdet ikke spiller den store rolle for risikoen for som barn at blive udsat for vold i hjemmet. Det gør derimod, om man vokser op i en brudt familie eller ej. Skilsmissebørn er derfor mere udsatte for vold og overgreb.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg. Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny. Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det. Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker.Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler. Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte. En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om.Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler

http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

Hun døde i 2008.

Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warzawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passagerer. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligeheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre. For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enestående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Et tabu at være fattig

Er det et tabu for den enkelte at være fattig? Desværre ja, men det burde det ikke være. Der er desuden så mange fattige i Danmark, at det forlængst burde være helt naturligt at stille sig op og sige: Ja, jeg er fattig.

Men det er det ikke.

Danmarks fattige – som der bliver flere og flere af i et samfund, der ellers bliver rigere og rigere – sniger sig stadig langs husmurene, flove over deres slidte tøj og udtrådte sko – og over ikke at kunne give deres børn de mobiler og de biograf-billetter, som for alle andre er en selvfølge. For slet ikke at tale om at stadig flere ikke har penge til nødvendig medicin, tandlæge og tre, sunde måltider hver dag – hele måneden.

Den danske regering og deres meningsfæller derimod har ikke nogen problemer med, at der findes fattige i Danmark – og at tallet er stigende. Tværtimod så sparker de blå godt og grundigt nedad og siger, at det er folks egen skyld, når de er fattige. De kunne jo bare udvise lidt initiativ.

Danmarksbloggen er så desværre ikke overrasket – denne umenneskelighed er business as usual hos de blå. Så den kan man forvente. Det værste er, at uhyrlighederne får lov til at passere uanfægtet hos de fleste.

For det er mennesker, som vi taler om. Levende mennesker af kød og blod, børn og voksne, som skubbes udenfor af samfundets blå bøller, som gør det til noget skamfuldt at være fattig.

Men det er det ikke. Det er derimod skamfuldt at behandle andre mennesker som de blå gør det. Deri lægger det virkelige tabu: At man – som de blå – synes, at det er okay at gøre forskel på folk. At der er mennesker i Danmark, der er så fattige, at de ikke har råd til de basale ting, mens de rigeste bliver rigere og rigere år for år.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En hvid mand føler behov for at tage afstand fra Paris-terror

Jeg vil som mand gerne tage afstand fra den terror, der er begået i Paris. Bemærk at det kun er MÆND som har deltaget – og derfor må jeg som mand tage afstand fra deres gerninger, da de ikke har handlet på mine vegne som mand …

Lyder det åndssvagt? Så tænk over alle de muslimer der som “vi” ønsker tager afstand fra de islamiske terroristers gerninger! Er det ikke lige så åndssvagt?

Det, der i virkeligheden er åndssvagt i dette, er: At vi – der ikke er muslimer – nu frygter muslimer pga. nogle få gale muslimers værk. Det vil svare til, at alle kvinder og børn nu frygter mænd pga nogle få gale mænds værk.

Hvis du stadig synes mit opslag er åndssvagt, så er det sikkert, fordi du kender mange mænd som er flinke. Og du kender sikkert ikke mange muslimer, som er flinke … fordi du ikke kender nogle muslimer! Det er faktisk den eneste grund til, at kvinder lige nu ikke frygter mænd, men at vi alle frygter muslimer!

(Nu har jeg skrevet “ingen”, “alle” osv i indlægget. Det er naturligvis mere nuanceret, men jeg regner dig som læser klog nok til at fange pointen alligevel).

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-udvikler

Børnemusik uden grænser

De forfærdelige forhold omkring Middelhavet tænder heldigvis ikke kun den laveste fællesnævner og den indre svinehund, men også medmenneskeligheden og hjælpsomheden.

Et af de seneste initiativer er “Børnemusik uden grænser”, som er søsat af musikeren Peter Clement Marott, der vil tage ud og spille på asylcentrene for alle de børn, der ligenu er kommet til Danmark med angst, krig og flugt i sindet.

I skrivende stund vælter sympatien og erklæringerne om hjælp ind til hr. Marott.

Danmarksbloggen synes også, at det er et glimrende initiativ, og vil meget gerne være med til at udbrede kendskabet til det yderligere.

Gå derfor ind på Peter Clement Marott´s FB-side og læs mere: https://www.facebook.com/peter.marott?fref=photo

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Krisen er forbi: Husk de svage

Meldingen kommer fra så forskellige kilder som regeringen og Danske Bank:

Danmark er ude af krisen.

Og det er jo helt fantastisk. Danmarksbloggen tænker derfor også:

Så er det bare med at komme i gang – og holde fast i opsvinget.

Noget, der gøres bedst ved ikke at give magten til de blå til det kommende folketingsvalg. For de vil – vanen tro – bare solde pengene væk i skattelettelser og til privathospitaler m.m.

Den nuværende regerings politik har altså virket – og nu er det på tide at holde fast, men også at give bedre levevilkår til dem, der blev tabt på vejen: De arbejdsløse, dem der mistede dagpengene, kontanthjælpsmodtagerne, pensionisterne, andre udsatte og svage – og selvfølgelig børn, gamle og syge.

Dét er en stor mundfuld. Men hvad er et opsving værd, hvis ikke det bruges til dem, der har hjælp behov?

De bugnende kister hos de rigeste danskere er nemlig kun blevet proppet endnu mere fulde – også under krisen. Så de har ikke brug for mere. Snarere tværtimod skal vi til at fordele goderne bedre – og dét gælder stadig, også selvom krisen tilsyneladende er ovre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vigtigheden af at kunne svømme

Danmarksbloggen skriver sjældent, ja nærmest aldrig om motion og krop. Det er der også rigeligt med andre medier, der gør. Men ingen regler uden undtagelse – og idag er en af dem.

En undersøgelse viser nemlig, at kun halvdelen af alle danske børn mellem 7 og 14 år kan svømme. Den anden halvdel samt hver tredje voksne dansker kan ikke.

Der druknede også mere end 55 mennesker i Danmark i 2012, og hver femte dansker angiver at have været tæt på at drukne på et eller andet tidspunkt.

Læs mere her: http://www.svoem.org/Aktuelt/Nyheder/Nyhed/?id=5751

Det er skidt. For vi bor i et lille land med en enorm lang kystlinie – foruden alle søerne og hvad der ellers findes af vand – og det er meget.

Det er derfor afgørende at lære at svømme, hvis man bor i Danmark – og vel at mærke ikke blot 50 meter, men som minimum de 200 meter uden hjælpemidler, som er den nordiske definition af at kunne svømme.

Danmarksbloggen kunne så godt ønske sig, at alle danskere kunne svømme minimum 500 meter og samtidig have en selvfølgelig viden om saltvand versus ferskvand, hestehuller og alt det andet, som det er værd at vide om vand.

For nok er det både sjovt og dejligt at bade, svømme og være ved vandet. Men er man det på en sikker måde, er det bare endnu bedre.

Læs mere om badesikkerhed og vandglæde her:

http://www.respektforvand.dk/Ved-vandet/De-fem-baderaad-og-sikkerhed

http://www.dgi.dk/arkiv/2014/08/20/8-raad-skal-oege-sikkerheden-for-svoemmere-i-aabent-vand

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk