Når godheden farer vild

Findes der grænser for kærligheden, godheden, lyset og håbet? Selvfølgelig ikke.

Men nogle gange skal man alligevel tænke sig rigtigt godt om.

I nat kom tre kvinder og 14 børn tilbage til Danmark fra de syriske lejre for IS-fanger. Lejre, som er forfærdelige – og ikke til at være menneske i.

Det lyder derfor umiddelbart – og for det rene hjerte – som en enkel sag: SELVFØLGELIG skal de kvinder og de børn tilbage til Danmark. Vi kan simpelthen ikke andet, hvis vi vil kalde os selv for civiliserede og humane.

Men slår man hjernen til, kommer andre tanker.

For de kvinder rejste, fordi de ville det, ned til Islamisk Stat – og de levede og fungerede fint og med accept i det forfærdelige samfund, hvor mennesker blev henrettet på offentlige pladser på brutale måder, hvor unge kvinder (som var taget som fanger) blev fornedret, og solgt som sex-slaver på offentlige auktioner, og hvor andre uhyrligheder foregik.

Et barbari, som alle normalttænkende mennesker tager stærk afstand fra. Men som flere af de kvinder, der levede sammen med de mænd, som stod for forbrydelserne, ikke havde nogen problemer med.

Ja, jeg har flere gange set afhuggede hoveder i skraldespande – og jeg har også hørt sex-pigernes skrig, når de blev voldtaget af en gruppe af vores tapre krigere (IS-krigerne, red.). Det rørte mig overhovedet ikke, som en kvinde i lejrene sagde det i et interview.

Det siger alt om råheden, umenneskeligheden og fanatismen hos de kvinder, som regeringen nu har hentet til Danmark.

Så nej, at tage dem til Danmark er at lade godheden fare vild.

Mange danskere er nemlig så humane og civiliserede, at de ikke har fantasien til at forestille sig den råhed og den umenneskelighed, som findes i verden – og hos mennesker, og som end ikke den bedste psykolog kan gøre noget ved.

De tre kvinder hører til denne gruppe af barbarer. De fortryder ingenting, og de tænker kun på dem selv. Og derfor vil de tilbage til Danmark og de bedre vilkår end i lejrene.

Men de kvinder er samtidig 100% udenfor pædagogisk rækkevidde – og vi har med dem i landet importeret hårdkogte terrorister, som har deres børn med. Børn, som hvis der skal være en chance for at undgå, at de også fremover groomes til at blive islamister, skal tvangsfjernes øjeblikkeligt og uden mulighed for nogensinde at blive genforenet med deres mor.

Det kan lyde hårdt, men det er den eneste mulighed for, at de børn kan få en tryg og god opvækst fremadrettet, når mødrene har de radikaliserede holdninger, som de har.

Holdninger, som i virkeligheden kan sidestilles med grov misrøgt af børnene. Fordi kvinderne syntes, at det var ok at tage børnene med til et sted som Islamisk Stat. Ja, var terrorbevægelsen ikke blevet nedkæmpet, havde de børn med mødrenes velsignelse stadig levet i en verden, hvor henrettelser, vold, slaver og voldtægter var hverdag.

For de kvinder var – og er – fundamentalistiske islamister. Det er naivt at tro andet. Og de bliver ikke anderledes. Fanatikere kan man ikke overbevise med hverken fornuft eller kærlighed.

Man kunne derimod have ladet kvinderne blive dernede. Så havde man gjort risikoen mindre for, at danske børn her i landet skal miste deres forældre, fordi en eller flere af de hjemvendte kvinder – og på sigt deres børn, hvis de får lov til at blive hos mødrene – laver et terrorangreb her på dansk jord.

Så når man tænker over det, og føler efter, er det faktisk både hjernen og hjertet, der siger: Det var i dén grad at lade godheden fare vild at tage de kvinder tilbage til Danmark. Vi kan komme til at fortryde det så bitterligt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og forrige år og ….

Og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg. Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny.

Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det.

Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker.

Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler. Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte.

En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om. Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler: http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

Hun døde i 2008. Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warszawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passager. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder, og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre.

For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enestående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak og slides om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Så er der sagt undskyld

Så kom den, undskyldningen …

For lidt siden sagde statsminister Mette Frederiksen undskyld til Godhavnsdrengene … og man skulle vist være lavet af sten, hvis ikke man fældede en tåre undervejs.

For det, som de drenge – og altfor mange andre under børneomsorgen – var udsat for, er der ingen, der burde gennemleve. Alle de rædsler, overgreb og misrøgt … ja, ondskab. For det var rendyrket ondskab, som ramte helt uskyldige børn, som nu som voksne må leve med mareridt og smerter pga det, som de var udsat for dengang.

Mette Frederiksen proklamerede også, at der var flere undskyldninger på vej. For nok er der ikke tradition for at sige undskyld i Danmark, men det skal ikke binde os eller stoppe os, som Mette Frederiksen sagde det.

Hun er godtnok en statsminister af det største format.

Format har også Godhavnsdrengene, som på eller anden måde fik styrken til at kæmpe – og til at blive ved med at kæmpe for undskyldningen. For det tog altfor lang tid at få dén undskyldning …

Danmarksbloggen skrev fx om sagen allerede i 2015. Det var dengang daværende socialminister Karen Ellemann fra Venstre ikke ville give en undskyldning: http://danmarksbloggen.dk/?p=7516

Danmarksbloggen vil også opfordre til at se på nutiden – og på fremtiden. For noget sådant eller bare noget, der minder om det, må aldrig – som i ALDRIG – ske igen. Godhavnsdrengene vil også selv kæmpe for nutidens anbragte børn.

Dér er håb.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen møder danskerne: Jeg vil soooooooove

Danmarksbloggen er i denne uge på gaden og møder danskerne i deres hverdag. I dag en lille pige og hendes far, som er gået i stå på fortovet. Hun er ked af det:

Jeg vil soooooooooove, skriger den lille pige på to-tre år, mens den desperate far pædagogisk prøver at forklare hende, at det ikke går, fordi han og moderen skal på arbejde og hun i vuggestue.

Det er den lille pige totalt ligeglad med – hun er bare træt og vil hjem og i seng igen.

Danmarksbloggen kan ikke bebrejde den lille pige noget. Klokken er otte om morgenen, og det er bælgmørkt, men afsted de må på deres vej, så de forsvinder i mørket og tågen denne mandag i januar.

Danmarksbloggen ved også godt, at der er mange andre børn, som allerede her ved otte-tiden har været lang tid i diverse institutioner, fordi forældrene skal passe deres arbejde. For sådan gør vi her i landet.

Men er det nu rigtigt? Og kunne vi gøre det anderledes?

Små børn har godt af at være ude blandt andre, siger vi – og det er sandt. Men behøver det at være fra tidlig morgen til sen eftermiddag, så de små er drøntrætte, når de skal op og afsted – og endnu mere drøntrætte, når de kommer hjem? Og så hele småbørnstiden derfor bliver en udmattende tour de force for både forældre og børn fremfor en sød og blød tid med nærvær og kærlighed?

Det sidste ville nemlig ellers skabe mennesker med bedre selvværd og mere rummelighed … for vi kan som bekendt kun give det, som vi selv modtager, og de første tre år af et menneskes liv er altafgørende.

Så hvorfor ikke indrette arbejdsmarkedet således, at småbørnsforældre kun arbejder 25 timer om ugen, således så de mindste ikke skal tilbringe mere end max seks timer om dagen på en institution, mens de resten af tiden kan være sammen med mor og far?

Det ville give små, glade og trygge børn, som ikke behøvede at græde i de mørke timer morgen og eftermiddag, men som i stedet glad kunne hoppe hen i vuggestuen ved ni-tiden – og mæt af indtryk, men stadig glad og med overskud kunne hoppe hjem igen senest ved 15-tiden om eftermiddagen.

Det vil også være en økonomisk besparelse på den lange bane – og dermed skulle alle være tilfredse, både dem, der går op i mennesker og dem, der går op i penge. Så hvad venter vi på?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens adventsserie om ulighed: Kæledyr får flere julegaver end fattige børn

Julen nærmer sig, og nogle glæder sig – men ikke alle. Julestemningen kan nemlig være svær at finde i en tid, hvor uligheden vokser, og hvor vi for første gang siden velfærdssamfundets indførelse igen har MANGE mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen, selvom det er helt unødvendigt i et så rigt land som Danmark.

Danmarksbloggens adventsserie i år handler derfor om uligheden – og dens absurditeter.

Vi fortsætter i dag med julegaverne.

De julegaver, som især børnene glæder sig til, men som det ikke er alle danske børn, der får. Og især de 60.000 børn, der vokser op i fattigdom, kan kigge langt efter bare noget, der kommer i nærheden af den bunke af gaver, som mange andre danske børn får.

Og det er en ting. En anden og langt mere grotesk er, at også kæledyr får julegaver – hvis altså deres ejere har penge nok, og det har både overklassen og store dele af middelklassen.

Og nej, det er ikke bare en pose hundekiks til Fido, som vi taler om – eller en ny lege-mus til katten. Det kan være en pakke med godbidder og legetøj til flere hundrede kroner eller måske en hundeseng til over 1000 kroner – eller hvad med en luksusbehandling på en hundesalon?

Og nej, det handler ikke om, at man ikke må bruge sine penge til hvad man vil. For selvfølgelig må man det.

Men der er noget grundlæggende galt i et land, som tillader en fordeling af goderne, der gør, at nogle mennesker kan give Fido dyre julegaver, mens 60.000 menneskebørn vokser op i hjem, hvor julegaver er en luksus på linie med en tur i biffen eller en tur i svømmehallen. Ting, som bliver taget for givet af de fleste, men som i Danmarks fattige familier er noget, som det kan være svært at få råd til på et budget, der kun lige kan klare maden og medicinen – og ikke engang altid dét.

Det er absurd – og det værste er, at der er så mange rigdomme i Danmark som land, at alle familier kunne have det godt og alle børn kunne få et par fine julegaver, hvis vi fordelte pengene bedre. For fattigdommen er et politisk valg, ikke en naturlov.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvornår må man trække nazi-kortet?

Hvornår må man trække nazi-kortet?

Må man gerne trække nazi-kortet, når et politisk parti vil bestemme:

  • Hvordan et lands borgere skal gå klædt?
  • Hvad et lands børn og unge skal spise?
  • Hvor meget tid et lands børn, også dem i vuggestuen, – hvis de altså er af en vis etnisk oprindelse – skal tilbringe på landets institutioner, så de kan lære de ”rette værdier”?
  • Samt generelt laver lovgivning, der retter sig mod bestemte etniske grupper i samfundet, men fritager andre etniske grupper

Danmarksbloggen mener ja – nazi-kortet må derfor gerne trækkes i Danmark.

Danmarksbloggen mener også, at nazi-kortet skulle være trukket for længe siden – ikke kun overfor Dansk Folkeparti, men også overfor store dele af både regering og opposition.

Se her:

https://www.dr.dk/nyheder/politik/df-kraever-faengsel-gentagne-brud-pa-tildaekningsforbud?cid=soc_facebook_drnyheder_bgamphm2

https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/df-vil-tvinge-skoler-til-at-servere-svinekoed

https://politiken.dk/indland/politik/art6540179/B%C3%B8rn-skal-i-vuggestue-25-timer-om-ugen

http://danmarksbloggen.dk/?p=9818

Det er skræmmende. Demokratiet er i fare. Stor fare. Nazi-kortet skal ikke blot trækkes. Det skal smides højlydt på bordet. For venter vi til der marcheres i gaderne, så er det for længst for sent.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Giv fattige børn samme opmærksomhed som ulve

Tænk hvis fattige børn fik samme opmærksomhed som ulve?

For hvor er socialpolitikken i Danmark i disse år? Ja, den er mere fraværende end selv den mest sky ulvefamilie på Jyllands heder, som derimod fylder debatten.

For hele Danmark taler nemlig i pauserne mellem OK18 om ulve. For nu er den gal igen. Der er blevet skudt en ulv til manges store raseri, mens på den anden side flere fåreavlere og andre landmænd taler om, at mange af deres dyr er blevet taget af ulven, og at ulven derfor skal væk fra den danske natur.

Fronterne er altså trukket skarpt op mellem naturromantikerne og mellem dem, der lever af og i naturen. De første synes, at det er fantastisk, at ulven er ”vendt hjem” til den danske natur, mens de andre helst ser den forsvinde igen – og jo før, jo bedre.

Danmarksbloggen vil på ingen måde underkende problemet med ulve, men kunne godt ønske sig, at man gav Danmarks fattige børn samme opmærksomhed, som man giver ulvene.

For hvor er det glødende engagement, når det gælder om at give de mere end 60.000 børn, der vokser op i fattigdom, en barndom, hvor de ligesom deres kammerater OGSÅ kommer i svømmehallen, kan få tre måltider mad om dagen og medicin, når der er brug for det?

For sådan er virkeligheden i dagens Danmark. Der findes i dette overflods-samfund, hvor mange børn per automatik får den nyeste mobil fra deres forældre, mere end 60.000 andre børn, hvis forældre ikke har råd til det mest basale – og slet ikke den teknologi, som man skal kunne mestre, hvis man skal have en chance i fremtidens samfund.

For bare et enkelt år i fattigdom i barndommen har negative konsekvenser i hele voksenlivet: https://jyllands-posten.dk/indland/ECE10399320/fattigdom-i-barndommen-saetter-negative-spor-hele-livet/

Og dét er langt mere oprørende end nogle omstrejfende ulve – men det gider ingen beskæftige sig med, medmindre man tænker på julen og andre lejligheder, hvor hattedame-godheden kan vise sig.

Men vi skal væk fra hattedamerne og de enkeltstående indsatser – og henimod en fyldestgørende og samlet socialpolitik, der sikrer ordentlige levevilkår til alle danskere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det umenneskelige fortsæt

Når man i jura´ens verden taler om at gøre noget med forsæt, bedømmes det altid strengere end når man “bare kommer til det”.

Sådan bør det også være i politikens verden. Så når den konservative Rasmus Jarlov siger, at beslutningen om at risikere at sende 33.000 børn i fattigdom som følge af 225-timers reglen var en beslutning, som de konservative tog med åbne øjne, så er det rigtigt slemt.

For så siger han også, at han og resten af de konservative – uden at ryste på hånden – ikke har noget problem med at sparke til dem, der i forvejen ligger ned. Så gør de konservative det med vilje, med fortsæt …

Læs mere her: http://www.avisen.dk/konservative-rimeligt-at-boern-rammes-af-225-timers_404784.aspx

Der er også et andet ord, som kommer i spil her – og det er MORAL. For én ting er, at man kan være rygende uenige politisk og ideologisk, men når man – uden mindste problem – kan sende 33.000 danske børn ud i fattigdom, så har man en moralsk brist, som i bedste fald kan kaldes for umenneskelig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vold mod hvert sjette barn

Børn er fuldgyldige, komplette mennesker, som en af Danmarksbloggens venner skrev det i går. Danmarksbloggen er helt enig. Men det er en del danskere åbenbart ikke.

En ny undersøgelse fra SFI viser i hvert fald, at hvert sjette danske barn har oplevet fysisk vold i hjemmet – og hver tolvte psykisk vold.

Læs mere her: http://www.sfi.dk/nyt/nyheder/presse/vold-og-seksuelle-overgreb-stadig-en-del-af-mange-boerns-liv/

Det er rystende tal – især set i lyset af, at revselsretten blev afskaffet for 19 år siden med følgende ordlyd om forældremyndighed og samvær i § 2, stk. 2:

”Barnet har ret til omsorg og tryghed. Det skal behandles med respekt for sin person og må ikke udsættes for legemlig afstraffelse eller anden krænkende behandling.”

Danmarksbloggen er helt enig. Børn er hele, små mennesker – og det er ikke blot en pligt, men en ære at få lov til at passe godt på dem.

En af de mere interessante ting i undersøgelsen er iøvrigt, at lokalområdet ikke spiller den store rolle for risikoen for som barn at blive udsat for vold i hjemmet. Det gør derimod, om man vokser op i en brudt familie eller ej. Skilsmissebørn er derfor mere udsatte for vold og overgreb.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg. Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny. Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det. Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker.Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler. Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte. En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om.Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler

http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

Hun døde i 2008.

Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warzawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passagerer. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligeheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre. For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enestående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk