Socialdemokratiet afskaffer velfærdssamfundet

Der var engang – for længe siden – et Socialdemokrati, som havde visioner om at gøre samfundet bedre baseret på holdningen ”de bredeste skuldre skal bære de største læs”.

Det handlede blandt andet om at sørge for, at ALLE kunne få en god uddannelse – og ikke kun dem, som havde en familie, der havde råd til at finansiere den unge under studierne.

Men nu vil samme Socialdemokrati afskaffe SU´en på kandidaten – dvs. at de studerende selv skal finansiere de to sidste år på universitetet.

Det er dumt med dumt på.

At give de unge SU hele vejen igennem studiet er nemlig en samfundsinvestering, så vi sikrer, at alle kvalificererede kan få en fuld universitetsuddannelse. Det skaber værdi for den enkelte – men også og især værdi for samfundet.

Og hvorfor er det de unge, som igen skal straffes?

Det er nemlig som om at denne socialdemokratiske regering ikke kan lide de unge. Uddannelserne flyttes ud til byer, som ingen unge vil bo i. Det er voldsomt dyrt – og samtidig gør det uddannelserne dårligere.

Og nu skal SU´en også tages fra de unge.

Danmarksbloggen kan derfor godt forstå, at de unge ikke stemmer socialdemokratisk.

Danmarksbloggen kan til gengæld ikke forstå, at Socialdemokratiet i dén grad sjofler fremtidens vælgere. Dét hedder at skære den gren over, som man selv sidder på.

Det må Socialdemokratiet så selv om. Et parti er ikke bedre end dets politik. Problemet er bare, at velfærdssamfundet ryger med i købet …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nattens dødedans med Corona

Der var engang, hvor statsministeren sagde, at vi er nødt til at lære at danse med Corona.

Et generelt dårligt billede. For dans er noget godt. Kampen mod Corona handler om liv og død – og sygdom og lidelse.

Men lige netop i nat passede billedet med de dansede. Over hele landet stimlede unge nemlig sammen i hundredvis, ja tusindvis, for at feste, drikke, danse, råbe og more sig den sidste nat i lang tid, hvor dét kunne lade sig gøre.

Fest-steder som diskoteker og barer bød hjertelig velkommen – og bekymrede sig ikke et hak om, hvor mange de lukkede ind. Tværtimod – jo flere, jo bedre (indtjening). Så skift med at Omikron spreder sig som en præriebrand – og især netop ved fester og den slags.

”Vi skal fyre den max af,” sagde de unge til medierne. Og det gjorde de så helt tæt sammen med masser af andre i det, som lettere end du kan drikke ti shots, bliver til en dødedans med Corona.

Ikke for dem selv, for de unge skal såmænd nok overleve at få Corona, men for deres forældre – og især deres bedsteforældre. Men så langt kunne – eller ville – de unge ikke konsekvens-beregne.

De unge ville ikke hverken undvære eller behovsudskyde i nattens festivitas. Så hellere risikere andres liv.

Det er sindssygt og egoistisk. Både i sig selv i en Corona-tid, men endnu mere pga. den nye variant Omikron, som vi først lærte at kende for to uger siden, men som spreder sig med lynets hast – og som kommer til at overtage pandemien lige om lidt.

Og nej, det er ikke givet, at Omikron er mildere. Måske er den, måske ikke. Der er stadig mere, som vi ikke ved om den – end det vi ved.

Men vi ved, at antallet af indlagte i Sydafrika, hvor den startede, ikke er ti-doblet som SSI´s Ullum sagde det – men seks-doblet. Men det er også slemt nok. En seksdobling af indlagte i Danmark vil være tæt på 2.500 mennesker – og det siges fra hospitalerne, at vi har en absolut smertegrænse på 1.000.

Så ja, nattens fester, som mange steder blev markedsført som ”Den sidste fest”, kan blive den sidste fest. Ikke for de deltagende, men for de sårbare og gamle i deres netværk.

Gad vide om de unge vil forstå deres eget ansvar for, at det gik galt, når de sidder i kirken, og ser på bedstefars eller bedstemors kiste?

Og gad vide om diskoteker og andre feststeder er lige så klare til at tage ansvaret for den pga. dem eksploderende smitte på deres skuldre, som de er det til at forlange økonomisk kompensation? Danmarksbloggen tror det ikke.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvem er Danmark?

Dansk Forfatterforening sendte tidligere på året (i et projekt støttet af Nordea) 20 danske forfattere ud til 20 forskellige byer i Danmark for at tage pulsen på byen og give et bud på, hvordan byen er – eller rettere hvem byen er.

Danmarksbloggen har læst alle 20 fortællinger – og især bidt mærke i dem, som foregår udenfor de store byer, hvilket er langt de fleste.

For historierne fra byer som Korsør, Nyborg, Marstal, Ringkøbing, Ikast og flere endnu er mere ens end de er forskellige i deres beskrivelser af en hverdag, der minder mere om livet i København og Aarhus end den kreative klasse måske bryder sig om at høre.

Ja, når man læser de små fortællinger (der måtte fylde max en side, og som for nogles vedkommende er digte eller forsynet med tegninger), så fornemmer man hos forfatterne en slags forundring over, at livet i de mindre byer kan spejles en-til-en med tilværelsen i storbyernes kreative ghettoer (hvis altså man ser bort fra prisskiltet på en café latte og boligen).

Men det er ganske enkelt: Mennesket er ens alle steder til alle tider. Det har vi så åbenbart glemt. For så langt ude er det åbenbart kommet med danskernes kendskab til hinanden, så langt væk er vi i 2019 fra hinanden. Vi tror, at ”de andre” er helt vildt anderledes – men det er de ikke.

Vi er ret ens, uanset om vi bor på den jyske hede, i en forstad til København, en gammel fynsk købstad eller alle mulige andre steder.

Projektet med de udvalgte 20 byer er også tænkt som en opfordring til at lade skoleelever i udskolingen skrive om deres lokalområde. Og det har de gjort i de udvalgte byer på workshops sammen med forfatterne – og vinderne får en klassetur til Bogforum i Bellacentret til november.

Danmarksbloggen forventer, at de unges historier bliver spændende i betydningen seriøst spændende.

Alene fordi de historier skrives af dem, som ikke kun er på besøg, men som lever i de forskellige danske byer. Så ved at læse de unges historier vil man reelt kunne blive klogere på de forskelle og ligheder, som der måske/måske ikke er i vores lille, homogene land.

Danmarksbloggen håber derfor, at de unges fortællinger også kommer på nettet. Der bliver i så fald noget at læse, som giver mening.

Se mere på www.hvemerdanmark.dk

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

IT-mand: Lad os rose de unge for deres klima-indsats

I øjeblikket florerer der et “skriv” på Facebook med en tekst til de ”Kære klimastrejkende unge”. Her remses flere ting op, såsom at de unge skal fortælle deres lærere og forældre, at de fra nu af ikke vil køres til skole, træning og venner. At de ikke vil have så mange lommepenge til forbrug. At de ikke vil spise junk-food og slet ikke kød. Og sådan fortsætter tråden med at remse op, hvilke klimavenlige tiltag de unge bør tage.

Der er ingen tvivl om, at tråden IKKE er ment som et bibliotek af gode råd til et forbedret liv. Men mere er lavet for at drille eller mobbe de unge og fortælle, at de ligeså godt kan give op med ”deres pjat”.

Men hør her. For det første så tager de unge et ansvar. Og de viser initiativ. Det bør de roses for. Og så er det hele en proces, som tager tid. Ligesom en slankekur!

Jeg ved jo godt, at jeg skal tabe mig 15 kg. Og jeg ved, at jeg skal undlade at drikke sodavand, øl, vin og café latte. Spise sundere og undgå den fede mad og kager. Og dyrke noget mere motion.

Hvis jeg skulle implementere alle disse ændringer i morgen, så var min slankekur død i overmorgen! Ikke fordi jeg havde tabt 15 kg, men fordi jeg ville løbe sur i alle disse krav og forventninger.

Og hvis mine omgivelser vælger at rose mig, hver gang jeg siger ”nej tak” til en kage i stedet for at skose mig, når jeg siger ”ja tak” til en café latte, så er chancen der for, at jeg om noget tid rent faktisk har tabt mig.

Og ligesådan er det med vores unge, der kæmper for miljøet: Lad os rose dem for alle de tiltag, de gør for at redde vores allesammens klode i stedet for at skose dem for, at de engang imellem ønsker at bliver kørt til træning.

Og lad os så lige blive lidt inspirerede af deres entusiasme, og SELV vælge at lave nogle små, klimavenlige tiltag! Fx KUNNE jeg vælge kun at tage bilen på arbejdet, når det virkeligt var nødvendigt, og ikke bare fordi det er en luksus, som jeg synes, at jeg har fortjent.

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-konsulent

Drop det Lars, vi vil ikke til Mars

Unge over HELE verden – som i HELE VERDEN, nemlig 112 lande – har i dag, fredag d. 15. marts demonstreret for klimaet.

Også i Danmark, hvor mange tusinde elever fra både folkeskole, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser var forsamlede foran Christiansborg i København samt i mange andre byer. Der blev hoppet, råbt og markeret på bedste demokratiske vis med bannere og slagord som fx

DROP DET LARS, VI VIL IKKE TIL MARS

For de mener det alvorligt, de unge mennesker. De vil ikke gå glip af et liv og en fremtid for dem selv og deres børn her på vores dejlige grønne og blå klode.

De vil også have en tilværelse med rent vand, ren luft og sund mad.

En af de deltagende, Anna Margrethe Thorsen Frederiksen, der går i 2. g. på Christianshavns Gymnasium, var med, og hun fortæller:

Vi startede fra gymnasiet, hvor vi var elever fra alle tre årgange, der samledes udenfor porten – hvor vi mødtes med eleverne fra bydelens to grundskoler Døttreskolen og Christianshavns Skole, og så gik vi tre institutioner over Knippelsbro og ind mod Christiansborg.

Da vi kom derind, var pladsen over halvt fyldt op allerede, men den var snart helt proppet, og så startede det med taler og klimasange.

Vi sang fx ”Der VAR et yndigt land”, som var en total omskrivning af nationalsangen. For sådan bliver det, hvis ikke vi handler nu. Så er det yndige danske land fortid.

Og så gik det slag i slag med kampråb og flere taler, inden landets statsminister Lars Løkke trådte op på scenen. Han snakkede lidt om, at vi i virkeligheden her i Danmark ikke udleder så meget CO2, men vi stoppede ham – to gange – ved at råbe:

DET ER IKKE NOK

For det er ikke nok. Der skal gøres mere. Meget mere, hvis kloden skal reddes. Og klimaet er for vigtigt til at overlade til politikerne.

Danmarksbloggen er enig. I mange århundreder er alt blevet sat op i forhold til hvad det koster rent økonomisk. Tiden er nu inde til et paradigmeskifte – til at ALT, som i ALT, skal sættes op i forhold til, hvad det betyder for miljøet og klimaet, både på den korte og den lange bane.

KLIMA ind i AL politik – for der er ingen planet B.

Al politik er klimapolitik, som de unge sagde det på endnu en fredag, for som hashtagget for de efterhånden gentagne klima-demoer siger det:

Fridays for Future

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvornår må man trække nazi-kortet?

Hvornår må man trække nazi-kortet?

Må man gerne trække nazi-kortet, når et politisk parti vil bestemme:

  • Hvordan et lands borgere skal gå klædt?
  • Hvad et lands børn og unge skal spise?
  • Hvor meget tid et lands børn, også dem i vuggestuen, – hvis de altså er af en vis etnisk oprindelse – skal tilbringe på landets institutioner, så de kan lære de ”rette værdier”?
  • Samt generelt laver lovgivning, der retter sig mod bestemte etniske grupper i samfundet, men fritager andre etniske grupper

Danmarksbloggen mener ja – nazi-kortet må derfor gerne trækkes i Danmark.

Danmarksbloggen mener også, at nazi-kortet skulle være trukket for længe siden – ikke kun overfor Dansk Folkeparti, men også overfor store dele af både regering og opposition.

Se her:

https://www.dr.dk/nyheder/politik/df-kraever-faengsel-gentagne-brud-pa-tildaekningsforbud?cid=soc_facebook_drnyheder_bgamphm2

https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/df-vil-tvinge-skoler-til-at-servere-svinekoed

https://politiken.dk/indland/politik/art6540179/B%C3%B8rn-skal-i-vuggestue-25-timer-om-ugen

http://danmarksbloggen.dk/?p=9818

Det er skræmmende. Demokratiet er i fare. Stor fare. Nazi-kortet skal ikke blot trækkes. Det skal smides højlydt på bordet. For venter vi til der marcheres i gaderne, så er det for længst for sent.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Derfor burde en DF´er ikke kunne få unge til at græde

Vi er ellers ret glade for ytringsfriheden, men når en voksen siger noget, der får unge mennesker til at græde, så er grænsen alligevel nået.

Danmarksbloggen tænker på skole-debatten på Nyager skole i Rødovre, hvor DF-politikeren Kim Hammer ifølge andre tilstedeværende sagde, at muslimer ødelægger Vesten. Selv mente han, at han havde sagt, at islam ødelagde Europa.

Men uanset hvad manden sagde, så fik han flere af de tilstedeværende elever fra 7.-9. klasse til at græde. Medierne har kaldt dem børn, men i alle mulige andre sammenhænge kalder man udskolingselever for unge, så det skal man også gøre her.

Danmarksbloggen finder også sagen interessant.

Ikke fordi at en DF´er siger sådan noget, for den slags har dét parti sagt og ment altid. Men fordi at en del mener, at sådan noget må man ikke sige til skoleelever. Det kan de ikke tåle.

MEN så er det, at undertegnede ikke kan lade være med at tænkte på, hvordan de unge selv taler til hinanden. Bitch, luder, fuckboy, etc, etc. De er rimelig vant til et mere end grimt sprog, og såvel blandt såkaldt etnisk danske unge som blandt såkaldt ikke-etnisk danske unge tales der meget grimt og nedsættende om andre grupper – perkere, plasticperkere, danskerludere osv bliver der sagt – uden at nogen fortrækker en mine. De taler også ret hårdt indbyrdes om fx jøder, muslimer og kristne.

Det giver altså ikke mening, at de unge ikke kan tåle at høre nonsens som at en bestemt religion/bestemt slags religiøse kan ødelægge en hel verdensdel.

Det ved alle da ikke kan lade sig gøre – eller gør de? Nej, det ved man måske ikke, hvis man er uden historisk viden og uden almen dannelse. Og der er vi fremme ved sagens kerne.

Udskolingselever i dag er – uanset religion – simpelthen ikke klædt ordentligt på, når det kommer til viden om historie, religion og samfund, og det gør dem til lette ofre for ikke kun nonsens som det her, men også for lette løsninger på komplicerede problemstillinger som fx dem som alle fundamentalister tilbyder, hvad enten de enøjede er muslimer, kristne, ateister, højre – eller venstreorienterede.

Og dét er helt til at græde over … og svigtet ligger hos både skole og forældre.

For begge har en pligt til at lære børnene/de unge om det samfund, som de lever i. Om sammenhænge, ansvar, pligt, demokrati og kritik – og om at se mennesket før noget som helst andet. For dét er en mangelvare i dagens Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

At være dansk er …

Apropos den nye regerings snak om at være dansk. Så kommer her Danmarksbloggens bud på det:

At være dansk er 

1) At sikre et frit og åbent liv for alle danskere ved de danske kyster – og ikke at tillade bebyggelse ved kysterne, som regeringen vil gøre det

2) At interagere med andre folkeslag og andre lande – og ikke lukke alt og alle ude, som regeringen vil gøre det

3) At sørge for at alle får en fair løn og behandling på arbejdspladsen – og ikke starte et løn-ræs mod bunden, som regeringen vil gøre det

4) At sørge for at alle danskere kan leve et værdigt liv, uanset om de er gamle, unge, syge eller raske – og ikke starte en massakre på de sociale ydelser til fordel for skattelettelser, som regeringen gør nu

5) At alle sikres en gratis og god behandling i sundhedssystemet – og ikke starte en brugerbetaling, som regeringen vil gøre det

Konklusion: Løkkes regering er altså ganske u-dansk

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk