Derfor burde en DF´er ikke kunne få unge til at græde

Vi er ellers ret glade for ytringsfriheden, men når en voksen siger noget, der får unge mennesker til at græde, så er grænsen alligevel nået.

Danmarksbloggen tænker på skole-debatten på Nyager skole i Rødovre, hvor DF-politikeren Kim Hammer ifølge andre tilstedeværende sagde, at muslimer ødelægger Vesten. Selv mente han, at han havde sagt, at islam ødelagde Europa.

Men uanset hvad manden sagde, så fik han flere af de tilstedeværende elever fra 7.-9. klasse til at græde. Medierne har kaldt dem børn, men i alle mulige andre sammenhænge kalder man udskolingselever for unge, så det skal man også gøre her.

Danmarksbloggen finder også sagen interessant.

Ikke fordi at en DF´er siger sådan noget, for den slags har dét parti sagt og ment altid. Men fordi at en del mener, at sådan noget må man ikke sige til skoleelever. Det kan de ikke tåle.

MEN så er det, at undertegnede ikke kan lade være med at tænkte på, hvordan de unge selv taler til hinanden. Bitch, luder, fuckboy, etc, etc. De er rimelig vant til et mere end grimt sprog, og såvel blandt såkaldt etnisk danske unge som blandt såkaldt ikke-etnisk danske unge tales der meget grimt og nedsættende om andre grupper – perkere, plasticperkere, danskerludere osv bliver der sagt – uden at nogen fortrækker en mine. De taler også ret hårdt indbyrdes om fx jøder, muslimer og kristne.

Det giver altså ikke mening, at de unge ikke kan tåle at høre nonsens som at en bestemt religion/bestemt slags religiøse kan ødelægge en hel verdensdel.

Det ved alle da ikke kan lade sig gøre – eller gør de? Nej, det ved man måske ikke, hvis man er uden historisk viden og uden almen dannelse. Og der er vi fremme ved sagens kerne.

Udskolingselever i dag er – uanset religion – simpelthen ikke klædt ordentligt på, når det kommer til viden om historie, religion og samfund, og det gør dem til lette ofre for ikke kun nonsens som det her, men også for lette løsninger på komplicerede problemstillinger som fx dem som alle fundamentalister tilbyder, hvad enten de enøjede er muslimer, kristne, ateister, højre – eller venstreorienterede.

Og dét er helt til at græde over … og svigtet ligger hos både skole og forældre.

For begge har en pligt til at lære børnene/de unge om det samfund, som de lever i. Om sammenhænge, ansvar, pligt, demokrati og kritik – og om at se mennesket før noget som helst andet. For dét er en mangelvare i dagens Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Orlogsmuseet lukker – men hvor er ramaskriget?

Danmark var engang en stolt søfartsnation med både en kæmpe handelsflåde og en stor militærflåde tillige. Vi har også meget kyst, og har siden vikingerne været gode til at sejle på de syv have.

Men nu lukker Orlogsmuseet på Christianshavn og udstillingen skal være en del af Tøjhus-udstillingerne i stedet. Noget, der økonomisk og administrativt sikkert er en god løsning, selvom det er ærgerligt, at en stor udstilling om Carsten Niebuhr droppes. For ham kender danskerne ikke, men det burde vi.

Læs mere her: http://www.dr.dk/nyheder/indland/orlogsmuseet-i-koebenhavn-lukker

Det, som Danmarksbloggen lægger mest mærke til, er dog det manglende ramaskrig fra Dansk Folkeparti, som ellers er hurtige nok til at råbe op, når det drejer sig om nisser på julekort og piber lavet af lakrids.

Men hvor er de, når det drejer sig om et gammelt, hæderkronet museum? Hvorfor råber de ikke op nu om tab af danskhed og den slags? Måske fordi det kræver historisk viden og kultur at kende noget til Orlogsmuseet? Og det er jo netop to ting, som DF og deres vælgere har meget lidt af – for nu at sige det pænt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk