Tag-arkiv: kultur

Anmeldelse: Tivoli 180 år

Udgivet den af
1

Kan man anmelde et sted? Såmænd kan man så – i hvert fald når der er tale om en forlystelsespark. Endda én, som fylder rundt. For det gør Tivoli.

Georg Carstensens gamle have bliver denne sommer hele 180 år. Imponerende er det, og selvom selve dagen først er til august, så foregår fejringen selvfølgelig hele året.

Undertegnede var derfor i Tivoli sidste uge – og umiddelbart lignede meget sig selv med en masse glade gæster i alle aldre – deriblandt mange fra andre lande. Der blev talt både engelsk, amerikansk, japansk, tysk, italiensk, fransk og svensk omkring undertegnede.

Der blev også spist is, kørt i rutschebane, kastet med bolde og alt det andet, som hører sig til en tur i Tivoli.

Så langt, så godt. Men nogle gange skal man også se efter det, som IKKE er dér.

Og her mangler meget af det, som indtil for få år siden var essensen af Den Gamle Have. De to vigtigste er:

  1. Levende musik mange gange om dagen fra det nu hedengange Promenadeorkester, som spillede til de to daglige forestillinger på Pantomimeteatret samt til de 3-5 daglige koncerter i den nu nedrevne Muslinge-pavillon.
  2. Børneteatret Valmuen, som tre gange om dagen spillede et af H. C. Andersens eventyr på måder, som var lige så mageløse, som eventyrerne er det – og som tiltrak mindst lige så mange voksne som børn.

I stedet er der kommet en Food-hall og et hotel, som begge er præcis lige så ligegyldige og livløse som parkeringspladsen foran Ikea.

Ganske forstemmende er det, når der er skåret en så stor luns af dén charme og dét eventyr i Tivoli, som gennem mere end 150 år gratis formidlede kunst, kultur og dansk historie til alle og enhver. For nu handler hver kvadratmeter om at tjene penge – og det skal gøres så billigt som muligt. Apropos Ikea.

Men det er skade, at den daglige musik er væk, at roserne ikke findes i rosenhaven mere, at der skæres ned på blomsterne i Den Gamle Have i det hele taget – og at den særlige ro og plads til eftertænksomhed er væk.

Man kan være heldig at finde en smule af den gamle Tivoli-sjæl en sen aften udenfor højsæsonen, når man går rundt for selv på steder, hvor der er lukket for dagen. Så kan man – hvis man lytter godt efter – måske høre de gamle dage hviske til én – eller en tone fra Promenadeorkestrets eminente musikalske behandling af de gamle melodier.

Eller man kan et øjeblik mærke suset fra kulturens højder, når Pjerrot fjoller, og løjerne er i gang på Pantomimen, så alle griner, som de har gjort det gennem alle generationer, når manden med det hvide ansigt laver spas med bedsteborgeren

Og nu vi er ved pantomimen: Så skal man lade være med at introducere nye pantomimer, som man har gjort det i år med ”Ude godt, hjemme bedst”, når de blot er en forklædt ballet. Men vi gider ikke Bo Bendixens forsøg på at lege balletmester på Det Kgl. Teater. Vi vil se klassisk comedia dell arte. Deres historier holder.

Big Bandet kan heldigvis stadig nydes – og Fredagsrock er stadig en god opfindelse. og man kan også stadig købe en øl og spise et stykke smørrebrød.

Men der mangler meget. Der er alt for meget kommercielt ukrudt i Den Gamle Have. Så desværre kan Tivoli kun få tre ud af seks ballongynger – og den ene gives endda kun af taknemmelighed over dét fantastiske, som Tivoli var engang – og som det bør blive igen.

Danmarksbloggen opfordrer derfor Tivoli til at se på det fine skilt med tallet 180, som hænger ved hovedindgangen. 180 år. Dét forpligter – til at tænke i kultur og kvalitet og ikke som nu i ussel mammon.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bevar den danske kultur

Udgivet den af
Svar

I en global verden, hvor diverse streamingtjenester og andre med ønske om at tjene penge på vores behov for underholdning slås om vores opmærksomhed, er det vigtigt at holde fast i den danske kulturarv.

Det gør vi også med det helt åbenlyse som H. C. Andersen, hvis museum i Odense for nylig genåbnede i en ny og udvidet udgave.

Men hvad med de andre? Her kniber det gevaldigt.

Der er fx den verdensberømte forfatterinde Karen Blixen, som i årevis var indstillet til Nobelprisen i Litteratur – og også havde fået den, hvis ikke det havde været for ét enkelt medlem af Akademiet, som ikke kunne lide hende. Baronesse Blixen er kendt og elsket og læst verden over – og man kan besøge hendes hjem i Rungsted. Endnu.

For ja, Karen Blixen Museet findes – endnu. Men det lukker, hvis ikke finansloven går hjem. Ja, det var lukket på den finanslov, som Socialdemokratiet havde fremlagt – hvis partiet stadig havde været alene i regering. Og selvom Blixen-museet reddes med den nye SVM-finanslov, så gælder bevillingen kun i fire år.

Dét duer ikke.

Karen Blixen er ikke den eneste del af vores nationale arv – kulturarven på allerhøjeste hylde, som også imponerer resten af verden – som vi risikerer at smide ud med badevandet.

Det kan også ske med Skagensmalerne. Skagensmuseum fik fx kun 1,7 millioner kroner sidste år, mens Arken og Louisiana fik henholdsvis 32 og 33 millioner kroner.

Arken og Louisiana, som primært udstiller udenlandske og moderne kunstnere. Det skal også til – helt bestemt. Men det duer ikke at forgylde udenlandske kunstnere, mens dansk kunst og kultur går for lud og koldt vand.

Vi ER simpelthen nødt til at gøre mere for vores egen kunst og vores egne kunstnere – og vi danskere er nødt til at vide mere om dansk kunst og kultur, hvis vi fortsat vil være danske.

At være dansk er nemlig at kende sine rødder, sin historie, dét som vi er rundt af. For kun sådan kan vi føle dét fællesskab på tværs af tid og sted, som det er at være dansk.

Det kræver, at man kender sin historie – og sin kultur, som man netop kan møde på … ja, rigtigt gættet museerne, hvor dygtige mennesker står klar til at formidle alle fortællingerne, vise alle billederne og alt det andet.

Så en holdbar plan og penge nok er vejen frem for Blixen Museet, Skagens Museum og en hel masse andre vigtige museer og institutioner.

Sæt i gang. Bevar dansk identitet. Bevar Danmark. Bevar dansk kultur.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Regeringen be´r om problemer: Corona-passet

Udgivet den af
Svar

Regeringen barslede her til morgen med et Corona-pas, som skal være på plads indenfor nogle få måneder.

Et Corona-pas er sådan en digital tingest, som viser, at man ER blevet vaccineret – og derfor kan komme på rejser – og ud og spise på restauranter – og ud og opleve kultur på museer, i teatre og andre steder, som er dybt savnede i øjeblikket.

Så umiddelbart kan man jo tænke: SIKKE EN GOD IDÉ med det Corona-pas. For vi skal jo – både for vores mentale sundheds og for økonomiens skyld – have gang i rejserne og kulturlivet igen.

MEN der er også en del forbehold, som skyldes, at indførelsen af et Corona-pas er det samme som at bede om problemer:

  1. ALLE – som i ALLE – vaccine-parate (og det er cirka 90% af befolkningen) vil nemlig være interesseret i at få deres vaccine ASAP, når det Corona-pas kommer. For dén vaccine vil være adgangsbilletten til de hellige haller.
    Så der kommer en sværm af ophedede debatter, om HVEM der skal have vaccinerne og HVORNÅR. Det skal nok blive kaos – og grimt. Og solidariteten med de ældste og de svage risikerer at ryge lukt ned i skraldespanden sammen med de brugte kanyler.
  2. Og så vil der være massive klagesange og brok fra dem, som kun vil nyde og ikke yde – dvs. dem, der ikke vil vaccineres. Bemærk der skrives vil. For der er også en gruppe, som ikke kan tåle vaccinerne – og som skal have deres adgangspas til de hellige haller hvornår?
  3. Og hvad med de børn og unge, som qua deres alder ikke kan vaccineres? Må de komme med flyet, i Tivoli, i cirkus, på museum etc?
  4. Og hvad med restauranter med mere: Kan vi stole på, at de viser personer uden et Corona-pas vintervejen?

Regeringen har med Corona-passet selv bedt om flere problemer. Og det i en tid, hvor nye mutationer truer med i værste tilfælde at gøre de eksisterende vacciner ligegyldige.

Som at fx den brasilianske P1 og en spritny variant (E484K) af den ellers relativt nye britiske variant B117 tilsyneladende kan gå udenom både vacciner og antistoffer fra ellers overstået COVID-sygdom – og give en ny omgang COVID-19-sygdom.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mere Disney – mindre dansk?

Udgivet den af
Svar

Disney´s streaming-tjeneste Disney+ går i luften i dag i Danmark, og koster – i hvert fald i introperioden – kun 59,- om måneden. Det skal nok lokke kunder til – også fordi Disney har trukket alle deres produktioner tilbage fra de andre streaming-tjenester.

Der er altså dømt krig om forbrugernes penge på den digitale front. Men åbenbart også på den nationale front. For der er blandt forskere en bekymring for, om den danske kultur bliver mindre dansk og mere Disneyficeret nu.

Danmarksbloggens påstand er NEJ.

Nej, fordi Disney allerede i mere end 75 år har påvirket danskerne og dansk kultur ganske gevaldigt. Både med de klassiske tegne-spillefilm, hvor Snehvide fra 1937 var den første, med tegneseriehæftet Anders And og co., som udkom for første gang i 1949 – og med Disney Sjov og fredagsslik, som i flere generationer har været en fast tradition i danske hjem hver fredag kl. 19.

Så nej, vi bliver ikke mindre danske af, at Disney begynder at streame i Danmark. Men de andre streaming-tjenester – og også biograferne – har fået en seriøs konkurrent.

Og ja, Disney Sjov og også Disney´s Juleshow fortsætter på DR her i 2020. Men om det fortsætter i 2021 og videre frem, vides ikke. Aftalen mellem DR og Disney har også altid kun været en 1-årig aftale, der som regel forhandles sidst på året.

Så måske er den kommende jul den sidste jul, hvor alle danskere kan se Disney´s Juleshow. En tradition der for mange er en fast del af deres danske jul. Så ja, Disney er på nogle områder blevet en del af den danske kultur.

Det er i øvrigt ikke noget nyt. Vi har altid hentet nye traditioner fra de store lande, som vi var/er afhængige af. Og det har siden 2. Verdenskrig været USA, som har betydet, at vi har importeret både Disney og Halloween.

Tidligere var det fx juletræet og julekalenderen, som vi hentede fra Tyskland. Og det sidste skud er Kina, som hver vinter prøver at indføre kinesisk nytår i København med opsatte kinesiske lygter i gadebilledet og produkter af næste års dyr i kinesisk astrologi.

Så nej, ingen bekymring i forhold til dansk kultur, men en kæmpe bekymring i forhold til at Disney+ vil betyde, at endnu flere børn og unge bruger endnu mere tid foran skærmen i stedet for at lege med og være sammen med deres venner.

For fysisk samvær med andre mennesker er for både store og små dér, hvor vi lærer mest og udvikler os bedst.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Stop kulturel curling til de krænkelsesparate

Udgivet den af
Svar

Der findes mange krænkelsesparate, som kræver, at alt, som ikke passer i deres dagsorden, skal slettes, fjernes eller laves om. Det betyder ikke noget, at det har en historisk eller kulturel interesse. Det er også lige meget, at vi kun kan lære af fortiden ved at kende den. De krænkelsesparate vil bare have ALT væk, som de ikke kan lide.

Samme metode bruger totalitære styrer i øvrigt – og bare for en ordens skyld: Den slags styring duer ikke. Vi er nødt til at vedkende os det personlige ansvar. Som forbrugere af viden og kultur har man nemlig et personligt ansvar for selv at kunne sætte det, som man ser og hører ind i den rette samfundsmæssige ramme.

For man kan ikke bare som et fornærmet barn gå hen i krogen og sige: ”Nej, der må ikke stå, at Pippis far var negerkonge, nej, I må ikke bruge ordet indianer og nej, I må ikke tage en sombrero på og spise nachos, når I ikke er født i Mexico. For det krænker mig – om ikke andet så på de andres vegne.”

Men det duer ikke at pege fingre på dén måde. Man må i stedet tage på sig at vide noget om historie, samfund og kultur, så man kan opleve viden og kultur i den ånd, som det er skabt.

For så kan man smilende og med overskud ryste på hovedet ad gamle titler på malerier, statuer af personer, som engang blev anset for vigtige eller af andre vidtløftigheder, som når det siges, at alle italienere er temperamentsfulde, alle bøsser er gode til at indrette, alle jøder er gode til penge, alle mænd elsker biler, og alle kvinder elsker at shoppe.

For vi ved jo godt, at generaliseringer ikke holder. Eller vi burde vide, at alle i en gruppe – hvad enten gruppen er baseret på køn, race, seksualitet, religion eller andet – aldrig er ens. Vi er alle forskellige mennesker, og det skal vi have lov til at være – uden at nogen kan trække krænkelseskortet og forlange at få lavet alt muligt om.

Der er så OGSÅ strukturelle problemer og undertrykkelse overalt i verden – og ingen går forbi. Ja, selv hvide mænd, som engang havde MAGTEN, er i dag en forfulgt gruppe – og måske den eneste, som der er erklæret fri jagt på året rundt.

Men den slags kassetænkning af mennesker du´r ikke. Vi kommer ingen vegne med at hade, råbe og skælde ud – hverken på grund af en gammel film som ”Borte med Blæsten” eller når ny kunst skal skrives.

Man kan fx sagtens skrive inuit og være noget så nedladende – eller skrive eskimo og gøre det med charme og varme. Det kommer an på sammenhængen. Men uanset hvad: Vi skal være venlige og imødekommende – og gå i dialog og SAMMEN løse problemerne med sans for detaljen og mangfoldigheden.

For som det er nu, ender vi let i ensretningens helvede. Vi er nemlig alt for godt på vej ind i en jungle af nypuritansk meningstyranni, hvor man kaster sig over ord, billeder, film, statuer og meget mere – og tror, at man kan løse strukturelle problemer ved at fjerne visse ord fra vores verden. Men det kan man ikke. Det er derimod kulturel curling af de krænkelsesparate – dem med høtyvene og de korte lunter, som mener sig i deres gode ret til at angribe dem og det, som de ikke bryder sig om.

Men vi kommer ingen vegne med galde. Venlighed og dialog derimod skal der til. For vi er alle mennesker, n´est ce pas? Og smilet er som bekendt den korteste vej mellem mennesker. Alle mennesker.

Og ps. Man skal selvfølgelig også kunne se en film, et maleri eller nyde anden kultur uden nødvendigvis at kunne en hel masse om baggrunden …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pumpkin spice – den nye dansker i klassen, men uden håndtryk

Udgivet den af
Svar

Efterår rimer på græskar – og Danmarksbloggen er derfor taget på kaffebar, nærmere bestemt Starbucks, for at følge i hælene på endnu et kulturelt fænomen fra USA, som er i gang med at indtage Danmark – nemlig pumpkin spice, som man kan få i både en caffe latte og en frappuccino-udgave.

Undertegnede kan så ikke lide hverken kaffe, frappuccino eller pumpkin spice, men det kan Danmarksbloggens unge skribent Anna M.T. Frederiksen, der lige nu er i gang med at fortælle den engelsksprogede ekspedient, at der er to n´er i hendes måde at stave Anna på.

For sådan er den globale virkelighed på enhver Starbucks, uanset om den ligger i København, London eller New York. Det er så også en form for poetisk og global ligeret, at ALLE navne skal staves bogstav for bogstav, mens det skrives på plastic-kruset.

Så mens vi venter på Annas pumpkin spice og min egen noget mere almindelige varme kakao, kan vi lige fortælle historien om pumpkin spices succestogt.

For der var engang, hvor krydderiet pumpkin spice – som trods navnet IKKE stammer fra græskar, men er lavet af kanel, ingefær, allehånde og muskatnød – kun blev brugt til de græskartærter, som amerikanerne spiser til Thanksgivning og Halloween.

Men sådan nogenlunde samtidig med at den amerikanske Halloween-skik fik tag i danskerne (det vil sige omkring årtusindskiftet) begyndte Starbucks i USA at putte pumpkin spice i deres kaffe. Og som årene er gået, er det kun blevet en større og større succes, der i de sidste år også er nået til Danmark.

Alt det andet med pumpkin spice som fx kager, marmelade og chokolade har vi dog ikke importeret fra USA – ikke endnu. Men det kan sagtens komme til Danmark med tiden ligesom så mange andre amerikanske produkter.

Nå, nu er drikkene færdige, og vi skal ned til bordet. Anna har fået et meget saligt udtryk i øjnene, for nu er det tid til sæsonens første, men næppe sidste pumpkin spice.

Hun tager en slurk, og et stort smil breder sig. Det her har Anna ventet længe på – ja, allerede mens sommeren bragede afsted varm og solrig, begyndte hun at drømme om støvler, tørklæder – og pumpkin spice.

”Det smager simpelthen skønt, og jeg forstår godt, hvorfor amerikanerne er begyndt at kalde efteråret for pumpkin-spice-season i stedet for fall eller autumn,” lyder det fra det unge menneske.

At både pumpkin spice og Starbucks samtidig er import af amerikansk kultur, er Anna helt bevidst om – og har det fint med.

”Dels så er min generation ikke så USA-forskrækket som tidligere generationer som fx 68´er-generationen kan være det, og dels så tager vi kun de dele af USA til os, som vi kan lide – men ja, USA er vores største inspirationskilde, når det kommer til levevis og kultur, og det er vel meget naturligt, når nu landet er verdens supermagt – for det er USA trods Trump, som gerne må blive en parentes i historien,” siger Anna M. T. Frederiksen.

Danmarksbloggen tænker, at det var heldigt for Halloween-traditionen og græskar-krydderiet, at de kom til landet inden håndtrykket blev obligatorisk for nye danskere, for hvornår giver man hånden til et græskar? Det er lidt svært, medmindre man har Askepot´s fe-gudmor lige ved hånden, og hvem har det?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

København 850 år: Kampen om Tivoli

Udgivet den af
1

På lørdag d. 2. september kan København fejre sin 850 års-fødselsdag. På Danmarksbloggen fejrer vi det med hele ugen at bringe fem oplæg om steder i København, som betyder meget for både københavnere og ikke-københavnere. For København er ligeså vibrerende og levende som altid, så der kæmpes stadig om hovedstaden og dens perler.

Siden Tivoli åbnede i 1843, har Den Gamle Have været et yndet udflugtsmål for københavnerne – og noget som også mange andre forbinder med en tur til København, og det er da også dejligt at gå i Tivoli en sommeraften, eller når julelysene tændes, eller den hyggelige uhygge spreder sig til Halloween.

Der er så også sket meget i Tivoli indenfor det sidste årti. Undertegnede lyder nok som en gammel abonnine, når jeg siger, at det desværre er blevet til det markant værre. Men det er sandt. For går man blot 10-12 år tilbage i tiden, så kunne man en hvilken som helst dag i ugen gå i Tivoli og opleve i bunker af GRATIS kultur og musik fra middagstid og til sen aften.

En typisk dag i begyndelsen af årtusindet så nemlig sådan ud: Cirka tre gange hver dag startende lige over middag kunne man se børneteater – som regel et af H. C. Andersens Eventyr – nede i Valmueteatret, der lå til højre, når man kom ind fra hovedindgangen. Senere på dagen kunne man så gå hen til den muslingeformede Pavillon og høre Promenadeorkesteret, der typisk spillede 3-4 gange hver eneste eftermiddag – og altid noget af den musik, som H. C. Lumbye komponerede specifikt til Tivoli. Så var der Pantomimen, som optrådte med forestillinger to gange om dagen på det fredede Påfugleteater – og vel at mærke til levende musik spillet af Promenadeorkesteret. Og endelig kunne man så slutte dagen af ovre hos Big Bandet, som også spillede et par gange eller tre hver aften.

I dag byder Tivoli på Rasmus Klump og Pantomime – men nu kun til dåsemusik og ikke til den levende musik, der var en fantastisk del af oplevelsen ved at sidde på de grønne bænke foran Påfugleteatret og se på Pjerrots løjer og Harlekin og Columbines kærlighedskamp.

Det er med andre ord gået den gale vej for kulturen og musikken i Tivoli, som sammen med blomsterne er det eneste, der adskiller Den Gamle Have fra alle mulige andre forlystelsesparker.

Der er simpelthen for meget forretning og bundlinie i foretagendet nu. Og så hjalp det heller ikke på kultur- og musikbudgettet, da Tivoli-direktør Lars Liebst for 11 år siden fik den gamle balletdanser Peter Bo Bendixen ansat i en helt ny stilling som balletchef for den nye Tivoli-ballet og balletskole, hvis fornemste opgave tilsyneladende er at opføre Nøddeknækkeren ved juletid i Tivolis koncertsal – og her naturligvis kun for dem, der har købt en (dyr) billet.

Balletten blev skabt i 2012 – efter man havde nedlagt Valmueteatret og beskåret Promenadeorkestret og Big Bandet ganske voldsomt. De to sidste blev så endelig nedlagt i 2015.

Så ja, tanken om at Valmueteatret, Promenadeorkesteret og Big Bandet blev ofret på ballettens alter ligger ligefor, også selvom det virker helt skørt at ofre to unikke orkestre og et ligeså unikt børneteater for at lave endnu en balletskole i København, som i forvejen har Den Kgl. Ballet, der er en af verdens bedste – og som Tivoli-balletten ikke er i nærheden af at matche overhovedet. For hvor de to orkestre og børneteatret var med til at skabe den specielle Tivoli-ånd, så virker Tivoli-balletten i bedste fald velmenende …

Men ja, der er stadig Fredagsrock og også andre koncerter i løbet af sæsonen, men i forhold til tidligere er det mindre end lidt, og langt det meste i dag koster også penge. Der er nemlig ikke meget, der er gratis i Liebsts og Bendixens Tivoli.

Danmarksbloggen drømmer derfor også om, at der kommer en anden ledelse.

For nok er Tivoli en forretning, så der skal tjenes penge. Men måske – bare måske – ville man tjene flere penge på at tilbyde et stort, varieret og gratis kultur- og musikprogram. For så ville Den Gamle Have igen være det helt specielle sted med den helt særlige Tivoli-ånd, som begejstrede en hel verden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Konservative 100 år: Gud, Konge og Fædreland

Udgivet den af
Svar

Det Konservative Folkeparti fylder 100 år idag – formentlig med nogen bæven. For partiet ligger slet ikke godt i vælgermålingerne – og vi skal helt tilbage til Poul Schlüter for at finde den sidste formand, som kunne samle og skrabe stemmer til partiet.

Men i virkeligheden er partiet ældre i sin oprindelige form, hvor det hed Højre og var godsejernes parti – og kongens foretrukne. Det er lang tid siden – og idag spiller adelen en meget lille rolle i Danmark.

De konservative mærkesager Gud, Konge og Fædreland er også enten ligegyldige eller overtaget af andre.

Gud er idag ikke blot en protestantisk statskristendom, men en mangfoldighed af religioner med fokus på konflikten mellem islam og kristendom.
Konge er idag begrænset til erhvervsfremstød og Billedbladets reportager af de kongelige i flotte kjoler.
Og endelig er Fædreland blevet overtaget af Dansk Folkeparti, hvor det har fået en angst og mørk fremtoning istedet for den almene dannelse og dyrkelse af kunst og kultur, som de Konservative – ihvertfald historisk – stod for.

Læg dertil at Liberal Alliance har sat sig på mærkesagen “Lav skat” og DF på “Den strenge retspolitik” – og det er let at se, at krybben er tom.

Danmarksbloggen er ikke begejstret for de blå, men ønsker selvfølgelig tillykke alligevel i håbet om, at netop den almene dannelse og dyrkelsen af kunst og kultur igen bliver populær i Danmark. For lige på dét punkt har de konservative typisk kunnet en masse.

Det gælder så ikke Pape … den eneste, der måske kunne genrejse de konservative, var Connie Hedegaard – men hun vil ikke.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Nytårstale

Udgivet den af
Svar

I takt med at man bliver ældre, ønsker man sig i reglen mindre og mindre for de kommende 12 måneder, men ikke i år.

I år må undertegnede indrømme, at ønskesedlen er længere end den har været meget længe.

Jeg ønsker mig:

1)      Bedre sociale forhold i Danmark

2)      Plads til mennesker i Danmark

3)      Plads til fællesskab og solidaritet

4)      At der tages vare på miljø, natur og kyster

5)      Bedre uddannelser og mere fri forskning

6)      Mere kultur

Eller sagt kort: At V-regeringen går af – og erstattes af en ny regering, som vil mennesker, fællesskab, kultur, natur og solidaritet. Alt det, der for alvor gør Danmark stort og dejligt – og dansk og rigt. For det, som er godt for det enkelte menneske, er også godt for samfundet.

Vi bliver nemlig fattige af skattelettelser, social ulighed og rovdrift på naturen – men vi bliver rige af solidaritet, social lighed og en satsning på grønne arbejdspladser og bæredygtighed.

Godt nytår.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Orlogsmuseet lukker – men hvor er ramaskriget?

Udgivet den af
1

Danmark var engang en stolt søfartsnation med både en kæmpe handelsflåde og en stor militærflåde tillige. Vi har også meget kyst, og har siden vikingerne været gode til at sejle på de syv have.

Men nu lukker Orlogsmuseet på Christianshavn og udstillingen skal være en del af Tøjhus-udstillingerne i stedet. Noget, der økonomisk og administrativt sikkert er en god løsning, selvom det er ærgerligt, at en stor udstilling om Carsten Niebuhr droppes. For ham kender danskerne ikke, men det burde vi.

Læs mere her: http://www.dr.dk/nyheder/indland/orlogsmuseet-i-koebenhavn-lukker

Det, som Danmarksbloggen lægger mest mærke til, er dog det manglende ramaskrig fra Dansk Folkeparti, som ellers er hurtige nok til at råbe op, når det drejer sig om nisser på julekort og piber lavet af lakrids.

Men hvor er de, når det drejer sig om et gammelt, hæderkronet museum? Hvorfor råber de ikke op nu om tab af danskhed og den slags? Måske fordi det kræver historisk viden og kultur at kende noget til Orlogsmuseet? Og det er jo netop to ting, som DF og deres vælgere har meget lidt af – for nu at sige det pænt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk