Pumpkin spice – den nye dansker i klassen, men uden håndtryk

Efterår rimer på græskar – og Danmarksbloggen er derfor taget på kaffebar, nærmere bestemt Starbucks, for at følge i hælene på endnu et kulturelt fænomen fra USA, som er i gang med at indtage Danmark – nemlig pumpkin spice, som man kan få i både en caffe latte og en frappuccino-udgave.

Undertegnede kan så ikke lide hverken kaffe, frappuccino eller pumpkin spice, men det kan Danmarksbloggens unge skribent Anna M.T. Frederiksen, der lige nu er i gang med at fortælle den engelsksprogede ekspedient, at der er to n´er i hendes måde at stave Anna på.

For sådan er den globale virkelighed på enhver Starbucks, uanset om den ligger i København, London eller New York. Det er så også en form for poetisk og global ligeret, at ALLE navne skal staves bogstav for bogstav, mens det skrives på plastic-kruset.

Så mens vi venter på Annas pumpkin spice og min egen noget mere almindelige varme kakao, kan vi lige fortælle historien om pumpkin spices succestogt.

For der var engang, hvor krydderiet pumpkin spice – som trods navnet IKKE stammer fra græskar, men er lavet af kanel, ingefær, allehånde og muskatnød – kun blev brugt til de græskartærter, som amerikanerne spiser til Thanksgivning og Halloween.

Men sådan nogenlunde samtidig med at den amerikanske Halloween-skik fik tag i danskerne (det vil sige omkring årtusindskiftet) begyndte Starbucks i USA at putte pumpkin spice i deres kaffe. Og som årene er gået, er det kun blevet en større og større succes, der i de sidste år også er nået til Danmark.

Alt det andet med pumpkin spice som fx kager, marmelade og chokolade har vi dog ikke importeret fra USA – ikke endnu. Men det kan sagtens komme til Danmark med tiden ligesom så mange andre amerikanske produkter.

Nå, nu er drikkene færdige, og vi skal ned til bordet. Anna har fået et meget saligt udtryk i øjnene, for nu er det tid til sæsonens første, men næppe sidste pumpkin spice.

Hun tager en slurk, og et stort smil breder sig. Det her har Anna ventet længe på – ja, allerede mens sommeren bragede afsted varm og solrig, begyndte hun at drømme om støvler, tørklæder – og pumpkin spice.

”Det smager simpelthen skønt, og jeg forstår godt, hvorfor amerikanerne er begyndt at kalde efteråret for pumpkin-spice-season i stedet for fall eller autumn,” lyder det fra det unge menneske.

At både pumpkin spice og Starbucks samtidig er import af amerikansk kultur, er Anna helt bevidst om – og har det fint med.

”Dels så er min generation ikke så USA-forskrækket som tidligere generationer som fx 68´er-generationen kan være det, og dels så tager vi kun de dele af USA til os, som vi kan lide – men ja, USA er vores største inspirationskilde, når det kommer til levevis og kultur, og det er vel meget naturligt, når nu landet er verdens supermagt – for det er USA trods Trump, som gerne må blive en parentes i historien,” siger Anna M. T. Frederiksen.

Danmarksbloggen tænker, at det var heldigt for Halloween-traditionen og græskar-krydderiet, at de kom til landet inden håndtrykket blev obligatorisk for nye danskere, for hvornår giver man hånden til et græskar? Det er lidt svært, medmindre man har Askepot´s fe-gudmor lige ved hånden, og hvem har det?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

København 850 år: Kampen om Tivoli

På lørdag d. 2. september kan København fejre sin 850 års-fødselsdag. På Danmarksbloggen fejrer vi det med hele ugen at bringe fem oplæg om steder i København, som betyder meget for både københavnere og ikke-københavnere. For København er ligeså vibrerende og levende som altid, så der kæmpes stadig om hovedstaden og dens perler.

Siden Tivoli åbnede i 1843, har Den Gamle Have været et yndet udflugtsmål for københavnerne – og noget som også mange andre forbinder med en tur til København, og det er da også dejligt at gå i Tivoli en sommeraften, eller når julelysene tændes, eller den hyggelige uhygge spreder sig til Halloween.

Der er så også sket meget i Tivoli indenfor det sidste årti. Undertegnede lyder nok som en gammel abonnine, når jeg siger, at det desværre er blevet til det markant værre. Men det er sandt. For går man blot 10-12 år tilbage i tiden, så kunne man en hvilken som helst dag i ugen gå i Tivoli og opleve i bunker af GRATIS kultur og musik fra middagstid og til sen aften.

En typisk dag i begyndelsen af årtusindet så nemlig sådan ud: Cirka tre gange hver dag startende lige over middag kunne man se børneteater – som regel et af H. C. Andersens Eventyr – nede i Valmueteatret, der lå til højre, når man kom ind fra hovedindgangen. Senere på dagen kunne man så gå hen til den muslingeformede Pavillon og høre Promenadeorkesteret, der typisk spillede 3-4 gange hver eneste eftermiddag – og altid noget af den musik, som H. C. Lumbye komponerede specifikt til Tivoli. Så var der Pantomimen, som optrådte med forestillinger to gange om dagen på det fredede Påfugleteater – og vel at mærke til levende musik spillet af Promenadeorkesteret. Og endelig kunne man så slutte dagen af ovre hos Big Bandet, som også spillede et par gange eller tre hver aften.

I dag byder Tivoli på Rasmus Klump og Pantomime – men nu kun til dåsemusik og ikke til den levende musik, der var en fantastisk del af oplevelsen ved at sidde på de grønne bænke foran Påfugleteatret og se på Pjerrots løjer og Harlekin og Columbines kærlighedskamp.

Det er med andre ord gået den gale vej for kulturen og musikken i Tivoli, som sammen med blomsterne er det eneste, der adskiller Den Gamle Have fra alle mulige andre forlystelsesparker.

Der er simpelthen for meget forretning og bundlinie i foretagendet nu. Og så hjalp det heller ikke på kultur- og musikbudgettet, da Tivoli-direktør Lars Liebst for 11 år siden fik den gamle balletdanser Peter Bo Bendixen ansat i en helt ny stilling som balletchef for den nye Tivoli-ballet og balletskole, hvis fornemste opgave tilsyneladende er at opføre Nøddeknækkeren ved juletid i Tivolis koncertsal – og her naturligvis kun for dem, der har købt en (dyr) billet.

Balletten blev skabt i 2012 – efter man havde nedlagt Valmueteatret og beskåret Promenadeorkestret og Big Bandet ganske voldsomt. De to sidste blev så endelig nedlagt i 2015.

Så ja, tanken om at Valmueteatret, Promenadeorkesteret og Big Bandet blev ofret på ballettens alter ligger ligefor, også selvom det virker helt skørt at ofre to unikke orkestre og et ligeså unikt børneteater for at lave endnu en balletskole i København, som i forvejen har Den Kgl. Ballet, der er en af verdens bedste – og som Tivoli-balletten ikke er i nærheden af at matche overhovedet. For hvor de to orkestre og børneteatret var med til at skabe den specielle Tivoli-ånd, så virker Tivoli-balletten i bedste fald velmenende …

Men ja, der er stadig Fredagsrock og også andre koncerter i løbet af sæsonen, men i forhold til tidligere er det mindre end lidt, og langt det meste i dag koster også penge. Der er nemlig ikke meget, der er gratis i Liebsts og Bendixens Tivoli.

Danmarksbloggen drømmer derfor også om, at der kommer en anden ledelse.

For nok er Tivoli en forretning, så der skal tjenes penge. Men måske – bare måske – ville man tjene flere penge på at tilbyde et stort, varieret og gratis kultur- og musikprogram. For så ville Den Gamle Have igen være det helt specielle sted med den helt særlige Tivoli-ånd, som begejstrede en hel verden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Konservative 100 år: Gud, Konge og Fædreland

Det Konservative Folkeparti fylder 100 år idag – formentlig med nogen bæven. For partiet ligger slet ikke godt i vælgermålingerne – og vi skal helt tilbage til Poul Schlüter for at finde den sidste formand, som kunne samle og skrabe stemmer til partiet.

Men i virkeligheden er partiet ældre i sin oprindelige form, hvor det hed Højre og var godsejernes parti – og kongens foretrukne. Det er lang tid siden – og idag spiller adelen en meget lille rolle i Danmark.

De konservative mærkesager Gud, Konge og Fædreland er også enten ligegyldige eller overtaget af andre.

Gud er idag ikke blot en protestantisk statskristendom, men en mangfoldighed af religioner med fokus på konflikten mellem islam og kristendom.
Konge er idag begrænset til erhvervsfremstød og Billedbladets reportager af de kongelige i flotte kjoler.
Og endelig er Fædreland blevet overtaget af Dansk Folkeparti, hvor det har fået en angst og mørk fremtoning istedet for den almene dannelse og dyrkelse af kunst og kultur, som de Konservative – ihvertfald historisk – stod for.

Læg dertil at Liberal Alliance har sat sig på mærkesagen “Lav skat” og DF på “Den strenge retspolitik” – og det er let at se, at krybben er tom.

Danmarksbloggen er ikke begejstret for de blå, men ønsker selvfølgelig tillykke alligevel i håbet om, at netop den almene dannelse og dyrkelsen af kunst og kultur igen bliver populær i Danmark. For lige på dét punkt har de konservative typisk kunnet en masse.

Det gælder så ikke Pape … den eneste, der måske kunne genrejse de konservative, var Connie Hedegaard – men hun vil ikke.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Nytårstale

I takt med at man bliver ældre, ønsker man sig i reglen mindre og mindre for de kommende 12 måneder, men ikke i år.

I år må undertegnede indrømme, at ønskesedlen er længere end den har været meget længe.

Jeg ønsker mig:

1)      Bedre sociale forhold i Danmark

2)      Plads til mennesker i Danmark

3)      Plads til fællesskab og solidaritet

4)      At der tages vare på miljø, natur og kyster

5)      Bedre uddannelser og mere fri forskning

6)      Mere kultur

Eller sagt kort: At V-regeringen går af – og erstattes af en ny regering, som vil mennesker, fællesskab, kultur, natur og solidaritet. Alt det, der for alvor gør Danmark stort og dejligt – og dansk og rigt. For det, som er godt for det enkelte menneske, er også godt for samfundet.

Vi bliver nemlig fattige af skattelettelser, social ulighed og rovdrift på naturen – men vi bliver rige af solidaritet, social lighed og en satsning på grønne arbejdspladser og bæredygtighed.

Godt nytår.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Orlogsmuseet lukker – men hvor er ramaskriget?

Danmark var engang en stolt søfartsnation med både en kæmpe handelsflåde og en stor militærflåde tillige. Vi har også meget kyst, og har siden vikingerne været gode til at sejle på de syv have.

Men nu lukker Orlogsmuseet på Christianshavn og udstillingen skal være en del af Tøjhus-udstillingerne i stedet. Noget, der økonomisk og administrativt sikkert er en god løsning, selvom det er ærgerligt, at en stor udstilling om Carsten Niebuhr droppes. For ham kender danskerne ikke, men det burde vi.

Læs mere her: http://www.dr.dk/nyheder/indland/orlogsmuseet-i-koebenhavn-lukker

Det, som Danmarksbloggen lægger mest mærke til, er dog det manglende ramaskrig fra Dansk Folkeparti, som ellers er hurtige nok til at råbe op, når det drejer sig om nisser på julekort og piber lavet af lakrids.

Men hvor er de, når det drejer sig om et gammelt, hæderkronet museum? Hvorfor råber de ikke op nu om tab af danskhed og den slags? Måske fordi det kræver historisk viden og kultur at kende noget til Orlogsmuseet? Og det er jo netop to ting, som DF og deres vælgere har meget lidt af – for nu at sige det pænt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tal dansk, din hund – eller engelsk

Dansk Folkeparti ønsker, at virksomheder og institutioner, der bruger engelsk i deres kommunikation og reklamer til danskerne, skal betale en punktafgift.

Dansk er nemlig ved at blive et andenrangs-sprog hos visse klasser i Danmark som fx den kreative klasse, er holdningen hos DF, der vil fremme det danske sprog – og dermed den danske kultur.

Danmarksbloggen er enig i, at det danske sprog er smukt – og skal bevares – og bruges til både hverdag og fest. Men hverken det danske sprog eller den danske kultur er udviklet af det bare ingenting i den danske muld. 

Meget af det, vi idag kalder dansk, er inspireret af udlandet – og andre sprog og andre landes kultur. De fleste af vores traditioner omkring højtider kommer fx fra udlandet – især Tyskland. Vores sprog er også påvirket af tysk – og fransk – og engelsk. Holberg (som egentlig er norsk), og som levede i et meget europæisk århundrede, skrev sine komedier under kraftig inspiration fra franske Moliére. Osv.

Dertil kommer, at vi er et lille land, og skal vi fungere i udlandet, så skal vi tale engelsk og godt engelsk.

At danskerne taler flere sprog er desuden ikke noget nyt. Går man tilbage i historien til mere europæiske og mindre nationale århundreder som fx middelalderen og 1700-tallet, finder man ud af, at såvel tysk som fransk var meget brugt af alle handlende og alle håndværkere, mens alle på universiteter og i kirken også talte latin.

Såvel kirkens som universitets officielle sprog over hele Europa var nemlig simpelthen latin, så nutidens norm med at gøre engelsk til fællessprog er bare fortsættelse af en gammel praksis.

Men den del af vores historie kender Dansk Folkeparti – der ellers siger, at de går meget op i de historiske rødder – åbenbart ikke.

TILFØJELSE kl. 13.15: Danmarksbloggen erfarer, at forslaget er trukket tilbage. Det skal Dansk Folkeparti have ros for. For nok er Danmarksbloggen ikke ret meget enig med DF, men er ros berettiget, så skal man også roses.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Savnes: Promenadeorkesteret hver dag

I år er det tredje sæson, at Promenadeorkestret ikke spiller flere gange dagligt i Pavillonen – samt til Pantomime-teatrets forestillinger, som Danmarks smukkeste orkester ellers gjorde det i mere end 100 år, hvor Promenadeorkesteret var en fast del af Tivoli – til glæde for både store og små, gamle og unge, danskere og turister.

Promenadeorkesteret er nemlig stadig stærkt savnet. For vi er en del, også af yngre dato, som ikke hopper på Liebst´s og Bendixens egotrip, der handler om berømmelse og penge til dem selv på bekostning af dén ånd og dén kultur, som engang var Tivolis helt særegne identitet.

En identitet, der hænger nøje sammen med den levende musik. Dén musik, der taler til følelserne og til det nu, hvor den bliver spillet og oplevet. Et nu, hvor tiden bliver lodret og sjælen svævende.

Sådanne medrivende øjeblikke var der masser af på Plænen i Tivoli i går, hvor Tivolis Promenadeorkester havde den anden ud af i alt fire (!) instrumentale koncerter i hele sæsonen.

Ja, De læste rigtigt: Fra fire koncerter om dagen førhen til fire koncerter om året, som Tivoli i øvrigt markedsfører som ”Instrumental Forkælelse”.

Og det var faktisk lige, hvad det var i går med musik af mesteren Strauss, Tivolis egen huskomponist Lumbye samt uddrag fra Rogers & Hammersteins fantastiske ”Sound of Music” og et udvalg af Kai Normann Andersens skønne melodier.

Men når nu det er så meget forkælelse – og det er dét: Hvorfor skal vi så kun forkæles med Promenadeorkesteret alene på scenen fire gange om året??? Dét giver ikke mening.

Det gør det heller ikke, at man ikke har råd til Promenadeorkesterets 15-16 medlemmer plus dirigent – samtidig med at Tivoli´s direktør Lars Liebst og underdirektør Claus Dyhr kan få 12 millioner i alt – foruden at der åbenbart er råd til at bygge og drive en balletskole under ledelse af Bo Bendixen, der siden han tiltrådte har givet balletten hovedrollen i Tivoli på bekostning af musikken og børneteatret Valmuen. Læs mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=6650

Der er noget galt i Tivoli. Noget, der skal skiftes ud. Det ene starter med L og hedder Liebst, og det andet starter med B og hedder Bendixen.

Til gengæld er der noget, der skal tilbage i Tivoli. Den ene starter med P og hedder Promenadeorkesteret – og det andet med B og hedder Big Bandet. For de lider også under manglen på forståelsen af den specielle Tivoli-ånd hos Tivolis ledelse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kulturens sejr i en kold tid

Danskerne kan gode lide kultur. Rigtig kultur. Ægte kultur. Den langtidsholdbare kultur.

Skulle man være i tvivl, kan man blot se på gårsdagens begivenheder.

Allerførst selvfølgelig den glædelige nyhed, at Danmarks Underholdningsorkester (det der tidligere hed DR´s Underholdningsorkester) sandsynligvis overlever. Det er mere end godt nyt for orkesteret selv, for musiklivet i Danmark og for kulturen generelt.

Men også den lange kø af flere hundrede mennesker, der ventede på at komme ind på Charlottenborg i København, hvor der i går aftes var fernisering på Forårsudstillingen, fortæller, at danskerne vil kulturen, den ægte kultur, den der har et ærinde og fortæller noget – og ikke den X-Factor-orienterede kultur, som DR valgte at satse på istedet for Underholdningsorkesteret.

Det var en forkert beslutning. For danskerne vil ikke længere nøjes med tomme kalorier. De vil have substans. Kulturen har altså sejret i en kold tid. Dét er godt nyt at holde weekend på. 

Husk i øvrigt at du stadig kan støtte Danmarks Underholdningsorkester.
Læs mere her:
https://www.facebook.com/pages/Bevar-DR-Underholdningsorkesteret/824288120949860

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nytårsforsæt: Mere glæde, tak

Mennesket er ikke en maskine, en robot eller noget andet mekanisk, der kan gøres op i tabeller og sættes på formler.

Mennesket er ånd og sjæl – og derfor så meget mere end det produktions- og forbrugsdyr, som vi i øjeblikket reduceres til af både politikere, erhvervsinteresser og andre, der ikke tænker i helheder og fællesskab, men kun i grådigt selv at rage til sig.

Derfor har mennesket også brug for andet og mere end den effektivitets- og arbejds-religion, som gennemsyrer samfundet i disse år.

Og dette er især baseret på og giver GLÆDE.

Og netop GLÆDEN var også i fokus, da danskerne blev spurgt om deres nytårsforsætter. Glæden ved at leve, den glæde man får når man danser lidt mere, hjælper andre lidt mere, smiler lidt mere.

I det hele taget giver sig selv tid og rum til alt det skønne, der ikke kan måles på en bundlinie, ikke kan gøres op i produktion og forbrug – men som i stedet er ren ånd, ren sjæl, ren livsglæde.

Danmarksbloggens nytårsforsæt for 2015 er derfor også MERE LIVSGLÆDE

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fredagsoplæg: Kan man leve af kultur?

Så er det fredag – og dermed tid til Danmarksbloggens serie:

Fredagsoplægget til en værdi-debat med udgangspunkt i aktuelle problemstillinger

Denne fredags værdi-oplæg handler om kultur:

For kan man leve af kultur?

Svaret er ja. Kultur er det, som vi – mentalt – lever af. Det, som vi bliver bedre mennesker af.

Kultur er åndelig føde.

Men langt de fleste lader sig spise af med de tomme kalorier, som der diskes op med på de tv-kanaler, der som en anden fast food-restaurant sprøjter næringsfattig mad ud i enorme mængder.

Og nu – med DR Underholdningsorkesterets lukning – bliver vi berøvet endnu en næringskilde.

Og det er en skam for netop Underholdningsorkesteret har altid bygget bro mellem det folkelige og det mere finkulturelle – og givet danskere på tværs af sociale skel og generationer en fælles musikoplevelse, der på den lange bane har betydet noget også for sammenhængskraften i samfundet.

Så det er – også socialt set – en skandale, at orkesteret nu lukker.

For i en tid som denne, hvor vi splitter os alt for meget op i ghettoer og livsstile og kun omgås dem, der er ligesom os selv, er der mere end nogensinde brug for det, som kan samle os på tværs af skel og grænser.

Kunne man måske håbe på et lille julemirakel med diverse fonde i Julemandens rolle? Det hepper Danmarksbloggen ihvertfald på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk