København 850 år: Kampen om Tivoli

På lørdag d. 2. september kan København fejre sin 850 års-fødselsdag. På Danmarksbloggen fejrer vi det med hele ugen at bringe fem oplæg om steder i København, som betyder meget for både københavnere og ikke-københavnere. For København er ligeså vibrerende og levende som altid, så der kæmpes stadig om hovedstaden og dens perler.

Siden Tivoli åbnede i 1843, har Den Gamle Have været et yndet udflugtsmål for københavnerne – og noget som også mange andre forbinder med en tur til København, og det er da også dejligt at gå i Tivoli en sommeraften, eller når julelysene tændes, eller den hyggelige uhygge spreder sig til Halloween.

Der er så også sket meget i Tivoli indenfor det sidste årti. Undertegnede lyder nok som en gammel abonnine, når jeg siger, at det desværre er blevet til det markant værre. Men det er sandt. For går man blot 10-12 år tilbage i tiden, så kunne man en hvilken som helst dag i ugen gå i Tivoli og opleve i bunker af GRATIS kultur og musik fra middagstid og til sen aften.

En typisk dag i begyndelsen af årtusindet så nemlig sådan ud: Cirka tre gange hver dag startende lige over middag kunne man se børneteater – som regel et af H. C. Andersens Eventyr – nede i Valmueteatret, der lå til højre, når man kom ind fra hovedindgangen. Senere på dagen kunne man så gå hen til den muslingeformede Pavillon og høre Promenadeorkesteret, der typisk spillede 3-4 gange hver eneste eftermiddag – og altid noget af den musik, som H. C. Lumbye komponerede specifikt til Tivoli. Så var der Pantomimen, som optrådte med forestillinger to gange om dagen på det fredede Påfugleteater – og vel at mærke til levende musik spillet af Promenadeorkesteret. Og endelig kunne man så slutte dagen af ovre hos Big Bandet, som også spillede et par gange eller tre hver aften.

I dag byder Tivoli på Rasmus Klump og Pantomime – men nu kun til dåsemusik og ikke til den levende musik, der var en fantastisk del af oplevelsen ved at sidde på de grønne bænke foran Påfugleteatret og se på Pjerrots løjer og Harlekin og Columbines kærlighedskamp.

Det er med andre ord gået den gale vej for kulturen og musikken i Tivoli, som sammen med blomsterne er det eneste, der adskiller Den Gamle Have fra alle mulige andre forlystelsesparker.

Der er simpelthen for meget forretning og bundlinie i foretagendet nu. Og så hjalp det heller ikke på kultur- og musikbudgettet, da Tivoli-direktør Lars Liebst for 11 år siden fik den gamle balletdanser Peter Bo Bendixen ansat i en helt ny stilling som balletchef for den nye Tivoli-ballet og balletskole, hvis fornemste opgave tilsyneladende er at opføre Nøddeknækkeren ved juletid i Tivolis koncertsal – og her naturligvis kun for dem, der har købt en (dyr) billet.

Balletten blev skabt i 2012 – efter man havde nedlagt Valmueteatret og beskåret Promenadeorkestret og Big Bandet ganske voldsomt. De to sidste blev så endelig nedlagt i 2015.

Så ja, tanken om at Valmueteatret, Promenadeorkesteret og Big Bandet blev ofret på ballettens alter ligger ligefor, også selvom det virker helt skørt at ofre to unikke orkestre og et ligeså unikt børneteater for at lave endnu en balletskole i København, som i forvejen har Den Kgl. Ballet, der er en af verdens bedste – og som Tivoli-balletten ikke er i nærheden af at matche overhovedet. For hvor de to orkestre og børneteatret var med til at skabe den specielle Tivoli-ånd, så virker Tivoli-balletten i bedste fald velmenende …

Men ja, der er stadig Fredagsrock og også andre koncerter i løbet af sæsonen, men i forhold til tidligere er det mindre end lidt, og langt det meste i dag koster også penge. Der er nemlig ikke meget, der er gratis i Liebsts og Bendixens Tivoli.

Danmarksbloggen drømmer derfor også om, at der kommer en anden ledelse.

For nok er Tivoli en forretning, så der skal tjenes penge. Men måske – bare måske – ville man tjene flere penge på at tilbyde et stort, varieret og gratis kultur- og musikprogram. For så ville Den Gamle Have igen være det helt specielle sted med den helt særlige Tivoli-ånd, som begejstrede en hel verden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Den gode, den onde og den ufatteligt grimme”.

Gakket, skørt og helt igennem morsomt.

Så kort kan man beskrive Dansk Rakkerpaks nye gade-forestilling ”Den gode, den onde og den ufatteligt grimme”, der traditionen tro baseres på mimik, stunts, komik og musik – og dermed det internationale sprog, som alle mennesker taler.

Men ser man bagom den åbenlyse spaghetti-western-fortælling, som de fire medvirkede flot skaber med både timing og i tæt samspil med publikum og musikken, så bliver det hele endnu mere skørt, endnu mere gakket, ja det bliver nærmest grotesk.

For så handler det ikke blot om cowboys og en enkelt cowgirl i intens kamp om guldet, men om vor egen tid og vort eget samfund, som stykket også starter i, inden vi hvirvles tilbage til 1800-tallet og Det Vilde Vesten.

Eller gør vi nu det? For er vi ikke alle stadig vilde og uciviliserede guldjægere her i Vesten, selv dem, der arbejder for kommunen, og glæder sig til det bliver weekend? Er vi ikke stadig her i 2015 i gang med alles kamp mod alle? Er vi ikke – også i Danmark – konstant klar til at skyde hinanden ned for at finde og vinde guldet?

Danmarksbloggen vil sige ja.

Andedammen er stadig et vildt og barbarisk sted – og det er bestemt ikke blevet mindre efter folketingsvalget, der paradoksalt nok fandt sted samme dag, som stykket havde premiere. Det var der noget nærmet profetisk over …

Det kan der måske også være over slutningen af stykket – og over vinderen. Det vil vise sig i de kommende år. For mere skal ikke røbes her.

Dette stykke skal nemlig ses og opleves med alle de prutter, stunts, spanske gloser, musikalske indslag og henvisninger til diverse westerns, som det er spækket af – og som kalder latteren frem – og senere eftertænksomheden.

For mange mennesker kan meget sammen, som vi alle sammen starter med at sige, inden stykket går i gang, og fællesskabet opløses i individernes hovedløse og ødelæggende alles-kamp-mod-alle.

Men sådan er det jo også  i samfundet, vil de moderne lykkejægere hævde. Vil man opnå noget, må man konkurrere og vinde, siger de og rager til sig, mens de tramper på andre undervejs, som de endda finder morskab i at nægte basale goder som fx det vand, som vi alle sammen både direkte og indirekte er afhængige af, hvis vi skal overleve. Noget, som vises mave-krampende godt i “Den gode, den onde og den ufatteligt grimme.”

Det er i øvrigt også derfor, at en anden 1800-tals-klassiker “Dybbøl Mølle maler ad helvede til” stadig holder. Desværre. Men det gør tesen om sammenhold også. Heldigvis.

For det er kun sammen, at vi er stærke. Hver for sig er vi dømt til undergang, uanset om vi lever i 1800-tallet eller i 2015, har en boremaskine som pistol eller jager efter et kryds på et lortebeskidt skattekort.

For den virkelige skat er ikke det gods og guld, som man oven i købet må skjule for de andre, hvis man vil nyde det. Nej, det rigtige guld er sammenholdet og fællesskabet, som vist aldrig er hyldet mere indirekte end her hos Dansk Rakkerpak.

Danmarksbloggen giver fem og en halv ud af seks cowboyhatte. Danmarksbloggen vil også anbefale alle, der indtil 5. juli opholder sig i eller i nærheden af København, at tage turen forbi Vor Frue Plads og opleve komik i absolut Reumert-klasse.

Apropos Reumert, så var Dansk Rakkerpak nomineret til en Reumert-pris for sidste års forestilling ”Psycho”.

Men nu handler det altså om ”Den gode, den onde og den ufatteligt grimme”. Stykket er gratis og spiller tirsdag – fredag kl. 19 – og lørdag-søndag kl. 16. Det foregår på pladsen mellem Vor Frue Kirke og Københavns Universitets hovedbygning på Vor Frue Plads midt i København.

Bagefter tager stykket på turné rundt i det danske sommerland. Læs mere på www.danskrakkerpak.dk

De medvirkende er: Niels Grønne, Niels Peter Kløft, Søren Møller Pedersen og Olivia Franciska Fevel Borgels. Det er d´herrer Grønne og Kløft, der står bag ideen, mens Lene Skytt har instrueret. Scenografien står Christian Q. Clausen for, mens Lise Zitta Østergaard har taget sig af kostumerne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Indenfor murene”

Hvor gik Nora hen, da hun gik ud,? spørger man altid om, når man har set Ibsens ”Et dukkehjem”.

På vej hjem efter at have set nationalklassikeren ”Indenfor murene” på Folketeatret er det derimod ligeså naturligt at spørge om, hvor den jødiske datter Esther og hendes kristne forlovede Jørgen gik hen, mens den jødiske patriark Adolf Levin gik i seng – og den jødiske moder Sara grædende bad om lykke til sit barn.

Man kan selvfølgelig gå til Bent Fabricius-Bjerres musical Esther. Men man kan også søge svaret andetsteds, søge det udenfor teatermurene, udenfor synagogens, kirkens – og i vor tid moskéens mure.

For nok gik det unge par, der spilles overbevisende af Sofia Nolsøe og Jesper Dupont, ud for at søge kærlighedens lykke langt væk fra religionen. Men hvor langt væk kunne de gå en tid, hvor de begge var mere end på forkant med deres oprør mod forældrene og religionen?

Og kan man nogensinde – også i 2015 – for alvor flygte fra sine rødder og sin barndom? For er der ikke indeni os alle tykke, mentale mure? Mure, der aldrig rigtig kan rives ned – men kun slås hul i?

Men måske kan vi også nøjes med hullerne – på scenen og i det virkelige liv?

For ”Indenfor murene” handler om det virkelige liv i 1912 – og i 2015. Det handler om mennesker. Det handler om kærlighed. Det handler om rødder. Det handler om fortid, nutid og fremtid. Det handler om konflikter mellem mennesker – og måske allermest om vigtigheden af evnen til at række ud, især udover sig selv.

Det handler om dig og mig – og alle andre, uanset om vi er jøder, kristne, muslimer eller ateister. For vi har alle rødder og alle forældre – og mange af os har også børn og nogle endda også børnebørn. Vi har alle de samme grundvilkår som mennesker – og derfor mere der samler end skiller os.

Vi kan alle spejle os i hinanden, uanset om vi kommer i kirken, synagogen, moskéen – eller sidder under et grønt træ.

Det ser man for alvor, når der slås hul på murene – og man i stedet for fordomme og stereotyper ser hinanden som de forskellige mennesker af kød og blod, som vi er først, sidst og indimellem. Når man søger forståelsen og forklaringen som den jødiske søn Hugo gør det så glimrende, selvom de andre i familien Levin slet ikke lytter til hans visdomsord.

I en senere tid – skuespillet er skrevet i 1912 – burde Hugo også være blevet fredsforhandler i Mellemøsten. Men i den velhavende jødiske Levin-familie i tiden op til 1. verdenskrig er han læge og hans bror forretningsmand ligesom faderen, der spilles med en fantastisk autoritet og nerve af Waage Sandø fra han træder ind til sabbatten til han sidst i stykket går i seng.

Men i enhver jødisk familie er moderen omdrejningspunktet, både når hun tænder lysene til sabbatten og ellers. Og det er dansk teaters største skuespillerinde Ghita Nørby også i Folketeatrets ”Indenfor murene”.

I hver en bevægelse, hver en tone, hver en mimik ER hun Sara Levin, den jødiske mor, der elsker sin familie overalt på jorden og gør alt, hvad hun kan for at sikre alle lykken – og freden indenfor murene.

Men freden brydes og livet laves om. Først da datteren tro mod tidens stigende bevidsthed og kamp for kvindens rettigheder kommer for sent hjem til middagen – og endnu mere, da det nødvendige opgør med etatsråden, mesterligt spillet af Preben Christensen, finder sted.

Der slås hul på murene, og det gøres så eftertrykkeligt, at forestillingen sidder i én længe efter, at man har forladt teatret og er gået hjem i en nutidig vinteraften i endnu en tid, hvor mennesker bygger mure og ser religioner og fordomme, før de ser mennesker.

Og i øjeblikket desværre mere end i mange årtier.

Henri Nathansens stykke er med andre ord mere aktuelt end det har været længe – og Danmarksbloggen giver det i Folketeatrets sprudlende og stærkt bevægende version fem store stjerner ud af fem mulige.

Endelig skal nævnes forestillingens program. Normalt er et program ikke noget, som der er grund til at nævne i en anmeldelse. Men her er der. Endda stor grund.

For programmet til Folketeatrets ”Indenfor murene” er mere end blot flotte billeder og baggrundsinformation. Det er en guldgrube af substans, af tanker og betragtninger over stykket og dets mening og morale – leveret af både Ghita Nørby, Herbert Pundik og Thomas Bendixen.

Danmarksbloggen anbefaler derfor ikke kun på det varmeste at se stykket, men også at købe programmet, gemme det og finde det frem igen og igen – især når man føler behov for at blive husket på, at livet først og fremmest handler om mennesker, samvær og mangfoldighed – og ikke om religioner og ideologier.

”Indenfor murene” spiller frem til 11. april på Folketeatret. Det er Thomas Bendixen, der har instrueret, og Maja Ravn, der har stået for scenografien. Steen Larsen er manden bag lyddesignet, mens Lars Schou har stået for lysdesignet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Juleteater – del 4: “Jul i Nøddebo Præstegaard”

Danmarksbloggen slutter sin adventsserie om juleteater i Danmark med juleklassikeren over dem alle:

”Jul i Nøddebo Præstegaard.”

For mere dansk teaterjul bliver det ikke end historien om de tre studenter-brødre, der i sne og med kane drager afsted til præstegården, hvor der udover det charmerende præstepar og en masse andre herlige skikkelser er to døtre, som er mere eller mindre hemmeligt forlovede med de to ældste brødre. Det forhindrer dog ikke den yngste bror i at forelske sig i begge de to søstre – men han må som bekendt nøjes med at lave løjer og stjæle alles hjerter på en lidt anden måde.

“Jul i Nøddebo Præstegaard” er det mest spillede teaterstykke i Danmark. Sidste år spillede forestillingen også i sin klassiske version i Folketeatret. Se anmeldelse fra Danmarksbloggen her: http://danmarksbloggen.dk/?p=2562

Og i år har forestillingen spillet som ballet med Peter Schaufuss-balletten, der har danset til både Hartmanns velkendte musik og til moderne rockmusik.

Rør blot ikke ved min gamle jul, siger man ellers. Men det tør Peter Schaufuss godt – og han og resten af balletten har i december rejst Danmark tyndt fra nord til syd og fra vest til øst med forestillingen.

For dem, som ikke fik set stykket i balletversionen – eller som foretrækker ”Jul i Nøddebo Præstegaard” som teater, vil Danmarksbloggen derfor også ile med at henvise til filmversionerne.

Her hvor især lydsporet fra den seneste version (dén fra 1974) let genlyder for ens indre øre, når man genkalder sig Poul Bundgaards dybe og stærke stemme, der synger den smukke ”Børn og voksne i kærlig krans”, der smukt og poetisk fortæller, hvad julen handler om: At invitere alle med ind i kredsen – både den om juletræet og den i samfundet.  

Eller hvad med ”Turen går til Nøddebo” eller ”Velkommen velsignede drenge”? Den sidste er i øvrigt en Bellman-melodi, der på svensk handler om en sommeraften i Gamla Stan i Stockholm med både slåskamp og knas i kærligheden.

Men på dansk handler det om jul, de tre studenter og de gode juledrømme.

Og nu vi er ved juleønskerne, så drømmer Danmarksbloggen om en filmisk genindspilning af ”Jul i Nøddebo Præstegaard”, hvor man med lige dele fornyelse, sangtalent, humor og respekt for oplægget og traditionen fører klassikeren op til vor tid.

Dét kunne blive en herlig juleoplevelse …

For nok handler juleteater om traditioner, som vi også har set det nu gennem årets fire adventssøndage. Men der skal også fornyelse til … og sker det med respekt, humor og ømhed, så kan det kun blive en god jul – også i teatret.

Læs de tidligere afsnit her:
Juleteater – del 1: “Når du ser et stjerneskud”: http://danmarksbloggen.dk/?p=5854
Juleteater – del 2: “Et juleeventyr”: http://danmarksbloggen.dk/?p=6024
Juleteater – del 3: “Nøddeknækkeren”: http://danmarksbloggen.dk/?p=6030

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Juleteater – del 3: ”Nøddeknækkeren”

Danmarksbloggen fortsætter sin adventsserie om teater og juletid med en af de mest elskede juleforestillinger i ikke kun Danmark, men i hele verden:

Nemlig juleballetten: ”Nøddeknækkeren”

”Nøddeknækkeren” er skrevet af tyske Hoffmann og har musik af den russiske komponist Tjajkovskij.

”Nøddeknækkeren” er med sine mange spændende skikkelser og universer det ultimative fantasi – og juleeventyr om den magiske julenat, hvor pigen Clara kommer på en eventyrlig rejse mellem snefnug og stjerner – og overværer en drabelig kamp mellem det gode og det onde i Nøddeknækkeren og Musekongens skikkelse. Samt tilbringer en fortryllet tid i Slaraffenlandet og oplever diverse dansere fra hele verden underholde hende og hendes Nøddeknækker, inden Clara i den store romantiske finale skuer ud i fremtiden og ser sig selv danse kærlighedsdansen med sit livs kærlighed.

Og selvfølgelig slutter eventyret med, at Clara ender hjemme i barndommen og i sengen julemorgen, tæt knugende Nøddeknækkeren ind til sig, men nu i visheden om alt det spændende, der venter.

Sådan er ”Nøddeknækkeren” desværre ikke sat op i årets version i Tivoli. En del af den oprindelige handling er gået tabt til fordel for en Tivolificeret version af balletten, som dog har en masse andre gode elementer, bl.a. er H.C. Andersen og hans eventyr kommet med, og det er især for ”Snedronningen”s vedkommende lykkes ret godt, da netop dette eventyr er flettet sammen med snefnugenes hvirvlende dans.

Og heldigvis for Tivoli er ”Nøddeknækkeren” også en meget rummelig forestilling med masser af plads til fortolkning.

Se Danmarksbloggens anmeldelse af Tivolis ”Nøddeknækkeren” her: http://danmarksbloggen.dk/?p=5922

Den store anke mod Tivolis version er dog ikke Tivolificeringen, men det at den levende musik mangler.

For når musikken er så fortryllende og magisk som den er det i Nøddeknækkeren, så er det helligbrøde at sætte forestillingen op UDEN at sørge for levende musik for slet ikke at tale om, at det gør det ekstra svært at være danser.

Ja, Nøddeknækkeren uden levende musik svarer til at danse om juletræet uden at synge en eneste julesang eller julesalme, men i stedet have en playliste kørende i baggrunden.

Julestemningen bliver derefter.

Læs de tidligere afsnit her:
Juleteater – del 1: “Når du ser et stjerneskud”: http://danmarksbloggen.dk/?p=5854
Juleteater – del 2: “Et juleeventyr”: http://danmarksbloggen.dk/?p=6024

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Juleteater – del 2: “Et juleeventyr”

Danmarksbloggen fortsætter sin adventsserie om teater og juletid med en af de mest elskede julefortællinger fra ikke kun Danmark, men hele verden:

Nemlig Charles Dickens ”Et juleeventyr”.

Historien handler om den pengegriske Scrooge, der i et på alle måder iskoldt London i 1800-tallets skarpt opdelte klassesamfund i løbet af éen eneste julenat møder først forretningspartnerens genfærd og derpå de tre ånder: Fortidens, nutidens og fremtidens juleånd.

Tre ånder – og tre møder, der afgørende ændrer på Scrooge, og forvandler ham til en gavmild og god mand, der bruger resten af sit liv på at hjælpe sine medmennesker – og selvfølgelig især ved juletid.

“Et juleeventyr” spiller i en fordansket version i år på Frilandsmuseet ved Lyngby. Læs undertegnedes anmeldelse her: http://www.kristendom.dk/kristendom.dk/2014-11-20/et-juleeventyr-hjerter-genf%C3%A6rd-og-skygger-i-intenst-samspil-p%C3%A5

I Frilandsmuseets version fremstilles Scrooge – eller Festisen som han hedder her – derfor også som en klon af rettidig omhu og Liberal Alliance med et stænk af Venstre. Og det er noget, der kun er med til at gøre skikkelsen endnu mere uhyggelig.

For hvor skræmmende end ånder og genfærd og fremtiden kan være, så er det dog for de fleste svage, fattige og udsatte i Danmark den nuværende jul og det nuværende liv, der er den største forhindring, den største skræk.

Og her spiller de borgerlige partier en meget stor rolle i deres arbejde på at få Danmark kørt i sænk og tilbage til de onde, gamle dage med fattigkasse, fattighjælp og mange, der har så alt for lidt – mens overklassen har så alt for meget.

Og ja, vi er desværre godt på vej dertil i nutidens samfund – og i denne ellers så søde juletid, der for stadig flere danskere ikke længere er den glade forventning om hyggelige juledage.

For mange – både store og små – er julen anno 2014 noget, der giver ondt i maven.

Den voksne fattige mor eller far kan tænke sig søvnløs over, hvorfra pengene skal komme til børnenes julegave. Barnet, der vokser op i en hjem med alkoholmisbrug, kan være bange for, hvor fulde forældrene bliver juleaften. Og så videre og så videre.

Listen er desværre ligeså lang som den kæde, som Scrooge ved historiens start er igang med at lave for sig selv, fordi han tænker mere på penge end på mennesker.

Og ja, det er dejligt med julehjælp og alle gode menneskers intentioner. Men det, der virker for alvor, er kun, hvis vi laver strukturerne om i samfundet, således at vi fordeler goderne bedre. Alt andet er kun plastre på såret, hvor godt det end er for den enkelte udsatte. For selvfølgelig gør julehjælpen en forskel for den enkelte familie.

Men skal det batte noget, er det velfærd og en fair fordeling af goderne, der skal til. Og i øjeblikket går det den helt gale vej.

Derfor er historien om Scrooge også mere aktuel, end den har været længe. For vi er i rasende fart på vej tilbage til den virkelighed, som ”Et Juleeventyr” blev skrevet udfra i England i 1843.

Og dét er mere uhygeligt end alle genfærd og spøgelser tilsammen!

Læs de tidligere afsnit her:
Juleteater – del 1: “Når du ser et stjerneskud”: http://danmarksbloggen.dk/?p=5854

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Juleteater – del 1: “Når du ser et stjerneskud”

I år vil Danmarksbloggen hver søndag i advent sætte fokus på dansk teater og juletiden.

For juletid er også teatertid  – og som med alt andet ved juletid elsker vi gentagelser og traditioner, også når det kommer til teater.

Derfor vil Danmarksbloggen også i sin adventsserie i år beskæftige sig med fire teaterforestillinger, der på forskellig måde er en integreret del af den danske jul.

Vi starter med Anemoneteatrets ”Når du ser et stjerneskud”.

Historien er en slags moderne version af juleevangeliet med den gnavne og pengegriske husejer, den nisse-og-engle-fornægtende forfatter – samt den gravide og hjertensgode unge kvinde, der flytter ind i baggården – velvidende at der ikke må bo børn i huset.

For de larmer og er til besvær, mener såvel husejeren som forfatteren. Nissen og katten, som uset og illegalt også bor dér, er selvsagt af en anden mening.

Historien kan derpå tage fart med spas, humor og dybde – og til sidst fødes så barnet – og som altid så ændrer et barns fødsel afgørende på alle omkring sig, som det ændrede på alt i hele verden, da det lille Jesus-barn blev født. Præcis hvordan og hvad der sker i ”Når du ser et stjerneskud” skal dog ikke røbes her.

Se den selv – men skynd dig. For forestillingen, der i to årtier har været en fast juletradition på Anemoneteatret, spilles i år for allersidste gang.

Læs også anmeldelsen af forestillingen, som blev lavet af undertegnede for en del år siden – men hvert ord gælder endnu: http://www.kristendom.dk/anmeldelser/stjerneskuddene-flyver-p%C3%A5-anemoneteatret

Idag, d. 30. november, kan Anemoneteateret i øvrigt fejre 30 års fødselsdag.

30 år er mange år, kan man mene. Men se på Det Kgl. Teater og se på den danske jul – og så forstår man, at 30 år blot er et lille stjerneskud.

Danmarksbloggen ønsker Anemoneteatret tillykke og håber, at stjerneskuddene vil flyve på og fra teatret i mange år endnu. De er skønne i sig selv, og så er dér brug for deres varme og lys i vor på så mange måder mørke tid.

God 1. søndag i advent.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Maria og Mohammed”: Når hjerterne i 2014 slår i stumfilms-takt

Dansk Rakkerpak havde i går, tirsdag d. 28. oktober, premiere på Københavns Musikteater med forestillingen ”Maria og Mohammed”, som de selv præsenterer som en kærlighedshistorie i stumfilmstempo.

Stykket spilles som en kombination af en stumfilm og klassisk scenekunst, dog uden ord – og ledsages hele vejen af Mathias Grove Madsens eminente stumfilmsmusik, der præcis som dengang i stumfilmens storhedstid spilles under hele forestillingen – live af komponisten selv naturligvis.

Og ja, det sjove, spøjse og meget velgennemtænkte stykke handler om kærlighed – men teaterstykket med indlagt stumfilm (eller er det omvendt?) er mere end en klassisk kærlighedsfortælling om to unge –  en gammeldansker og en nydansker – der mødes og overvinder alle forhindringer.

”Maria og Mohammed” er nemlig først og fremmest historien om vor tid og om de udfordringer, som vi alle sammen lever med og i anno 2014.

En 2014-virkelighed, hvor mange tror, at vi er forskellige, bare fordi vi har forskellige hudfarver, kulturer og religioner – en virkelighed med fordomme, racisme, vold og et stort behov for syndebukke, der giver grimme mindelser om tiden, dengang stumfilmen var rigtig stor, nemlig i 1920´erne, der var en optakt til det vanvid, som fandt sted 1940-45.

Forbindelsen mellem 1920´erne og vor tid må også være tilsigtet fra idémand og manuskriptforfatter Niels Grønnes side. For ”Maria og Mohammed” er – heldigvis – helt i tråd med Dansk Rakkerpaks tradition for lige dele komik og livtag med vigtige samfundsemner.

Og det er meget på spil her. For hjerterne er syge i 2014 – og ikke kun hos Marias far, der må ty til diverse stimulanser for at overleve. Der mangler nemlig overalt varme og plads til tolerance, rummelighed og mennesker  – og dem, der kan gøre noget ved det, tænker kun på at rage endnu mere til sig.

Vi er altså overladt til os selv i en opdelt og splittet 2014-verden, hvor mennesker som i en anden stumfilm opfatter hinanden som sort-hvide stereotyper, og derfor oftest møder “de andre” i dybeste mistro – og hvor kun åbenheden og kærligheden har en chance for at forløse og bryde igennem alt det sort-hvide-grå og skabe en verden med farver, tillid, mangfoldighed og glæde.

Det er hårde odds, der så også kommer en forrygende forestilling ud af hos Dansk Rakkerpak – endda med en lille hilsen midt i det hele til stumfilmens mester Charlie Chaplin.

Danmarksbloggen skal ikke røbe handlingen her, blot opfordre alle til at se ”Maria og Mohammed” med Stine Holm Joensen og Josef W. Nielsen i titelrollerne (og enkelte biroller) – og Niels Grønne i adskillige fantastiske biroller, der nærmest er små selvstændige skuespil og sketches i det store stykke, der spilles på scenen og på filmlærredet i et fantastisk samspil, hvor timingen mellem de to medier – og lydeffekterne – sidder lige i skabet hver eneste gang.

Hvor man som tilskuer griner, smiler, men også røres og sidder med en tåre i øjenkrogen til sidst.

For der er jo så meget mere, der samler end skiller os som mennesker, og heldigvis er det ikke altsammen kun fordomme og angst. Vi har også allesammen – uanset hudfarve, tro og kultur – de samme håb og drømme – og den samme kærlighed til vores børn, som man ser det hos både Mohammeds forældre, der ikke ved alt det gode, som de vil gøre for deres søn (uanset om han ønsker det eller ej) og Marias far, der jo har et stort og omsorgsfuldt hjerte inde bagved.

Så jo, vi har mere, der samler end skiller os som mennesker.

Det tror mange så desværre måske ikke længere på – ihvertfald ikke når budskabet formidles med ord.

Men hos Dansk Rakkerpaks ”Maria og Mohammed” vises det med fagter, grimasser og humor – og så står det stærkt. For når vi smiler og griner, så er hjertet tættest på og lettest at nå.

Som en anden dansk kunstner, nemlig humorist og entertainer Victor Borge, der ligesom Dansk Rakkerpak underholdte med musik, grimasser og fagter, sagde det: Smilet er den korteste afstand mellem to mennesker.

Danmarksbloggens med-anmelder på denne forestilling teenageren Anna M.T. Frederiksen valgte i stedet at henvise til Piet Heins berømte gruk om sjov og alvor, der hun skulle opresumere forestillingen: Den der kun tager sjov for sjov og alvor kun alvorligt, han har faktisk fattet begge dele lige dårligt

Præcis – og hvad siger teenageren ellers til forestillingen?

Anna får ordet:

Jeg skulle lige vænne mig til formen med både stumfilm, scene og levende klavermusik.

Men jeg kunne rigtigt godt lide ”Maria og Mohammed”– også fordi der er flere lag. For umiddelbart er det jo sådan en slags falden-på-halen-komik, men der er jo et dybere lag nedenunder.

Et lag, der fortæller, at sådan her ser verden ud i 2014 – ikke kun et sted, men mange, ja måske alle steder. Ellers ville man heller ikke have skrevet et tilfældigt sted, en tilfældigt land i 2014 i begyndelsen af stykket. Så sådan må det være, og det er rigtig skræmmende, men desværre også sandt.

Jeg kunne også godt lide teksterne med nutidssprog og – ord som walla og møgso sat ind i den gamle stumfilmsramme. Så blev det også endnu nemmere at forstå handlingen, selvom jeg var ret overrasket over, hvor let det var at følge med i en handling uden talte ord.

De medvirkende spillede også godt, og det var helt vildt, som de kunne time skiftene mellem scene og stumfilm.

Og uanset om det var scene eller stumfilm, så var stykket lidt som en Looney Tunes-tegnefilm uden ord – bare med levende mennesker i stedet. Noget man især så under jagten og ved start og slut, når Carlo brølede i logoet som en ged.

Det var sjovt, tankevækkende – og en tusinde gange sjovere og bedre måde at få os unge til at blive interesseret i samfundet end de løftede pegefingre om nu at huske at følge med, som vi nogle gange mødes med i skolen og derhjemme.

—-

Der er altså bred enighed hos både teenageren og den voksne:

”Maria og Mohammed” er en forestilling, som er ligeså relevant, som den er morsom – og vi og resten af den tætpakkede teatersal grinte mange gange i løbet af den time, som forestillingen varede.

Så: Fem stumfilmsruller ud af fem mulige – og så lige en ekstra rulle til musikken, alle de fine finesser og skøre påfund.

Stykket spiller fra d. 28. oktober til d. 15. november.

Læs mere på: www.danskrakkerpak.dk

Medvirkende: Stine Holm Joensen, Josef W. Nielsen, Niels Grønne og Mathias Grove Madsen (musiker).
På filmdelen medvirker endvidere: Torkild Lindebjerg, Hamsa Bedeiri, Ali Haider Mohsin m.fl.
Idé og manus: Niels Grønne
Instruktion: Torkild Lindebjerg og Niels Grønne
Komponist: Mathias Grove Madsen
Film og filmteknik: Helle Lyshøj
Lysdesign og programmering: Mik Manley Andersson
Lyddesign og teknisk afvikling: Andreas Darum

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Blomster på Statens Museum for Kunst og ni andre gode efterårsferie-tips

Efterårsferien starter i morgen lørdag d. 12. oktober. Og traditionen tro vil mange bruge en del af efterårsferien på kulturelle arrangementer.

Danmarksbloggen iler derfor med ti kulturelle kvalitets-tips til alle, som bliver hjemme i stedet for at rejse til enten varmere himmelstrøg eller til Europas storbyer, der ellers begge er sikre hits i uge 42.

1) Blomster i København: Efterårsferien er sidste chance for at opleve – eller gense – den meget roste udstilling på Statens Museum for Kunst “Blomster og Verdenssyn”, der består af flere hundrede års blomstermalerier fra både ind- og udland. Udstillingen viser også offentligheden de enestående blomsterbilleder fra bogen “Gottorfer Codex” for allerførste gang.

http://www.smk.dk/besoeg-museet/udstillinger/blomster-og-verdenssyn/

2) Heste og skattejagt hos Carlsberg i København: Besøg det historiske Carlsberg og kom helt tæt på bryggerhestene Aksel, Marko, Marcon, Ludvig, Bo og Louise, når de får sko på, er i stalden eller er spændt for de store bryggervogne, som man også kan få en tur med rundt på Carlsbergs område. Der er også skattejagt og historiefortælling.

http://www.visitcarlsberg.dk/Pages/front.aspx

3) Æbledage i Esrum: Esrum Kloster i Nordsjælland danner i dagene 14. – 18. oktober rammerne om æblet set fra alle vinkler, både historien om de franske munke, der bragte æblet til Danmark, æblesmagning, æbler over bål, æble-bueskydning og meget mere.

www.esrum.dk/arrangementsoversigt/

4) Historien kommer til live i Lejre ved Roskilde: Sagnlandet Lejre byder på et tætpakket program alle dage i efterårsferien, hvor børn og voksne kan snitte deres egen kniv, lave runer, opleve vikingerne ofre til guderne, se jernaldermennesket lave både mad og våben over bålet og meget mere.

www.sagnlandet.dk/Ugeprogrammer-2013.1093.0.html?&no_cache=1

5) Kongelig kunst i Århus: På ARoS udstiller regentparret for første gang sammen. Dronningen bidrager med landskabsmalerier, kirketekstiler, scenografier samt  découpager, mens Prinsgemalen sår for skulpturer i bronze og marmor samt poesi. Udstillingen PAS DE DEUX ROYAL åbner imorgen 12. oktober og varer til 23. februar 2014.

http://www.aros.dk/besoeg-aros/udstillinger/2013/pas-de-deux-royal/

6) Blå time i Skagen: Skagen er for mange lig med sommer, sol og skagensmalerne. Men Skagen er også dejlig resten af året, og Skagens Museum viser frem til 20. april 2014 udstillingen “Den blå time – stemninger hos skagensmalerne”, der består af værker fra Skagens Museums egen samling med fokus på sanselighed og stemninger.

www.skagensmuseum.dk

7) 1864-byvandring i Sønderborg: Sønderborg lader op til 150-året for 1864 med en byvandring i Sønderborg, hvor cirka en trejdedel af byen blev ødelagt af preussernes bombardement 2.- 3. april 1864. Begivenhederne i 1864 Dybbøl var i flere generationer et nationalt traume for danskerne, som vi måske først nu er ved at forvinde. Vandringen finder sted tirsdag d. 15. oktober kl. 15.

http://1864dage.dk/1864-byvandring-med-guide/?event_id=1

8) Eventyrforestilling i Odense: I H. C. Andersens by spiller Odense Teater “Snedronningen” af netop H. C. Andersen, Danmarks mest berømte søn. Musikforestillingen anbefales til alle fra 6 år.

http://www.odenseteater.dk/forestillinger/snedronningen

9) Rollespil på Bornholm: Bornholm Middelaldercenter lægger op til en drabelig uge, når orker, dæmoner og helte går løs på hinanden i dramatiske rollespil i efterårsferien. Alle kan være med, både de erfarne og nybegynderne, børn, unge og voksne. Og når man er færdig, kan man nyde den fantastiske natur på Danmarks eneste klippeø.

www.bornholm.info/rollespilsugen

10) En tur over Øresund: Kun en times kørsel fra København i bil – eller med tog direkte fra Hovedbanegården – ligger Lund, der engang var købstad i Danmark. Lund er idag en skånsk universitetsby centreret omkring Lunds Domkirke, der er kendt for sit historiske, astronomiske ur fra Middelalderen. Det er enestående og spiller stadig to gange om dagen, mens de tre vise mænd og tre riddere kommer ud og viser deres respekt for jomfru Maria og det lille Jesus-barn.

www.lundsdomkyrka.se/lunds-domkyrka/rundtur/uret/

Udover disse kulturelle arrangementer er det værd at nævne, at det altid er dejligt med en dag i en gylden efterårsskov, hvis ikke man bliver derhjemme i sofaen med en god bog eller måske en film. At skære græskar, bage boller og drikke kakao er også hyggelige efterårsferie-fornøjelser.

Danmarksbloggen ønsker alle en god efterårsferie, uanset hvor og hvordan den skal tilbringes – og glæder sig til at vende tilbage i uge 43.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Åndemusik i Tivoli

Der var engang for ikke engang ti år siden, hvor man inde i Tivoli tre gange dagligt kunne opleve et af H.C. Andersens eventyr blive spillet som en blanding af klassisk teater og dukketeater.

Det lille teater, hvor det foregik, hed Valmuen og lå til venstre, når man kom gående fra Nimb. Præcis som at hjertet sidder til venstre – også hos kejseren i H. C. Andersens fantastiske eventyr “Nattergalen”, som var et af de eventyr, som Valmuen spillede i de varme middagstimer dér i Den Gamle Have.

Idag er der ingenting på dét sted, hvor Valmuen lå. Det er som digteren Sophus Claussen skrev det om Ingeborg Stuckenberg efter hendes selvmord: “Der bliver fortvivlende lidt af saa meget: Kun Aandemusik.”

Nu er der også kun åndemusik tilbage i Tivoli dér, hvor Valmuen lå og skabte billeder,  stemninger og oplevelser for både store og små.

Der er også kun åndemusik – og lidt blomster – i den fine muslingeformede bygning ved siden af, hvor Promenadeorkesteret indtil for et par år siden spillede sommer-, vise- og Tivolimusik flere gange dagligt.

For slet ikke at tale om deres eminente spil til pantominens forestillinger. Nu har en mekanisk båndmaskine afløst de levende toner nede foran påfuglen.

Kulturen og sjælen suges altså ud af Tivoli i disse år, bid for bid.

Noget man især mærker i disse dage, hvor det er sommerferie, og både danskere og udlændinge valfarter til den gamle have for at opleve dét, som ikke er der mere. Hvor de og alle vi andre må nøjes med dén åndemusik, som Sophus Claussen skrev om.

Hvor vi kun kan håbe på en genkomst at sjælen og kulturen. Kun kan håbe på at Tivolis nuværende kejser ligesom hans kollega i Nattergalen en dag må opleve erkendelsen og glæden ved at høre den ægte nattergal synge.

Så vi kan komme af med det mekaniske skidt og få den levende musik – og gerne også det levende teater – tilbage. Så alle Tivolis ånder og muser kan glæde sig i deres himle – og kvidre som små nattergale.

I mellemtiden kan man jo længes og drømme og læse “Nattergalen”: http://www.andersenstories.com/da/andersen_fortaellinger/nattergalen

Man kan også glæde sig til efteråret, der vil byde på en nyfortolkning af H. C. Andersens eventyr i en af Tivolis mest grandiose bygninger, nemlig når Nordisk Film Live opfører det nyskabende “H.C. Andersen – et magisk eventyrshow” i Koncertsalen. Det bliver meget spændende – og vil forhåbentlig bringe andet og mere end åndemusik til Den Gamle Have.

God sommer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk