Tag-arkiv: Tivoli

Anmeldelse: Crazy Christmas Cabaret: Tell me about it

Udgivet den af
Svar

”Tell me about it”

Ja, dét er titlen på årets Crazy Christmas Cabaret. Den skæve, skægge og samfundsspiddende forestilling er som altid ventet med længsel. I år med endnu større forventninger, fordi Crazy Christmas Cabaret ligesom så meget andet – livet og andre småting – blev aflyst sidste år pga. ”I-ved-nok-hvad.”

I år slås vi stadig med ”I-ved-nok-hvad”, men heldigvis sker det (endnu i hvert fald) i ly af løjerne i Tivolis Glassal. Og sikke løjer. Det er Classic Crazy Christmas Cabaret – og tak for det.

For de herlige mennesker serverer lige, hvad vi har brug for: En tur tilbage til 80´erne. Et par timer med fart, fest, farver og finurlige ordspil i varme, solrige og pastelfarvede Miami.

Her møder vi den italienske mafia i form af familien Calzone, og drages ind i deres glamourøse liv mellem designertøj, alligatorer, drinks, pistoler, konkurrerende bander fra Cuba, natklubber, motorbåde, fængsler og andet guf, der leder tanken hen på 80´-er-serien ”Miami Vice”.

Det er også meningen.

I nedlukningens trange dage sad Vivienne McKee nemlig og så den gamle tv-serie.

Og ud af det absurde univers, som underverden i Miami i 80´erne var, skabte hun en forestilling med ren 80´er-nostalgi for os, der kan huske det skøre, pastelfarvede årti. Men det er også en oplevelse for dem, som ikke kan huske, dengang Boy George og Madonna var unge – og alle lavede work-out.

Det sidste glemmer ingen til gengæld efter at have været i Glassalen. Det vil jeg godt garantere. Syng ”Lets gets physical” – og så kommer billederne susende frem på nethinden.

Forestillingens anden store dame – Mama Calzone, som hun hedder denne gang – optræder som vanlig i imponerende kreationer, og vi gør også, som vi plejer. Læner os frem, når hun hviskende betror os sine hemmeligheder – og vi råber også både hooray og boo.

Årets Virgin bliver også fundet – og en publikummer involveres også. Dog ikke på scenen som normalt, men nede fra sin plads. Den forbandede ”I-ved-nok-hvad” er hele tiden til stede i skyggerne. Heldigvis glemmer vi det, når vi glade råber ”Forget about it”.

For det meste af tiden griner vi – og gribes af de gakkede løjer, som også inkluderer en i forestillingen noget mere tilstedeværende end normalt Dr. Van Helsingør.

Det er rart at se mere til ham. Også selvom han måske er ansvarlig for mere, end vi troede om doktoren med det ternede jakkesæt.

Han og en vis Donny Dump, som er en Miami-bosat milliardær, der er orange i huden, og elsker at gifte sig med østeuropæiske kvinder, har nemlig en samtale, som får fatale konsekvenser flere årtier frem.

Men den gode doktor er en elskelig fyr, som måske også får en form for PTSD i løbet af showet.

Vi hører også noget om en hr. Jobs, som vil skabe en computer, som man kan have med sig alle vegne. Det tror ingen på kan lade sig gøre.

Så kom ikke og sig, at man ikke lærer noget af at blive underholdt. Og underholdt bliver man. De danser og synger, så det er en lyst – og de små ordspil kommer hurtigere end en salve fra en maskinpistol. Det er formidabelt, forrygende og fantastisk.

Og måske også med et strejf af alvor lige så godt gemt som en pose kokain i en udstoppet alligator. For man sidder også med tanken: Var 80´erne ikke grådighedens årti? Greed is good, som mantraet lød.

For er det ikke sådan, at vi lige nu høster frugten af den overforbrugende og selviscenesættende livsstil, som for alvor startede i en sky af hårlak dengang (nogenlunde samtidig med Crazy Christmas Cabaret, som næste år har eksisteret i 40 år, hvilket fortjener et gigant HOORAY).

Men altså: Er der ikke en lige linje mellem pastelfarverne og nutiden, hvor vi sidder i klima-muddergrøften, og selv den største hvidvaskning ikke kan vaske en snus rent – uanset hvor meget vi synger ”I am what I am”.

På scenen ser vi Vivienne McKee, David Bateson, Andrew Jeffers, Bennet Thorpe, Katrine Falkenberg, Jefferson Bond, Kevin Kiernan-Molloy og Claus de Lichtenberg. Og oppe på balkonen spiller ”The Snappy Alligators”.

Danmarksbloggen giver ”Tell me about it” fem pinke flamingoer ud af seks pinke flamingoer – og tænker: Gid der kommer en runde mere i 2022.

For Crazy Christmas Cabaret og Jule-Tivoli hører sammen som hygge og æbleskiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Suget efter åndelig føde

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen var et smut i Tivoli i går aftes og havde vel nærmest forventet at se stuvende fulde restauranter og masser af mennesker generelt. For danskerne savner jo SÅ meget at komme ud – og især ud og spise, hvis man skal tro Dansk Erhverv og meningsfæller.

Det passer så bare ikke.

Ja, der var faktisk så god afstand på samtlige restauranter, at afstandskravet kunne have været 5, ja 10 meter uden problemer.

Og nej, det var ikke fordi, at folk flokkes om gynger og karruseller – eller skydetelte og andre boder. Tværtimod holdt flere forlystelser stille, mens billetkontrolløren sad og kiggede tomt frem for sig. Det må have været en lang aften at være på arbejde, som det nok også var i spilleboderne, hvor de ansatte stod lidt fortabte mellem bolde, pile, bamser og overdimensionerede chokoladeæsker.

For der var jo så få mennesker, at man kunne høre bygninger og forlystelser knage og knirke i vinden. Det er en trist lyd i en forlystelsespark. Og den rungende tomhed blev understreget af, at selv i de boder, der solgte slik, og hvor der normalt lugter af sukker, så man kan få et sukkerchok bare af at gå forbi, var der så stille, så stille.

Ja, selv på de mest sukrede steder i hele Tivoli kunne man dufte de mange smukke blomster, der som noget af det eneste er, som det plejer at være i Tivoli i maj måned: Tusindvis og atter tusindvis af tulipaner og andre blomster over hele Den Gamle Have.

Det var en fryd at skue – og dufte til. Og fordi der var så få mennesker, at man kunne høre fuglesang også, når man gik alene på stier og gange i Tivoli – og det gjorde man mindst 90% af tiden, måske mere.

Det gjaldt også nede ved aftenens uden sammenligning største oplevelse, nemlig Pantomimen – altså inden aftenens to forestillinger begyndte. For hvor folk kom fra, fandt jeg aldrig ud af. For der var som sagt stort set ingen i Tivoli, og vi var ikke mere end max 10 på bænke og græs, når aftenens to forestillinger startede.

Men da de sluttede, var der over 100 til den tidlige og over 50 til den sene forestilling. Mennesker i alle aldre, selv unge med mobiler, som ellers kan larme godt op. Men som ligesom vi andre blev opslugte af Pjerrots løjer og Harlekins og Columbines kamp for at få hinanden.

For det her var åbenbart, hvad folket ville have. Ikke mad på en tallerken, ikke forbrug, ikke tomme fornøjelser. Men åndelig føde. Suget efter kultur, efter det som nærer sjælen, er nemlig enormt hos mange danskere efter en lang vinter og nedlukning.

Det fik vi så i den gamle komedieform, som blev opfundet for flere pandemier siden. Og som holder endnu, fordi den fortæller den ældgamle historie om det at være menneske, om forholdet mellem generationer, mellem høj og lav – og om kærligheden.

Vi klappede derfor også begejstrede alle os, der sad i den kølige, men smukke forårsaften i Tivoli i går aftes – med fin afstand og nogle også med mundbind – selvom det foregik udenfor.

For danskerne – mange i hvert fald – passer på, og hopper ikke med på kapitalens forkrampede forsøg på at få det her til at handle om penge og forbrug og at løbe risikoen for mammons skyld. For det handler om liv og sundhed – og det ved vi godt. Fysisk sundhed, men også sjælelig sundhed.

Dér er håb – også selvom det er pengefolkene og de utilfredse, som medierne skriver om.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tivoli bliver til ”Disneyresort Tivoli”

Udgivet den af
Svar

Allerede sidste år samarbejdede Tivoli med Disney-koncernen om Paraden gennem Den Gamle Have i anledning af Tivolis 175 årsjubilæum.

Hvad mange imidlertid ikke ved er, at man ved samme lejlighed indledte drøftelser om et opkøb af Tivoli.

Tivoli er som bekendt en privat virksomhed, som man kan købe aktier i. Det handler derfor om, at Tivoli skal give overskud. Og det gør Tivoli.

Så da amerikanske kapitalinteresser som fx ejendomsfirmaet Blackstone i forvejen havde og har øjnene stift rettet mod København, var det oplagt også at se på et opkøb af Tivoli.

Det blev så ikke Blackstone, som købte Tivoli, selvom de også rygtedes interesserede, men derimod Disney-koncernen. Walt Disney fik i øvrigt ideen til Disneyland efter et besøg i Tivoli.

Så nu skal Rasmus Klump deles om pladsen med Mickey Mouse og Anders And – og man må derfor forvente, at kulturnedslagtningen af Tivoli vil blive ved, men nu under amerikanernes ledelse.

De skal dog bare fortsætte, hvor danske Liebst og Bendixen slap. D´herrer fik nemlig i deres tid gjort kål på unikke institutioner som Promenadeorkesteret, Big Bandet og Valmueteatret. De nåede dog ikke at smadre det hele.

Der var også en fredning af Pantomimen at slås med, men alting kan jo affredes igen, som vi har set det ske med Amager Fælled. Så mon ikke de driftige amerikanere får skovlen under Pantomime-teatret, Pjerrot, Harlekin og Columbine? Det kunne man sagtens forestille sig.

Så altså: Næste år – onsdag d. 1. april 2020 – ændrer Tivoli navn til ”Disneyresort Tivoli”. Det er ganske vist og trist …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvor er det rigtige mod?

Udgivet den af
Svar

Det vrimler med jubilæer og andre folkefester i hovedstaden i denne uge …

I går fyldte Tivoli 175 år, i weekenden fejrer bydelen Christianshavn, at den runder de 400 år med både musik og fest og marked – og så er der selvfølgelig Priden, som også løber af stablen denne uge med et væld af arrangementer og ikke mindst den store parade på lørdag.

Danskerne valfarter glad og gerne til det alt sammen – for vi kan lide markeder og fest og musik og stemning, og det kan der vel ikke være noget galt i.

Selvfølgelig ikke, men derfor kan man nu godt blive lidt træt af det hele alligevel, når man ser på dén store kommercialisering, som der ofte går i det. Især i Priden, hvor enhver virksomhed med respekt for sig selv sælger regnbuefarvede produkter i denne uge. For i denne uge er ALLE med på mangfoldigheden og tolerancen – for hvem ønsker at risikere at blive mistænkt for at være et homofobt fortidsfossil? Det gør ingen.

Men hvor ville det klæde dem med magten og pengene, hvis de for alvor turde at gå foran i kampen for et bedre samfund. Det kunne gøres ved fx at give alle ansatte en ordentlig løn eller ved at tænke bæredygtigt i forhold til produkter, emballager og transport.

Men det kræver selvfølgelig noget mere end at bruge hele paletten af farver på sine produkter – eller at smække en underbolle sammen med en underbolle og en overbolle sammen med en overbolle og kalde det en prideburger.

PS. Danmarksbloggen bakker selvfølgeligt 100% op om Priden, hvad trofaste læsere også er klar over.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Mor og Far sidder i grøften

Udgivet den af
Svar

Hvis undertegnede var leder af Cirkusrevyen eller en af de andre revyer i det danske sommerland, ville jeg skynde mig at bestille billetter til Glassalen i Tivoli og så ellers slæbe hele holdet til næste sæson, 2019-sæsonen, ind for at tage ved lære.

For forestillingen ”Mor og Far sidder i grøften” er nok tænkt som en jubilæumsforestilling i anledning af Tivoli´s 175 år, men det er også en opskrift på, hvordan en revy skal skæres – hvis altså revygenren skal have en fremtid om 20-25 år. For det her er revy med kant og mening uden al den forlorne hygge, som det ellers handler om ifølge åbningssangen, og som der er så rigeligt af i danske revyer.

Men ikke her, og nej, der er heller ikke dansepiger eller dansemænd inde i Glassalen– eller jo, på en måde, men mere så det hænger sammen med resten af forestillingen.

En af hemmelighederne er nemlig en rød tråd omkring noget med forsvundne børn og en el-regning, der blandes fint sammen i forestillingens mix af mere eller mindre fakta-resistente historiske tilbageblik og Tivoli-klassikere som Pjerrot, Tivoligarden og ikke mindst en meget hjælpsom tissekone og en meget heldig og meget uheldig ballonmand m/k.

Den røde tråd er dog stærkest i første afdeling, mens den glider lidt af hænde i anden afdeling. Desværre.

På scenen møder vi fire kendte danske skuespillere, der mestrer komikkens timing og betoning: Mia Lyhne, Kirsten Lehfeldt, Anders W. Berthelsen og Peter Frödin, og det ville være ganske unfair at fremhæve den ene fremfor den anden. For de er et firkløver, hvor alle fylder lige meget og er lige sjove, om end også meget forskellige.

Mia Lyhne kan noget med at give stemme til de lidt underkuede og stille eksistenser – eller til den højtråbende kværulant.

Kirsten Lehfeldt har en sårbarhed og et dramatisk talent, som selv den mest grinagtige sketch ikke kan skjule, men som gør, at hendes figurer bliver endnu sjovere.

Anders W. Berthelsen er gennemmusikalsk og morsom – og samtidig virker han som én vi alle kender. En, man altid gerne vil være i selskab med, fordi han er sjov.

Og endelig er der Peter Frödin, som har den helt specielle komiske timing og mimik, der gør, at det er morsomt, bare at han er på scenen.

De får heldigvis også mulighed for at optræde både hver for sig og sammen, så vi i publikum vrider os af latter, altså de fleste af os – for det er rimeligt lummert og latrinært indimellem, og det er der selvfølgelig altid nogen, som ikke vil synes er sjovt.

Andre som undertegnede og min ledsager fandt det hylende morsomt, også når de gik lige til grænsen, ja over. Sikkert er det i hvert fald, at man ikke skal være sart overfor hverken kropsvæsker, kropslyde og andre ting, som har med kroppen at gøre, hvis man bevæger sig ind i Glassalen denne sommer.

Så gør det. Bevæg Dem ind i Glassalen til historie-time. Emnet er Tivoli i 175 år, og De får mulighed for at møde både grundlæggeren, de fattige, unge studenter, jomfruer og en hel masse andre – også fire børn med hjerteskærende historier.

Hvis man som undertegnede er mangeårig Tivoli-gænger, sniger en lille mental tåre sig dog ind i øjenkrogen. For midt i al morskaben mindes man om det, som ikke findes længere i Den Gamle Have som for eksempel pavillonen med levende musik hver dag fra det nu hedengangne Promenadeorkestret, der også spillede til pantomimens forestillinger indtil for få år siden.

Dét orkester savnes stadig – også af mange yngre, men så er det godt, at Jeppe Kaas og hans drenge spiller, så det er fornøjelse. For de dygtige musikere er mere end bare musikalsk ledsagelse til de morsomme løjer, der ruller over scenen. De er – som alt levende musik altid er det – en fantastisk medspiller i det, der sker på scenen.

Danmarksbloggen giver ”Mor og Far sidder i grøften” fem ud af seks Tivoli-hurra´er, som dem Pjerrot uddeler nede på Pantomimen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Tivolis Jubilæumsparade

Udgivet den af
3

Tivoli fejrer sit 175 års-jubilæum med en parade, der er lavet sammen med Disney-koncernen. Det foregår i hverdagene kl. 17 og i weekenderne kl. 18.

Danmarksbloggen var forbi her i eftermiddag og så den hyggelige parade.

For det er netop det, som den er: Hyggelig og ret dansk, selvom den også er amerikansk.

For det er som nævnt Disney Resort, der har været med til at lave paraden, og det kan mærkes – og måske især til sidst i paraden, hvor der er en vogn med den mest elskede af alle attraktioner i Disneyland, nemlig ”It´s a small world” flankeret af Walt Disney, Mickey Mouse og slottet, som vi kender det fra alle Disney´s produktioner.

Men trods denne amerikanske happy end er paraden alligevel dansk, for den viser alle Tivolis kendte bygninger som indgangen og Glassalen samt kendte figurer som Harlekin, Columbine og Pjerrot, som vi opfatter som værende ærkedanske – men som i virkeligheden stammer fra renæssancens Italien og commedia dell´arte.

Paraden viser dermed også noget om kulturpåvirkning, og at verden netop er lille. Paraden er heller ikke selv særlig stor, men det er Tivoli heller ikke sammenlignet med nogen af Disneys resorts, så det passer meget godt.

Der er også en slags dansk blufærdighed og dansk nærvær over paraden, som undertegnende ikke har set magen til på mine besøg i hverken Disneyland i Anaheim, Californien eller i Disneyworld i Florida. For det er kun i fysisk størrelse, at Tivoli er lille – oplevelsesmæssigt er Den Gamle Have i top.

Så det er alt sammen vældig godt, også fordi Tivoli-specialiteter som havens specielle lys, linie 8, den gode mad og den klassiske musik sammen med Rasmus Klump har plads i paraden. Man ser simpelthen Tivoli danse forbi sig på grusstien under de store trækroner. Det er mageløst, som H. C. Andersen, der også er med, ville sige det.

Skal der drysses lidt malurt i bægeret, må det være fraværet af publikums-magneter som de vilde forlystelser og Fredagsrock – alt det, der tiltaler de unge, og som også er en stor del af Tivoli.

Danmarksbloggen giver fem ud af seks påfugle, som den der er nede på Pantomimeteatret – og som også er med i Paraden. Påfuglen, der er den allermest charmerende figur af dem alle sammen i paraden med dens dans, nik og læggen-hovedet-på-sned. Store, blå fugle går også altid lige ind.  

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tivoli og Harlekin Skelet

Udgivet den af
Svar

”Tivoli altid som aldrig før” er Tivolis logo i disse år, og det skal såmænd nok passe. Ændringer er så ikke altid til det bedre.

Os, der kan huske nogle få år tilbage, mindes med længsel dengang der var levende musik nede ved Pantomimen i Tivoli. Nu er det båndmuzak.

Orkesteret, som spillede, hed Promenadeorkestret, men de findes ikke længere i Tivoli. Ja, selv orkesterets eget spillested, den smukke muslingeskal ovre på den anden side af stien, er væk, og i stedet er der nu Tivoli Food Hall, der også dækker det område, hvor Valmueteatret engang opførte eventyr af H. C. Andersen. Det var skønne tider med unik åndelig føde i stedet for nutidens fysiske føde leveret af fantasiløse kædebutikker. Og både musik og eventyr fra dengang var ganske gratis. Ja, det er ganske vist.

Men Pantomimens kinesiske påfuglebygning er heldigvis fredet, så den kunne Tivolidirektør Liebst og balletmester Bendixen ikke røre, og derfor er det stadig muligt at sidde på de grønne bænke og se de gamle komedier – og de holder max, som Danmarksbloggen kunne konstatere, da den kom forbi denne blæsende aprilaften.

Danmarksbloggen har set et utal af pantomimer – og også flere gange denne aftens sene forestilling ”Harlekin Skelet”, der er den ældste og mest uhyggelige af dem alle sammen. Men det var genkendelsens glæde, for der er altid noget hyggeligt og rart ved at se Pjerrot fjolle rundt, mens Harlekin og Columbine driver deres løjer med ham, så de til sidst kan få hinanden – trods Pjerrot og hendes ret vratne og uvillige far.

Man kan sagtens snakke om, at pantomimeforestillingerne holder, fordi de har fat i de evigt gyldne temaer om generationskløfter, kærlighed og at holde facaden. Men der er nu også noget enkelt og befriende ved at se en kunstart, der IKKE kun er dans, IKKE kun er musik, IKKE kun er skuespil, og som IKKE bruger ord i en tid som vores, hvor alt sættes i kasser, og alt gøres op i ord – og derpå i penge.

Pantomimen gennembryder det hele – og gør verden ny igen, og så bliver Tivoli endelig altid som aldrig før – og man tør igen drømme om en fremtid, hvor musikken og kulturen fylder mere i Den Gamle Have end det gør i år, hvor Tivoli kan fejre 175 år.

For det er aldrig for sent. Ting kan ændre sig, og magien og eventyret kan komme tilbage til Tivoli – til hele Tivoli. Måske i en anden form, men tiden skriger på netop rødder, auntencitet og historie, så håbet om et Tivoli, der igen bliver en musikalsk og kulturel oplevelse af de sjældne, er ligeså lysegrønt som de knopper, der svulmede på mange af Tivolis træer og buske denne aprilaften.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

København 850 år: Kampen om Tivoli

Udgivet den af
1

På lørdag d. 2. september kan København fejre sin 850 års-fødselsdag. På Danmarksbloggen fejrer vi det med hele ugen at bringe fem oplæg om steder i København, som betyder meget for både københavnere og ikke-københavnere. For København er ligeså vibrerende og levende som altid, så der kæmpes stadig om hovedstaden og dens perler.

Siden Tivoli åbnede i 1843, har Den Gamle Have været et yndet udflugtsmål for københavnerne – og noget som også mange andre forbinder med en tur til København, og det er da også dejligt at gå i Tivoli en sommeraften, eller når julelysene tændes, eller den hyggelige uhygge spreder sig til Halloween.

Der er så også sket meget i Tivoli indenfor det sidste årti. Undertegnede lyder nok som en gammel abonnine, når jeg siger, at det desværre er blevet til det markant værre. Men det er sandt. For går man blot 10-12 år tilbage i tiden, så kunne man en hvilken som helst dag i ugen gå i Tivoli og opleve i bunker af GRATIS kultur og musik fra middagstid og til sen aften.

En typisk dag i begyndelsen af årtusindet så nemlig sådan ud: Cirka tre gange hver dag startende lige over middag kunne man se børneteater – som regel et af H. C. Andersens Eventyr – nede i Valmueteatret, der lå til højre, når man kom ind fra hovedindgangen. Senere på dagen kunne man så gå hen til den muslingeformede Pavillon og høre Promenadeorkesteret, der typisk spillede 3-4 gange hver eneste eftermiddag – og altid noget af den musik, som H. C. Lumbye komponerede specifikt til Tivoli. Så var der Pantomimen, som optrådte med forestillinger to gange om dagen på det fredede Påfugleteater – og vel at mærke til levende musik spillet af Promenadeorkesteret. Og endelig kunne man så slutte dagen af ovre hos Big Bandet, som også spillede et par gange eller tre hver aften.

I dag byder Tivoli på Rasmus Klump og Pantomime – men nu kun til dåsemusik og ikke til den levende musik, der var en fantastisk del af oplevelsen ved at sidde på de grønne bænke foran Påfugleteatret og se på Pjerrots løjer og Harlekin og Columbines kærlighedskamp.

Det er med andre ord gået den gale vej for kulturen og musikken i Tivoli, som sammen med blomsterne er det eneste, der adskiller Den Gamle Have fra alle mulige andre forlystelsesparker.

Der er simpelthen for meget forretning og bundlinie i foretagendet nu. Og så hjalp det heller ikke på kultur- og musikbudgettet, da Tivoli-direktør Lars Liebst for 11 år siden fik den gamle balletdanser Peter Bo Bendixen ansat i en helt ny stilling som balletchef for den nye Tivoli-ballet og balletskole, hvis fornemste opgave tilsyneladende er at opføre Nøddeknækkeren ved juletid i Tivolis koncertsal – og her naturligvis kun for dem, der har købt en (dyr) billet.

Balletten blev skabt i 2012 – efter man havde nedlagt Valmueteatret og beskåret Promenadeorkestret og Big Bandet ganske voldsomt. De to sidste blev så endelig nedlagt i 2015.

Så ja, tanken om at Valmueteatret, Promenadeorkesteret og Big Bandet blev ofret på ballettens alter ligger ligefor, også selvom det virker helt skørt at ofre to unikke orkestre og et ligeså unikt børneteater for at lave endnu en balletskole i København, som i forvejen har Den Kgl. Ballet, der er en af verdens bedste – og som Tivoli-balletten ikke er i nærheden af at matche overhovedet. For hvor de to orkestre og børneteatret var med til at skabe den specielle Tivoli-ånd, så virker Tivoli-balletten i bedste fald velmenende …

Men ja, der er stadig Fredagsrock og også andre koncerter i løbet af sæsonen, men i forhold til tidligere er det mindre end lidt, og langt det meste i dag koster også penge. Der er nemlig ikke meget, der er gratis i Liebsts og Bendixens Tivoli.

Danmarksbloggen drømmer derfor også om, at der kommer en anden ledelse.

For nok er Tivoli en forretning, så der skal tjenes penge. Men måske – bare måske – ville man tjene flere penge på at tilbyde et stort, varieret og gratis kultur- og musikprogram. For så ville Den Gamle Have igen være det helt specielle sted med den helt særlige Tivoli-ånd, som begejstrede en hel verden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Savnes: Promenadeorkesteret hver dag

Udgivet den af
3

I år er det tredje sæson, at Promenadeorkestret ikke spiller flere gange dagligt i Pavillonen – samt til Pantomime-teatrets forestillinger, som Danmarks smukkeste orkester ellers gjorde det i mere end 100 år, hvor Promenadeorkesteret var en fast del af Tivoli – til glæde for både store og små, gamle og unge, danskere og turister.

Promenadeorkesteret er nemlig stadig stærkt savnet. For vi er en del, også af yngre dato, som ikke hopper på Liebst´s og Bendixens egotrip, der handler om berømmelse og penge til dem selv på bekostning af dén ånd og dén kultur, som engang var Tivolis helt særegne identitet.

En identitet, der hænger nøje sammen med den levende musik. Dén musik, der taler til følelserne og til det nu, hvor den bliver spillet og oplevet. Et nu, hvor tiden bliver lodret og sjælen svævende.

Sådanne medrivende øjeblikke var der masser af på Plænen i Tivoli i går, hvor Tivolis Promenadeorkester havde den anden ud af i alt fire (!) instrumentale koncerter i hele sæsonen.

Ja, De læste rigtigt: Fra fire koncerter om dagen førhen til fire koncerter om året, som Tivoli i øvrigt markedsfører som ”Instrumental Forkælelse”.

Og det var faktisk lige, hvad det var i går med musik af mesteren Strauss, Tivolis egen huskomponist Lumbye samt uddrag fra Rogers & Hammersteins fantastiske ”Sound of Music” og et udvalg af Kai Normann Andersens skønne melodier.

Men når nu det er så meget forkælelse – og det er dét: Hvorfor skal vi så kun forkæles med Promenadeorkesteret alene på scenen fire gange om året??? Dét giver ikke mening.

Det gør det heller ikke, at man ikke har råd til Promenadeorkesterets 15-16 medlemmer plus dirigent – samtidig med at Tivoli´s direktør Lars Liebst og underdirektør Claus Dyhr kan få 12 millioner i alt – foruden at der åbenbart er råd til at bygge og drive en balletskole under ledelse af Bo Bendixen, der siden han tiltrådte har givet balletten hovedrollen i Tivoli på bekostning af musikken og børneteatret Valmuen. Læs mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=6650

Der er noget galt i Tivoli. Noget, der skal skiftes ud. Det ene starter med L og hedder Liebst, og det andet starter med B og hedder Bendixen.

Til gengæld er der noget, der skal tilbage i Tivoli. Den ene starter med P og hedder Promenadeorkesteret – og det andet med B og hedder Big Bandet. For de lider også under manglen på forståelsen af den specielle Tivoli-ånd hos Tivolis ledelse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lars Liebst scorer Tivoli-millioner

Udgivet den af
2

Det giver bare ikke mening.

For et par år siden skar Tivoli så kraftigt ned på både Promenadeorkesteret og Big Bandet, at der reelt var tale om en lukning af de to hæderkronede orkestre.

De var for dyre i drift, lød begrundelsen.

Alligevel er der råd til at give Tivolidirektør Lars Liebst og økonomidirektør Claus Dyhr 12,5 millioner kroner i løn, bonus og pension. Et beløb, der svarer til en fjerdedel af Tivolis overskud sidste år.

Læs mere her: http://finans.dk/finans/erhverv/ECE7596391/L%C3%B8nnings-jackpot-til-Tivoli-toppen—fik-en-fjerdedel-af-overskuddet/?ctxref=ext

Det er ikke alene grådigt – det giver heller ikke mening. Og galskaben fortsætter.

For hvordan kan Tivoli i grunden få råd til at bygge – og drive – et nyt ballethus, når der ikke er råd til de to orkestre? For nok fik Tivoli nej af Københavns kommune til det første forslag, men mon ikke der kommer et nyt. Prisen vurderes at være cirka 130 millioner kroner.

Det lugter langt væk af, at Peter Bo Bendixen, Tivolidirektør Lars Liebsts protegé, skal have noget sjovt at lege med. Men hvorfor, når vi allerede har Den Kgl. Ballet, der er og vil fortsætte med at være niveauer bedre end det, som Tivolis balletskole kan præstere?

Hvorfor kaste kvalitet og arvegods som Promenadeorkesteret og Big Bandet overbord? En handling, der smadrer eventyret i Den Gamle Have – og som nu også er fuldstændig ulogisk rent økonomisk.

For hvorfor skal pengene ende i Liebst´s lomme, når de kunne gå til den kultur, der engang gjorde Tivoli til et eventyr?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk