I år er det tredje sæson, at Promenadeorkestret ikke spiller flere gange dagligt i Pavillonen – samt til Pantomime-teatrets forestillinger, som Danmarks smukkeste orkester ellers gjorde det i mere end 100 år, hvor Promenadeorkesteret var en fast del af Tivoli – til glæde for både store og små, gamle og unge, danskere og turister.
Promenadeorkesteret er nemlig stadig stærkt savnet. For vi er en del, også af yngre dato, som ikke hopper på Liebst´s og Bendixens egotrip, der handler om berømmelse og penge til dem selv på bekostning af dén ånd og dén kultur, som engang var Tivolis helt særegne identitet.
En identitet, der hænger nøje sammen med den levende musik. Dén musik, der taler til følelserne og til det nu, hvor den bliver spillet og oplevet. Et nu, hvor tiden bliver lodret og sjælen svævende.
Sådanne medrivende øjeblikke var der masser af på Plænen i Tivoli i går, hvor Tivolis Promenadeorkester havde den anden ud af i alt fire (!) instrumentale koncerter i hele sæsonen.
Ja, De læste rigtigt: Fra fire koncerter om dagen førhen til fire koncerter om året, som Tivoli i øvrigt markedsfører som ”Instrumental Forkælelse”.
Og det var faktisk lige, hvad det var i går med musik af mesteren Strauss, Tivolis egen huskomponist Lumbye samt uddrag fra Rogers & Hammersteins fantastiske ”Sound of Music” og et udvalg af Kai Normann Andersens skønne melodier.
Men når nu det er så meget forkælelse – og det er dét: Hvorfor skal vi så kun forkæles med Promenadeorkesteret alene på scenen fire gange om året??? Dét giver ikke mening.
Det gør det heller ikke, at man ikke har råd til Promenadeorkesterets 15-16 medlemmer plus dirigent – samtidig med at Tivoli´s direktør Lars Liebst og underdirektør Claus Dyhr kan få 12 millioner i alt – foruden at der åbenbart er råd til at bygge og drive en balletskole under ledelse af Bo Bendixen, der siden han tiltrådte har givet balletten hovedrollen i Tivoli på bekostning af musikken og børneteatret Valmuen. Læs mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=6650
Der er noget galt i Tivoli. Noget, der skal skiftes ud. Det ene starter med L og hedder Liebst, og det andet starter med B og hedder Bendixen.
Til gengæld er der noget, der skal tilbage i Tivoli. Den ene starter med P og hedder Promenadeorkesteret – og det andet med B og hedder Big Bandet. For de lider også under manglen på forståelsen af den specielle Tivoli-ånd hos Tivolis ledelse.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk
Det var da ualmindeli udmærket formuleret. Så er det sagt.
SÅDAN, nemlig!!
Under dække af ønsket om at pleje hvad man nu mener kan give haven et finkulturelt og up-to-date-agtigt skær og dermed øge og fastholde profitten til aktionærerne, bringer Tivolis ledelse ved sine musikalske dispositioner heltemodigt og visionært endnu en strålende sejr i hus for den efterhånden altdominerende åndelige og kulturelle fladpandethed og historieløshed her til lands.
I tilgift skal lyde en ganske særlig tak til DR og TV2 for deres mangeårige uvurderlige public service-hjælp til den stigende fordummelse af befolkningen og ihærdige promovering af facadedyrkelse, plathed og rent ud larmende tomhed, som er kommet til, siden konkurrence- og markedskræfterne mere eller mindre frit fik lov at bemægtige sig radio og tv, og formidling af almen dannelse blev et fy-ord, af hvilket end ikke den mindste mindelse var velset på dagsordenen i de nævnte institutioner.
Alle de involverede i den ovenfor nævnte heltemodige virksomhed vil uden tvivl slippe af sted med det, blive kløet på ryggen, rost og måske endda oppebære lønforhøjelser for deres “kulturpolitiske korrekthed”, omkostningsbevidsthed osv osv. Men hvilken titel de end måtte få, hvilket sted de end måtte havne i henseende til lønrammer, rangklasser, whatever – som Wessel skrev om de så herligt pølsefabrikerende piger i Magleølse: ”man sætte -ølse for, man sætte -ølse bag, – pølsen beholder dog samme smag !”, – med andre ord, – de har én gang demonstreret, at det er så som så med graden af deres kulturbevidsthed, – mest af alt fortjener de en skamstøtte og bør mødes med kold foragt.
Tilbage står, at man med sorg må konstatere, at underholdningsgenren inden for den del af orkester- og instrumentalmusikken, som vi er mange, der stadig erindrer og holder af, vedvarende ringeagtes, sjofles og forsømmes.. Det er under al kritk – intet mindre !
Skrevet med mange gode og taknemmelige tanker til de musikere, der gennem årene har formidlet så megen glæde, og som nu må se sig berøvet ikke alene en indtægtskilde, men også muligheden for at holde den til Tivoli traditionelt knyttede gode, instrumentale orkester- og underholdningsmusik i hævd, i ære og i live.