Tivoli og Harlekin Skelet

”Tivoli altid som aldrig før” er Tivolis logo i disse år, og det skal såmænd nok passe. Ændringer er så ikke altid til det bedre.

Os, der kan huske nogle få år tilbage, mindes med længsel dengang der var levende musik nede ved Pantomimen i Tivoli. Nu er det båndmuzak.

Orkesteret, som spillede, hed Promenadeorkestret, men de findes ikke længere i Tivoli. Ja, selv orkesterets eget spillested, den smukke muslingeskal ovre på den anden side af stien, er væk, og i stedet er der nu Tivoli Food Hall, der også dækker det område, hvor Valmueteatret engang opførte eventyr af H. C. Andersen. Det var skønne tider med unik åndelig føde i stedet for nutidens fysiske føde leveret af fantasiløse kædebutikker. Og både musik og eventyr fra dengang var ganske gratis. Ja, det er ganske vist.

Men Pantomimens kinesiske påfuglebygning er heldigvis fredet, så den kunne Tivolidirektør Liebst og balletmester Bendixen ikke røre, og derfor er det stadig muligt at sidde på de grønne bænke og se de gamle komedier – og de holder max, som Danmarksbloggen kunne konstatere, da den kom forbi denne blæsende aprilaften.

Danmarksbloggen har set et utal af pantomimer – og også flere gange denne aftens sene forestilling ”Harlekin Skelet”, der er den ældste og mest uhyggelige af dem alle sammen. Men det var genkendelsens glæde, for der er altid noget hyggeligt og rart ved at se Pjerrot fjolle rundt, mens Harlekin og Columbine driver deres løjer med ham, så de til sidst kan få hinanden – trods Pjerrot og hendes ret vratne og uvillige far.

Man kan sagtens snakke om, at pantomimeforestillingerne holder, fordi de har fat i de evigt gyldne temaer om generationskløfter, kærlighed og at holde facaden. Men der er nu også noget enkelt og befriende ved at se en kunstart, der IKKE kun er dans, IKKE kun er musik, IKKE kun er skuespil, og som IKKE bruger ord i en tid som vores, hvor alt sættes i kasser, og alt gøres op i ord – og derpå i penge.

Pantomimen gennembryder det hele – og gør verden ny igen, og så bliver Tivoli endelig altid som aldrig før – og man tør igen drømme om en fremtid, hvor musikken og kulturen fylder mere i Den Gamle Have end det gør i år, hvor Tivoli kan fejre 175 år.

For det er aldrig for sent. Ting kan ændre sig, og magien og eventyret kan komme tilbage til Tivoli – til hele Tivoli. Måske i en anden form, men tiden skriger på netop rødder, auntencitet og historie, så håbet om et Tivoli, der igen bliver en musikalsk og kulturel oplevelse af de sjældne, er ligeså lysegrønt som de knopper, der svulmede på mange af Tivolis træer og buske denne aprilaften.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Eventyrbyen Odense

Danmarksbloggen var i Odense i sidste uge – sådan en rigtig råkold vinterdag med både blæst og småregn, og det kan vel ikke være noget eventyrligt ved, tænker man måske.

I Odense er svaret så, at det kan der godt. Men byen er jo også H. C. Andersens fødeby.

For centralt i manges billede af Odense er selvfølgelig H. C. Andersens hus, hvortil der også er knyttet en udstilling om landets mest berømte søn, hans liv og tid. Den er både oplysende og let at finde rundt i, og kommer man udenfor højsæsonen (og det gør man en torsdag i februar), så har man det også næsten for sig selv, hvilket vi danskere godt kan lide, som det bondefolk vi stadig er.

Danmarksbloggen vil dog også anbefale, at man besøger H. C. Andersens Barndomshjem, som ligger få hundrede meter fra det kendte H. C. Andersens hus. Det var her, at han boede fra han var 2 år – og altså her, at han fik de tanker og ideer, som senere skulle gøre ham til alle tiders bedste eventyrdigter.

Her er der heldigvis ikke lavet nogle smarte tilbygninger eller andet gøgl. Her går man i de to små stuer, som udgjorde familiens hjem – og man kan meget bedre end noget andet sted fornemme, hvordan det har været at være den lille, fattige dreng med de store drømme og den rige fantasi.

Det er også her, at digtet om barndomshjemmet hænger, hvor der blandt andet står:

Een Stue, et lille Kjøkken –
Og dog Alt saa stort og godt.
Der leged’ jeg Juleaften
Som siden paa Intet Slot.

For han kom jo senere til at holde både jul, påske, pinse og sommer på diverse herregårde og slotte.

Slotte og prinsesser og fæle væsner er der også i Disney´s tegnefilm, og tegninger derfra – både skitser og celletegninger – kan man indtil 12. marts se på Brandts Klædefabrik i Odense, og lad det være sagt med det samme. Det er en fantastisk udstilling med billeder fra både Snehvide, Tornerose og Frost – men også mere ukendte værker som en tegnefilm om Vårens Gudinde, som man endda kan se i sin helhed sammen med de to mere kendte om De Tre Små Grise og Rottefængeren. Der er også en interessant film om, hvordan Disney skabte sine film.

Så gak endelig til Odense … og skal mange danskeres nutidige drømmefabrik, nemlig Disneys tegnede billeder nås, ja så skal det ske inden 12. marts.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Tivoli´s “Nøddeknækkeren”

I torsdags havde Tivoli repremiere på ”Nøddeknækkeren” i en speciel Tivoli-version.

Allerede på vejen gennem Tivoli, der glitrer og glimter af tusinder af julelys, fornemmer man eventyret: Store nøddeknækkere er opstillet. Det samme er juletræer, boder og sågar tre store svaner. Urets visere nede på Plænens Alpehus suser også rundt i rasende fart, og fortæller, at vi her i Den Gamle Have befinder os et sted mellem virkelighed og drøm.

En stemning, der forstærkes, når tæppet går, og man ser Dronning Margrethes og Tivolis balletmesters Peter Bo Bendixens “Nøddeknækker” folde sig ud i en farverig buket af danse og dansere, af danske juleskikke i borgerhjemmet og en aften i et illumineret sommer-Tivoli med indlagt rutsjebane, Tivoligarde og Tivoli-betjente.

For det er en sand jule-godtepose, som der serveres: En godtepose, hvor både juledrømmen og Claras drøm om kærlighed rystes sammen med virkelighedens Tivoli, der som bekendt altid er som aldrig før. Blandes, rystes og danses – og drysser ud på publikum som glitrende julesne så let som den candyfloss, der sælges lige omme på den anden side af Koncertsalen.

Clara – og vi andre – hvirvles således igennem en forestilling, der er en fejende, flot dans mellem papirsklip, snefnug og et bredt persongalleri, der også omfatter H. C. Andersen i en Drosselmeyer-rolle, hvor han med drømme og saks klipper eventyr som hans egen ”Fyrtøjet”. Her dog med heksen som en slags Musekonge med lang hale, der nedkæmpes af ikke Nøddeknækkeren – men Clara, der tro mod nutiden er en ganske handlekraftig ung dame.

Senere i 1. akt møder vi også H.C.Andersens ”Snedronningen” – og havde det ikke (igen) været for Clara´s mod og Pjerrot´s lamper, så var det ikke endt så godt. Men heldigvis kan alle – med Pjerrots hjælp – tage plads i Tivoliballonen og stige til vejrs.

Pjerrot leder så løjerne gennem hele 2. akt – præcis som han gør det på Pantomimen om sommeren. Der er også i de dansede blomsterpiger, kosakkerne og alle de andre dansere i 2. akt henvisninger til netop Pantomimen og især til Dronning Margrethes H.C. Andersen-forestillinger samme sted som fx ”Tommelise” og ”Den standhaftige Tinsoldat”.

Samt at alle de dansende hænger på juletræet hjemme hos Clara, der selvfølgelig tro mod Tivoli-temaet leger med en Harlekin- og en Columbine-dukke.

Smukke er også det nærmest royale par i de gyldne dragter – og apropos det royale, så er det som sagt Danmarks Dronning Margrethe d. 2., der har stået for både kostumer og scenografi, som begge er skabt i netop de klare og levende farver og former, som er så karakteristiske for Dronning Margrethe, der med sin streg og sit farvevalg er så eminent til at få personernes karakteristika udtrykt også i det visuelle.

Man mærker også Peter Bo Bendixens store passion for balletten. Tivolis “Nøddeknækkeren” handler nemlig ikke kun om jul og drømme. Den handler også om ballet, om glæden ved de smukke trin og pas-de-deuxer.

Men til dans hører også musik – og eneste minus i forestillingen er musikken, der nok kommer fra et glimrende anlæg. Men der mangler alligevel noget, som det siges i et andet H. C. Andersen-eventyr, nemlig ”Nattergalen”, hvor forskellen på den levende og den kunstige nattergals musik er en af krumtapperne i eventyret – og således også i Koncertsalen.

Levende musik er nemlig fuld af nu´ets sjæl og tone, som selv den bedste indspilning og elektronik ikke kan måle sig med – og en så hvirvlende opsætning som denne – baseret på en så helt igennem fantastisk musik som dette et af Tjajkovskijs mesterværker – fortjener den levende musik. Den musik, der giver drømmene – både dem om julen og dem om kærligheden – luft og vinger, så de kan blive til virkelighed – og virkeligheden til et eventyr – også i Tivoli.

Tivoli´s 2014-version af ”Nøddeknækkeren” er en godtepose fuld af farver, dans og eventyr. Danmarksbloggen giver fire nøddeknækkere ud af fem mulige.

Forestillingen spiller til og med d. 28. december 2014.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Eventyrbogen. 25 klassiske folkeeventyr. Tegnet og fortalt af Peter Madsen.”

En rigtig eventyrbog skal være stor, glitrende og give alle – både dem der kan læse, og dem der ikke kan – lyst til at blive suget ind i historierne. Og lige præcis sådan en eventyrbog er Peters Madsens ”Eventyrbogen. 25 klassiske folkeeventyr”, der med sine gyldne bogstaver på forsiden lover, at her er en del af det guld, som findes i krukken for enden af regnbuen.

En forside, der også er en hyldest til eventyrgenren i betydningen eventyret som den klassiske fortælling om at være på vej fra en tilstand til en anden – med alt det der sker undervejs og alle de væsner, som man møder.

Når man sidder med Peter Madsens store eventyrbog i hænderne, får man også lyst til at læse ALLE eventyrerne på én gang.

Det kan man så heldigvis ikke.

For som i alle gode historier må man tage herlighederne ét eventyr af gangen, således også bogens 25 kendte og ukendte folkeeventyr, der er hentet fra Perraults franske sletter, Brdr. Grimms tyske skove, Asbjørnsen og Moes norske fjelde – samt selvfølgelig vor egen danske andedam.

Folkeeventyr, som gennem århundrederne er blevet fortalt overalt i Europa i adskillige versioner, dog altid udfra de samme problemstillinger og med den samme morale.

Så hvad enten det drejer sig om Askepot, Soria Moria slot, Drengen der ville lære frygten at kende, Pandekagen, Hans og Grethe eller nogen af de andre, så har folkeeventyrerne altid – og stadigvæk – bundet europæerne sammen etisk og moralsk.

Som Peter Madsen selv skriver det i bogens efterord: Folkeeventyrerne er vores fælles kulturarv.

Men eventyr er ikke kun ord. De er også billeder – både indre og ydre. Og en eventyrbog af illustratoren Peter Madsen må selvfølgelig være en eventyrbog, hvor billeddelen fylder godt, således også her, hvor der er ikke færre end 175 tegninger på de 200 sider.

Tegninger, der på en tid og samme tid er både realistiske og fantasifulde, men altid detaljerede og fulde af finurligheder, såvel de dramatiske, de rørende og de humoristiske.

Tegninger, der med deres konsekvente brug af farver, af mørke og lys, klart og tydeligt fortæller, hvem der er gode og hvem der er onde, hvornår det er farligt, og hvornår det er rolig lykke.  Fortæller at eventyret – og livet for den sags skyld – drejer sig om kampen mellem det gode og det onde, og at vi må vælge, hvilken side vi vil være på.

Tegninger, der skærer personerne og fortællingen ud i billeder, som børnene vil kunne bruge megen tid på at snakke om.

Så husk at sætte tid af til også at snakke om billederne. For denne bog er både en læse-højt-bog og en snakke-om-tegningerne-bog.  

Det interessante er også, at vi enkelte steder får lov til at se situationen fra det mørkes side. Det plejer man ellers ikke i eventyrbøger. Men skal vi forstå det mørke, der er omkring os og indeni os, skal vi tale om det, skrive om det – og tegne det. Og det gør Peter Madsen så mesterligt.

For i mørket ligger nøglen til lyset, til glæden og til at forstå helheden og dualiteten – og måske er det  netop derfor, at mange af eventyrerens skurke er afbildet med nøgler?

Undertegnede ved det ikke, men finder det interessant.

En anden iagttagelse er, at de yndige prinsesser for engangs skyld er tegnet som mere almindelige piger og kvinder – og ikke overjordiske, smukke væsner. Der er også nok photoshoppede kvinder (og mænd) i andre bøger og blade i vor ungdoms- og skønhedsfokuserede tid.

Derfor er det også pragtfuldt, at Peter Madsens eventyrbog – som livet selv – i stedet vrimler med uhyrer, dyr, børn, gamle mænd og koner og ikke mindst trolde.

Nu er Peter Madsen selvfølgelig meget glad for trolde. Og derfor får de herlige væsner også lov til at fylde godt – og tro mod sin egen fantasi tegner han ikke to trolde, der ligner hinanden. Hver eneste trold har sin egen personlighed og sin egen karaktér.

Det er lidt ligesom os mennesker.

Vi er også mere trolde end vi er prinser og prinsesser – og det ved og tegner Peter Madsen. Undertegnede, der elsker Åbent Vand-svømning, fandt i hvert fald sig selv som trold på side 166.

Og mon ikke vi alle fandt os selv i de fodspor, som en sød, lille trold med armbånd og ørenring sætter allerførst i bogen? For vi mennesker vil jo gerne sætte vores mærke her i verden – og leve lykkeligt til vores dages ende.

For når enden er god, er alting godt – og i Peter Madsens ”Eventyrbogen” ender det med et lille eventyr: ”Den gyldne nøgle.”

En nøgle, der måske kan betyde, at NU – efter gennemlæsningen af 25 folkeeventyr – har man fået nøglen til sit eget liv, til forståelsen af at livet drejer sig om at vælge mellem lyset og mørket, det gode og det onde. Man først og fremmest om at turde favne det hele og være tro mod alle de farver, som man selv og livet indeholder.

Den tolkning kan Danmarksbloggen godt være med på.

Undertegnede kunne så også godt drømme om, at den gyldne nøgle en dag kunne åbne en ny eventyrbog fra Peter Madsens hånd, en bog med H.C. Andersens eventyr i Peter Madsens streg og leg med farver, lys og skygge.

Danmarksbloggen giver ikke stjerner.

Men Danmarksbloggen vil gerne give Peter Madsens ”Eventyrbogen. 25 klassiske folkeeventyr” hele syv glade trolde – og som alle ved, så er syv et rigtigt eventyr-tal.

”Eventyrbogen. 25 klassiske folkeeventyr. Tegnet og fortalt af Peter Madsen.”
 Udkommer 7. oktober hos forlaget Alvilda.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Så rapper ællingen … mod den store russiske bjørn

Danmark sammenlignes tit med en ælling … en lille, sød og ganske harmløs ælling.

Den lille, danske ælling har dog F16-fly til sin rådighed, hvoraf seks nu sendes til Baltikum på anmodning af NATO.

I lyset af situationen på Krim føler de baltiske lande sig nemlig truede af Rusland, og de har derfor anmodet de andre medlemslande i NATO om hjælp.

Så derfor sender Danmark nu de seks F16-fly med mandskab til Estland, Letland og Litauen, hvor de skal afpatruljere luftrummet over de baltiske lande.

Den lille, danske ælling skal altså til at rappe mod den store, russiske bjørn …

Gad vide, om bjørnen overhovedet lægger mærke til det?

Den gør den nok nu, men den havde formentlig ikke gjort det, hvis det kun havde været ællingen, der stod og rappede. Men denne gang er ællingen ikke alene, men sammen med sine venner fra NATO – og det er både den amerikanske ørn, den engelske løve og så videre.

Og dé dyr kender den russiske bjørn så udmærket. De og den russiske bjørn har nemlig gennem hele Den Kolde Krig markeret deres territorier i forhold til hinanden. Dengang var de baltiske lande bare en del af den russiske bjørns jagtmarker, men det er Baltikum ikke mere.

Så det bliver interessant at se, hvad den danske ælling kan bidrage med i dén konflikt. Måske skulle den i stedet for F16-fly arbejde intenst med at skabe rammer for dialog og diplomati.

For når alt kommer til alt, så er en ælling ikke hverken det stærkeste eller det hurtigste dyr i verden – til gengæld kan den rappe MEGET HØJT og MEGET LÆNGE.

Og I H. C. Andersens fædreland ved vi jo godt, at ællingen til sidst forvandles til en flot, hvid svane ikke ulig den, som den russiske komponist Tjajkovskij har skrevet den fantastiske ballet “Svanesøen” om.

Så jo, vi har meget tilfælles – også med russerne, selvom de i øjeblikket opfører sig på måder, både i forhold til Krim, Ukraine og homo-, bi- og transseksuelle, som er helt uacceptable.

Men på bundlinien er vi alle – danskere, russere, baltere og alle andre – mere ens, end vi er forskellige.

Vi er alle mennesker … og det hele kan godt ende lykkeligt.

Så væk med våbnene, både i øst og i vest, og frem med samtalen. Det er det eneste, der du´r. RAP-RAP.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Eventyret om Mølle-Per

Det er vinterferie og tid til hygge, varm kakao og fastelavns-boller.

Danmarksbloggen vil derfor også give sit bidrag til ferie-hyggen, nemlig med et eventyr skrevet af Anna M.F.T., der også tegnede illustrationen til Danmarksbloggens 1-års-dag.

Så læn jer tilbage og nyd:

EVENTYRET OM MØLLE-PER

Der var engang en gammel møller. Han havde tre sønner.
Den ældste bror var den klogeste. Han kunne læse, skrive og forstå filosofi.
Den næstældste bror var næsten lige så klog som sin ældre bror. Han kunne læse og regne og kunne forstå sig på lægevidenskab.

Men den yngste bror kunne ikke forstå filosofi, kunne ikke regne særlig godt – og kunne i det hele taget ikke andet end at male korn til mel ligesom sin fader. Derfor blev han også kaldt Mølle-Per. For han hed rigtigt Per, men han forstod sig kun på arbejdet i møllen.

En dag sagde Mølle-Pers ældste bror:
– Fader, giv mig noget mad, nogle guldmønter og et tæppe, så vil jeg drage ud i verden for det vil jeg så gerne!
– Jaaa, det kunne jo være meget godt for dig sådan at komme ud blandt ligesindede, svarede faderen.
Den ældste bror fik noget mad, nogle guldmønter og et tæppe, og så drog han af sted ud i verden på sin hvide hest.

Næste dag sagde Mølle-Pers næstældste bror:
– Fader, giv også mig noget mad, nogle guldmønter og et tæppe, så vil jeg også drage ud i verden!
– Jooo, det kunne jo nok også være meget sundt for dig at komme ud blandt dine ligesindede, var svaret.
Den næstældste bror fik også mad, guldmønter og et tæppe, og drog så ud i verden på sin brune hest.

Nu følte Mølle-Per et sådan savn efter selv at komme ud i verden og se sig om, så han sagde til sin fader:
– Fader, mine brødre er begge draget ud i verden for at se sig om. Jeg ved godt, at jeg ikke kan læse filosofi, eller blive læge, men jeg føler et sådan savn efter at se mig om i verden.
– Aaahh, jeg er jo ikke så glad for at slippe dig. Du er jo den eneste af mine børn, der kunne overtage møllen, når jeg ikke er mere, protesterede faderen.
– Men jeg vil så gerne. Jeg er sikker på, at jeg kan blive til noget stort, hvis du bare lader mig prøve, forklarede Per.
– Så lad gå. Men lov mig, at du rider så hurtigt, at du kan indhente dine brødre og ride sammen med dem. Husk at du altid skal dele med dem, der ikke har så meget, så skal det nok gå dig godt, sagde faderen.
Det lovede Mølle-Per, og så red han ud efter sine brødre på sit lille, grå æsel.

Mølle-Per red ud og fandt efter tre dages ridt sine to ældre brødre.
– Hvad i alverden laver du her, Mølle-Per? spurgte den ældste bror.
– Det samme som jer. Jeg ser mig om i verden.
– Men du kan da ikke ride sammen med os. Du rider der i dine laser på et lille æsel, mens vi rider her på vores fine heste i vores fine tøj, sagde den næstældste bror.
– Men vores fader sagde, at jeg skulle ride sammen med jer, svarede Mølle-Per, og det kunne hans brødre jo ikke sige imod.

Om aftenen da de tre brødre havde slået lejr for natten, kom der en gammel, tudegrim kone forbi;
– Undskyld, men tror De, at den fine herre kunne undvære lidt varme ved bålet til en gammel, svagelig kone?, spurgte hun den ældste bror.
– Nej, jeg kan knap nok selv holde varmen, svarede den ældste bror.
– Undskyld, men tror De, at den fine herre kunne undvære lidt varme ved bålet til en gammel, svagelig kone?
– Næææhhh… jeg kan heller ikke holde varmen særlig godt, svarede den næstældste bror.
– Undskyld, men tror De, at den fine herre kunne undvære lidt varme ved bålet til en gammel, svagelig kone? spurgte konen Mølle-Per.
– Jo, det kan jo nok lade sig gøre, svarede Mølle-Per og rykkede lidt, så den gamle kone kunne være der.
– Mange tak, det skal du blive belønnet for, sagde konen og faldt i søvn.

Næste morgen da brødrene vågnede, var den gamle kone væk.
– Det var dog den grimmeste kælling jeg nogensinde har set!, sagde den ældste bror.
– Ja, hun var godt nok grim, svarede den næstældste bror, men Mølle-Per svarede:
– Ja, vist var hun grim, men jeg fik også så ondt af hende.
Det grinte Mølle-Pers brødre meget af.
Så red de videre.

Da dagen var ved at være omme, slog de igen lejr for natten, tændte et bål og begyndte at lave mad.
Da de skulle til at spise, kom der en gammel, grim kone forbi;
– Undskyld, men tror De, at den fine herre kunne undvære lidt mad til en gammel, svagelig kone?
– Nej, jeg kan knap nok selv blive mæt, svarede Mølle-Pers ældste bror.
– Undskyld, men tror De, at den fine herre kunne undvære lidt mad til en gammel, svagelig kone?
– Næææ, jeg har også selv svært ved at blive ordentlig mæt, svarede den næstældste bror.
– Undskyld, men tror De, at den fine herre kunne undvære lidt mad til en gammel, svagelig kone? spurgte konen Mølle-Per.
– Ja det skal vi jo nok kunne finde ud af, svarede Mølle-Per.
Mølle-Per tog sit brød, og brækkede halvdelen af og gav den ene halvdel til den gamle kone.
– Mange tak, det skal du blive belønnet for, takkede den gamle kone og spiste brødet.

Næste morgen da brødrene vågnede, var den gamle kone væk.
– Det var da en spøjs gammel kone, sagde Mølle-Pers ældste bror.
– Ja hun sagde det samme som hende den anden kone, sagde den næstældste bror, men Mølle-Per sagde bare;
– Jeg tror nu, at det var den samme kone vi så.
– Men den første kone var jo meget grimmere!, svarede Mølle-Pers brødre i kor, men Mølle-Per holdt på sit.
Så red de videre.

Om aftenen da de igen skulle slå lejr, kom der en gammel kone forbi;
– Undskyld, men tror De, at den fine herre kunne undvære lidt vand til en gammel kone?
– Nej, jeg er så tørstig at min tunge klæber til ganen, svarede Mølle-Pers ældste bror.
– Undskyld, men tror De, at den fine herre kunne undvære lidt vand til en gammel kone? spurgte konen den næstældste bror.
– Nææ, jeg har ikke så meget vand tilbage, og det jeg har skal jeg selv have!, svarede den næstældste bror.
– Undskyld, men tror De, at den fine herre kunne undvære lidt vand til en gammel kone?
– Ja det skulle jo nok lade sig gøre, svarede Mølle-Per og gav den gamle kone sin vandflaske, så hun kunne drikke sig sat. (Sat = at drikke til man ikke kan drikke mere).
– Mange tak, det skal du blive belønnet for, takkede den gamle kone efter at hun havde drukket.

Næste morgen da Mølle-Per vågnede, så han en dejlig prinsesse sidde og rede sit lange, gyldne hår.
– Hvem er du? spurgte Mølle-Per.
– Jeg er den prinsesse, som du reddede fra at være en hæslig, gammel kone resten af mine dage, svarede hun.

– Jeg er altså ikke helt sikker på, at jeg forstår, hvad De mener? sagde Mølle-Per.
– Jo, altså nu skal du høre …

Det var for næsten et år siden, at det hele begyndte…
Jeg var hjemme på min faders store slot, da det pludselig bankede på den store dør. Jeg gik ned for at lukke op, for jeg var nemlig forfærdeligt nysgerrig.
Da jeg åbnede døren, stod der en grim, gammel kone. Hun spurgte, om hun måtte komme ind og varme sig ved pejsens dejlige ild, da hun frøs.
Det svarede jeg nej til, men til det sagde hun: ”Har din fader og moder ikke lært dig, at give til dem der ikke har?” og så gik hun.

– Men hvem var hun? spurgte Mølle-Per.
– Hør nu bare resten af historien, så får du svar, svarede prinsessen.

– Så, næste dag kom den gamle heks igen. Denne gang spurgte hun, om hun måtte få lidt mad, for hun var så sulten. Men jeg svarede bare, at vi ikke kunne undvære så meget som en krumme, men det var en løgn.
”Har din fader og moder ikke lært dig, ikke at lyve?” spurgte hun igen og gik.

Dagen efter kom heksen tilbage for tredje gang og bankede på døren. Hun spurgte, om hun måtte få en lille slurk vand, men også denne gang sagde jeg nej. Til det sagde heksen: ”Du er så forkælet, at du ikke har oplevet de fattiges liv, du kender os ikke, du forstår os ikke, og du ved ikke, hvor svært vi har det! Jeg synes, at det er på tide, at du lærer vores liv at kende!” Og med de ord tryllede heksen mig om til den gamle kone, som du var så sød at dele med.

– Men hvordan blev du så dig selv igen? spurgte Mølle-Per.
– Heksen stillede de krav, at jeg inden året var omme, skulle finde en, der ville dele med en gammel, grim og fattig kone, ellers skulle jeg blive i den skikkelse resten af mit liv.

Da Mølle-Per havde fået hele prinsessens historie, blev han så forelsket i hende, at han spurgte om hendes hånd, og hun svarede, at der ikke var noget i hele verden hun hellere ville.

I det samme vågnede Mølle-Pers brødre, men da de så Mølle-Per og prinsessen sidde tæt sammenslyngede, blev den ældste bror så sur, at han bare red ud i verden, og de så ham aldrig mere.
Den næstældste bror lykønskede Mølle-Per og prinsessen, og sagde, at han ville ride hjem til sin fader og blive møller efter ham.

Så red Mølle-Per og prinsessen tilbage til slottet, blev gift og levede lykkeligt til deres dages ende.

Skrevet af: Anna M.T.F.

Poesi og digitale billeder i Tivolis koncertsal

Anmeldelse af “H. C. Andersen – en magisk eventyrforestilling for hele familien”.

Seks kendte H.C. Andersen-eventyr, akrobatik og musik danner de farverige rammer om familieforestillingen ”H.C. Andersen”, der havde verdenspremiere i går d. 3. september i Tivolis koncertsal.

Showet er en ny måde at fortolke H. C. Andersens udødelige eventyr på – og som min 12-årige ledsager sagde det: Så kan de optrædende rigtig meget på en scene, der i sig selv er et kunstværk, der hele tiden skifter farve, form og billede.

Størst bifald fik parret fra ”Klods Hans” – antihelten og hans is-prinsesse, der selvfølgelig smelter og sammen med den gigantstore guldring model mega-hula-hop-ring laver et danse-akrobatik-nummer, hvor musikken smyger sig om dem både når Klods Hans danser, og når den skønne prinsesse-ballerina nærmest ophæver tyngdekraften og hænger indeni og udenpå den store guldring. For slet ikke at tale om skønheden til allersidst, da parret sætter sig tæt sammenslyngede, mens gigant-guldringen roligt snurrer og falder ned omkring dem. Dét er ren poesi og romantik, som det Tivoli, der ligger lige udenfor.

Enkelte steder er der også noget i forestillingen, der ligner hilsner til netop Tivoli, både af den søde slags, som ”Den lille pige med svovlstikkerne”, der i tøj, billeder og udtryk minder meget om hende, der står så alene i forlystelsen ”Den flyvende Kuffert,” der er Tivolis permanente rejse i H. C. Andersens eventyr. Men også af den mere beske slags som den kunstige guld-nattergal, der ligner en forsvunden tvilling til påfuglen nede fra Pantomimen, hvor den levende musik jo netop for nylig blev afløst af båndmusik.

Og nu vi er ved det sure, så kan vi ligeså godt nævne dét, som enhver H.C. Andersen-kyndig med det samme vil bide mærke i under forestillingen. Nemlig at vi kun sjældent får slutningen af eventyret med, og det er en skam. For så går vi glip af mange pointer og indimellem endda hele eventyrets morale.

Som fx den med at nattergalen i eventyret af samme navn til sidst lover kejseren at fortælle ham alt, hvad der sker i hans rige, men som holdes skjult for ham. Kejseren må love aldrig at sige til nogen, at han har en lille fugl, som fortæller ham alt. For så vil det hele gå endnu bedre, forsikrer nattergalen. Tænk hvis nutidens ledere havde små nattergale, der fortalte dem, hvad der virkelig sker i deres land, så ville meget måske se anderledes – og bedre ud. Dén pointe ville sammen med et par andre udeladte have givet et flot show en dimension mere.

En pointe, der imidlertid står knivskarpt, er fortæller Nikolaj Lie Kaas udvikling fra i starten at være den fortravlede voksen, der opslugt af arbejde har glemt at drømme og forfølge sit eget livs eventyr. Men som i løbet af aftenen smider jakken og knapper skjorten op, mens han rejser ind i eventyrets verden – for til sidst at være klar til at springe ud i herlighederne, som var han atter et barn, endda et barn, der er i stand til – igen – at klippe papirsklip.

For barnet og det barnlige er det centrale i forestillingen. Dette at vi kun kan opleve eventyret ved at blive som et barn igen i betydningen umiddelbar, åben og med lige dele appetit og tro på livets muligheder. Det er en smuk tanke, som understøttes af forestillingens leg med masker, størrelser og roller – og de allestedsnærværende tinsoldater, der dansende leder os igennem aftenen.

Hvornår har man fx sidst set en på hoppestylter højt hoppende konge? Men sådan en møder man i ”Prinsessen på Ærten”, der også begejstrede den 12-årige med måden, som ærten kom ind under madrasserne på. Samspillet mellem den digitale og den fysiske verden er en sikker vinder hos de digitalt indfødte.

Et andet hit hos den 12-årige var kejseren fra ”Kejserens nye klæder”, der i sit nøgenkostume klatrer i røde stoffer, så det er en skrækblandet fryd at se ham sno sig rundt og ned og op. For hvad hvis nu han falder ned? Endda med hovedet forrest måske? Det virker jo nærmest naturstridigt, at to stykker stof, der hænger ned fra loftet, kan holde en mand.

Endelig skal forestillingens sidste eventyr ”Den grimme ælling” nævnes, hvor man selvfølgelig har valgt at lade en sort mand være ællingen, der bliver til en hvid svane. Det er der et godt budskab i generelt og især i 50-året for Martin Luther Kings ”I have a dream-tale”. Og så kan ællingen danse alle fjerene af en hvilken som helst andegård uanset hvor den andegård ligger. For her er ingen jantelov, kun ren glæde over at ællingen overvinder alle vanskeligheder og bliver til den smukke svane med både venner og kæreste.

Historien, der handler om H. C. Andersen selv og hans drøm, bliver derfor et værdigt punktum på en farve-, lyd- og billed-mangfoldig hyldest til dét at drømme, til dét at tro på at eventyret kan udfolde sig hver dag, også på den anden side af de 30 eller sågar ældre endnu. En hyldest til troen på, at vi kan leve lykkeligt til vores dages ende – også og måske især når vi laver vanvittige stunts, snurrer på hovedet eller moonwalker skæve dansetrin, som alle medvirkende gør det så mesterligt i Tivolis Koncertsal dette efterår.

Det er Steen Koerner, der har instrueret. Han er kendt af Tivoli-fans for hans nyskabelser på Pantomimen som for eksempel den meget roste ”Vampyr Pjerrot”, der spillede i flere sæsoner. I “H. C. Andersen” arbejder han sammen med kunstnergruppen Big City Brains, den virtuelle fortæller Nikolaj Lie Kaas og 15 cirkusartister, ballerinaer og urbane dansere. Jokum Rohde har bearbejdet eventyrerne. Kristian Leth står for sangteksterne, mens Jesper Meclenburg har skabt musikken. Søren Huss og Coco fra Quadron har indspillet tre af numrene. Det er Din Mor, der har stået for videoscenografien og Astrid Lynge Ottesen, der har kreeret kostumerne.

Forestillingen ”H. C. Andersen” produceres af Nordisk Film Live og spiller til og med 27. oktober.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk