Tag-arkiv: eventyr

Efterårseventyr aka inspiration til alverdens prinsesser m/k

Udgivet den af
Svar

Efterårstid er læsetid, drømmetid, eventyrtid.

Danmarksbloggen iler derfor her i efterårsferiens uge 42 med inspiration til de af alverdens prinsesser m/k, som er trætte af eventyrernes undertrykkende stereotyper.

Askepot: Lykkelige slutninger handler i virkelighedens verden om at sige farvel til såvel offerrolle som flinkeskole. Så: Kære Askepot, du skal stadig sige ja og smile sødt, når ham dansemusen aka prinsen sidder på knæ foran dig. Ham, som åbenbart kun kan kende dig, når han ser din fod med glasskoen på. Verdens største fod-fetichist ever, som du så lige må holde ud længe nok til at få en god ægteskabsaftale. Men efter brylluppet kan du skride med pengene. Efterlad evt et par af dine sko som et statement. Ps. Du skal nok ikke gå hjem til din stedmor og dine stedsøstre. Glem også dem – og gå den anden vej.

Snehvide: Hvorfor blive hos dværgene og gøre rent og lave mad? Kære Snehvide, tag noget af deres guld og diamanter og gå ud i verden og start for dig selv, så slipper du også for at møde en rigtig nekrofil klammert – og ja, også din stedmor, som åbenbart ikke giver op, når hun har et mål. Hende kunne du så lære noget af om bare at blive ved og ved og ved.

Tornerose: Nysgerrighed er en dyd. Det er sikkert og vist. Blot ærgerligt at skulle sove i 100 år, fordi man ville pille lidt ved en lille tap, øh ten. Men: Kære Tornerose, så er du omvendt frisk, når du vågner – og behøver ikke at nøjes med den første, som kysser dig – endda uden samtykke. Sig fuck til ham og dine nederen forældre og forlang et seriøst forskud på din arv, fx de 12 guldtallerkner der var skyld i balladen i første omgang, og så afsted med dig – ud i den virkelige verden. Der er så meget, som er sjovere end en ten, et tårn og en såkaldt prins, som kysser sovende kvinder. Det kan være, du render ind i den 13. fe – hun kan lære dig noget om ikke at finde sig i bullshit, men at stå ved sig selv.

Jasmin: En prins, som ikke engang er en prins, men en tyveknægt som elsker at gnide på sin p.., undskyld lampe! Han er skrald, kære Yasmin, og du er kongedatter – og skal give ham sådant et lods i røven, lige ud i basarens mørkeste hjørne med ham. Tag så tæppet og flyv verden rundt og se, hvor du vil bo og hvad du vil lave, så du ikke er afhængig af din rige, mellemøstlige familie.

Belle: Hvad vil en klog, intelligent, sjov og sød kvinde med en opfarende hidsigprop af en narcissist, ja med nogen narcissist. De er alle et monster det ene øjeblik og en charmerende prins det næste. Kære Belle, det er tid til at droppe normerne og forlade landsbyen – og tage din bogsamling og intellektuelle evner til storbyen og universitetet og få dig en god uddannelse. Så kan du leve tro mod dig selv til dine dages ende – og det er lykke.

Ariel: Igen møder vi en sjatpisser-prins, en mande-baby, som ikke kan klare sig uden en kvinde, der ofrer alt for ham. Kære Ariel, det er du alt for god til. Din stemme skal heller ikke gøres tavs og deponeres, men høres over hele verden. Så giv såvel prinsen som havheksen, som alle kongeriger både til lands og til vands en oprakt langemand, mens du svømmer afsted ud til ære og berømmelse. For du kan synge, så alle lytter. Så tag trygt på turné i alle de verdner, som venter dig og Tumble. For i den lille fisk har du en sand ven – og venner er det rigtige guld.

Rapunzel: Der er ingen grund til at blive hængende i et tårn. Så: Kære Rapunzel, klip roligt det hår af og kravl ned. Der er heller ingen grund til at vente på en forfængelig hårfetichist, som kommer til at give dig seriøst ondt i hovedet. Så ned på jorden med dig og ud i livet. Du kommer til at tjene formuer på dit hår, som kan noget, som intet andet hår i hele verden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dansk Expat Army indtager Wembley

Udgivet den af
Svar

Vi skal ikke hjem – vi skal videre.

Det gamle Egon Olsen-citat fra ”Olsen-banden i Jylland” er blevet overskriften for det fodbold-eventyr, som har taget ikke kun Danmark, men hele Europa og verden med storm.

Et eventyr, som i morgen fortsætter i London i en semifinale mellem på den ene side de rød-hvide vikinger fra Danmark og på den anden de lokale briter, der mener, at de er nærmest skæbnebestemt til at vinde.

Football is coming home, siger de fish-and-chips-elskende briter.

Jo, såmænd, kan man svare. Bolden er på britisk græs i denne EM-turnering. Men nu kommer vi og tager bolden – og sparker den videre til finalen, hvor vi skal møde enten de italienske gladiatorer eller de spanske tyrefægtere.

Dem skal vi nok også mule i denne moderne version af stammekrig, der kalder alt det frem, som findes inderst i hjernen – og lige nedenunder den tynde fernis af civilisation.

For det er, som om vi mentalt – og især nu i pandemiens tid – har brug for de store følelser, de lette svar, for dem og os-symbolikken. For at være sammen – i sig selv og om noget. Det gælder de unge, som ikke har oplevet EM-sejren i 1992 – og det gælder os, som kan huske 1992.

Det er derfor også noget vrøvl at tale om 2021-herrelandsholdet som den nye generations landshold, som en del medier har gjort det.

Herre-landsholdet i 1992 var hele Danmarks landshold – og ikke kun landsholdet for os, der var unge dengang. Og på samme måde er 2021-herrelandsholdet hele Danmarks landshold. Både unge, ældre, sorte, brune, hvide, gule, mænd og kvinders herrelandshold.

Fodbold inkluderer alle – også de danskere, der bor udenfor Danmarks grænser. Og nu har vi rigtig meget brug for dem. For danskere bosat alle andre steder end i UK kan nemlig ikke pga. COVID-regler rejse ind i UK.

Så vil man se semifinalen på Wembley, så skal man bo i UK – eller være rejst for flere dage siden.

Heldigvis er de cirka 30.000 danskere, der bor i UK, klar til opgaven. Og dén udfordring kan de udsendte vikinger sagtens klare. Der er omkring 6.000 billetter reserveret til danskerne, og i skrivende stund er næsten 5.000 af dem solgt til den Expat Army, som de danske i UK kalder sig selv.

Måske er navnet en henvisning til Dumbledores Army fra Harry Potter-sagaen. Det ved Danmarksbloggen ikke. Danmarksbloggen er derimod 100% sikker på, at den rød-hvide Expat Army vil synge, heppe og huje, som foregik kampen i Parken i København.

Wembley bliver dermed også hjemmebane for de danske fodboldherrer i semifinalen – og i finalen, hvis dette eventyr fortsætter, som vi håber.

For: Vi skal ikke hjem – vi skal videre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ps. Der er vistnok 8.000 billetter til salg nu til danskerne.

Eventyret – version 2.0.

Udgivet den af
Svar

Det er som en eventyr. Endda et eventyr som mesteren selv H. C. Andersen kunne have skrevet. I hvert fald version 1.0. som lyder nogenlunde sådan her:

Det er sommer, og Danmark skal for første gang nogensinde spille EM i herrefodbold på hjemmebane i København. Den gamle hovedstad er klædt i rødt og hvidt – og vi skal starte med at møde Finland, som vi regner med at slå. Vi kommer også bedst fra start.

Men så sker det, som alle danskere ved – og de fleste af os ser live på skærmen, og aldrig vil glemme. No.10. Christian Eriksen falder pludselig omkuld, og ligger så stille, så stille med tomme øjne. Senere viser det sig, at han var død en tid.

Men så træder hans kammerater i aktion. Først hans gode ven kaptajn Kjær, som kommer spurtende, og laver livreddende førstehjælp, og så alle de andre, som sammen med Kjær danner en beskyttende ring om Eriksen, både mens lægerne kæmper for hans liv – og senere da han fragtes fra banen. En vikingevagt.

Vi husker også, hvordan Kjær trøster Eriksens ulykkelige og bange kæreste, at Schmeichel krammer alle kammeraterne, og at ….

Der er mange momenter i fortællingen om dén lørdag aften. Og i dé øjeblikke bliver herrelandsholdet igen hele Danmarks landshold – og billederne giver genlyd over hele verden. Her er fællesskab, kammeratskab, mod og omtanke for andre. Alt det, som vi er så stolte af i Danmark – også selvom vi ikke altid kan leve op til idealerne.

Det ender som bekendt med, at vi taber kampen mod Finland. Det er lige meget. Vi føler, at vi vinder livet.

Få dage senere kommer så den følelsesladede kamp no. 2 mod giganten Belgien: Danmarks trøje på stadion inden kampstart er blevet en no.10, der synges nationalsang som aldrig før i Parken – og i det 10´ende minut stopper spillet, mens alle – også belgierne – klapper i ét minut for at hylde Eriksen.

Det er rørende og aldrig set før. Det er så heller ikke Hollywood. For vi taber kampen 2-1.

Sidste del af dramaet er en lun mandag aften. Vi skal møde Rusland i en vind-eller-forsvind-kamp. Og nu er spillerne kampklare. For Eriksen er opereret, og følger med fra hjemmet i Odense.

I starten bølger kampen frem og tilbage, men så scorer den purunge Eriksen-erstatning Mikkel Damsgaard det første mål – og derfra ser vi os ikke tilbage, men vinder 4-1.

Danmark går amok i glædesrus – og fodboldfesten varer en stor del af årets mest lyse og korte midsommernat, hvor især unge danskere iklædt Dannebrog og en del også studenterhuer drikker og danser i en forløsning, der ikke kun handler om fodbold, men også om at leve frit.

Denne fodbold-odyssé er nemlig en fantastisk fortælling om alle for én – og om fællesskab. Et drama, der handler om nationalfølelse og løssluppen fest og glæde. Om alt det, som vi har savnet i de hårde Corona-måneder.

Det er en historie om Danmark, der står sammen – og kæmper sammen. Dén historie kan vi godt lide. Den minder om et eventyr. Også fordi landsholdet selv siger, at de spiller for nationen.

Og i morgen aften fortsætter eventyret så i version 2.0. med en ottendedelsfinale i Amsterdam, endda på Eriksens gamle Ajax-hjemmebane. Han er altså stadig til stede i ånden, og mon ikke en del af hans gamle hollandske fans vil sidde fysisk på lægterne sammen med de danske tilskuere, der har fået lov til at komme ind. Sådan så de sammen kan heppe på de danske drenge, som er blevet en hel fodboldsverdens darlinge, fordi de optrådte som mandfolk m/k, da det gjaldt.

Alt tapper også lige ind i historien om det danske samfundssind – og om Danmark som en lille rød og hvid ælling, en lille Store-Claus. En lille gigant. Det er et eventyr, som vi kan godt kan lide.

Kampen i morgen vil så vise, om der bliver en eventyrets version 3.0., 4.0. og 5.0.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Livet er det bedste eventyr

Udgivet den af
Svar

Her på H. C. Andersens fødselsdag, d. 2. april, er det på tide med et eventyr.

Det bliver et eventyr om en verden, hvor mennesker kunne mødes og synge sammen i tusindvis, hvad enten det var til en rockkoncert eller en optræden med en verdenskunster som André Rieu.

Menneskene, som levede i dén verden, tog det som en selvfølge at kunne rejse, mødes og sammen synge, kramme og danse. Eller besøge templer for kunst og kultur, nyde skønne malerier og skulpturer, høre på foredrag og samtaler mellem kloge mennesker, besøge biblioteker og i det hele taget gøre alt det, som bringer farver og mening ind i livet.

Men de mennesker vidste ikke, hvor salige og lykkelige de havde grund til at være. Det ved de så nu.

For en lille satan ved navn Corona kom ind i deres luftveje og gjorde, at de måtte lukke ned for al musik, al lys, al kultur, al menneskeligt samvær, så de nu sidder bag lukkede døre, hvis ikke de er blandt de alt for mange døde.

For den fantastiske verden var vores – og det glitrende og strålende eventyr var vores virkelighed. En virkelighed og en verden, som vi nu savner og længes imod.

Men ved I hvad? En skønne dag får vi det hele igen.

Se fx her hvordan et ægte eventyr ser ud: Lys, mennesker, musik og kærlighed:

https://www.youtube.com/watch?v=YuH_90giGTQ&lc=z22murbxkxnltlk2gacdp43avqpp2cty4sbme5nlwehw03c010c.1584302727694870&feature=em-comments

Jeg kan ikke se den video i disse dage uden at blive våd i øjnene. Men jeg ved, at vi får det hele igen … og næste gang så tager vi ikke det gode liv for givet.

Næste gang så værner vi om livet, ikke i betydningen værnemidler som mundbind og håndsprit, men som i at værne ved at tænke os om, tage hensyn, sætte mennesker over profit og vise hinanden nærhed og ømhed.

For som H. C. Andersen sagde det: Livet er det bedste eventyr.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

H. C. Andersens “Nattergalen” 175 år

Udgivet den af
Svar

H. C. Andersen skrev mange eventyr, men et af de bedste og mest berømte er det om den lille fugl, der synger så smukt, at en kejser får tårer i øjnene.

Det er selvfølgelig ”Nattergalen”, der er tale om.

Dette fantastiske eventyr om det ægte versus det kunstige, om det poetiske versus det snobbede, om det naturlige versus det skabagtige … om alt det, som vi alle lever i og med, også selvom vi ikke er hverken køkkenpiger, kavalerer, kejsere – eller nattergale.

I år fylder eventyret om nattergalen 175 år – og det vil Danmarksbloggen gerne markere på denne smukke dag i maj, hvor man måske kan være heldig at høre nattergalen i de allertidligste morgentimer eller de allerseneste aftentimer.

For nattergalen begynder at synge her i maj – og den synger mest, mens mørket falder på – og lige inden lyset bryder frem. Og har man én gang hørt den lille fugls sang, ja så glemmer man det aldrig. Dé triller bliver som juveler i ens erindring ligeså skønne som de juveler, nattergalen selv så i de tårer, der kom i øjnene hos kejseren, mens den sang.

Læs eventyret her: https://www.duda.dk/eventyr/nattergalen/nattergalen.html

Det bliver kun bedre og bedre for hver gang man læser det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tivoli og Harlekin Skelet

Udgivet den af
Svar

”Tivoli altid som aldrig før” er Tivolis logo i disse år, og det skal såmænd nok passe. Ændringer er så ikke altid til det bedre.

Os, der kan huske nogle få år tilbage, mindes med længsel dengang der var levende musik nede ved Pantomimen i Tivoli. Nu er det båndmuzak.

Orkesteret, som spillede, hed Promenadeorkestret, men de findes ikke længere i Tivoli. Ja, selv orkesterets eget spillested, den smukke muslingeskal ovre på den anden side af stien, er væk, og i stedet er der nu Tivoli Food Hall, der også dækker det område, hvor Valmueteatret engang opførte eventyr af H. C. Andersen. Det var skønne tider med unik åndelig føde i stedet for nutidens fysiske føde leveret af fantasiløse kædebutikker. Og både musik og eventyr fra dengang var ganske gratis. Ja, det er ganske vist.

Men Pantomimens kinesiske påfuglebygning er heldigvis fredet, så den kunne Tivolidirektør Liebst og balletmester Bendixen ikke røre, og derfor er det stadig muligt at sidde på de grønne bænke og se de gamle komedier – og de holder max, som Danmarksbloggen kunne konstatere, da den kom forbi denne blæsende aprilaften.

Danmarksbloggen har set et utal af pantomimer – og også flere gange denne aftens sene forestilling ”Harlekin Skelet”, der er den ældste og mest uhyggelige af dem alle sammen. Men det var genkendelsens glæde, for der er altid noget hyggeligt og rart ved at se Pjerrot fjolle rundt, mens Harlekin og Columbine driver deres løjer med ham, så de til sidst kan få hinanden – trods Pjerrot og hendes ret vratne og uvillige far.

Man kan sagtens snakke om, at pantomimeforestillingerne holder, fordi de har fat i de evigt gyldne temaer om generationskløfter, kærlighed og at holde facaden. Men der er nu også noget enkelt og befriende ved at se en kunstart, der IKKE kun er dans, IKKE kun er musik, IKKE kun er skuespil, og som IKKE bruger ord i en tid som vores, hvor alt sættes i kasser, og alt gøres op i ord – og derpå i penge.

Pantomimen gennembryder det hele – og gør verden ny igen, og så bliver Tivoli endelig altid som aldrig før – og man tør igen drømme om en fremtid, hvor musikken og kulturen fylder mere i Den Gamle Have end det gør i år, hvor Tivoli kan fejre 175 år.

For det er aldrig for sent. Ting kan ændre sig, og magien og eventyret kan komme tilbage til Tivoli – til hele Tivoli. Måske i en anden form, men tiden skriger på netop rødder, auntencitet og historie, så håbet om et Tivoli, der igen bliver en musikalsk og kulturel oplevelse af de sjældne, er ligeså lysegrønt som de knopper, der svulmede på mange af Tivolis træer og buske denne aprilaften.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Eventyrbyen Odense

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen var i Odense i sidste uge – sådan en rigtig råkold vinterdag med både blæst og småregn, og det kan vel ikke være noget eventyrligt ved, tænker man måske.

I Odense er svaret så, at det kan der godt. Men byen er jo også H. C. Andersens fødeby.

For centralt i manges billede af Odense er selvfølgelig H. C. Andersens hus, hvortil der også er knyttet en udstilling om landets mest berømte søn, hans liv og tid. Den er både oplysende og let at finde rundt i, og kommer man udenfor højsæsonen (og det gør man en torsdag i februar), så har man det også næsten for sig selv, hvilket vi danskere godt kan lide, som det bondefolk vi stadig er.

Danmarksbloggen vil dog også anbefale, at man besøger H. C. Andersens Barndomshjem, som ligger få hundrede meter fra det kendte H. C. Andersens hus. Det var her, at han boede fra han var 2 år – og altså her, at han fik de tanker og ideer, som senere skulle gøre ham til alle tiders bedste eventyrdigter.

Her er der heldigvis ikke lavet nogle smarte tilbygninger eller andet gøgl. Her går man i de to små stuer, som udgjorde familiens hjem – og man kan meget bedre end noget andet sted fornemme, hvordan det har været at være den lille, fattige dreng med de store drømme og den rige fantasi.

Det er også her, at digtet om barndomshjemmet hænger, hvor der blandt andet står:

Een Stue, et lille Kjøkken –
Og dog Alt saa stort og godt.
Der leged’ jeg Juleaften
Som siden paa Intet Slot.

For han kom jo senere til at holde både jul, påske, pinse og sommer på diverse herregårde og slotte.

Slotte og prinsesser og fæle væsner er der også i Disney´s tegnefilm, og tegninger derfra – både skitser og celletegninger – kan man indtil 12. marts se på Brandts Klædefabrik i Odense, og lad det være sagt med det samme. Det er en fantastisk udstilling med billeder fra både Snehvide, Tornerose og Frost – men også mere ukendte værker som en tegnefilm om Vårens Gudinde, som man endda kan se i sin helhed sammen med de to mere kendte om De Tre Små Grise og Rottefængeren. Der er også en interessant film om, hvordan Disney skabte sine film.

Så gak endelig til Odense … og skal mange danskeres nutidige drømmefabrik, nemlig Disneys tegnede billeder nås, ja så skal det ske inden 12. marts.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Tivoli´s “Nøddeknækkeren”

Udgivet den af
1

I torsdags havde Tivoli repremiere på ”Nøddeknækkeren” i en speciel Tivoli-version.

Allerede på vejen gennem Tivoli, der glitrer og glimter af tusinder af julelys, fornemmer man eventyret: Store nøddeknækkere er opstillet. Det samme er juletræer, boder og sågar tre store svaner. Urets visere nede på Plænens Alpehus suser også rundt i rasende fart, og fortæller, at vi her i Den Gamle Have befinder os et sted mellem virkelighed og drøm.

En stemning, der forstærkes, når tæppet går, og man ser Dronning Margrethes og Tivolis balletmesters Peter Bo Bendixens “Nøddeknækker” folde sig ud i en farverig buket af danse og dansere, af danske juleskikke i borgerhjemmet og en aften i et illumineret sommer-Tivoli med indlagt rutsjebane, Tivoligarde og Tivoli-betjente.

For det er en sand jule-godtepose, som der serveres: En godtepose, hvor både juledrømmen og Claras drøm om kærlighed rystes sammen med virkelighedens Tivoli, der som bekendt altid er som aldrig før. Blandes, rystes og danses – og drysser ud på publikum som glitrende julesne så let som den candyfloss, der sælges lige omme på den anden side af Koncertsalen.

Clara – og vi andre – hvirvles således igennem en forestilling, der er en fejende, flot dans mellem papirsklip, snefnug og et bredt persongalleri, der også omfatter H. C. Andersen i en Drosselmeyer-rolle, hvor han med drømme og saks klipper eventyr som hans egen ”Fyrtøjet”. Her dog med heksen som en slags Musekonge med lang hale, der nedkæmpes af ikke Nøddeknækkeren – men Clara, der tro mod nutiden er en ganske handlekraftig ung dame.

Senere i 1. akt møder vi også H.C.Andersens ”Snedronningen” – og havde det ikke (igen) været for Clara´s mod og Pjerrot´s lamper, så var det ikke endt så godt. Men heldigvis kan alle – med Pjerrots hjælp – tage plads i Tivoliballonen og stige til vejrs.

Pjerrot leder så løjerne gennem hele 2. akt – præcis som han gør det på Pantomimen om sommeren. Der er også i de dansede blomsterpiger, kosakkerne og alle de andre dansere i 2. akt henvisninger til netop Pantomimen og især til Dronning Margrethes H.C. Andersen-forestillinger samme sted som fx ”Tommelise” og ”Den standhaftige Tinsoldat”.

Samt at alle de dansende hænger på juletræet hjemme hos Clara, der selvfølgelig tro mod Tivoli-temaet leger med en Harlekin- og en Columbine-dukke.

Smukke er også det nærmest royale par i de gyldne dragter – og apropos det royale, så er det som sagt Danmarks Dronning Margrethe d. 2., der har stået for både kostumer og scenografi, som begge er skabt i netop de klare og levende farver og former, som er så karakteristiske for Dronning Margrethe, der med sin streg og sit farvevalg er så eminent til at få personernes karakteristika udtrykt også i det visuelle.

Man mærker også Peter Bo Bendixens store passion for balletten. Tivolis “Nøddeknækkeren” handler nemlig ikke kun om jul og drømme. Den handler også om ballet, om glæden ved de smukke trin og pas-de-deuxer.

Men til dans hører også musik – og eneste minus i forestillingen er musikken, der nok kommer fra et glimrende anlæg. Men der mangler alligevel noget, som det siges i et andet H. C. Andersen-eventyr, nemlig ”Nattergalen”, hvor forskellen på den levende og den kunstige nattergals musik er en af krumtapperne i eventyret – og således også i Koncertsalen.

Levende musik er nemlig fuld af nu´ets sjæl og tone, som selv den bedste indspilning og elektronik ikke kan måle sig med – og en så hvirvlende opsætning som denne – baseret på en så helt igennem fantastisk musik som dette et af Tjajkovskijs mesterværker – fortjener den levende musik. Den musik, der giver drømmene – både dem om julen og dem om kærligheden – luft og vinger, så de kan blive til virkelighed – og virkeligheden til et eventyr – også i Tivoli.

Tivoli´s 2014-version af ”Nøddeknækkeren” er en godtepose fuld af farver, dans og eventyr. Danmarksbloggen giver fire nøddeknækkere ud af fem mulige.

Forestillingen spiller til og med d. 28. december 2014.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Eventyrbogen. 25 klassiske folkeeventyr. Tegnet og fortalt af Peter Madsen.”

Udgivet den af
1

En rigtig eventyrbog skal være stor, glitrende og give alle – både dem der kan læse, og dem der ikke kan – lyst til at blive suget ind i historierne. Og lige præcis sådan en eventyrbog er Peters Madsens ”Eventyrbogen. 25 klassiske folkeeventyr”, der med sine gyldne bogstaver på forsiden lover, at her er en del af det guld, som findes i krukken for enden af regnbuen.

En forside, der også er en hyldest til eventyrgenren i betydningen eventyret som den klassiske fortælling om at være på vej fra en tilstand til en anden – med alt det der sker undervejs og alle de væsner, som man møder.

Når man sidder med Peter Madsens store eventyrbog i hænderne, får man også lyst til at læse ALLE eventyrerne på én gang.

Det kan man så heldigvis ikke.

For som i alle gode historier må man tage herlighederne ét eventyr af gangen, således også bogens 25 kendte og ukendte folkeeventyr, der er hentet fra Perraults franske sletter, Brdr. Grimms tyske skove, Asbjørnsen og Moes norske fjelde – samt selvfølgelig vor egen danske andedam.

Folkeeventyr, som gennem århundrederne er blevet fortalt overalt i Europa i adskillige versioner, dog altid udfra de samme problemstillinger og med den samme morale.

Så hvad enten det drejer sig om Askepot, Soria Moria slot, Drengen der ville lære frygten at kende, Pandekagen, Hans og Grethe eller nogen af de andre, så har folkeeventyrerne altid – og stadigvæk – bundet europæerne sammen etisk og moralsk.

Som Peter Madsen selv skriver det i bogens efterord: Folkeeventyrerne er vores fælles kulturarv.

Men eventyr er ikke kun ord. De er også billeder – både indre og ydre. Og en eventyrbog af illustratoren Peter Madsen må selvfølgelig være en eventyrbog, hvor billeddelen fylder godt, således også her, hvor der er ikke færre end 175 tegninger på de 200 sider.

Tegninger, der på en tid og samme tid er både realistiske og fantasifulde, men altid detaljerede og fulde af finurligheder, såvel de dramatiske, de rørende og de humoristiske.

Tegninger, der med deres konsekvente brug af farver, af mørke og lys, klart og tydeligt fortæller, hvem der er gode og hvem der er onde, hvornår det er farligt, og hvornår det er rolig lykke.  Fortæller at eventyret – og livet for den sags skyld – drejer sig om kampen mellem det gode og det onde, og at vi må vælge, hvilken side vi vil være på.

Tegninger, der skærer personerne og fortællingen ud i billeder, som børnene vil kunne bruge megen tid på at snakke om.

Så husk at sætte tid af til også at snakke om billederne. For denne bog er både en læse-højt-bog og en snakke-om-tegningerne-bog.  

Det interessante er også, at vi enkelte steder får lov til at se situationen fra det mørkes side. Det plejer man ellers ikke i eventyrbøger. Men skal vi forstå det mørke, der er omkring os og indeni os, skal vi tale om det, skrive om det – og tegne det. Og det gør Peter Madsen så mesterligt.

For i mørket ligger nøglen til lyset, til glæden og til at forstå helheden og dualiteten – og måske er det  netop derfor, at mange af eventyrerens skurke er afbildet med nøgler?

Undertegnede ved det ikke, men finder det interessant.

En anden iagttagelse er, at de yndige prinsesser for engangs skyld er tegnet som mere almindelige piger og kvinder – og ikke overjordiske, smukke væsner. Der er også nok photoshoppede kvinder (og mænd) i andre bøger og blade i vor ungdoms- og skønhedsfokuserede tid.

Derfor er det også pragtfuldt, at Peter Madsens eventyrbog – som livet selv – i stedet vrimler med uhyrer, dyr, børn, gamle mænd og koner og ikke mindst trolde.

Nu er Peter Madsen selvfølgelig meget glad for trolde. Og derfor får de herlige væsner også lov til at fylde godt – og tro mod sin egen fantasi tegner han ikke to trolde, der ligner hinanden. Hver eneste trold har sin egen personlighed og sin egen karaktér.

Det er lidt ligesom os mennesker.

Vi er også mere trolde end vi er prinser og prinsesser – og det ved og tegner Peter Madsen. Undertegnede, der elsker Åbent Vand-svømning, fandt i hvert fald sig selv som trold på side 166.

Og mon ikke vi alle fandt os selv i de fodspor, som en sød, lille trold med armbånd og ørenring sætter allerførst i bogen? For vi mennesker vil jo gerne sætte vores mærke her i verden – og leve lykkeligt til vores dages ende.

For når enden er god, er alting godt – og i Peter Madsens ”Eventyrbogen” ender det med et lille eventyr: ”Den gyldne nøgle.”

En nøgle, der måske kan betyde, at NU – efter gennemlæsningen af 25 folkeeventyr – har man fået nøglen til sit eget liv, til forståelsen af at livet drejer sig om at vælge mellem lyset og mørket, det gode og det onde. Man først og fremmest om at turde favne det hele og være tro mod alle de farver, som man selv og livet indeholder.

Den tolkning kan Danmarksbloggen godt være med på.

Undertegnede kunne så også godt drømme om, at den gyldne nøgle en dag kunne åbne en ny eventyrbog fra Peter Madsens hånd, en bog med H.C. Andersens eventyr i Peter Madsens streg og leg med farver, lys og skygge.

Danmarksbloggen giver ikke stjerner.

Men Danmarksbloggen vil gerne give Peter Madsens ”Eventyrbogen. 25 klassiske folkeeventyr” hele syv glade trolde – og som alle ved, så er syv et rigtigt eventyr-tal.

”Eventyrbogen. 25 klassiske folkeeventyr. Tegnet og fortalt af Peter Madsen.”
 Udkommer 7. oktober hos forlaget Alvilda.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Så rapper ællingen … mod den store russiske bjørn

Udgivet den af
1

Danmark sammenlignes tit med en ælling … en lille, sød og ganske harmløs ælling.

Den lille, danske ælling har dog F16-fly til sin rådighed, hvoraf seks nu sendes til Baltikum på anmodning af NATO.

I lyset af situationen på Krim føler de baltiske lande sig nemlig truede af Rusland, og de har derfor anmodet de andre medlemslande i NATO om hjælp.

Så derfor sender Danmark nu de seks F16-fly med mandskab til Estland, Letland og Litauen, hvor de skal afpatruljere luftrummet over de baltiske lande.

Den lille, danske ælling skal altså til at rappe mod den store, russiske bjørn …

Gad vide, om bjørnen overhovedet lægger mærke til det?

Den gør den nok nu, men den havde formentlig ikke gjort det, hvis det kun havde været ællingen, der stod og rappede. Men denne gang er ællingen ikke alene, men sammen med sine venner fra NATO – og det er både den amerikanske ørn, den engelske løve og så videre.

Og dé dyr kender den russiske bjørn så udmærket. De og den russiske bjørn har nemlig gennem hele Den Kolde Krig markeret deres territorier i forhold til hinanden. Dengang var de baltiske lande bare en del af den russiske bjørns jagtmarker, men det er Baltikum ikke mere.

Så det bliver interessant at se, hvad den danske ælling kan bidrage med i dén konflikt. Måske skulle den i stedet for F16-fly arbejde intenst med at skabe rammer for dialog og diplomati.

For når alt kommer til alt, så er en ælling ikke hverken det stærkeste eller det hurtigste dyr i verden – til gengæld kan den rappe MEGET HØJT og MEGET LÆNGE.

Og I H. C. Andersens fædreland ved vi jo godt, at ællingen til sidst forvandles til en flot, hvid svane ikke ulig den, som den russiske komponist Tjajkovskij har skrevet den fantastiske ballet “Svanesøen” om.

Så jo, vi har meget tilfælles – også med russerne, selvom de i øjeblikket opfører sig på måder, både i forhold til Krim, Ukraine og homo-, bi- og transseksuelle, som er helt uacceptable.

Men på bundlinien er vi alle – danskere, russere, baltere og alle andre – mere ens, end vi er forskellige.

Vi er alle mennesker … og det hele kan godt ende lykkeligt.

Så væk med våbnene, både i øst og i vest, og frem med samtalen. Det er det eneste, der du´r. RAP-RAP.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk