Tag-arkiv: vinterferie

Ski eller sol? Nej, væren i vinterferien

Udgivet den af
Svar

De fleste skoler holder vinterferie i denne uge – og mange steder hører man spørgsmålet:

SKI ELLER SOL?

Med andre ord: Skal der brændes CO2 af på fly til Alperne eller til De Kanariske Øer – eller endnu længere væk?

Uanset destination er det en rigtig dårlig idé!!!

For nej, det er hverken en menneskeret eller en naturlov at tage på solferie eller skiferie i februar.

Tværtimod så burde – og ja, jeg skriver BURDE med den store, moraliserende pegefinger – man blive hjemme. Det er godt for klimaet – og for sjælen.

Sådan en uge, hvor man ikke skal andet end at kede sig, er nemlig supersund. Så læg også mobilen, iPaden og fjernbetjeningen væk. Drop skærmene – og de små tingester i ørerne. Sæt dig og kig ud  luften. Mærk dig selv. Det bliver forfærdeligt og kedeligt måske i starten, især hvis du ikke er vant til at være i verden uden stimulans fra musik, ord og billeder.

Men giv dig selv den luksus, det er bare at mærke dig selv, høre dit eget åndedrag og være i dig selv. Tankerne vil flyve forvirrede rundt måske. Følelserne ligeså. Lad dem. Det er ok. Vær bare i det – uden krav til det eller til dig selv. Du vil med tiden finde en ro, mærke ideerne spire og andet godt.

Gå evt en tur i naturen, hvis det kniber, og du slet ikke kan være i ro. Men gør det uden musik eller lydbog. Lyt til dig selv. Vær i dig selv – og evt sammen med din familie. Bare jer, en madpakke og en tur i skoven – men uden mobiler og uden at skulle lægge noget op på de sociale medier bagefter.

VÆREN – bare VÆREN. Dét er den bedste vinterferie. Undertegnedes starter nu … og jeg glæder mig:

En tid, hvor jeg ingenting skal andet end væren, bare væren herhjemme på matriklen i Danmark. Det er efterhånden mere sjældent end at bestige Mount Everest eller se en enhjørning. Eller måske to små bjørneunger i sneen – lige her i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pigestreger og vinterferie

Udgivet den af
Svar

Drengestreger ved vi godt, hvad er. Det er sådan lidt uskyldig ballade. Men hvad er pigestreger? Ja, det er vel i grunden det samme – bare når det er pigerne, der laver balladen.

Men pigestreger er ikke en del af sproget. Det er det til gengæld at være pigesur i betydningen fornærmet over ingenting. Som om drenge og mænd ikke også kan blive det. På samme måde taler vi om pigefnidder, selvom alle ved, at drengefnidder også findes. Ligesom at der også er både sladretanter – og sladreonkler.

For der er nemlig ikke forskel på køn – og vi skal stoppe med at italesætte en forskel, der ikke findes. Derfor brug vinterferien til at luge ud i sproget:  

  1. Tal om ballade fremfor om drenge- eller pigestreger.
  2. Tal om at være sur og fornærmet i stedet for pigesur eller drengesur.
  3. Tal om fnidder uden at nævne køn.
  4. Tal om folk der sladrer uden at nævne køn.
  5. Og drop den der med pige- og drengefarver. Den holder heller ikke.

For holder vi fast i det gamle sprog, så holder vi fast i, at piger bliver opdraget til at være ansvarsfulde, sociale og forsigtige – og at drenge opdrages til at kaste sig ud i tingene, også dem de ikke lige har styr på.

Men det du´r ikke. Så nyt sprog og ny opdragelse: Tal anderleedes og lær dine børn – uanset køn – at stå ved sig selv, sige til og fra – og at kaste sig ud i livet og tage initiativ – og samtidig være empatisk og tænke på fællesskabet også.

For det kan børn – uanset køn – sagtens lære fra en ung alder. Ja, sociale kompetancer er faktisk nøglen til succes, uanset hvad køn man har.

Og lad børnene lave små uskyldige, gale streger her i vinterferien. Det har de brug for i denne Corona-tid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Eventyret om Mølle-Per

Udgivet den af
1

Det er vinterferie og tid til hygge, varm kakao og fastelavns-boller.

Danmarksbloggen vil derfor også give sit bidrag til ferie-hyggen, nemlig med et eventyr skrevet af Anna M.F.T., der også tegnede illustrationen til Danmarksbloggens 1-års-dag.

Så læn jer tilbage og nyd:

EVENTYRET OM MØLLE-PER

Der var engang en gammel møller. Han havde tre sønner.
Den ældste bror var den klogeste. Han kunne læse, skrive og forstå filosofi.
Den næstældste bror var næsten lige så klog som sin ældre bror. Han kunne læse og regne og kunne forstå sig på lægevidenskab.

Men den yngste bror kunne ikke forstå filosofi, kunne ikke regne særlig godt – og kunne i det hele taget ikke andet end at male korn til mel ligesom sin fader. Derfor blev han også kaldt Mølle-Per. For han hed rigtigt Per, men han forstod sig kun på arbejdet i møllen.

En dag sagde Mølle-Pers ældste bror:
– Fader, giv mig noget mad, nogle guldmønter og et tæppe, så vil jeg drage ud i verden for det vil jeg så gerne!
– Jaaa, det kunne jo være meget godt for dig sådan at komme ud blandt ligesindede, svarede faderen.
Den ældste bror fik noget mad, nogle guldmønter og et tæppe, og så drog han af sted ud i verden på sin hvide hest.

Næste dag sagde Mølle-Pers næstældste bror:
– Fader, giv også mig noget mad, nogle guldmønter og et tæppe, så vil jeg også drage ud i verden!
– Jooo, det kunne jo nok også være meget sundt for dig at komme ud blandt dine ligesindede, var svaret.
Den næstældste bror fik også mad, guldmønter og et tæppe, og drog så ud i verden på sin brune hest.

Nu følte Mølle-Per et sådan savn efter selv at komme ud i verden og se sig om, så han sagde til sin fader:
– Fader, mine brødre er begge draget ud i verden for at se sig om. Jeg ved godt, at jeg ikke kan læse filosofi, eller blive læge, men jeg føler et sådan savn efter at se mig om i verden.
– Aaahh, jeg er jo ikke så glad for at slippe dig. Du er jo den eneste af mine børn, der kunne overtage møllen, når jeg ikke er mere, protesterede faderen.
– Men jeg vil så gerne. Jeg er sikker på, at jeg kan blive til noget stort, hvis du bare lader mig prøve, forklarede Per.
– Så lad gå. Men lov mig, at du rider så hurtigt, at du kan indhente dine brødre og ride sammen med dem. Husk at du altid skal dele med dem, der ikke har så meget, så skal det nok gå dig godt, sagde faderen.
Det lovede Mølle-Per, og så red han ud efter sine brødre på sit lille, grå æsel.

Mølle-Per red ud og fandt efter tre dages ridt sine to ældre brødre.
– Hvad i alverden laver du her, Mølle-Per? spurgte den ældste bror.
– Det samme som jer. Jeg ser mig om i verden.
– Men du kan da ikke ride sammen med os. Du rider der i dine laser på et lille æsel, mens vi rider her på vores fine heste i vores fine tøj, sagde den næstældste bror.
– Men vores fader sagde, at jeg skulle ride sammen med jer, svarede Mølle-Per, og det kunne hans brødre jo ikke sige imod.

Om aftenen da de tre brødre havde slået lejr for natten, kom der en gammel, tudegrim kone forbi;
– Undskyld, men tror De, at den fine herre kunne undvære lidt varme ved bålet til en gammel, svagelig kone?, spurgte hun den ældste bror.
– Nej, jeg kan knap nok selv holde varmen, svarede den ældste bror.
– Undskyld, men tror De, at den fine herre kunne undvære lidt varme ved bålet til en gammel, svagelig kone?
– Næææhhh… jeg kan heller ikke holde varmen særlig godt, svarede den næstældste bror.
– Undskyld, men tror De, at den fine herre kunne undvære lidt varme ved bålet til en gammel, svagelig kone? spurgte konen Mølle-Per.
– Jo, det kan jo nok lade sig gøre, svarede Mølle-Per og rykkede lidt, så den gamle kone kunne være der.
– Mange tak, det skal du blive belønnet for, sagde konen og faldt i søvn.

Næste morgen da brødrene vågnede, var den gamle kone væk.
– Det var dog den grimmeste kælling jeg nogensinde har set!, sagde den ældste bror.
– Ja, hun var godt nok grim, svarede den næstældste bror, men Mølle-Per svarede:
– Ja, vist var hun grim, men jeg fik også så ondt af hende.
Det grinte Mølle-Pers brødre meget af.
Så red de videre.

Da dagen var ved at være omme, slog de igen lejr for natten, tændte et bål og begyndte at lave mad.
Da de skulle til at spise, kom der en gammel, grim kone forbi;
– Undskyld, men tror De, at den fine herre kunne undvære lidt mad til en gammel, svagelig kone?
– Nej, jeg kan knap nok selv blive mæt, svarede Mølle-Pers ældste bror.
– Undskyld, men tror De, at den fine herre kunne undvære lidt mad til en gammel, svagelig kone?
– Næææ, jeg har også selv svært ved at blive ordentlig mæt, svarede den næstældste bror.
– Undskyld, men tror De, at den fine herre kunne undvære lidt mad til en gammel, svagelig kone? spurgte konen Mølle-Per.
– Ja det skal vi jo nok kunne finde ud af, svarede Mølle-Per.
Mølle-Per tog sit brød, og brækkede halvdelen af og gav den ene halvdel til den gamle kone.
– Mange tak, det skal du blive belønnet for, takkede den gamle kone og spiste brødet.

Næste morgen da brødrene vågnede, var den gamle kone væk.
– Det var da en spøjs gammel kone, sagde Mølle-Pers ældste bror.
– Ja hun sagde det samme som hende den anden kone, sagde den næstældste bror, men Mølle-Per sagde bare;
– Jeg tror nu, at det var den samme kone vi så.
– Men den første kone var jo meget grimmere!, svarede Mølle-Pers brødre i kor, men Mølle-Per holdt på sit.
Så red de videre.

Om aftenen da de igen skulle slå lejr, kom der en gammel kone forbi;
– Undskyld, men tror De, at den fine herre kunne undvære lidt vand til en gammel kone?
– Nej, jeg er så tørstig at min tunge klæber til ganen, svarede Mølle-Pers ældste bror.
– Undskyld, men tror De, at den fine herre kunne undvære lidt vand til en gammel kone? spurgte konen den næstældste bror.
– Nææ, jeg har ikke så meget vand tilbage, og det jeg har skal jeg selv have!, svarede den næstældste bror.
– Undskyld, men tror De, at den fine herre kunne undvære lidt vand til en gammel kone?
– Ja det skulle jo nok lade sig gøre, svarede Mølle-Per og gav den gamle kone sin vandflaske, så hun kunne drikke sig sat. (Sat = at drikke til man ikke kan drikke mere).
– Mange tak, det skal du blive belønnet for, takkede den gamle kone efter at hun havde drukket.

Næste morgen da Mølle-Per vågnede, så han en dejlig prinsesse sidde og rede sit lange, gyldne hår.
– Hvem er du? spurgte Mølle-Per.
– Jeg er den prinsesse, som du reddede fra at være en hæslig, gammel kone resten af mine dage, svarede hun.

– Jeg er altså ikke helt sikker på, at jeg forstår, hvad De mener? sagde Mølle-Per.
– Jo, altså nu skal du høre …

Det var for næsten et år siden, at det hele begyndte…
Jeg var hjemme på min faders store slot, da det pludselig bankede på den store dør. Jeg gik ned for at lukke op, for jeg var nemlig forfærdeligt nysgerrig.
Da jeg åbnede døren, stod der en grim, gammel kone. Hun spurgte, om hun måtte komme ind og varme sig ved pejsens dejlige ild, da hun frøs.
Det svarede jeg nej til, men til det sagde hun: ”Har din fader og moder ikke lært dig, at give til dem der ikke har?” og så gik hun.

– Men hvem var hun? spurgte Mølle-Per.
– Hør nu bare resten af historien, så får du svar, svarede prinsessen.

– Så, næste dag kom den gamle heks igen. Denne gang spurgte hun, om hun måtte få lidt mad, for hun var så sulten. Men jeg svarede bare, at vi ikke kunne undvære så meget som en krumme, men det var en løgn.
”Har din fader og moder ikke lært dig, ikke at lyve?” spurgte hun igen og gik.

Dagen efter kom heksen tilbage for tredje gang og bankede på døren. Hun spurgte, om hun måtte få en lille slurk vand, men også denne gang sagde jeg nej. Til det sagde heksen: ”Du er så forkælet, at du ikke har oplevet de fattiges liv, du kender os ikke, du forstår os ikke, og du ved ikke, hvor svært vi har det! Jeg synes, at det er på tide, at du lærer vores liv at kende!” Og med de ord tryllede heksen mig om til den gamle kone, som du var så sød at dele med.

– Men hvordan blev du så dig selv igen? spurgte Mølle-Per.
– Heksen stillede de krav, at jeg inden året var omme, skulle finde en, der ville dele med en gammel, grim og fattig kone, ellers skulle jeg blive i den skikkelse resten af mit liv.

Da Mølle-Per havde fået hele prinsessens historie, blev han så forelsket i hende, at han spurgte om hendes hånd, og hun svarede, at der ikke var noget i hele verden hun hellere ville.

I det samme vågnede Mølle-Pers brødre, men da de så Mølle-Per og prinsessen sidde tæt sammenslyngede, blev den ældste bror så sur, at han bare red ud i verden, og de så ham aldrig mere.
Den næstældste bror lykønskede Mølle-Per og prinsessen, og sagde, at han ville ride hjem til sin fader og blive møller efter ham.

Så red Mølle-Per og prinsessen tilbage til slottet, blev gift og levede lykkeligt til deres dages ende.

Skrevet af: Anna M.T.F.