Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Thit Jensen og Agnes Henningsen

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om to meget markante danske kvindelige forfattere, der virkede i tiden op til og efter med en både politisk og frigørende dagsorden.

Thit Jensen og Agnes Henningsen

Når man siger dansk kvindekamp, er der især et navn, som man ikke kommer udenom, nemlig Thit Jensen.  Men også Agnes Henningsen spiller en stor rolle – og ikke fordi hun var mor til arkitekten og lysmageren P.H., men pga hende selv og den måde, som hun valgte at leve sit liv på. Vi starter derfor med hende.

Agnes Henningsen (1868- 1962) blev født på godset Skovsbo på Fyn. Hendes mor døde, da hun kun var otte år gammel, og resten af opvæksten var kaotisk med en far, der dels giftede sig igen – uden at det var lykken for nogen, og dels døde tidligt, så hun og hendes to søstre kom på Antvorskov pige-kostskole.

Alt sammen forhold, der bevirkede, at Agnes vendte sig væk fra kristendommen og blev ateist, hvad hun var resten af livet.

Agnes giftede sig også tidligt med en gymnasielærer. Parret fik flere børn, men forsøgte også at leve i det, som de og andre progressive på den tid kaldte ”det sande ægteskab” – altså et ægteskab med frihed og begges selvrealisering. Virkeligheden var dog slid, slæb, fattigdom – og for Agnes også en uforløst seksualitet.

Hun fik dog kontakt med forfatteren Herman Bang og fik med hans hjælp trykt flere noveller i avisen ”København”. På redaktionen mødte Agnes forfatteren Carl Ewald – og de forelskede sig i hinanden, til trods for at de begge var gifte. Agnes ægteskab var også rimeligt tyndslidt. Manden have svært ved at rumme hendes nye litterære venskaber og det at hun reelt brugte den frihed, som de havde aftalt, at de begge skulle have.

Skilsmissen var derfor uundgåelig, og manden rejste til USA og dermed langt væk fra Agnes og børnene, der nu også talte P.H. (Poul Henningsen), som Agnes havde fået med Carl Ewald. Selv håbede P.H. i lang tid, at Georg Brandes var hans far – men det var altså forfatteren Carl Ewald.

Agnes Henningsen etablerede sig derefter som frisør på Strøget, og nok havde hun talent, men hendes forfatter- og journalistvenner ville ikke omgås en frisør, så hun droppede butikken – og slog sig ned på Vesterbro og i Roskilde. Og så kom hendes debutroman ”Glansbilledet” i 1899 og samme år også romanen ”Strømmen”.

Begge romaner har kvindelige hovedpersoner, hvor depressionen lurer under overfladen pga deres manglende arbejde og forstenede selvopfattelse. Det var nemlig en kongstanke for Agnes Henningsen, at skal en kvinde realisere sig selv og blive lykkelig, så må hun være fri og selvstændig – og dét kræver et arbejde.

Agnes Henningsens tese var, at kvinder kunne forene det at være mor og hustru med at være erotisk og eksperimenterende. Men at mange kvinder – ofte i kampen om en mands gunst – svigter sig selv, og så går de til grunde, som man kan læse det i romanen ”Polens Døtre” fra 1900.

Senere kom der flere romaner og skuespil, blandt andet ”Elskerinden” fra 1906, hvor datidens helt store skuespillerinde Betty Nansen nægtede at spillede hovedrollen som elskerinden. Teatret dengang var ikke altid til den krasse realisme, som Agnes Henningsen lagde for dagen i sit stykke, hvor elskerinden blev skildret som en kvinde, hvor hvem manden var alt, mens han kun brugte hende til underholdning og lyst.

Ikke at Agnes Henningsen havde et problem med kvindelig erotisk lyst. Snarere tværtimod så mente hun, at kvinder var nødt til at kende sig selv og deres egen lyst – og også eksperimentere med deres seksualitet – hvis de skulle være lykkelige. Men det skulle ske på lige vilkår med mændene. Noget, som i dén grad manglede i datiden, hvor Agnes derimod mente, at frigiditeten trivedes i et samfund behersket udelukkende af mænd.

Agnes Henningsens romaner blev ikke desto mindre læst, og hendes litterære succes voksede – men også hetzen imod hende, og især efter romanen ”Den store kærlighed” fra 1917 stod barometret på storm.

I en puritansk og dobbeltmoralsk tid havde Agnes Henningsens frisind vakt så stor bestyrtelse og forargelse, at hun blev anset for usædelig og derfor ikke kunne komme på Finansloven trods det åbenlyse talent som forfatterinde. Kun én mand stemte for: Edward Brandes.

Agnes Henningsen giftede sig – lidt derfor – i 1919 med juristen Simon Koch. Det blev et lykkeligt ægteskab, og manden støttede hende i den svære tid ligesom mange andre forfattere gjorde. Paradoksalt nok udelukkende mandlige forfattere, som i et offentligt brev i pressen bekendtgjorde, at de stod bag Agnes Henningsen og hendes ret til at ytre sig, som hun ønskede.

Det er bemærkelsesværdigt – og trist – at ingen af de andre toneangivende kvinder på dén tid eller Dansk Kvindesamfund var med til at støtte Agnes Henningsen. Tværtimod så svigtede Agnes Henningsens kønsfæller hende på det groveste – også Thit Jensen.

Agnes skulle dog senere få oprejsning. Men inden skrev hun i 1921 romanen ”Den Guderne elsker” som et forsvar mod de mange beskyldninger for usædelighed og moralsk fordærv, som hun måtte lægge ryg til.

I 1935 døde hendes mand, og Agnes Henningsen, der nærmede sig de 60, reflekterede over livet og udgav fra 1941 til 1955 otte bind med erindringer. Bøger, der den dag i dag kan anbefales at læses. For de er skrevet af den måske første danske kvinde, der åbent turde tale om kvindens seksualitet og ret til at leve – også erotisk – som hun ønsker med den søgen og de eksperimenter, som dét indeholder.

Sønnen P.H. er kendt for at være samfundskritisk, for den konstante afsløring af borgerskabets hykleri og dobbeltmoral – og for sin ukonventionelle holdning til ægteskab og kærlighed. Men det var ikke noget, som han fandt på selv. Dét var alt sammen noget, som han havde arvet fra sin mor Agnes Henningsen, hvis ideal altså var den stærke kvinde, der tør stå ved sit begær og leve det ud – et ideal og et krav, som også gjaldt hende selv.

Og tilmed et krav, som hun levede ud – og som gjorde, at hun tog sidste stik, da hun og Karen Blixen som de eneste to kvinder blev medlem af Det Danske Akademi, da det blev stiftet i 1960. På det tidspunkt havde en ny – og mere frisindet – generation også for længst taget hendes bøger og tanker til sig. Så det endte med fuld anerkendelse til Agnes Henningsen.

Fuld anerkendelse søgte også Thit Jensen (1876 – 1957) – og hun fik det også, trods modstand fra hendes Nobelprisvindende bror.

Thit Jensen hed egentlig Maria Kirstine Dorothea Jensen Fenger, men altså i daglig tale Thit Jensen. Hun stammede fra et dyrlægehjem i Farsø i Himmerland. Familien var fast sammentømret, og det var en god barndom med et tæt forhold til både forældrene og de mange søskende – og især broderen og den nobelprisvindende forfatter Johannes V. Jensen, som dog senere blev hendes bitre rival.

Moderen var en stærk kvinde med sine meningers mod, og faderen var levende optaget af dels spiritismen og dels det uhørte på dén tid, at han behandlede sine sønner og døtre lige, dvs. han lærte dem alle fremmedsprog og at deltage i en debat.

I modsætning til sine brødre kom Thit dog ikke til at læse videre efter konfirmationen, men måtte i stedet blive hjemme og hjælpe med husholdningen. Men som 22-årig kom hun hjemmefra – som lærerinde og husbestyrerinde.

Hun begyndte også at skrive (selvom især hendes bror gjorde modstand mod dette), og efter flere forsøg blev romanen ”To søstre” endelig antaget i 1903. Thit fortsatte dog med at arbejde som husassistent – i København – og udgav i perioden 1903-28 stort set én roman om året. Nogle af dem med kvindepolitiske emner og andre med de historiske fortællinger, der skulle blive hendes særkende – og hendes platform for at få fortalt, hvad hun ville.

Thit Jensen var nemlig meget bevidst om, hvordan hun virkede i medierne – og hvordan hun skulle bruge medierne. Kritikkerne var heller ikke altid begejstrede for hendes bøger, men danskerne kunne lide den iltre dame, der ikke var bange for at provokere og sige sin mening. En omfattende foredragsvirksomhed blev derfor også hurtigt en del af Thit Jensens liv – en del, der varede livet ud sammen med bøger om hjemstavnen, kvinderne og den danske historie.

I 1923 besøgte Thit Jensen den hollandske læge Alette Jacobs, hvorfra hun kom opildnet hjem og i november stiftede foreningen ”Frivilligt Moderskab”. Det handlede nemlig om børnebegrænsning og prævention – og abort, noget som man ellers ikke talte åbent om på den tid. Men det gjorde Thit Jensen og sammen med lægen J. H. Leunbach stiftede hun ”Foreningen for Sexuel Oplysning”.

Thit var på det tidspunkt kommet på Finansloven – i modsætning til Agnes Henningsen, men stærke kræfter prøvede at få hende af igen. Det lykkedes dog ikke. Men satiren og karikaturtegningerne måtte hun lægge ryg til. Dét gjorde hun så – når hun var hjemme. Thit Jensen var nemlig både i USA, Australien og New Zealand i de år.

Efter 1925 skriver Thit Jensen udelukkende historiske romaner, hvoraf især ”Jørgen Lykke” fra 1931 og ”Stygge Krumpen” fra 1936 er kendte – og selvom de foregår flere århundreder før, sætter bøgerne stadig kønnenes indbyrdes forhold til debat. Kendt er selvfølgelig også mammut-værket ”Kong Valdemar Atterdag og Dronning Helvig” fra 1940-53.

Som faderen var Thit Jensen også spiritistisk interesseret og hun hævdede selv, at hendes historiske romaner til dels er bygget på spiritistiske kontakter med de personer, som hun portrætterede.  Det tog hendes samtid med oprejst pande, selvom det nok var de færreste, der troede på den slags. Danskerne kunne lide Thit – og så måtte hun selv om dén sag.

Privat var Thit i få år gift med en 11 år yngre kunstmaler, der forlod hende til fordel for en yngre kvinde. Det tilgav Thit Jensen ham aldrig – og hun giftede sig heller aldrig igen.

Vi er efterhånden nået til nutiden og det skelsættende år 1915. Og det skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389
Leonora Christine og Sophie Amalie: http://danmarksbloggen.dk/?p=6392
Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow: http://danmarksbloggen.dk/?p=6462
Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=6478
Guldalderkvinderne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6511
Grevinde Danner og Europas Svigermor: http://danmarksbloggen.dk/?p=6547
Skagenskvinderne – og et selvmord: http://danmarksbloggen.dk/?p=6582

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Påskefortælling: Palmesøndag

Danmarksbloggens påskeserie i år er Danmarksbloggens helt eget bud på, hvordan påskens begivenheder ville udfolde sig, hvis de skete i dag – og i Danmark vel at mærke.

Vi starter i dag med Palmesøndag, hvor Jesus kommer trækkende med en brugt barnevogn over Langebro med kurs mod Rådhuspladsen, hvor jublende folkemængder møder ham.

I dagene op til Palmesøndag har Jesus sammen med 12 venner været rundt i København, fx bag Hovedbanen, ude ved Nørrebro Station, ved Kofoeds Skole på Amager og mange andre steder, hvor hjemløse, socialt udsatte og andre uden ressourcer holder til. Dér – og ikke på de bonede gulve på Christiansborg og Amalienborg – har man kunnet finde ham og høre hans ord om næstekærligheden og dens nødvendighed.

Ingen vifter dog med palmeblade denne disede forårsdag, hvor han beskidt og lidt lugtende kommer forbi med sin vogn. For palmeblade har vi ikke i Danmark. Men nogle skriver Je suis Jesus på et stykke papir og holder det op i luften.

Endelig ankommer Jesus til Rådhuspladsen, hvor han holder en kort tale, inden nogen trækker ham ind på et hotel og giver ham et bad og sørger for, at han får masser af creme på.

Og hermed slutter første del af Danmarksbloggens Påskefortælling. Anden del kan læses Skærtorsdag. Vel mødt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Rød blok vinder ind

Dagens bedste nyhed er i sandhed, at rød blok vinder ind på blå blok.

De blå har stadig flertal, men de røde nærmer sig – og kommer Alternativet ind, så er balancen næsten allerede tippet over til rød side.

Mange kommentatorer mener, at fremgangen skyldes rød blok´s kampagne om at flygtninge og indvandrere skal ud at arbejde. Og ja, dét har nok også haft en virkning.

Danmarksbloggen mener dog, at det i langt højere grad skyldes, at Venstre skaber uro og utryghed med deres meldinger om, at det skal koste noget at gå til lægen – samt alle de andre udmeldinger, der viser, at en stemme på blå blok, er en stemme på mere ulighed.

Og danskerne er kloge. De ved godt, at ulighed er skidt for alle. Heldigvis tyder det også på, at danskerne nu er begyndt at stemme efter dét.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ingen ko på isen – men der må trækkes en streg

Englænderne griner i disse dage over danske udtryk som fx “ingen ko på isen” og “det blæser en halv pelikan”, som de selvfølgelig siger på engelsk – og så giver det jo ingen mening, men lyder lidt fjollet.

Men fred med det. Det er da jolly good, at de således kan more sig derovre på de britiske øer.

Danmarksbloggen gik derfor også i gemmerne for at finde ud af, hvor flere gamle udtryk stammer fra. Her kommer nogle stykker:

At være i kridthuset = at være populær/elsket/ønsket hos en bestemt person. Det stammer var de små æsker med låg, som man tilbage i middelalderen og renæssancen brugte til at opbevare kridt i. Senere gemte man dog kærlighedsgaver i æskerne. Altså så længe at man holdt af vedkommende. Så allerede dengang var man ked af det, når man ikke længere var i kridthuset. Og dengang skulle det tages helt bogstaveligt, for så røg ens gave ud af æsken – og en andens gave røg måske ovenikøbet i.

Gå fra snøvsen = blive ude af dén (nutidens fortolkning). For oprindelig handlede det ikke om hverken at være ude af den eller om Benny Andersens søde, lille Snøvs. Det handlede om noget så enkelt som at gik man fra snøvsen, så havde man ikke gjort sit job ordentligt. For den øverste del af en sæk kaldte man for snøvsen, og havde man ikke bundet sækken ordentligt sammen, så den gik op og indholdet løb ud, ja så gik sækken fra snøvsen.

At gå over stregen = At gå for langt, krydse grænserne mellem mennesker. Udtrykket stammer helt tilbage fra vikingetiden, ja måske endda endnu længere. Oprindeligt betød det, at man – helt konkret fysisk – overskred den streg, der blev ridset i jorden for at angive to kæmpendes områder under en tvekamp.

Have rent mel i posen = Være uskyldig, ikke have gjort noget galt. Igen kommer det fra noget helt konkret. Nemlig dengang – op til cirka midt i 1800-tallet de fleste steder – hvor bønderne skulle gennem et toldeftersyn, inden de bragte varerne ind i byen for at sælge dem på byens markeder. Nogle af disse varer var afgiftspligtige – og derfor kunne nogen godt finde på at skjule dem i en sæk eller pose med mel. For at undgå ulovlighederne og sikre byen toldindtægten jog tolderen en spids jernstang ned i melet, så eventuelle skjulte varer blev fundet.

Leve på en stor fod = have og bruge mange penge. Udtrykket stammer fra middelalderen og skulle tages helt bogstaveligt. Det kommer fra de snabelsko, som især blev anvendt i 1300- og 1400-tallet. De fik enorme størrelser og i flere europæiske lande blev det ved lov vedtaget, at almindelige borgerlige kun måtte bære sko med 6 tommer lange næser (svarer til ca. 15 cm), baroner måtte bære 12 tommer (30 cm) lange næser, mens grever måtte gå med helt op til 24 (60 cm) tommer. Således blev dem med den største fod – ihvertfald målt på stoffet – også dem, der havde flest penge og mest status. De levede på en stor fod!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kan Dansk Folkeparti integreres i nutiden?

Dansk Folkeparti ønsker et Danmark som Danmark så ud i de gode gamle danske film fra 1950´erne og 1960´erne.

At Danmark så aldrig har været således, ser Dansk Folkeparti stort på.

De holder nemlig fast i, at Danmark og danskhed handler om rødternede duge med øl og smørrebrød, om sol om sommeren og sne om vinteren og alle de andre glansbilleder af et folk, der efter Dansk Folkepartis mening pr. definition er gæve, stærke og altid har et smil på læben.

Men Danmark og danskerne har aldrig været sådan.

Danmark i 1950´erne fx var et land, der stadig var præget af rationering, men også af en spirende velfærdsstat. Men alligevel et land, hvor det var svært at få en lang uddannelse, hvis ikke man kom fra et velhavende hjem, men omvendt også et land, hvor flere og flere arbejderbørn – og kvinder fik sig en uddannelse. Alligevel var der dyb fattigdom og slum. Ny musik og et mere frit ungdomsliv var også en del af tiden, men samtidig var der også en stor moral fordømmelse af de piger, der blev gravide udenfor ægteskabet – og som ofte risikerede deres liv, når de gik til en kvaksalver for at få en illegal abort.

Sådan var Danmark i 1950´erne – et land langt mere kompleks end Dansk Folkeparti bryder sig om at tænke på. Et land med sociale skel og en hverdag, der har flere ligheder med nutiden end der er forskelle.

For ja, Danmark i 2010´erne er et land, hvor der bor mennesker fra hele kloden og af alle racer og religioner – og stik mod hvad Dansk Folkeparti hævder, så går det faktisk ret godt for langt de fleste af os at leve side om side, selvom vi hverken spiser det samme eller tror på det samme. Vi accepterer forskellighederne – ja, nogle gange inspireres vi ligefrem af hinanden.

Men ja, nogle har svært ved at integreres i den mangfoldige nutid. Nogle af dem er de fundamentalistiske muslimer – mens andre er medlemmerne af Dansk Folkeparti. Begge grupper kan tilsyneladende ikke forstå andre end dem selv – og det du´r ikke i 2015, hvor vi lever sammen allesammen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lektiehjælp til Venstre, tak

Det ville klæde Venstre at tage imod den lektiehjælp, som partiet bliver tilbudt fra Skatteministeriet.

Venstre hævder nemlig ellers, at de ikke kan regne på kontanthjælpsloftet før efter et valg – og en valgsejr. Men nu har skatteminister Benny Engelbrecht tilbudt Venstre at regne på sagerne. Noget, som en vrissende og irriteret Løkke i går aftes på DR afviste, at Venstre ville sige ja til.

Men dét er dårlig stil at affærdige en reel mulighed for at få afprøvet sin politik – medmindre selvfølgelig at Venstres snak om kontanthjælpsloft og andre ydelser blot er valgløfter ligeså tomme og hule, som dem partiet konstant beskylder rød blok for at give.

For i så fald kan Løkke og co. ikke gøre andet. En gennemregning ville jo i så fald afsløre Venstres politik som værende ikke-sammenhængende.

Danmarksbloggen kunne godt have Venstre mistænkt for netop således at ville føre befolkningen bag lyset – og samtidig stadig have den frækhed ikke at ville fortælle, hvilken økonomisk politik, som Venstre vil føre, hvis de kommer i regering.

Venstres troværdighed er i frit fald – og det vil være mere skadeligt, end vi kan forestille os, hvis Løkke, Støjberg og de andre i Venstre skal til at bestemme i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mere forbrug – af alle, tak

Væksten skal i gang. Dankortet skal svinges noget mere, hvis vi skal have fut i opsvinget. Det er alle økonomer enige om.

Så langt, så godt.

MEN: Det kræver så også, at danskerne KAN forbruge.

Det kan en stigende del af danskere desværre ikke. Nemlig alle dem på overførselsindkomster, som i årevis har oplevet, hvordan de har kunnet købe mindre og mindre. For priserne er steget, men ydelserne er slet ikke fulgt med. Tværtimod.

En anden gruppe, som heller ikke kan forbruge – og dermed bidrage til opsvinget – er den voksende gruppe af arbejdende-fattige, dem som tjener så lidt, at de kun lige hænger i med neglene. Og får Liberal Alliance og firmaer som Ryanair magt, så bliver der mange-mange flere arbejdende-fattige i Danmark.

Det du´r ikke.

Tværtimod, så giver det – også ud fra et økonomisk og vækstorienteret synspunkt – kun mening, hvis vi deles om goderne i Danmark. For kun på dén måde kan ikke kun middelklassen og overklassen, men også den store og voksende underklasse forbruge og dermed skabe den vækst og de goder, som vi alle skal leve af.

Det er sagt før, men det skal siges igen: Vi har som samfund kun én chance, hvis vi holder sammen – og hjælper hinanden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Skagenskvinderne – og et selvmord

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om tre kvinder, der kunstnerisk – men uden at være særligt politiske eller kvindefrigørende – markerede sig ved 1900-tallets start:

Anna Ancher, Marie Krøyer og Ingeborg Stuckenberg

Når man siger Skagensmalerne, siger de fleste automatisk Ancher og Krøyer. Mange tænker også først – og måske endda kun – på Michael Ancher og P.S. Krøyer. Og nok er de to herrer nogle af Danmarks bedste malere nogensinde, men især Anna Ancher, Michaels hustru, malede på et niveau, der var fuldt sammenligneligt med de to mænd.

Ja, på nogle måder overgik Anna Ancher de to mænd. Hun var således den mest moderne af alle Skagensmalerne på grund af hendes optagenhed af lyset og farverne fremfor fortællingen i billedet. Hendes mand anerkendte det også – og var stolt af sin dygtige hustru, som han også sparrede flittigt med. Sammen tog parret også på flere studierejser til udlandet.

Anna Ancher (1859-1935) var født i Skagen og var datter af parret Brøndum, der havde både byens købmandshandel og gæstgiveri – det som i dag er det velkendte Brøndums hotel, hvor også Ancher, Drachmann, Krøyer og alle de andre slog sig ned, da de kom til byen.

Anna Ancher, der var en både kvik og sød ung pige, begyndte derpå også selv at male og tegne – og havde et stort talent.

Faktisk så meget at det lykkedes hende at blive optaget på Vilhelm Kyhns malerskole for kvinder i København i en tid, hvor det ikke var almindeligt, at kvinder fik en kunstnerisk uddannelse. Ja, hvor kvinder slet ikke havde adgang til Kunstakademiet.

Men på Kyhns malerskole for kvinder måtte de godt komme, så her gik Anna i tre vintre, og hun blev ved med at male, også selvom Vilhelm Kyhn mente, at hun burde søsætte sin malerkasse, da hun blev først gift og siden mor.

Men det gjorde Anna Ancher altså heldigvis ikke. Hun fortsatte med at male og udstillede mange gange i sit liv. Hun modtog også adskillige priser for hendes malerier, der i valg af motiv var ”typisk kvindelige”, idet hun primært malede hjemmet, kvinders og børns verden.

Det var der heller ikke rigtig nogen, der havde gjort før – og det er til dels takket være hendes stadig så levende malerier, at vi let kan sætte os ind i, hvordan det var at være kvinde for lidt over 100 år siden.

Anna Ancher var en ener, både i hendes stærke og koloristiske malestil, men også fordi hun som en af de få kvindelige kunstnere i hendes generation fik anerkendelse og respekt – både i ind- og udland, både fra mænd og kvinder.

P.S. Krøyer skal således have sagt, at Anna Ancher var den første i Danmark, som det lykkedes at male solskinnet. Han var dog ikke ligeså rummelig overfor hans egen hustru.

Marie Krøyer (1867-1940), født Triepcke, blev derfor på mange måder Anna Anchers modsætning, selvom udgangspunktet var det samme: To unge piger med kunstneriske evner, der modtog undervisning i at male og tegne.

Men hvor Anna Ancher fik et lykkeligt liv fuld af kunst – også den som hun selv udøvede – sammen med en mand, der elskede hende, blev Marie Krøyers liv langt mere dramatisk og ulykkeligt.

Marie besøgte Skagen første gang i 1887, men det var først i vinteren 1988-89, at hun blev en del af den skandinaviske kunstnerkreds. Det skete under et ophold i Paris, hvor blandt andet Anna Ancher også var – og en vis P.S. Krøyer, der nok var genial som maler, men som menneske særdeles psykisk ustabil.

P.S. og Marie forelskede sig alligevel – og blev også gift få år efter, og så stoppede Maries malerier stort set. Hun tegnede og malede lidt, men ikke meget – og slet ikke som veninden Anna Ancher. Krøyer, som nok kunne rose Anna Ancher, brød sig nemlig ikke om, at hans egen kone malede. Hun skulle være hustru og mor.

Så i stedet kastede Marie sig over indretning og design af hjemmet – noget som hun fik megen anerkendelse for indenfor kredsen, men aldrig udenfor, selvom hendes stil og kreationer stod mål med det bedste, som der blev udstillet.

Ægteskabet med P.S. Krøyer var som sagt fuld af op- og måske især nedture, også fordi han ofte var indlagt pga psykiske problemer. Og det var under en af disse indlæggelser, at Marie i 1902 tog til Italien på egen hånd. Her mødte hun den svenske komponist Hugo Alfvén, og de to startede et romantisk forhold.

P.S. Krøyer ville dog ikke lade sig skille – ikke før i 1905, hvor Marie var blevet gravid med Hugos barn. På Krøyers berømte Skt. Hans-aften maleri med Drachmann i midten kan man også se Marie og Hugo stå væk fra de andre, i skyggen ovre ved båden. Det var den bedragne eks-mands måde at hævne sig på.

Under alle omstændigheder, så flyttede Marie med Hugo til Sverige, hvor hun boede resten af sit liv, også selvom hun og Hugo Alfvén blev skilt få år, før hun døde.

For nok var Maries ægteskab med Hugo Alfvén lykkeligere end det, som hun havde med P.S. Krøyer – men det var ikke lykkeligt. Hugo var sammen med andre kvinder på stribe – og til sidst ville han skilles og giftes med en anden.

Så Marie døde ensom og syg i Stockholm kort efter Anden Verdenskrigs udbrud.

Langt senere – i 1980´erne og igen i 2002 – har offentligheden fået kendskab til flere af hendes værker samt tegninger og skitser. Fine sager, der viser, at nok var Marie ikke på niveau med Anna Ancher, men hun var rigtig god – også sammenlignet med de fleste andre Skagensmalere. Og var hun fortsat med at male og tegne, må man formode, at hun nok også havde udviklet sig.

Ingeborg Stuckenberg (1866-1904) fik et meget kort liv. Hun kom fra et velhavende hjem og blev i 1887 gift med digteren Viggo Stuckenberg. Deres hjem blev nærmest et nyt Bakkehus, hvor 1890´ernes kunstnere og forfattere som fx Sophus Claussen samledes og diskuterede deres værker og ideer.

Selv skrev Ingeborg Stuckenberg også, men kun en enkelt novelle (Badegæster fra 1889) blev trykt. Det er dog en kendt sag, at hun fx også har skrevet store dele af Viggo Stuckenbergs roman ”Fagre ord” fra 1895.

Ingeborgs ægteskab med Viggo var mere end stormfuldt. Ægtefællerne elskede hinanden, men deres heftige temperamenter skabte store problemer, som man også kan læse det i Viggo Stuckenbergs måske mest rørende digt, tilegnet netop Ingeborg:

Nu brister i alle de Kløfter,
som fured´ og sprængte mit Sind,
alverdens fagreste Blomster,
for Sommerens sagte Vind

Thi to, som elsker hinanden,
kan volde hinanden mer´ ondt,
end alle de argeste Fjender,
som hævner sig Jorden rundt

Og to, som elsker hinanden,
kan læge de ondeste Saar,
blot ved at se paa hinanden
og glatte hinandens Haar

Desværre kunne Ingeborg og Viggo ikke nøjes med at se på hinanden og glatte hinandens hår, selvom de elskede hinanden inderligt.

I stedet gik ægteskabet i stykker, og Ingeborg tog nærmest i desperation til New Zealand sammen med sin nye elsker, en gartner. Dét fortrød hun bitterligt, da hun kort efter ankomsten sad derude en halv jordklode væk. Gartneren var smuttet. Hun var helt alene og uden penge eller anden mulighed for at komme hjem til Danmark. For Ingeborg må det have føltes som om alt hørte op. Hendes liv endte også på den mest tragiske måde med hendes selvmord.

Ingeborgs sidste ord gjaldt – selvfølgelig – Viggo Stuckenberg. Inden hun skød sig, skrev hun nemlig med adresse til sin tidligere mand: ”Hvor har jeg elsket dig med al mit Livs forspildte Varme.”

Mere hjerteskærende bliver det ikke – og bedst sammenfattes hele hendes liv og væren med vennens Sophus Claussens ord: ”Der bliver så fortvivlende lidt af saa meget: Kun Aandemusik.”

Nutiden og det skelsættende år 1915 nærmer sig. Men inden skal vi høre om to meget markante danske kvindelige forfattere, der virkede i tiden op til og efter med en både politisk og frigørende dagsorden.

Disse markante kvinder skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389
Leonora Christine og Sophie Amalie: http://danmarksbloggen.dk/?p=6392
Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow: http://danmarksbloggen.dk/?p=6462
Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=6478
Guldalderkvinderne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6511
Grevinde Danner og Europas Svigermor: http://danmarksbloggen.dk/?p=6547

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Solformørkelsen blev en skyformørkelse – og det var ikk´ så ringe endda

Solformørkelsen er ved at være forbi.

For de fleste danskere blev dagens store begivenhed mere en skyformørkelse end en solformørkelse, men alligevel var begejstringen stor, også hos de mange der kun nåede at se et glimt af en sol, der langsomt blev spist af månen, inden skyerne overtog scenen.

Danmarksbloggen er ikke overrasket over danskernes glæde. Snarere tværtimod.

For det lægger tilsyneladende dybt i danskernes dna at være tilfredse med lidt. Noget, der har fået udlændinge til at kalde os både dovne, dvaske og enfoldige – uden store mål og visioner – uden format.

Men dette at kunne se lykken i det små, glæden ved detaljen og ved de få dråber, der er tilbage i det engang halvfulde bæger er måske i virkeligheden hemmeligheden ved at være tilfredse med livet.

Så lad blot de andre beholde de langt højere bjerge og de diamantbesatte korona´er. Vi danskere klarer os – tilsyneladende – med en sol, der formørkes mere af skyer end af månen. Ja, vi er er tilmed lykkelige ved synet.

For vi så jo trods alt noget. Det blev også både koldere og mørkere. Så det var ikk´ så ringe endda 🙂

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Solformørkelsen er – desværre – ikke et tegn

I gamle dage mente man, at solformørkelser, kometer og andre specielle naturfænomener var tegn fra guderne. Primært tegn om at enden var nær, og at jorden ville gå under.

Hvem kan fx ikke huske, da Emil og resten af familien fra Katholt skulle til marked i Vimmerby netop selvsamme dag, som en komet skulle komme? Noget, der selvfølgelig skabte vild rædsel i det lille smålandske sogn. Men nej, der skete selvfølgelig ikke andet dén dag end, at Emil igen lavede skarnstreger – samt i øvrigt fik sig en hest.

Og således vil det også være i dag, når solformørkelsen går over landet og kulminerer kl. 10.50.

Solformørkelsen i Danmark er ikke total, men mellem 81 og 85%.

For nej, der vil heller ikke ske noget i det danske samfund i dag, som ikke plejer at ske. Altså udover at vi – hvis solen skinner – vil opleve, hvordan fuglene bliver tavse, og hvordan lyset ændrer sig.

Sådan er det. Danmarksbloggen kunne dog godt drømme om, at solformørkelsen kunne være starten på slutningen af dén medmenneskelige formørkelse, som der efterhånden har været over Danmark og en alt for stor del af danskerne i mange år. Dét ville være helt fantastisk – men desværre også en smule naivt.

Så nej, solformørkelser kan ikke bruges til andet end et øjebliks fascination af naturen, men det er også i orden. Dét giver nemlig energi til at kæmpe videre. Husk i øvrigt solformørkelsesbrillerne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk