Solformørkelsen er – desværre – ikke et tegn

I gamle dage mente man, at solformørkelser, kometer og andre specielle naturfænomener var tegn fra guderne. Primært tegn om at enden var nær, og at jorden ville gå under.

Hvem kan fx ikke huske, da Emil og resten af familien fra Katholt skulle til marked i Vimmerby netop selvsamme dag, som en komet skulle komme? Noget, der selvfølgelig skabte vild rædsel i det lille smålandske sogn. Men nej, der skete selvfølgelig ikke andet dén dag end, at Emil igen lavede skarnstreger – samt i øvrigt fik sig en hest.

Og således vil det også være i dag, når solformørkelsen går over landet og kulminerer kl. 10.50.

Solformørkelsen i Danmark er ikke total, men mellem 81 og 85%.

For nej, der vil heller ikke ske noget i det danske samfund i dag, som ikke plejer at ske. Altså udover at vi – hvis solen skinner – vil opleve, hvordan fuglene bliver tavse, og hvordan lyset ændrer sig.

Sådan er det. Danmarksbloggen kunne dog godt drømme om, at solformørkelsen kunne være starten på slutningen af dén medmenneskelige formørkelse, som der efterhånden har været over Danmark og en alt for stor del af danskerne i mange år. Dét ville være helt fantastisk – men desværre også en smule naivt.

Så nej, solformørkelser kan ikke bruges til andet end et øjebliks fascination af naturen, men det er også i orden. Dét giver nemlig energi til at kæmpe videre. Husk i øvrigt solformørkelsesbrillerne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Emil fra Lønneberg bliver 50

I dag fylder en af Astrid Lindgrens mest elskede figurer rundt. Nemlig Emil fra gården Katholt i Lønneberg, Småland, Sverige.

Og nok er det her en blog om danskerne og Danmark, men Emil er mindst ligeså elsket i Danmark, som han er det i Sverige. For der findes næppe den dansker, der ikke kender og elsker Emil.

Alle har vi grinet med ham, når han lavede skarnsstreger som at putte en frø ned i kurven, som han og lille Ida skulle bringe ud til de travle høstfolk i marken – eller dengang han rendte rundt med en brødspade og daskede til karlene under slagsmålet på Bakkegården. Eller malede Ida blå over det hele, så Tyttebær-Maja kunne løbe rundt i hele sognet og fortælle, at der var tyfus på Katholt.

Eller når Emil puttede hovedet i suppeterrinen, endda i to versioner, hejste sin lillesøster op i flagstangen, red på en hest lige ind til den fine borgmester i Mariannelund og meget mere.

Vi har også alle haft ondt at Emil, når han igen blev sat ud i eller var nødt til at flygte ud i snedkerværkstedet – eller dengang han måtte afsted til afholdsmødet for at aflægge løfte om aldrig mere at drikke alkohol. Ret beset havde Emil i den forbindelse kun spist de gærede kirsebær i den tro, at de var almindelige kirsebær.

Men love aldrig at drikke mere – dét måtte Emil og hans gode ven Grisepjokket ved den lejlighed. Og at en gris aflagde afholdsløfte var noget helt specielt. Men ham knægten fra Katholt har heller aldrig været helt almindelig, som det igen og igen slås fast i de tre bøger om Emil.

For en ting er at grine med Emil og af alle hans skarnsstreger – og at have ondt af ham og hans mor, der møjsommeligt skriver alt ned i de blå stilehæfter. Det er den ene del af fortællingerne om Emil.

Den anden er beundringen for Emil, som man gribes af undervejs. Beundringen for en dreng, der nok er fiktiv, men alligevel kan inspirere os alle til at turde. Turde tale det godes sag, ja turde gøre det godes sag.

Som da han invitererer alle fattiglemmerne til julegilde på Katholt og giver dem al den mad, som familien fra en af nabogårdene skal have dagen efter. Men de er tykke nok i forvejen. Det er bedre, at maden kommer derhen, hvor den gør gavn, som Emil konkluderer det.

Og til allersidst i den sidste Emil-bog, hvor han med fare for sit eget liv tager afsted i en forrygende snestorm for at redde hans bedste ven Alfreds liv. En mission, der nærmest er dømt til at mislykkedes. Men det går godt. De redder livet begge to på grund af en umenneskelig stor indsats fra Emil.

For man bliver så stærk, når man skal, som Emil selv forklarer det, mens han skovler sne på den flere kilometerlange vej til doktoren.

Gid vi danskere i denne mørke tid, hvor fællesskabet og solidariteten har svære kår, også bliver så stærke, som vi skal – så vi også kan give maden til dem, der har brug for det og skovle den sne væk, som ødelægger livet for så mange.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk