Tag-arkiv: 50 år

50 år på den danske trone

Udgivet den af
Svar

For 50 år siden i morgen (d. 15. januar 1972) stod danskerne på Christiansborg Slotsplads.

Det var ikke for at demonstrere. Det var for at hylde Danmarks nye regent – den kun 31-årige Margrethe d. 2. af Danmark, som trådte frem i sort sørgedragt og med det sorte slør flagrende om ansigtet.

Dagen forinden var hendes far, Frederik d. 9., død. Og få dage efter skulle hun sige farvel til ham i Roskilde Domkirke.

Sådan er det i Danmark. Dér starter en regents livsmission samtidig med en stor sorg. Dét kræver sin viking – og en kvinde kan også være en viking. Bare så De ved det.

Dronningen har senere fortalt, at hun følte, at dér på balkonen blev hun kaldet til sin gerning, grebet af en bølge. NU gælder det.

Når man ser på de fem årtier, som er gået siden dén vinterdag, må man sige, at Dronningen stadig rider på bølgen.

Både bogstaveligt ombord på Kongeskibet Dannebrog, men også popularitetsmæssigt. Vi skal langt tilbage i historien – hvis det overhovedet kan lade sig gøre – for at finde en regent, som er lige så populær hos både høj og lav, gammel og ung som Dronning Margrethe d. 2. af Danmark.

Men hun har også – virker det som om – en indre bølge, der er rodfæstet i den danske muld og i det danske sprog, som hun behersker som få.

I Danmark er jeg født, skrev H.C. Andersen. Det er Dronningen også – på Amalienborg en uge inden i Besættelsen.

Danskheden er altså en stor del af regentens DNA – og Dronningen har også fortalt, at hun var ked af udsigten til at skulle forlade Danmark som voksen. For sådan gik det som regel for prinsesser, dengang hun blev født.

Men tiderne ændrede sig, så prinsesse Margrethe blev tronfølger ved Grundlovsændringen i 1953.

Så kunne den kommende danske dronning blive hjemme i det Danmark, som hun siden har tjent og hyldet i sin gerning, men også i kunsten, i kostumer, malerier og decopage med mere.

Der er format og farver over vores majestæt. Simpelthen. Som da hun i nytårstalen 2020-2021 sagde: Gud bevare jer alle sammen. Gud bevare Danmark.

Sikke en dronning.

Danmarksbloggen kipper med Dannebrog, og ønsker Hendes Majestæt tillykke med 50årsjubilæet. Gid Margrethe d. 2. må få mange gode år endnu på den danske trone.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folkelige Frederik – eller?

Udgivet den af
2

Det er næppe gået danskernes opmærksomhed forbi, at kronprins Frederik fylder 50 år i dag. Medierne har også talt meget om, hvor folkelig kronprinsen er – og det er meget, synes de fleste åbenbart.

Danmarksbloggen mener så, at lige netop dén term skurrer. For hvor folkelig kan et menneske blive, når:

  1. Ens mor er landets dronning med det liv, som det indebærer – også på familieområdet
  2. Man vokser op på slotte som Amalienborg og Fredensborg
  3. Det tidligt forventes af en, at man kan opføre sig på en bestemt måde – i hvert fald når medierne er tilstede
  4. Ens 18 års fødselsdag fejres med en karettur gennem København – og en tur i statsrådet
  5. Man i det hele taget har mange pligter, som andre ikke har – som fx at rejse til alverdens lande og skabe gode betingelser for Danmarks erhvervsliv
  6. Men også mange fordele – som for eksempel en luksustilværelse og mange millioner i apanage plus diverse gaver som biler og ferier
  7. Landets ledelse skal godkende ens kommende hustru
  8. Ens bryllup varer i over en uge og inkluderer de tre værn og en masse andet offentligt
  9. Ens førstefødte har eksakt samme skæbne som en selv, men alle andre børn ikke har samme skæbne, men både andre forpligtelser og andre fordele end andre danskere
  10. Ens ”job” består i at repræsentere, trykke hænder, holder taler og deslige

Andre danskere har en opvækst, skolegang og i det hele taget liv, som kun sjældent interesserer andre end den nærmeste familie og venner. Ens 18 års-fødselsdag handler også om venner og alkohol – og har ikke det mindste med statsråd eller karettur at gøre. Man kan så heller ikke stable et landsdækkende motionsløb på benene, når man fylder 50 år – men til gengæld må man selv bestemme, hvem man gifter sig med. Man bor – med få undtagelser – heller ikke på slotte eller får millioner i apanage, men omvendt er der ingen, der forventer, at man ”repræsenterer” Danmark på nogen planer.

Så der er enorme forskelle på det liv, som danskerne lever – og så det liv som kronprinsen lever. Han ved fx heller ikke, hvad det vil sige at skulle kæmpe for at komme ind på en uddannelse, få et job eller en bolig. Alle de vigtige basale rammer i tilværelsen, som for os andre også er et valg – men ikke valg, hvor vi er økonomisk uafhængige, som kronprinsen er det.

Så folkelig – nej, det er kronprinsen ikke, men derfor kan han sagtens være både sød og rar. Efter sigende skal han også være netop både sjov og levende, når man taler med ham privat. For det er iflg. de royale kommentatorer de offentlige fremtrædener, der tegner en stor del af kongegerningen, som han har det svært med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Arven efter Thorning

Udgivet den af
Svar

Helle Thorning-Schmidt, Danmarks første kvindelige statsminister, fylder 50 år i dag, hvor det næsten på dagen er 1½ år siden, at hun måtte afgive statsministerposten til Lars Løkke.

Danmarksbloggen har selvsagt skrevet en del om Helle Thorning, og hun er også nævnt i Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder. Her link til sidste afsnit, hvor der er link til alle de foregående afsnit:

http://danmarksbloggen.dk/?p=6920

Men den runde dag får Danmarksbloggen til at filosofere lidt over Thornings betydning.

Selv nævnte hun kun få gange, at hun var landets første kvindelige statsminister. Det blev pakket væk, fordi hun ikke ønskede forskelsbehandling. På en måde sympatisk, men på den anden side også en fejl. For det skulle være fejret med trommer og rabalder, at Danmark endelig i 2011 fik sin første kvindelige statsminister.

På den tredje side var det måske okay – også når man ser Thornings arv, som er nærmest ikke-eksisterende. Hun efterlod sig ingen aftryk, når det handlede om visioner for Danmark. Og det gode, som blev gennemført fx en mere stabil økonomi og solidarisk velfærd, har Løkke og co. for længst fået ødelagt.

Hendes højre hånd, Bjarne Corydon, brugte også kun den politiske karriere som et springbræt ind i det private erhvervsliv, og hendes anden nærmeste Noa Reddington er tilbage i medieverdenen, hvor han endnu engang bekræfter den symbiose, der er mellem medier og politikere – og ikke mellem befolkning og politikere.

Så tillykke med dagen, som også har torne for et Socialdemokrati, der stadig lider, idet partiet passer alt for meget på med at kommunikere holdninger, drømme og visioner, fordi man er bange for at blive beskyldt for løftebrud – hvor uretfærdigt det end er. For løftebrud laver alle – og man er nødt til at vise sine farver, hvis man vil have stemmer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Emil fra Lønneberg bliver 50

Udgivet den af
2

I dag fylder en af Astrid Lindgrens mest elskede figurer rundt. Nemlig Emil fra gården Katholt i Lønneberg, Småland, Sverige.

Og nok er det her en blog om danskerne og Danmark, men Emil er mindst ligeså elsket i Danmark, som han er det i Sverige. For der findes næppe den dansker, der ikke kender og elsker Emil.

Alle har vi grinet med ham, når han lavede skarnsstreger som at putte en frø ned i kurven, som han og lille Ida skulle bringe ud til de travle høstfolk i marken – eller dengang han rendte rundt med en brødspade og daskede til karlene under slagsmålet på Bakkegården. Eller malede Ida blå over det hele, så Tyttebær-Maja kunne løbe rundt i hele sognet og fortælle, at der var tyfus på Katholt.

Eller når Emil puttede hovedet i suppeterrinen, endda i to versioner, hejste sin lillesøster op i flagstangen, red på en hest lige ind til den fine borgmester i Mariannelund og meget mere.

Vi har også alle haft ondt at Emil, når han igen blev sat ud i eller var nødt til at flygte ud i snedkerværkstedet – eller dengang han måtte afsted til afholdsmødet for at aflægge løfte om aldrig mere at drikke alkohol. Ret beset havde Emil i den forbindelse kun spist de gærede kirsebær i den tro, at de var almindelige kirsebær.

Men love aldrig at drikke mere – dét måtte Emil og hans gode ven Grisepjokket ved den lejlighed. Og at en gris aflagde afholdsløfte var noget helt specielt. Men ham knægten fra Katholt har heller aldrig været helt almindelig, som det igen og igen slås fast i de tre bøger om Emil.

For en ting er at grine med Emil og af alle hans skarnsstreger – og at have ondt af ham og hans mor, der møjsommeligt skriver alt ned i de blå stilehæfter. Det er den ene del af fortællingerne om Emil.

Den anden er beundringen for Emil, som man gribes af undervejs. Beundringen for en dreng, der nok er fiktiv, men alligevel kan inspirere os alle til at turde. Turde tale det godes sag, ja turde gøre det godes sag.

Som da han invitererer alle fattiglemmerne til julegilde på Katholt og giver dem al den mad, som familien fra en af nabogårdene skal have dagen efter. Men de er tykke nok i forvejen. Det er bedre, at maden kommer derhen, hvor den gør gavn, som Emil konkluderer det.

Og til allersidst i den sidste Emil-bog, hvor han med fare for sit eget liv tager afsted i en forrygende snestorm for at redde hans bedste ven Alfreds liv. En mission, der nærmest er dømt til at mislykkedes. Men det går godt. De redder livet begge to på grund af en umenneskelig stor indsats fra Emil.

For man bliver så stærk, når man skal, som Emil selv forklarer det, mens han skovler sne på den flere kilometerlange vej til doktoren.

Gid vi danskere i denne mørke tid, hvor fællesskabet og solidariteten har svære kår, også bliver så stærke, som vi skal – så vi også kan give maden til dem, der har brug for det og skovle den sne væk, som ødelægger livet for så mange.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk