Anmeldelse: ”Jeg har også levet!”

I går kom bogen ”Jeg har også levet!” på gaden. Den handler om Astrid Lindgren, Louise Hartung og deres mere end 600 breve til hinanden.

Der findes næppe den dansker, som ikke kender – og elsker – Astrid Lindgren. Så kan man indbyrdes være uenige om hvilken bog, som er bedst – eller hvilken figur, som man holder mest af. Men at man læste eller fik læst Astrid Lindgren som barn, og selv har læst højt af hendes bøger for ens egne børn – det gælder for de fleste af os.

Louise Hartung derimod er et navn, der ikke vækker genlyd hos den brede danske befolkning. Men navnet er nu alligevel tæt forbundet med Astrid Lindgren, da de to var nære veninder og åndsfæller i de 11 år, der gik fra de mødtes og til Louise døde i 1965.

Louise Hartung var børne- og ungdomskonsulent i Berlin, en ildsjæl når det gjaldt om at skabe kultur til børn – og så var hun en stor fan af Lindgrens bøger, som hun gjorde alt, hvad hun kunne for at udbrede kendskabet til.

På mange måder var de to kvinder altså lig hinanden, begge kunstneriske, begge litterære, begge med et stærkt drive, men der er også store modsætninger, som man kan se folde sig ud i brevene.

Astrid var den introverte, der alligevel indimellem behøvede at leve ekstrovert – og Louise den extroverte med et stort behov for til tider at være introvert – eller måske snare opslugt af Astrid Lindgren, som hun også var forelsket i, men uden at det blev gengældt.

For på det punkt var de ikke ens. For Astrid var deres venskab tæt og nært og med stor fortrolighed, men for Louise rummede det samtidig en tiltrækning og længsel efter at mødes på det romantiske og erotiske plan, men det skete aldrig. Louise havde i øvrigt en kæreste hjemme i Berlin, en kvindelig psykiater som efter Louises død sendte Lindgrens breve tilbage til Astrid, hvilket var et held, for ellers havde vi måske ikke haft dem i dag.

Breve, som viser de to kvinders natur og liv, som var så ens og så forskellige. For også deres liv, især inden de mødtes, repræsenterede to modpoler.

Astrid, som under 2. verdenskrig levede i Stockholm i det neutrale Sverige, en by som nok var påvirket af krigen og især den omfattende spionage, som fandt sted i den svenske hovedstad, men som ikke oplevede hverken bomber eller at der ikke var mad og andre fornødenheder at få.

Og så Louise, som boede i Berlin, og som oplevede byens tid som centrum i Det Tredje Rige, mens hun optrådte som sangerinde for de tyske soldater og samtidig skjulte jøder, men som senere blev voldtaget af de russiske soldater, og måtte klare sig så godt, som hun nu kunne i den sønderbombede by.

Alt det hørte tiden inden brevene til, men det påvirkede og skabte alligevel de to kvinder og deres verdensopfattelse i en tid, hvor de udvekslede breve, mens der skete begivenheder som Den Kolde Krig og Berlinmurens opståen, som de selvfølgelig også drøftede i deres kontinuerlige samtale igennem 11 år. Og så midt imellem alle åndrighederne kunne de alligevel samtidig glæde sig over købet af en ruskindsfrakke og andre almindeligheder.

For nok er der tale om to velbegavede kvinder, men som os andre var de også optaget af hverdagens små ting og gøremål, og det er faktisk – midt i alle de store tanker – vældig forfriskende at læse. For ja, selv store ånder kan også fx blive ramt af virus og bare sidde og vente på, at det damper over. Det ved man godt, men det er alligevel rart at se sort på hvidt en af de dage, hvor man sidder og bliver i tvivl om egen formåen.

Bogen er skrevet af cand.mag Jette Glargaard og forfatter Jens Andersen, og det er en tour de force, at de to har gnavet sig igennem alle brevene og sat dem sammen – også dem, som var uden sidetal og datoer. For vi taler ikke om to breve om året mellem Berlin og Stockholm, men om 600 breve som sammen med et veludbygget personregister, noteapparat med mere fylder 580 sider.

Det er en imponerende akademisk bedrift, men bogen er mere end det. Den er en sprællevende skildring af et årti, hvor der skete meget i Europa og i verden, og hvor det hele plus alt det personlige kommenteres, drøftes og beskrives af to vidende og åbne kvinder, indimellem i dagligdags vendinger, men oftere med stor originalitet.

For de skriver godt begge to – og man lever sig let ind i deres sind og verden, når man læser deres breve. Undertegnede vil så gerne stå ved, at jeg følte mig tættest på Astrid. Måske fordi at hende kendte og elskede jeg i forvejen, måske fordi jeg er svenskofil.

Det eneste, som bogen mangler, er en overskuelig og med årstal behæftet oversigt over de to kvinders liv, da en sådan ville lette læsningen og gøre det nemmere at bevare overblikket.

Danmarksbloggen giver ”Jeg har også levet!” fem ud af seks frimærker, som dem man stadig brugte, dengang Astrid og Louise udvekslede mere end 600 breve.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Grattis till Pippi

I dagens anledning – at det i dag er 70 år og én dag siden at Pippi Langstrømpe fyldte 70 år – er overskriften på svensk og betyder på dansk: Tillykke til Pippi.

For ja, grattis på svensk betyder tillykke på dansk. Ligesom at glass på svensk betyder is på dansk. Roligt på svensk er sjovt på dansk. Leende på svensk er smil på dansk. Osv – og det er altsammen meget hyggeligt og spøjst – og noget, som man kan grine af.

Hvad, der ikke er sjovt, er den politiske korrekthed og de måder at måle mennesker på, der spreder sig – ikke kun i Sverige, men også i Danmark.

En politisk korrekthed så meget værre end de fordomme, som Pippi kæmpede imod, når hun igen og igen måtte bevise både overfor politiet og den geskæftige fru Prysselius, at hun da skam sagtens kunne klare sig selv.

Og målemetoder, hvor man i vor tid måler og tester selv ganske små børn på måder, der er flere gange værre end den overhøring, som den lille bys børn skal til – og som de er så bange for.

Pippi arrangerer selvfølgelig ved siden af sin egen overhøring – og der får man ikke rødt, krasende undertøj, men bolsjer og guldmønter – og man skal kun svare på ét spørgsmål, og kan man ikke svaret, så hjælper Pippi ved at hviske det meget højt. Så ved Pippis overhøring er der ingen, der græder. Tværtimod er der stor glæde.

Vi kunne godt bruge nogle flere Pippi´er – og mange færre fru Prysselius ´er. 

Det mente Nordens bedste børnebogsforfatter Astrid Lindgren også – og hun havde ret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den gyldne sommer og at bruge tiden

Astrid Lindgren skriver i bogen “Kalle Blomkvist lever farligt”: Hvem var det, der sagde, at en sommerferie var lang? Det er helt forkert! En sommerferie er så sørgelig, ubarmhjertelig kort, at man kunne græde. De gyldne dage rinder bort, den ene efter den anden. Det gælder om at udnytte hvert sekund.

Hun har ret. Især når man husker også at lave ingenting indimellem, både i sommerferien og ellers. For nogle gange bruges tiden bedst, når den bruges til ingenting udover bare at være …

Jeg nægter ihvertfald at stresse over konstant at skulle have det bedste afkast af tiden, som var den en anden bank-konto. For så bliver tiden, både den i sommerferien og ellers, da i sandhed kort og uden nu, glæde og dybde.

Men alligevel har hun ret, Astrid Lindgren. De gyldne sommer(ferie)dage skal nydes i fulde drag. De skal suges ind, svømmes, duftes, spises og drikkes … De skal føles, leves, drømmes og sanses udover alle grænser.

For som der står i visen “Når egene knoppes”: Men bedst som du kommer, du favre skærsommer, så hastigt du flyr som en drømmerig blund …

Så med andre ord: NYD SOMMEREN, saml alt hvad du kan af lys og varme. Der bliver brug for det i dén vinter som kommer, en vinter med tid til fordybelse og drømme om næste gang natten igen bliver lys, og luften igen mild og fuld af blomsterdufte og fuglesang. Næste gang det bliver sommer(ferie) …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Valborgaften: Livet pulserer i mig

Livet pulserer i mig, siger drankeren og døgenigten hr. Nilsson i Astrid Lindgrens bøger om Grynet, en på alle måder sød pige på 7-8 år, der vokser op i en lille svensk provinsby, og som så gerne vil gøre en masse godt, men som ofte kommer galt afsted – og som en anden Emil også så let kommer til at lave unoder.

Hr. Nilsson bor i nabohuset sammen med fru Nilsson og sønnen Anders, der er 14-15 år, og som Grynet er gode venner med. Hr. Nilsson er rigtig god til at være på kroen og mindre god til at hjælpe konen og sønnen med at bage og sælge de sukkerkringler, som familien lever af.

Der er heller ikke særligt pænt inde hos Nilssons, synes Grynet, som selv kommer fra det velstillede borgerskab med en far, der er redaktør på byens avis og en mor, der går hjemme sammen med Grynet, lillesøsteren Lisbeth og husets unge pige Alva.

Der er altså tale om to meget forskellige miljøer, der ligger dér side og side nede ved den lille bys å. Men stik mod hvad mange gør idag, så færdes Grynet hjemmevant begge steder. Moderen er ikke altid glad for det, men faderen siger, at Grynet har godt af at se, hvordan andre folk lever.

Selv tænker Grynet ikke så meget over det – og slet ikke når hun er inde hos Nilssons, hvor hun nok synes, at der ikke er så pænt som inde hos hende selv, men hvor der alligevel er rigtigt hyggeligt, når hun sidder og snakker med Anders, der står og bager sukkerkringler, mens fru Nilsson læser avisen højt for dem, og hr. Nielsson lægger på sin slagbænk og spekulerer over livet – og fortæller de andre om hans tanker. Dét er han nemlig også rigtig god til.

Men lige når kalenderen viser 30. april, og det er Valborgaften i Sverige, så føler han som regel livet pulsere i sig, så føler han sig fuld af virketrang og lyst til at ændre sig og gøre en forskel for ikke kun sig selv. Men også for hans kone og søn, som han faktisk holder rigtig meget af og kun ønsker det bedste for. Hvis jeg havde nogen kontanter, så skulle I sørme få både det ene og det andet, som han siger. Og det er jo altsammen så såre menneskeligt.

Vi kender vist alle til at drømme og fantasere – og til at blive grebet af den der pulseren og lyst til at gøre noget ved tingene!!! En følelse der måske kommer allermest, når vi er i stemning, og det bliver men let en 30. april i Sverige, hvor man stadig fejrer Valborgaften.

Valborgaften er nemlig den gamle nordiske bålaften, hvor man ærer foråret med store bål á la de nutidige danske Skt. Hans-bål, som i Danmark forlængst har fortrængt Valborgs-bålene. Men i Sverige blusser de endnu i den ofte lidt kølige forårsaften, som de også gjorde det for lidt over 100 år siden, hvor historierne om Grynet foregår.

Forskellene i samfundet findes også endnu, men idag blander vi os desværre ikke længere i hinandens liv. Vi er end ikke en del af hinandens liv. Nej, vi lever i ghettoer, hvad Danmarksbloggen tidligere på foråret også skrev om:

http://danmarksbloggen.dk/?p=3969

Den gode nyhed er heldigvis, at der kan gøres noget ved det. Så lad os lytte til Grynets kloge far, der selv kæmper en brav kamp på flere planer bøgerne igennem for at gøre noget ved den sociale ulighed.

For vi skal som Grynet se, hvordan andre folk lever. De er sundt for os.

For det vi ser, har vi lettere ved at forholde os til. Sådan er det, og det er også såre menneskeligt. Og har man først set nok og oplevet nok, så kan man også finde på at gøre noget ved det.

Så kan man ikke længere nøjes med at føle livet pulsere i sig, så må man ud at gøre noget.

Danmarksbloggen vil opfordre til at læse bøgerne og til bagefter at gå ud i foråret, livet og samfundet og gøre noget ved det.

Så føler man – for alvor – livet pulsere i sig

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Emil fra Lønneberg bliver 50

I dag fylder en af Astrid Lindgrens mest elskede figurer rundt. Nemlig Emil fra gården Katholt i Lønneberg, Småland, Sverige.

Og nok er det her en blog om danskerne og Danmark, men Emil er mindst ligeså elsket i Danmark, som han er det i Sverige. For der findes næppe den dansker, der ikke kender og elsker Emil.

Alle har vi grinet med ham, når han lavede skarnsstreger som at putte en frø ned i kurven, som han og lille Ida skulle bringe ud til de travle høstfolk i marken – eller dengang han rendte rundt med en brødspade og daskede til karlene under slagsmålet på Bakkegården. Eller malede Ida blå over det hele, så Tyttebær-Maja kunne løbe rundt i hele sognet og fortælle, at der var tyfus på Katholt.

Eller når Emil puttede hovedet i suppeterrinen, endda i to versioner, hejste sin lillesøster op i flagstangen, red på en hest lige ind til den fine borgmester i Mariannelund og meget mere.

Vi har også alle haft ondt at Emil, når han igen blev sat ud i eller var nødt til at flygte ud i snedkerværkstedet – eller dengang han måtte afsted til afholdsmødet for at aflægge løfte om aldrig mere at drikke alkohol. Ret beset havde Emil i den forbindelse kun spist de gærede kirsebær i den tro, at de var almindelige kirsebær.

Men love aldrig at drikke mere – dét måtte Emil og hans gode ven Grisepjokket ved den lejlighed. Og at en gris aflagde afholdsløfte var noget helt specielt. Men ham knægten fra Katholt har heller aldrig været helt almindelig, som det igen og igen slås fast i de tre bøger om Emil.

For en ting er at grine med Emil og af alle hans skarnsstreger – og at have ondt af ham og hans mor, der møjsommeligt skriver alt ned i de blå stilehæfter. Det er den ene del af fortællingerne om Emil.

Den anden er beundringen for Emil, som man gribes af undervejs. Beundringen for en dreng, der nok er fiktiv, men alligevel kan inspirere os alle til at turde. Turde tale det godes sag, ja turde gøre det godes sag.

Som da han invitererer alle fattiglemmerne til julegilde på Katholt og giver dem al den mad, som familien fra en af nabogårdene skal have dagen efter. Men de er tykke nok i forvejen. Det er bedre, at maden kommer derhen, hvor den gør gavn, som Emil konkluderer det.

Og til allersidst i den sidste Emil-bog, hvor han med fare for sit eget liv tager afsted i en forrygende snestorm for at redde hans bedste ven Alfreds liv. En mission, der nærmest er dømt til at mislykkedes. Men det går godt. De redder livet begge to på grund af en umenneskelig stor indsats fra Emil.

For man bliver så stærk, når man skal, som Emil selv forklarer det, mens han skovler sne på den flere kilometerlange vej til doktoren.

Gid vi danskere i denne mørke tid, hvor fællesskabet og solidariteten har svære kår, også bliver så stærke, som vi skal – så vi også kan give maden til dem, der har brug for det og skovle den sne væk, som ødelægger livet for så mange.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk