50 år på den danske trone

For 50 år siden i morgen (d. 15. januar 1972) stod danskerne på Christiansborg Slotsplads.

Det var ikke for at demonstrere. Det var for at hylde Danmarks nye regent – den kun 31-årige Margrethe d. 2. af Danmark, som trådte frem i sort sørgedragt og med det sorte slør flagrende om ansigtet.

Dagen forinden var hendes far, Frederik d. 9., død. Og få dage efter skulle hun sige farvel til ham i Roskilde Domkirke.

Sådan er det i Danmark. Dér starter en regents livsmission samtidig med en stor sorg. Dét kræver sin viking – og en kvinde kan også være en viking. Bare så De ved det.

Dronningen har senere fortalt, at hun følte, at dér på balkonen blev hun kaldet til sin gerning, grebet af en bølge. NU gælder det.

Når man ser på de fem årtier, som er gået siden dén vinterdag, må man sige, at Dronningen stadig rider på bølgen.

Både bogstaveligt ombord på Kongeskibet Dannebrog, men også popularitetsmæssigt. Vi skal langt tilbage i historien – hvis det overhovedet kan lade sig gøre – for at finde en regent, som er lige så populær hos både høj og lav, gammel og ung som Dronning Margrethe d. 2. af Danmark.

Men hun har også – virker det som om – en indre bølge, der er rodfæstet i den danske muld og i det danske sprog, som hun behersker som få.

I Danmark er jeg født, skrev H.C. Andersen. Det er Dronningen også – på Amalienborg en uge inden i Besættelsen.

Danskheden er altså en stor del af regentens DNA – og Dronningen har også fortalt, at hun var ked af udsigten til at skulle forlade Danmark som voksen. For sådan gik det som regel for prinsesser, dengang hun blev født.

Men tiderne ændrede sig, så prinsesse Margrethe blev tronfølger ved Grundlovsændringen i 1953.

Så kunne den kommende danske dronning blive hjemme i det Danmark, som hun siden har tjent og hyldet i sin gerning, men også i kunsten, i kostumer, malerier og decopage med mere.

Der er format og farver over vores majestæt. Simpelthen. Som da hun i nytårstalen 2020-2021 sagde: Gud bevare jer alle sammen. Gud bevare Danmark.

Sikke en dronning.

Danmarksbloggen kipper med Dannebrog, og ønsker Hendes Majestæt tillykke med 50årsjubilæet. Gid Margrethe d. 2. må få mange gode år endnu på den danske trone.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.