Danmarksbloggens Nytårstale

I takt med at man bliver ældre, ønsker man sig i reglen mindre og mindre for de kommende 12 måneder, men ikke i år.

I år må undertegnede indrømme, at ønskesedlen er længere end den har været meget længe.

Jeg ønsker mig:

1)      Bedre sociale forhold i Danmark

2)      Plads til mennesker i Danmark

3)      Plads til fællesskab og solidaritet

4)      At der tages vare på miljø, natur og kyster

5)      Bedre uddannelser og mere fri forskning

6)      Mere kultur

Eller sagt kort: At V-regeringen går af – og erstattes af en ny regering, som vil mennesker, fællesskab, kultur, natur og solidaritet. Alt det, der for alvor gør Danmark stort og dejligt – og dansk og rigt. For det, som er godt for det enkelte menneske, er også godt for samfundet.

Vi bliver nemlig fattige af skattelettelser, social ulighed og rovdrift på naturen – men vi bliver rige af solidaritet, social lighed og en satsning på grønne arbejdspladser og bæredygtighed.

Godt nytår.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Systematik i ødelæggelsen af Danmark

Nytåret sig nærmer – og dermed også Dronningens og statsministerens nytårstaler. Taler, som gerne skal løfte sig lidt højere op end det hverdagsagtige – og som for især statsministerens vedkommende skal handle om politiske visioner og ideer.

Og her er det så, at Danmarksbloggen tvivler på, at det kommer til at ske. For den nuværende regering glimrer netop ved 1) at ødelægge det danske samfund både socialt, økonomisk, erhvervsmæssigt og miljømæssigt og ved 2) ikke at udvise noget som helst lederskab.

Eller som professor Steen Hildebrandt skrev det på sin blog på ”Mandag Morgen” kort før jul:

Det er deprimerende at tænke på, hvor megen skade regeringen allerede har skabt i Danmark på blot et halvt år. Man må dog indrømme: Der har været en imponerende systematik i indsatsen, og det skaber et skrækscenarie for de kommende år. Det kortsigtede, visionsløse og ikke-bæredygtige er en systematik for regeringen.” Citat slut

Læs hele indlægget her: https://www.mm.dk/blog/halvt-aar-sort-regering-%E2%80%93-er-socialdemokraterne

En imponerende systematik i indsatsen – i ødelæggelsen af Danmark. Den dygtige professor er spot-on i sin beskrivelse. Dét er slemt og mere skrækindjagende end de mest onde af de ånder, som vores forfædre frygtede, lå på lur her ved nytårstide.

For et spøgelse kan ikke gøre fortræd. Det er kun de levende, der kan gøre fortræd. Det kan de så også. Og den nuværende regering gør Danmark og danskerne fortræd med en grundighed og en systematik som aldrig set før.

Læs også Danmarksbloggens indlæg fra sidste uge om fjendebilledet, der har krigen i sig: http://danmarksbloggen.dk/?p=7868

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Et tabu at være fattig

Er det et tabu for den enkelte at være fattig? Desværre ja, men det burde det ikke være. Der er desuden så mange fattige i Danmark, at det forlængst burde være helt naturligt at stille sig op og sige: Ja, jeg er fattig.

Men det er det ikke.

Danmarks fattige – som der bliver flere og flere af i et samfund, der ellers bliver rigere og rigere – sniger sig stadig langs husmurene, flove over deres slidte tøj og udtrådte sko – og over ikke at kunne give deres børn de mobiler og de biograf-billetter, som for alle andre er en selvfølge. For slet ikke at tale om at stadig flere ikke har penge til nødvendig medicin, tandlæge og tre, sunde måltider hver dag – hele måneden.

Den danske regering og deres meningsfæller derimod har ikke nogen problemer med, at der findes fattige i Danmark – og at tallet er stigende. Tværtimod så sparker de blå godt og grundigt nedad og siger, at det er folks egen skyld, når de er fattige. De kunne jo bare udvise lidt initiativ.

Danmarksbloggen er så desværre ikke overrasket – denne umenneskelighed er business as usual hos de blå. Så den kan man forvente. Det værste er, at uhyrlighederne får lov til at passere uanfægtet hos de fleste.

For det er mennesker, som vi taler om. Levende mennesker af kød og blod, børn og voksne, som skubbes udenfor af samfundets blå bøller, som gør det til noget skamfuldt at være fattig.

Men det er det ikke. Det er derimod skamfuldt at behandle andre mennesker som de blå gør det. Deri lægger det virkelige tabu: At man – som de blå – synes, at det er okay at gøre forskel på folk. At der er mennesker i Danmark, der er så fattige, at de ikke har råd til de basale ting, mens de rigeste bliver rigere og rigere år for år.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Venstre svigter sin egen Danmarks-kanon

Nu vil regeringen – med kulturminister Bertel Haarder i spidsen for projektet – have en Danmarkskanon. Sådan en som definerer, hvad det vil sige at være dansk, hvad der betyder noget i Danmark.

Haarder nævner selv andelsbevægelsen, kvindebevægelsen, arbejderbevægelsen og højskolebevægelsen som eksempler på noget, der er klassisk dansk.

Danmarksbloggen er helt enig med Haarder. De fire nævnte bevægelser ER typisk danske, idet de alle handler om fællesskab, om at de stærke hjælper de svage, om oplysning og alt andet, der samler og skaber et godt og solidarisk samfund.

Danmarksbloggen kan så også konkludere, at den nuværende regering – som altså vil skabe en Danmarkskanon – overhovedet ikke er dansk i sin egen betydning af ordet. For den nuværende regering gør ingenting for at fremme oplysning, sammenhold og fællesskab.

Tværtimod så er enhver af den nuværende regerings beslutninger dikteret af en hidtil uset egoisme, sparken-nedad og leflen for junglesamfundet – og det ville klæde en ellers intelligent mand som Bertel Haarder at anerkende og tage afstand fra dette.

Ja, Haarder er i bund og grund nødt til at forsage sin egen regering, hvis ikke hans Danmarkskanon skal ende som ord ligeså tomme og hule som de forsikringer om at passe på velfærden, som hans formand Lars Løkke kom med i valgkampen i sommers.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Glædelig jul fra Danmarksbloggen

I går var det solhverv. Så nu går det – i naturen i hvert fald – mod lysere tider. Danmarksbloggen kunne godt drømme om, at det samme var tilfældet i samfundet.

Der er heldigvis også mange initiativer, enkeltpersoner og organisationer, som arbejder for et mere rummeligt og et mere solidarisk Danmark – blandt andet denne blog.

Så noget er på vej. Noget godt. Det må vi tro på. Alternativet er heller ikke til at holde ud.

Man siger også, at det altid er mørkest lige inden daggry.

Dét ønsker Danmarksbloggen i dén grad er sandt. For der er brug for lys i Danmark i disse år. Lys, som skinner ligeså klart, som julelysene vil gøre det på juletræerne i morgen rundt omkring i Danmark.

Danmarksbloggen ønsker alle en rigtig glædelig jul med ønsket om, at vores samfund igen bliver som dét juletræ. For ingen skal lades udenfor og alene. Alle skal ind i kredsen og deles om lysene, pynten og gaverne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Solhverv og juleroser

Vintersolhvervet plejer at falde d. 21. december, men i år falder det i dag d. 22. december.

Solhverv er – basalt set – en astronomisk begivenhed, som har at gøre med Jordens bane om solen og Jordens rotation, der gør, at dagslængden varierer gennem året, så vi har lange, lyse dage om sommeren og korte, mørke dage om vinteren. Dagen er i Danmark cirka 7 timer lang her ved vintersolhverv, mens den er over 17 timer lang ved sommersolhverv.

Nogle sjove fakta om vintersolhverv er så, at den seneste solnedgang allerede har fundet sted, nemlig for en uges tid siden. Omvendt så står solen stadig senere op en uge endnu. Så vi skal altså helt frem til omkring nytår, før solen både står tidligere op og går senere i seng sådan samlet set.

Men under alle omstændigheder: Fra nu af bliver dagene længere – cirka 3 minutter og 20 sekunder i snit – indtil sommersolhverv i juni.

Omkring jævndøgn går det dog stærkere – her bliver dagen cirka 5 minutter længere pr. dag. Det er dér i slutningen i marts, hvor lyset også kommer væltende frem., og vi mærker, at det er forår.

Lysvæld efter lysvæld, som man også kan læse om det i Selma Lagerlöfs fantastiske historie om juleroserne, der ikke har noget direkte med vintersolhverv at gøre – men som foregår på denne tid på året, og som handler om kulden i et menneskehjerte. Men også om troen på næstekærligheden og modet og håbet – og om julehaven i Göinge skov.

Dén historie er det godt at læse en mørk vintersolhvervsdag som idag.

Glædeligt solhverv – eller rettere: År og Fred, som de asa-troende siger det, både i al almindelighed og når de skal blóte, som de skal det i dag for at fejre solhvervet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Regeringen skider på demokratiet

Et flertal i Folketinget har stemt for at droppe besparelserne på udviklingsbistanden.

Det er regeringen så ligeglad med – og ja, rent juridisk kan regeringen åbenbart tillade sig at ignorere det, da der er tale om et beslutningsforslag og ikke et lovforslag.

Rent juridisk, ja – men ikke moralsk.

Målt på enhver moralsk og etisk parameter skider regeringen på demokratiet, når de ignorerer, hvad et flertal af de demokratisk valgte folketingsmedlemmer ønsker.

Danmarksbloggen er rystet, men ikke overrasket. Det her er blot det seneste skud på den stamme, der hedder: Danmark som en totalitær banan-republik!!!!!!!

Danmarksbloggen kan kun opfordre til at ændre det til et lovforslag – og det NU. Dét kan vel nå at hastebehandles inden jul, når man tænker på, hvor stærkt det gik med flygtninge-forslaget.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Et fjendebillede med krigen i sig – og et mod, der skal hyldes

Det startede med Fogh og Kjærsgaard – denne langsomme, men grundige afmontering af solidaritet og medmenneskelig anstændighed i Danmark. En afmontering, hvor enhver er sig selv nærmest i et junglesamfund, hvor der kun er plads til at være stærk.

Thorning-regeringen prøvede så at afbøde nogle af konsekvenserne, men uden at tage det nødvendige opgør med det umenneskelige menneskesyn – og så dutter dét ikke noget på den lange bane.

Så er det så let som ingenting at rulle alt tilbage – og det har Løkke, Hjort, Støjberg og Thuelsen Dahl så sandelig også gjort. Ja, umenneskeligheden og uanstændigheden er siden i sommers foregået i et tempo og med en systematik som aldrig set før i Danmark.

Syd for grænsen foregik der noget tilsvarende engang i sidste århundrede!!!!!!!!!!!!

Ai, det er ikke fair at trække nazi-kortet, kan jeg høre nogle sige.

Jo, det er, er mit svar. For når først vi kommer derud, hvor vi tager folks vielsesringe fra dem og placerer dem i kz-lejre – undskyld teltlejre, så er det DIREKTE SAMMENLIGNELIGT. Så har vi skabt et fjendebillede, der har krigen i sig.

De her mennesker flygter fra krig og rædsel – men den danske V-regering og Dansk Folkeparti behandler dem som dyr!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Dét er så rystende forkert, så forfærdende at det skriger til himlen – og Danmarksbloggen håber, at FN snart vil indføre sanktioner mod Danmark. For vi bryder op til flere internationale konventioner og menneskerettigheder.

I mellemtiden gør os med anstændigheden i behold hvad vi kan …

Danmarksbloggen vil også i den forbindelse gerne hylde de tre markante Venstre-mænd, der indefor få dage har forladt Venstre i protest: Michael Jellesmark, Kåre Traberg Schmidt og Jens Rohde.

Danmarksbloggen er – som de fleste sikkert ved – på ingen måde blå, men det er ligemeget. De tre mænds mod skal hyldes. Desuden er Danmark et sted, hvor det ikke kommer an på parti-farve længere – men på ens menneskelige kvaliteter. På om man er på solidaritetens, lysets og kærlighedens side – eller om man vælger selvtilstrækkelighedens mørke.

Disse tre mænd valgte det første, da det gjaldt. Gid vi alle gjorde det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Jule-illusion nr. 4: JULETRÆET

Danmarksbloggens adventsserie i år handler om julens illusioner, og vi slutter i dag med juletræet.

Jule-illusion nr. 4: JULETRÆET

Ved juletid er der plads til alle omkring juletræet, ikke? Nej, ikke rigtig, vel?

Faktisk er der rigtig mange, som der ikke er plads til omkring noget juletræ i Danmark.

Den hjemløse for eksempel.
Eller den besværlige slægtning, som ingen gider være sammen med. Og måske er han eller hun også både irriterende og lugtende, men det er stadig et medmenneske.
Der er også de egoistiske, som ikke gider invitere andre end dem, som de allerbedst kan lide – og så må alle andre klare sig selv, uanset om det er en nabo, en mor eller en kollega.
I år er der også de flygtninge, som går på Europas øde og kolde veje – også d. 24. og d. 25 december.
Der er faktisk rigtigt mange, som der ikke er plads til.
Fordi de ikke lige passer ind i perfektheds-billedet … eller noget.

Og desværre bliver der plads til færre og færre omkring det juletræ, som hedder samfundet. Men det giver ikke mening. Slet ikke mening faktisk – og slet ikke i julen, som vi kun kan fejre, fordi Glæden skal fødes julenat for få dage efter at drage til Egypten som … ja, flygtning.

Det er værd at tænke over – glædelig advent.

Læs tidligere afsnit her:

Hyggen: http://danmarksbloggen.dk/?p=7758
Gode ved hinanden: http://danmarksbloggen.dk/?p=7796
Julegaverne: http://danmarksbloggen.dk/?p=7824

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Værre end et løftebrud

Så kom Skrækkens Finanslov på plads – eller det vil sige: Det gjorde den faktisk ikke.

For selvom vi om et par uger skriver 2016, så er store dele af de blå´s finansiering af skattelettelser til de rige slet ikke på plads. Men det tager vi bare til foråret, er meldingen fra finansminister Claus Hjort Frederiksen og Dansk Folkeparti´s formand Kristian Thulesen Dahl, der åbenbart er løbet tør for ideer til at sparke til dem, der lægger ned.

HVAD????

Finansloven – som er Danmarks husholdningsbudget – skal være på plads, inden finansåret starter. Det har ihvertfald været kutyme i alle andre år. Og hvis ikke man kunne finde en fælles løsning, så har man udskrevet folketingsvalg. For sådan gør man i et demokratisk samfund.

Men ikke hos de blå, der med alle midler, også nogle der må være ulovlige, klæber til magten, uanset om de har taburetterne (som Venstre har det) – eller de kunne have haft dem, hvis de taget deres ansvar på sig (aka Dansk Folkeparti).

Det er ikke kun løftebrud. Det er værre end løftebrud. Det er direkte antidemokratisk – og i strid med det danske folkestyre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk