Er det et tabu for den enkelte at være fattig? Desværre ja, men det burde det ikke være. Der er desuden så mange fattige i Danmark, at det forlængst burde være helt naturligt at stille sig op og sige: Ja, jeg er fattig.

Men det er det ikke.

Danmarks fattige – som der bliver flere og flere af i et samfund, der ellers bliver rigere og rigere – sniger sig stadig langs husmurene, flove over deres slidte tøj og udtrådte sko – og over ikke at kunne give deres børn de mobiler og de biograf-billetter, som for alle andre er en selvfølge. For slet ikke at tale om at stadig flere ikke har penge til nødvendig medicin, tandlæge og tre, sunde måltider hver dag – hele måneden.

Den danske regering og deres meningsfæller derimod har ikke nogen problemer med, at der findes fattige i Danmark – og at tallet er stigende. Tværtimod så sparker de blå godt og grundigt nedad og siger, at det er folks egen skyld, når de er fattige. De kunne jo bare udvise lidt initiativ.

Danmarksbloggen er så desværre ikke overrasket – denne umenneskelighed er business as usual hos de blå. Så den kan man forvente. Det værste er, at uhyrlighederne får lov til at passere uanfægtet hos de fleste.

For det er mennesker, som vi taler om. Levende mennesker af kød og blod, børn og voksne, som skubbes udenfor af samfundets blå bøller, som gør det til noget skamfuldt at være fattig.

Men det er det ikke. Det er derimod skamfuldt at behandle andre mennesker som de blå gør det. Deri lægger det virkelige tabu: At man – som de blå – synes, at det er okay at gøre forskel på folk. At der er mennesker i Danmark, der er så fattige, at de ikke har råd til de basale ting, mens de rigeste bliver rigere og rigere år for år.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk