Der var engang … i forgårs … premiere på ”Mordforsøg på Snehvide”. Det er Teater Får302 i Nyhavn, som på den lille intimscene opsætter en besk og decideret voksen-version af historien om pigen, der var hvid som sne, sort som ibenholt og rød som blod.
Især det sidste fylder sammen med andre kropsvæsker, forfængelighed, bristede drømme og andre livs-realiteter en del i forestillingen, som udover de dramatiske og seksualiserede mordforsøg er historien om, hvordan vi – trods MeToo og Woke – stadig lever i et mandsdomineret samfund.
En verden, hvor selvhævdende og konkurrenceorienterede heteroseksuelle mænd synes, at de – også helt bogstaveligt – har hånds- og halsret over de kvinder, som de har sex med, gifter sig med og forsørger. De samme mænd, som – når kvinden bliver rynket og grå, og tyngdekraften gør sit job med hendes krop – nedgører hende, inden hun smides ud – stykke for stykke – i skraldespanden.
For en kvinde er jo det andet køn. Et af manden fremavlet forbrugsgode, hvis glæde og mening med livet er at fornøje og forlyste manden, ikke sandt?
Dét er i hvert fald budskabet i den fem kvarter lange forestilling på det lille teater, hvor man som publikum er SÅ tæt på scenen, stykket og skuespillerne, at vi for længst er holdt op med at være Den 4. væg. Alt er direkte i vores ansigt, og vi trækkes med ind i stykket – i éet langt kram.
Ja, så nær på er vi, at man ikke ville blive overrasket, hvis en af dværgene (som ellers er en flok rigtige træmænd) pludselig åndede én i nakken – og sagde: Hvad så? Vil du have et glas Chablis? Ja, tak – eller måske nej, tak. For alle aftaler har en pris. Og er man kvinde, skal man stoppe med at tro på, at de konditioner, som gælder, når man er ung og sprød, også er gangbare, når man får brug for briller.
Episoden i brillebutikken grinede vi i hvert fald genkendende til mange af os. Lille spejl på væggen dér og den slags, som afspejler, hvordan tiden er en bitch, der løber nådesløst gennem os alle, indtil selv dén er illusion, og kun den sorte afslutning venter forude.
For forestillingen er trods de Kaj-og-Andrea-look-alike-hånddukker grotesk og skræmmende – men også morsom. Smilene stivner så i takt med, at den hvide sminke i ansigterne forsvinder – og den nøgne sandhed træder frem:
At penge stadig er det, som gør forskellen. Og at Anne Linnet tog fejl, når vi hører hende synge, at alt det, vi har grædt igennem livet, det svinder på en forårsdag, og alting kan gå itu, et hjerte kan gå i tusind stykker, kaldte du mig for ven engang, så er jeg her nok endnu.
Bullshit. Tårer kan godt vare evigt, venner forsvinder, og eventyr ender ikke altid godt – og slet ikke for kvinden, selvom hun prøver. Allermest dronningen, der desperat som en flue på den forkerte side af vinduesruden flakser rundt i det ene forsøg efter det andet på at få kongens opmærksomhed.
Forsøg som inkluderer alt fra mad over undertøj til mord – og måske især svigt af alt, som hun har kært, selv hende selv. For sådan går det, når identitet og køn bliver to sider af samme sag. Når kvinden undertrykker sig selv og sine egne tanker, følelser og ønsker. Når hun finder sig i, at manden sætter dagsorden – også over, hvad hun skal mene, og hvordan hun skal agere – og reagere på de svigt, som ret beset er mandens og ikke hendes.
Dronningen spilles af Charlotte Elizabeth Munksgaard med så megen nerve og intensitet, at man føler, at man endelig – for måske første gang – kommer ind under huden på denne ellers så udskældte kvinde, ind og ser hendes sårbarhed og længsel. Dét er stærkt.
Kongen (plus chaufføren) spilles med god fornemmelse af Henrik Birch, der formår at vise magtens afmagt og svaghed, når den folder sig ud. Men selv dér trumfer hos manden hans i egen optik naturgivne ret til at følge sine begær – og give kvinden skylden for eventuelle fejl og mangler.
Snehvide (plus hendes alter ego brillepigen) gestaltes af Miranda Godvil, som nok er nyuddannet, men spiller med en styrke og en selvsikkerhed, som havde hun mange succeser i rygsækken. Det er også stærkt.
”Mordforsøg på Snehvide” bliver derfor en brændende påmindelse om kvindens manglende livsmuligheder, som især manifesterer sig dén dag, hvor hun ikke længere er fuckable. Det ses allermest ved de to kvinder iført undertøj og intet andet. For kvinder udstillet og fremstillet i spotlys i undertøj demonstrerer i dén grad mandens magtposition som hersker.
Men er det ikke manden, hans ynkelighed og voldsparathed, som klædes af til skindet i stykket? Det skulle jeg mene. Så kunne en nøgen – eller som minimum halvnøgen – mand på scenen ikke være en naturlig happy-end?
For vi har jo gennemskuet ham, manden … de fleste af os. Og vi ER gået i læsegruppe … mange af os, og vi læser stadig Simone de Beauvoir. For vi skal stadig øve os i at sige nej, stop og farvel, inden det løber af sporet, og vi mister os selv og vores egen selvrespekt.
”Mordforsøg på Snehvide” får derfor fem ud af seks æbler.
Det er Lucas Svensson, der har skrevet manus.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk
