Tag-arkiv: Kronborg

Anmeldelse: ”HAMLET”

Udgivet den af
Svar

Når jeg skal se Shakespeare, læser jeg altid bardens stykke inden forestillingen. Også denne gang, hvor jeg tog ”Hamlet” i den komplette og uforkortede udgave – på det engelsk, som Shakespeare selv skrev stykket på. Det er en læsning, som tager tid. Men mindre kunne ikke gøre det, når teaterkompagniet ”Lord Chamberlains Men” til den årlige Shakespeare-festival på Kronborg spiller ”Hamlet”, som det blev opført første gang, at barden selv så stykket på scenen.

Så det var med enorme forventninger og hovedet fuldt af renæssance-engelsk, at turen gik til Kronborg. Der var selvsagt også fuldt hus på udendørsscenen, hvor aftensolen sænkede sig, mens tordenskyerne og mørket voksede. En passende kulisse til dramaet om den danske prins, der af sin fars spøgelse beordres til at hævne dennes død. For dræbt blev kongen af sin egen bror, der derpå overtog både krone og kone.

Dronningen blev så ligesom Hamlets udkårne Ophelia spillet af mænd. For det gjorde man på Shakespeares tid. Noget som vakte moro hos flere tilskuere, når de så en af de to mænd iført Tudor-kjolerne. For det var en aften med udelukkende hvide mænd på scenen. En speciel oplevelse i 2024, men ikke noget at blive stødt over – eller grine af.

TVÆRTIMOD lod de fleste af os let føre på historiens vinger tilbage til dengang, hvor Hamlet var et nyt stykke dramatik med personer, symboler og ord, som var gængse dengang. Ikke at der er nogen forskel i grunden på at se Shakespeare nu og dengang. Han er universel og altid aktuel, uanset hvor man er på kloden og i hvilket århundrede.

Men nuvel, de gode ”Lord Chamberlains Men” spillede, så det gjaldede foran det gamle slot i tøj fra den elizabethanske tid (knæbukser, store skjorter og lange sokker) tilsat kapper, kongekroner, skørter, knive, trommer og andet godt. Der var også både sang og musik, som traditionen bød dengang.

Og så agerede de hele tiden ud til os i publikum, og nærmest opfordrede os til at blande os med hujen, råben og klapsalver, som man gjorde det dengang, hvor den 4. væg var en aktiv medspiller. Men vi sad alt for godt fast i 2000-tallets stive teaterkultur, så vi ventede til den stående applaus, som kom velfortjent efter en forestilling, der var Shakespeare Classics – og udført, så det simpelthen ikke kan gøres bedre.

Englænderne kan generelt noget med attitude, sprog og det at række ud til publikum. De sætter simpelthen mentale hager i os – og så haler de os ind i dramaet, som var vi nogle af de torsk, der svømmer ude i det Øresund, der både kunne høres og lugtes salt i den lumre sommeraften, der var fuld af elektricitet – og rytmiske, plastiske engelske gloser – og tak for det.

For Shakespeare er bare bedst på engelsk – og især når det som her er klasseskuespillere, der taler, ånder, synger, agerer og bevæger sig Shakespearesk – i ord, toner og krop, så vi taler om, at det står mål med det, som man oplever ovre på bardens eget genopbyggede teater ”The Globe” i London.

Enhver opførelse af ”Hamlet” har så sin egen fortælling i stykket, og denne handlede om den unge mands kamp med sig selv – og for den far, som han satte op på en piedestal. Idoler skal man passe på med, især når de kræver, at man skal give dem hele sit liv. Det kan man blive gal af. Alligevel er det ikke en sort-hvid Hamlet, som bliver spillet på Kronborg denne sommer.

Det er en Hamlet, der handler om individet, om en ung mand – i tvivl, i sorg, men også fuld af kampgejst og en idealistisk tro på, at alt kan lade gøre for ham. At han kan vinde over den, som dræbte hans far, og stadig beholde det hele, både pigen, han elsker, og magten. Vi oplevede det måske allermest i Hamlets monolog, hvor han taler om at dø, at drømme. Om at livet kan være så hårdt, at søvnen, døden, virker som en udfrielse – men at vi stadig og på trods også drømmer og handler. Dér gik der et spøgelse gennem os i publikum. Dér blev vi spejlet.

På metaplanet er denne version af ”Hamlet” måske også historien om England efter Brexit. Et England, der som på Shakespeares tid igen står på egne ben (dengang uden paven, i dag uden Bruxelles), og hvis gamle venner kun tilsyneladende er venner – med undtagelse af den altid trofaste Horatio, der nok har været i lutherske Wittenberg, mens stadig går rundt med en katolsk rosenkrans i bæltet.

For vi er i stykket midt i en værdi-kampens tid, som vi også er det i vores tid. Man kan læse meget ind i Shakespeare. Man kan også bare gakke til Kronborg og nyde forestillingen, hvis eneste malurt i bægeret er, at vi IKKE i ørerne får Horatios smukke afskedsord over Hamlet: Now cracks a noble heart. Good night, sweet prince. And fligths of angels sing thee to thy rest.

Alligevel får ”Hamlet” 6 ud af 6 af de kranier, som i forestillingen er hofnarren Yoricks. For uanset om man er konge eller nar, renæssancemand eller kvinde i 2000-tallet, så ender vi alle som kranier, når vores gang over ormene, men under stjernerne er forbi. Det vidste verdens største dramatiker. Ham, som man aldrig bliver hverken helt klog på – eller færdig med.

Der spilles på engelsk med danske undertekster.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Hamlets stjerne”

Udgivet den af
Svar

Kronborg og Hamlet hører sammen som salt og peber – og nu har makkerparret fået en ny aftapning, nemlig ”Hamlets stjerne”, som havde premiere i går aftes, og som er både nyskabende og særdeles spændende.

Ja, faktisk kan jeg ikke komme i tanke om en eneste anden nyskreven forestilling, hvor jeg gerne ville have læst manuskriptet, inden ”tæppet gik” på den meget stemningsfulde scene. For der er så mange finurligheder og lag, som kan være svære at nå at fange, mens handlingen folder sig ud mellem stjerner og støv, spejle, lys og de daglige opkald til Patricias telefonsvarer i Beijing, Kina.

Patricia er kæreste til thriller-monologens skuespiller, der er i gang med at forberede sig til den store titelrolle som Hamlet. Men som i læsningen af denne teatrets største klassiker ikke kun opdager skjulte beskeder i historien, men også finder sig selv i en anden virkelighed, hvor personer, begivenheder og tidsaldre mødes, og skaber nye erkendelser – som udvikler sig til et reelt mordmysterium.

Det er, som barden, altså Shakespeare, lader Hamlet sige: Der er mere mellem Himmel og Jord end Eders filosoffer drømmer om. Noget, som vi også ser på scenen, der er som en kopi af universet med lys og mørke, stjerner og jord – og så mennesket i drømme, valg og bevægelse derimellem.

Stjernerne er vigtige. Måske især Stella Nova, som Tycho Brahe, der er i stykket udnævnes til verdens vigtigste videnskabsmand, opdagede i 1572. Stella Nova, som i mange år var en lykkestjerne for den berømte astronom, astrolog og alkymist, indtil han blev landsforvist, og endte i Prag, som var et tolerancens fristed dengang. Her blev Tycho Brahe tilsyneladende så myrdet. Men af hvem – og hvorfor?

For ”Hamlets stjerne” handler også – ja, måske især om Tycho Brahe. Nærmere hvorfor og hvordan – og hvori sammenhængen med Hamlet består – skal ikke røbes. Blot vil jeg gøre opmærksom på, at kosmos og kaos åbenbart er som yin og yang, og at man gør klogt i at lytte til den seismografiske nar, der som ofte den eneste kan gennemskue verdens åndløse gøglerspil.

For rigdom og ære forgår, men kunst og videnskab består, som det siges i ”Hamlets stjerne”, hvor Ken Vedsegaard er eneste mand på scenen i halvanden time. En sand tour-de-force, som han klarer med bravour.

Ken Vedsegaard, som er en af dansk teaters mest spændende skuespillere i øjeblikket. Fordi han teknisk er rasende dygtig. Fordi han på scenen udstråler et intenst nærvær, uanset om han gestalter et genfærd, en videnskabsmand, en konge, en nar – eller en stakkels skuespiller, der som i en skyggevandring (model Macbeth plus søvnen) går på scenen. Men også og især fordi han sammen med stykkets forfatter og instruktør Lars Romann Engel tør gå sine egne veje. Være original og skabe en forestilling som ”Hamlets stjerne”.

For dén er kunst med en særlig nerve. Og kunst af dét format har altid været efterspurgt og nødvendig. Det gælder så endnu mere i en tid som vores, hvor alt for mange forestillinger er gammel vin fra tv og film hældt på nye teater-flasker.

Den slags kopier slukker sjældent tørsten efter det, som gør os klogere, dybere, mere reflekterede. Så søger man originalitet og næring, vil man gerne udfordres, overraskes og overvældes, så skal man drage til Kronborg – eller rettere Thalia-salen via-a-vis det gamle slot. For dér folder kunsten med stort K og skuespillet med stort S sig ud.

Danmarksbloggen giver ”Hamlets stjerne” seks ud af seks kranier. Dét er trods alt Hamlets ånd, som er i spil her, som lyset er det i forestillingen, både direkte og indirekte, både via ord og i prismer, der lyser som diamanter.

For vi er vores eget mørkekammer, og vi vælger selv, hvilket menneske vi vil være, som stykkets forfatter og instruktør Lars Romann Engel lader Ken Vedsegaard runde af med.

Vi kvitterede selvsagt med stående applaus.

Det er HamletScenen, som producerer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mørke tider på vej

Udgivet den af
Svar

Så er det i dag, at det amerikanske præsidentvalg skal afgøres. Det mest skelsættende valg i mere end 100 år. For en uge siden blev den stærkt højreorienterede og religiøse Amy Coney Barrett valgt ind som ny højesteretsdommer.

Så selvom Biden vinder, trækker mørke skyer ind over USA. Præcis som de gjorde det for fire år siden. Spørgsmålet er bare, om katastrofen nu bliver total eller ej.

Jeg husker for fire år siden på selve valgaftenen. Jeg var på Kronborg og anmelde ”Walking Hamlet” skabt af Den Danske Skueplads, som var en førsteklasses kulturel og dannelsesmæssig platform, der blandt andet lavede byvandringer og teater.

Anmeldelse: ”Walking Hamlet” på Kronborg

Det var en iskold og blæsende novemberaften, og vi rendte rundt alle steder – udenfor ved borgmuren, nede i kasematterne, oppe i riddersalen, i Dronningens sovegemak, ovre i slotskirken og ude i borggården – og vi i publikum var med i forestillingen som  borgere i Danmark. Det var mit livs første og formentlig også eneste Hamlet. For dén opførelse dén aften kan aldrig blive overgået.

Dels skete den på lokationen – og dels var der en stemning dén aften, som jeg aldrig vil glemme – og som var allerstærkest til sidst, da Hamlet var død, og skulle bæres ud til graven.

Vi gik med ud af slottet, og i samme øjeblik begyndte det at sne. Naturen havde iscenesat det hele bedre end nogen Hollywood-film. Store fnug hvirvlede og faldt ned på både skuespillere og publikum. Og der var en stilhed og en uheldssvanger stemning i luften, som egentlig ikke handlede om Hamlet.

Men som handlede om den despot, der ligesom Hamlets onkel, var ved at sætte sig på tronen i USA. Dén aften kunne man nemlig overalt mærke, at verden holdt vejret, og at vi gik mørke tider i møde.

Ingen af os havde så forestillet os så mørke, selvom daværende præsident Obama sagde, at med valget af Trump kom demokratiet og demokratiets institutioner til at stå deres prøve.

Og i dag bliver det så afgjort, HVOR mørk fremtiden bliver. Får Biden chancen for at kæmpe imod mørket, som det har sænket sig over USA´s højesteret og store dele af USA? Eller bliver mørket totalt ved at at Trump genvælges?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kongshornet, brudekjolen og kirkeklokken

Udgivet den af
Svar

Nordmændene vil åbenbart have Kongshornet til Norge – et drikkehorn fra 1300-tallet, som den norske konge har drukket af. Se mere her: http://nyheder.tv2.dk/samfund/2018-01-29-norge-vil-have-kongshornet-tilbage-nationalmuseet-afviser-ikke-udlaan

Danmarksbloggen tænker, at det kan nordmændene da godt få. Men kun hvis vi går planken ud – og alle lande i Norden sender alle gamle skatte hjem igen.

Det vil i så fald betyde, at vi skal have Dronning Margrethe d. 1´s gyldne brudekjole, som siden 1600-tallet har været i Sverige. Eller vent lidt: Den skal vel også til Norge, for Margrethe Valdemarsdatter var jo gift med Håkon, den norske konge, så den kjole er nok også norsk, når det kommer til stykket.

Katjing, Norge kan altså cache ind … drikkehorn, kjoler – og måske skal de (nu vi er i gang) også have de jordiske rester af Tordenskiold og Holberg. For nok var Danmark og Norge et tvillingerige på det tidspunkt, hvor de levede – men de to herrer var jo nordmænd. Så til Norge med dem … eller?

Vi kunne også bare lade historie være historie – og stoppe med at være så fintfølende og acceptere, at drikkehornet nu engang er på Nationalmuseet i København, den gyldne brudekjole i Uppsala i Sverige – og så kan man i stedet nyde det, når man er på besøg.

Undertegnede finder i hvert fald en stor glæde i at høre Hedvig Eleonora Kyrkans store klokke, når jeg er i Stockholm. For den er nemlig slet ikke svensk af fødsel, men kommer oprindelig fra Kronborg, men blev taget med til Sverige i 1600-tallet, da vi mistede Skåne, Halland og Blekinge, og den har nu i flere århundreder kimet over det fine Östermalm i den svenske hovedstad. Det er da meget sjovt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Walking Hamlet” på Kronborg

Udgivet den af
Svar

Ingen Shakespeare-forestilling er så kendt og så spillet om Shakespeares ”Hamlet”, der foregår på slottet Kronborg i Helsingør, Danmark. Og netop på åstedet – selveste Kronborg – spiller Den Danske Skueplads ”Hamlet” her i november, endda i en walking-version, hvor man som publikum bevæger sig rundt på og omkring det gamle slot, så man kommer både op til kanonerne, ind i riddersalen, ud i slotsgården, ned i kælderen, ind i kirken og mange andre steder.

Danmarksbloggen var med i går aftes. En iskold, mørk og blæsende novemberaften, hvor det mere effektfuld end nogen Hollywood-film begyndte at sne i netop selvsamme øjeblik, som vi til sidst i forestillingen gik ud af porten bag Hamlets båre. Dét var spektakulært.

Men det er hele forestillingen dybest set med sit walking-koncept, som i dén grad giver nerve og intensitet, så man bliver tilskuer, ja næsten medspiller, i allerførste række til de dramatiske begivenheder i den danske kongefamilie, hvor brodermord, sindssyge, hævn og glødende forelskelse i Shakespeares fantasi danner rammen om almene problemstillinger om generationerne og kampen imellem dem, om sorg og kærlighed – men også om magten og om hvor beskidt magtens spil var – og stadig er, både i Danmark og andre steder.

For det er ikke kun i Danmarks Rige, at der er something rotten. Det er det også andre steder, og især i vores tid ulmer og gløder det mange steder i verden, også i Shakespeares fædreland, hvor tingene endnu ikke er faldet til ro ovenpå Brexit. Ikke at det nævnes i forestillingen, men konger – og dronninger – fældes stadig af despoter, som vi har set det ske i de forløbne nattetimer i USA.

For Shakespeare taler på tværs af alle tidsaldre, så det er nemt at overføre temaerne i hans skuespil til vor tid. Måske fordi mennesket er ens til alle tider. For Hamlet har ret, når han til Horatio siger, at der er mere mellem himmel og jord end Eders filosoffer drømmer om.

Oppe på Kronborg i disse dage er der også mere mellem himmel og jord, mellem orme og stjerner. Der er skuespil i absolut verdensklasse for alle, der er interesseret i kultur, litteratur, teater, religion, politik, mennesker, psykologi – ja, i verden og livet. Det er teater, når det er 3D for alvor, fordi man som publikum kommer så tæt på, at man føler sig som en del af stykket. I sand Shakespeare-stil tiltales vi også fra tid til anden som borgere i Danmarks Rige, hvad vi jo er – også her til morgen.

For ”Hamlet” holder – ja, er måske mere aktuel end nogensinde. At være eller ikke at være, som Hamlet sagde det med ryggen til publikum. En interessant detalje i en selfie-orienteret tidsalder.

I år er det 400 år siden, at Shakespeare døde, og det er blevet mindet overalt på kloden, fra den mindste skolescene til dén fine kopi af det oprindelige Globeteatret i London, som i den lyse tid spillede både ”Trold kan tæmmes” og ”Macbeth”, så det sang og smældede mellem søjler, scene og bænke. Og de var mere end gode derovre i London, da undertegnede så dem i sommers.

Men stort set samtlige skuespillere på Kronborg – fra genfærd til konge og dronning, Horatio og Ofelia – og især Hamlet spillede mindst ligeså godt, hvis ikke bedre i går aftes. Det hele var dér: Dramatik og komedie, strålende menneskeportrætter og skildringer af de følelser og tanker, som vi alle kender, også selvom vi lever i en anden tid end Shakespeares.

Men unge forelsker sig stadig, forældre bekymrer sig stadig og formaner stadig for meget, venner svigter stadig – eller er trofaste – og magtens mænd er stadig klar til at gøre hvad som helst for at få/beholde magten, uanset prisen. Ønsket om hævn kendes også, selvom de færreste af os (heldigvis) er i stand til at føre det så sjælsrystende ud i livet, som Hamlet gjorde det.

For der er det særlige med denne version af Hamlet – spillet i 200-året for den første opsætning af “Hamlet” på Kronborg – at nok kender man udmærket handlingen og udfaldet på forhånd. Alligevel var det som at se ”Hamlet” for første gang i Den Danske Skueplads´s version ”Walking Hamlet” på Kronborg. Som materialiserede verdens mest kendte teaterstykke sig på en helt ny måde som genfærdet gjorde det, da det gled igennem Dronningens sovegemak.

Danmarksbloggen giver seks ud af seks kranier for en forestilling, der i dén grad formåede at balancere mellem det klassiske arvegods om indhold og ord og så det nyskabende og aktuelle. Den Danske Skueplads bærer dermed på allerfineste vis ”Hamlet” ind i det femte århundrede efter Shakespeares død.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Venlighed med på UNESCO´s lister?

Udgivet den af
1

Der var engang, hvor Danmark var kendt for sin venlighed. Hvor vi viden om var berømte for det danske smil og det danske frisind.

Det er længe siden, meget længe siden.

For hvis der idag blev lavet lister over venlighed, smil og frisind, som der gør over verdens kultur- og naturarv, ville nutidens Danmark ikke have mange chancer.

Så det er måske meget godt, at det istedet blev fiskeleret på Stevns Klint og tidevandssystemet i Vadehavet, som løb med UNESCO´s opmærksomhed, da de to her for nylig kom med på UNESCO´s liste over verdens naturarv.

Kulturelt er vi også med, da både Kronborg, Roskilde Domkirke og Jellingstenene er på UNESCO´s liste over verdens kulturarv.

Vi klarer os altså bedre på ler, tidevand, kirker, slotte og gamle sten, end vi gør det på venlighed, smil og frisind.

Det kan virke deprimerende. Men heldigvis så holder hverken mennesker eller trends ligeså længe som ler, tidevand, kirker, slotte og gamle sten …

Menneskenes verden og værdier er det mest omskiftelige på denne jord.

Så der er håb om, at det igen kan blive anderledes. At vi igen kan blive garanter for – og kendte for – den venlighed, det smil og det frisind, som vi engang var så stolte af at besidde her til lands.

Ja, den gode nyhed er, at vi faktisk ikke behøver at vente med – igen – at være venlige, smilende og frisindede. Vi kan starte idag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk