Kongshornet, brudekjolen og kirkeklokken

Nordmændene vil åbenbart have Kongshornet til Norge – et drikkehorn fra 1300-tallet, som den norske konge har drukket af. Se mere her: http://nyheder.tv2.dk/samfund/2018-01-29-norge-vil-have-kongshornet-tilbage-nationalmuseet-afviser-ikke-udlaan

Danmarksbloggen tænker, at det kan nordmændene da godt få. Men kun hvis vi går planken ud – og alle lande i Norden sender alle gamle skatte hjem igen.

Det vil i så fald betyde, at vi skal have Dronning Margrethe d. 1´s gyldne brudekjole, som siden 1600-tallet har været i Sverige. Eller vent lidt: Den skal vel også til Norge, for Margrethe Valdemarsdatter var jo gift med Håkon, den norske konge, så den kjole er nok også norsk, når det kommer til stykket.

Katjing, Norge kan altså cache ind … drikkehorn, kjoler – og måske skal de (nu vi er i gang) også have de jordiske rester af Tordenskiold og Holberg. For nok var Danmark og Norge et tvillingerige på det tidspunkt, hvor de levede – men de to herrer var jo nordmænd. Så til Norge med dem … eller?

Vi kunne også bare lade historie være historie – og stoppe med at være så fintfølende og acceptere, at drikkehornet nu engang er på Nationalmuseet i København, den gyldne brudekjole i Uppsala i Sverige – og så kan man i stedet nyde det, når man er på besøg.

Undertegnede finder i hvert fald en stor glæde i at høre Hedvig Eleonora Kyrkans store klokke, når jeg er i Stockholm. For den er nemlig slet ikke svensk af fødsel, men kommer oprindelig fra Kronborg, men blev taget med til Sverige i 1600-tallet, da vi mistede Skåne, Halland og Blekinge, og den har nu i flere århundreder kimet over det fine Östermalm i den svenske hovedstad. Det er da meget sjovt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Walking Hamlet” på Kronborg

Ingen Shakespeare-forestilling er så kendt og så spillet om Shakespeares ”Hamlet”, der foregår på slottet Kronborg i Helsingør, Danmark. Og netop på åstedet – selveste Kronborg – spiller Den Danske Skueplads ”Hamlet” her i november, endda i en walking-version, hvor man som publikum bevæger sig rundt på og omkring det gamle slot, så man kommer både op til kanonerne, ind i riddersalen, ud i slotsgården, ned i kælderen, ind i kirken og mange andre steder.

Danmarksbloggen var med i går aftes. En iskold, mørk og blæsende novemberaften, hvor det mere effektfuld end nogen Hollywood-film begyndte at sne i netop selvsamme øjeblik, som vi til sidst i forestillingen gik ud af porten bag Hamlets båre. Dét var spektakulært.

Men det er hele forestillingen dybest set med sit walking-koncept, som i dén grad giver nerve og intensitet, så man bliver tilskuer, ja næsten medspiller, i allerførste række til de dramatiske begivenheder i den danske kongefamilie, hvor brodermord, sindssyge, hævn og glødende forelskelse i Shakespeares fantasi danner rammen om almene problemstillinger om generationerne og kampen imellem dem, om sorg og kærlighed – men også om magten og om hvor beskidt magtens spil var – og stadig er, både i Danmark og andre steder.

For det er ikke kun i Danmarks Rige, at der er something rotten. Det er det også andre steder, og især i vores tid ulmer og gløder det mange steder i verden, også i Shakespeares fædreland, hvor tingene endnu ikke er faldet til ro ovenpå Brexit. Ikke at det nævnes i forestillingen, men konger – og dronninger – fældes stadig af despoter, som vi har set det ske i de forløbne nattetimer i USA.

For Shakespeare taler på tværs af alle tidsaldre, så det er nemt at overføre temaerne i hans skuespil til vor tid. Måske fordi mennesket er ens til alle tider. For Hamlet har ret, når han til Horatio siger, at der er mere mellem himmel og jord end Eders filosoffer drømmer om.

Oppe på Kronborg i disse dage er der også mere mellem himmel og jord, mellem orme og stjerner. Der er skuespil i absolut verdensklasse for alle, der er interesseret i kultur, litteratur, teater, religion, politik, mennesker, psykologi – ja, i verden og livet. Det er teater, når det er 3D for alvor, fordi man som publikum kommer så tæt på, at man føler sig som en del af stykket. I sand Shakespeare-stil tiltales vi også fra tid til anden som borgere i Danmarks Rige, hvad vi jo er – også her til morgen.

For ”Hamlet” holder – ja, er måske mere aktuel end nogensinde. At være eller ikke at være, som Hamlet sagde det med ryggen til publikum. En interessant detalje i en selfie-orienteret tidsalder.

I år er det 400 år siden, at Shakespeare døde, og det er blevet mindet overalt på kloden, fra den mindste skolescene til dén fine kopi af det oprindelige Globeteatret i London, som i den lyse tid spillede både ”Trold kan tæmmes” og ”Macbeth”, så det sang og smældede mellem søjler, scene og bænke. Og de var mere end gode derovre i London, da undertegnede så dem i sommers.

Men stort set samtlige skuespillere på Kronborg – fra genfærd til konge og dronning, Horatio og Ofelia – og især Hamlet spillede mindst ligeså godt, hvis ikke bedre i går aftes. Det hele var dér: Dramatik og komedie, strålende menneskeportrætter og skildringer af de følelser og tanker, som vi alle kender, også selvom vi lever i en anden tid end Shakespeares.

Men unge forelsker sig stadig, forældre bekymrer sig stadig og formaner stadig for meget, venner svigter stadig – eller er trofaste – og magtens mænd er stadig klar til at gøre hvad som helst for at få/beholde magten, uanset prisen. Ønsket om hævn kendes også, selvom de færreste af os (heldigvis) er i stand til at føre det så sjælsrystende ud i livet, som Hamlet gjorde det.

For der er det særlige med denne version af Hamlet – spillet i 200-året for den første opsætning af “Hamlet” på Kronborg – at nok kender man udmærket handlingen og udfaldet på forhånd. Alligevel var det som at se ”Hamlet” for første gang i Den Danske Skueplads´s version ”Walking Hamlet” på Kronborg. Som materialiserede verdens mest kendte teaterstykke sig på en helt ny måde som genfærdet gjorde det, da det gled igennem Dronningens sovegemak.

Danmarksbloggen giver seks ud af seks kranier for en forestilling, der i dén grad formåede at balancere mellem det klassiske arvegods om indhold og ord og så det nyskabende og aktuelle. Den Danske Skueplads bærer dermed på allerfineste vis ”Hamlet” ind i det femte århundrede efter Shakespeares død.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Venlighed med på UNESCO´s lister?

Der var engang, hvor Danmark var kendt for sin venlighed. Hvor vi viden om var berømte for det danske smil og det danske frisind.

Det er længe siden, meget længe siden.

For hvis der idag blev lavet lister over venlighed, smil og frisind, som der gør over verdens kultur- og naturarv, ville nutidens Danmark ikke have mange chancer.

Så det er måske meget godt, at det istedet blev fiskeleret på Stevns Klint og tidevandssystemet i Vadehavet, som løb med UNESCO´s opmærksomhed, da de to her for nylig kom med på UNESCO´s liste over verdens naturarv.

Kulturelt er vi også med, da både Kronborg, Roskilde Domkirke og Jellingstenene er på UNESCO´s liste over verdens kulturarv.

Vi klarer os altså bedre på ler, tidevand, kirker, slotte og gamle sten, end vi gør det på venlighed, smil og frisind.

Det kan virke deprimerende. Men heldigvis så holder hverken mennesker eller trends ligeså længe som ler, tidevand, kirker, slotte og gamle sten …

Menneskenes verden og værdier er det mest omskiftelige på denne jord.

Så der er håb om, at det igen kan blive anderledes. At vi igen kan blive garanter for – og kendte for – den venlighed, det smil og det frisind, som vi engang var så stolte af at besidde her til lands.

Ja, den gode nyhed er, at vi faktisk ikke behøver at vente med – igen – at være venlige, smilende og frisindede. Vi kan starte idag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk