Anmeldelse: “Legenden om juleroserne”

Spændingen stiger i en godt fyldt festsal i Skt. Andreas Kirken i København, efterhånden som tiden går mod klokken otte. Nærmest på slaget træder en kutteklædt skikkelse ind og gør korsets tegn, inden hun trækker hætten ned og afslører, at der bag de grå gevandter gemmer sig en ung kvinde, Ida Nørholm, der straks sætter sig hen til den cello, som hun eminent og meget stemningsfuldt spiller Bachs cello suiter på gennem forestillingen.

En ny kutteklædt skikkelse træder ind, også hun gør korsets tegn, inden hun trækker hætten ned og med ord og i jeg-person afslører, at hun er Røvermor i Selma Lagerlöfs fantastiske jule-fortælling ”Legenden om juleroserne”.

En fortælling, der nok handler om tro og håb, men også om frygt, fjendtlighed og fremmedgørelse mellem mennesker, især når de lever i hver deres verden, hvad enten den verden er Öved Kloster, hvor abbed Hans og lægmanden bor. Eller dalen, hvor Røvermor selv boede som ung og legede i julehalmen. Eller det er Göinge Skov, hvor hun bor nu med hendes mand, der er fredløs og deres mange børn.

Det vil sige: Indimellem går Røvermor ned i dalen for at true sig til mad og andre fornødenheder, og hun får, hvad hun vil have. Skåningene tør ikke andet.

Men en solrig midsommerdag ender hun alligevel i klosterets have, som er så smuk og så farvestrålende, at den er kendt viden om. Klosterets leder, den gamle og livskloge abbed Hans, er også mere end glad for sin have, så han bliver grundigt stødt på stoltheden, da Røvermor gør opmærksom på, at hun kender en have, der er endnu skønnere. Nemlig den have, som Göinge Skov forvandler sig til hver julenat for at fejre Frelserens fødsel.

Dét vil abbed Hans så inderlig gerne opleve, og Røvermor lover ham at sende et af børnene til klosteret for at hente ham og lægmanden, når tiden nærmer sig. Lægmanden er mildest talt ikke glad for aftalen. Han er sikker på, at det er en slags fælde.

Men så bliver det jul, og de tager af sted. Endda med det løfte fra biskop Absalon at har abbed Hans en blomst fra julehaven med tilbage, så skal Røveren deroppe have et fredsbrev, så han og hans familie kan leve blandt andre mennesker igen.

Turen er lang, og ankommet til den vilde skov falder abbed Hans i søvn i Røverhulen, men han er vågen, da mørket og kulden skal til at fortrænges af lyset, varmen, blomsterne, de grønne blade og hele naturens opvågen.

Af lysbølge efter lysbølge … efterhånden så stærke at de ikke kun bringer sommeren og den jordiske glæde, men også den himmelske glæde og englene. Den rene salighed. Det er dog for meget for lægmanden, som er sikker på, at det er Djævlens værk, og hans hårde udbrud jager englene væk.

De flygter fra kulden og mørket i et menneskehjerte, som Selma Lagerlöf så hjerteskærende skriver det.

Og så kommer vinteren kommer tilbage til skoven, hvor abbed Hans dør, men i hans hånd er knolde, som lægmanden planter, og som året efter springer ud juleaften. Det er julerosen – den blomst, der hvert år blomstrer ved juletide. Fordi den aldrig kan glemme, at den engang stod i den store julehave i Göinge Skov. Den julehave, som nu for evigt er væk.

Det er en smuk historie, fuld af menneskelig visdom, intense billeder og afdæmpede, men dog dybe følelser – og Karin Rørbech, der spiller alle rollerne med få fagter og ændringer i kropsholdningen, når hun skifter fra den ene til den anden, gør det ganske glimrende.

Undertegnede så hende også i rollen for næsten et årti siden. Et årti er lang tid. Den samme mand bader ikke i den samme flod to gange – og den samme kvinde står ikke på den samme scene to gange – eller ser den samme forestilling to gange.

Og i dette tilfælde er der kommet en ekstra gnist i løbet af det forgangne årti, skabt af livserfaringen. En gnist, der giver alle figurerne – men især Røvermor en større dybde, en anden glød. Her er virkelig en kvinde, der kæmper for både sig selv, sin mand og sine børn. En stolt og stærk kvinde, der vil noget – og tør noget.

Da abbed Hans (som hele forestillingen igennem fik mig til at se pave Frans for mig) kommer ind i hendes hule den sidste jul, hvor Göinge Skov iklæder sig højtidsdragt, står Røvermor også så stolt som nogen dronning, selvom der kun er vand-vælling i gryden.

Karin Rørbech og Ida Nørholm er også stolte som dronninger i deres fine kjoler. De har så bare et helt festmåltid af en af verdens bedste julehistorier at byde på. Og det gør de med manér. For forestillingen er et fint afstemt samspil mellem ord og musik, mellem Selma Lagerlöfs udødelige fortælling og det nu, som er det eneste vi i virkeligheden har her i den jordiske verden.

Danmarksbloggen giver fem ud af seks juleroser.

Det er Den Danske Skueplads, der står for ”Legenden om juleroserne”.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Walking Hamlet” på Kronborg

Ingen Shakespeare-forestilling er så kendt og så spillet om Shakespeares ”Hamlet”, der foregår på slottet Kronborg i Helsingør, Danmark. Og netop på åstedet – selveste Kronborg – spiller Den Danske Skueplads ”Hamlet” her i november, endda i en walking-version, hvor man som publikum bevæger sig rundt på og omkring det gamle slot, så man kommer både op til kanonerne, ind i riddersalen, ud i slotsgården, ned i kælderen, ind i kirken og mange andre steder.

Danmarksbloggen var med i går aftes. En iskold, mørk og blæsende novemberaften, hvor det mere effektfuld end nogen Hollywood-film begyndte at sne i netop selvsamme øjeblik, som vi til sidst i forestillingen gik ud af porten bag Hamlets båre. Dét var spektakulært.

Men det er hele forestillingen dybest set med sit walking-koncept, som i dén grad giver nerve og intensitet, så man bliver tilskuer, ja næsten medspiller, i allerførste række til de dramatiske begivenheder i den danske kongefamilie, hvor brodermord, sindssyge, hævn og glødende forelskelse i Shakespeares fantasi danner rammen om almene problemstillinger om generationerne og kampen imellem dem, om sorg og kærlighed – men også om magten og om hvor beskidt magtens spil var – og stadig er, både i Danmark og andre steder.

For det er ikke kun i Danmarks Rige, at der er something rotten. Det er det også andre steder, og især i vores tid ulmer og gløder det mange steder i verden, også i Shakespeares fædreland, hvor tingene endnu ikke er faldet til ro ovenpå Brexit. Ikke at det nævnes i forestillingen, men konger – og dronninger – fældes stadig af despoter, som vi har set det ske i de forløbne nattetimer i USA.

For Shakespeare taler på tværs af alle tidsaldre, så det er nemt at overføre temaerne i hans skuespil til vor tid. Måske fordi mennesket er ens til alle tider. For Hamlet har ret, når han til Horatio siger, at der er mere mellem himmel og jord end Eders filosoffer drømmer om.

Oppe på Kronborg i disse dage er der også mere mellem himmel og jord, mellem orme og stjerner. Der er skuespil i absolut verdensklasse for alle, der er interesseret i kultur, litteratur, teater, religion, politik, mennesker, psykologi – ja, i verden og livet. Det er teater, når det er 3D for alvor, fordi man som publikum kommer så tæt på, at man føler sig som en del af stykket. I sand Shakespeare-stil tiltales vi også fra tid til anden som borgere i Danmarks Rige, hvad vi jo er – også her til morgen.

For ”Hamlet” holder – ja, er måske mere aktuel end nogensinde. At være eller ikke at være, som Hamlet sagde det med ryggen til publikum. En interessant detalje i en selfie-orienteret tidsalder.

I år er det 400 år siden, at Shakespeare døde, og det er blevet mindet overalt på kloden, fra den mindste skolescene til dén fine kopi af det oprindelige Globeteatret i London, som i den lyse tid spillede både ”Trold kan tæmmes” og ”Macbeth”, så det sang og smældede mellem søjler, scene og bænke. Og de var mere end gode derovre i London, da undertegnede så dem i sommers.

Men stort set samtlige skuespillere på Kronborg – fra genfærd til konge og dronning, Horatio og Ofelia – og især Hamlet spillede mindst ligeså godt, hvis ikke bedre i går aftes. Det hele var dér: Dramatik og komedie, strålende menneskeportrætter og skildringer af de følelser og tanker, som vi alle kender, også selvom vi lever i en anden tid end Shakespeares.

Men unge forelsker sig stadig, forældre bekymrer sig stadig og formaner stadig for meget, venner svigter stadig – eller er trofaste – og magtens mænd er stadig klar til at gøre hvad som helst for at få/beholde magten, uanset prisen. Ønsket om hævn kendes også, selvom de færreste af os (heldigvis) er i stand til at føre det så sjælsrystende ud i livet, som Hamlet gjorde det.

For der er det særlige med denne version af Hamlet – spillet i 200-året for den første opsætning af “Hamlet” på Kronborg – at nok kender man udmærket handlingen og udfaldet på forhånd. Alligevel var det som at se ”Hamlet” for første gang i Den Danske Skueplads´s version ”Walking Hamlet” på Kronborg. Som materialiserede verdens mest kendte teaterstykke sig på en helt ny måde som genfærdet gjorde det, da det gled igennem Dronningens sovegemak.

Danmarksbloggen giver seks ud af seks kranier for en forestilling, der i dén grad formåede at balancere mellem det klassiske arvegods om indhold og ord og så det nyskabende og aktuelle. Den Danske Skueplads bærer dermed på allerfineste vis ”Hamlet” ind i det femte århundrede efter Shakespeares død.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk