Spændingen stiger i en godt fyldt festsal i Skt. Andreas Kirken i København, efterhånden som tiden går mod klokken otte. Nærmest på slaget træder en kutteklædt skikkelse ind og gør korsets tegn, inden hun trækker hætten ned og afslører, at der bag de grå gevandter gemmer sig en ung kvinde, Ida Nørholm, der straks sætter sig hen til den cello, som hun eminent og meget stemningsfuldt spiller Bachs cello suiter på gennem forestillingen.

En ny kutteklædt skikkelse træder ind, også hun gør korsets tegn, inden hun trækker hætten ned og med ord og i jeg-person afslører, at hun er Røvermor i Selma Lagerlöfs fantastiske jule-fortælling ”Legenden om juleroserne”.

En fortælling, der nok handler om tro og håb, men også om frygt, fjendtlighed og fremmedgørelse mellem mennesker, især når de lever i hver deres verden, hvad enten den verden er Öved Kloster, hvor abbed Hans og lægmanden bor. Eller dalen, hvor Røvermor selv boede som ung og legede i julehalmen. Eller det er Göinge Skov, hvor hun bor nu med hendes mand, der er fredløs og deres mange børn.

Det vil sige: Indimellem går Røvermor ned i dalen for at true sig til mad og andre fornødenheder, og hun får, hvad hun vil have. Skåningene tør ikke andet.

Men en solrig midsommerdag ender hun alligevel i klosterets have, som er så smuk og så farvestrålende, at den er kendt viden om. Klosterets leder, den gamle og livskloge abbed Hans, er også mere end glad for sin have, så han bliver grundigt stødt på stoltheden, da Røvermor gør opmærksom på, at hun kender en have, der er endnu skønnere. Nemlig den have, som Göinge Skov forvandler sig til hver julenat for at fejre Frelserens fødsel.

Dét vil abbed Hans så inderlig gerne opleve, og Røvermor lover ham at sende et af børnene til klosteret for at hente ham og lægmanden, når tiden nærmer sig. Lægmanden er mildest talt ikke glad for aftalen. Han er sikker på, at det er en slags fælde.

Men så bliver det jul, og de tager af sted. Endda med det løfte fra biskop Absalon at har abbed Hans en blomst fra julehaven med tilbage, så skal Røveren deroppe have et fredsbrev, så han og hans familie kan leve blandt andre mennesker igen.

Turen er lang, og ankommet til den vilde skov falder abbed Hans i søvn i Røverhulen, men han er vågen, da mørket og kulden skal til at fortrænges af lyset, varmen, blomsterne, de grønne blade og hele naturens opvågen.

Af lysbølge efter lysbølge … efterhånden så stærke at de ikke kun bringer sommeren og den jordiske glæde, men også den himmelske glæde og englene. Den rene salighed. Det er dog for meget for lægmanden, som er sikker på, at det er Djævlens værk, og hans hårde udbrud jager englene væk.

De flygter fra kulden og mørket i et menneskehjerte, som Selma Lagerlöf så hjerteskærende skriver det.

Og så kommer vinteren kommer tilbage til skoven, hvor abbed Hans dør, men i hans hånd er knolde, som lægmanden planter, og som året efter springer ud juleaften. Det er julerosen – den blomst, der hvert år blomstrer ved juletide. Fordi den aldrig kan glemme, at den engang stod i den store julehave i Göinge Skov. Den julehave, som nu for evigt er væk.

Det er en smuk historie, fuld af menneskelig visdom, intense billeder og afdæmpede, men dog dybe følelser – og Karin Rørbech, der spiller alle rollerne med få fagter og ændringer i kropsholdningen, når hun skifter fra den ene til den anden, gør det ganske glimrende.

Undertegnede så hende også i rollen for næsten et årti siden. Et årti er lang tid. Den samme mand bader ikke i den samme flod to gange – og den samme kvinde står ikke på den samme scene to gange – eller ser den samme forestilling to gange.

Og i dette tilfælde er der kommet en ekstra gnist i løbet af det forgangne årti, skabt af livserfaringen. En gnist, der giver alle figurerne – men især Røvermor en større dybde, en anden glød. Her er virkelig en kvinde, der kæmper for både sig selv, sin mand og sine børn. En stolt og stærk kvinde, der vil noget – og tør noget.

Da abbed Hans (som hele forestillingen igennem fik mig til at se pave Frans for mig) kommer ind i hendes hule den sidste jul, hvor Göinge Skov iklæder sig højtidsdragt, står Røvermor også så stolt som nogen dronning, selvom der kun er vand-vælling i gryden.

Karin Rørbech og Ida Nørholm er også stolte som dronninger i deres fine kjoler. De har så bare et helt festmåltid af en af verdens bedste julehistorier at byde på. Og det gør de med manér. For forestillingen er et fint afstemt samspil mellem ord og musik, mellem Selma Lagerlöfs udødelige fortælling og det nu, som er det eneste vi i virkeligheden har her i den jordiske verden.

Danmarksbloggen giver fem ud af seks juleroser.

Det er Den Danske Skueplads, der står for ”Legenden om juleroserne”.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk