Månedsarkiv: oktober 2018

Mogens Hansen: Alle Helgen er ikke Halloween

Udgivet den af
Svar

Idag holder mange danskere Halloween – men i kirken fejrer man Alle Helgen på denne tid af året. Pastor emeritus Mogens Hansen giver i dag og i morgen bud på, hvad dét handler om.Teksterne har oprindelig været brugt til prædiken i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn, hvor Mogens Hansen var kirkebogsførende sognepræst.

Vi overlader ordet til Mogens:

Alle helgen har aldrig spillet nogen særlig rolle i det folkelige Danmark. Det har sin grund deri, at den lutherske kirke ikke har noget tæt, endsige afklaret forhold til begrebet helgen. Men på det seneste har dagen fået voksende betydning hos os, såvel i kirkelig som i folkelig sammenhæng.

Det har altid været et omdiskuteret spørgsmål, hvor de døde måtte opholde sig indtil dommens dag. De første kristne ventede, at dommedag ville indtræffe i deres egen levetid, og i Bibelen er der forskellig – også hinanden modstridende – omtale af situationen.

Efterhånden opstod tanken om skærsilden. Skær betyder ren. Der er ingen omtale i Bibelen af et sådant sted, og begrebet kendes kun i katolsk og ortodoks teologi. Tanken er, at for at den døde kan få adgang til det himmelske, skal sjælen renses for sine jordiske synder. Der sker ved hjælp af rensende ild, ikke at forveksle med den ild, som er i Helvede. Et særligt fromt menneske eller et menneske, der døde for sin tros skyld, forestillede man sig havde direkte adgang til Gud. Alle andre skulle gennem skærsilden.

For at forkorte og lette tiden i flammerne opstod den tanke, at de efterlevende kunne bede for de afdøde og ligefrem gøre Gud venlig stemt ved at give gaver til kirken, den såkaldte ´aflad´. Ordet er tysk og betyder ´at lade være´, ´at eftergive´.

I middelalderen blev det en væsentlig indtægtskilde for kirken. Herfra hentede man penge til tidens omfattende kirkebyggeri, ikke mindst Peterskirken i Rom. Det var tanken om skærsild og aflad, der var en af hovedårsagerne til Martin Luthers opgør med den katolske kirke.

I 998 fastlagde man en særlig dag, hvorpå man skulle bede for de afdødes hurtige udfrielse af skærsilden. Det var d. 2. november, dagen efter Alle helgens dag, og man kaldte dagen Alle sjæles dag. Efter reformationen i Danmark fastholdt man, at man på disse to dage skulle prædike om de helliges tro som et forbillede og opfordre menigheden til at følge de helliges eksempel.

I det gamle bondesamfund blev 1. november regnet for årets første vinterdag, og derfor tog man varsler i naturen, men ellers var det først og fremmest skiftedag, den dag hvor karle og piger flyttede til en ny tjeneste.

I det katolske Europa har alle helgen og alle sjæle bevaret meget af deres oprindelige betydning, men når Alle helgens dag i disse år får større og større betydning, skyldes det traditioner i den engelsktalende verden.

Baggrunden er folkelige skikke i først og fremmest Irland.

Her har man fra gammel tid fortalt sagnet om Jack of the Lantern (Jack med lampen). Jack var en gudsforgåen drukkenbolt. Engang var han i drikkelag med selveste Fanden, og da han ikke ville betale, fik han Fanden til at forvandle sig selv til en mønt. Men Jack lagde mønten ned i sin pung, hvor der også lå et kors, og på den måde kunne Fanden ikke igen antage sin egentlige skikkelse. De indgik så en aftale om, at Fanden skulle lade Jack være i et år. Og så slap han ud af pungen. Men nogen tid efter klatrede samme Fanden op i et træ, hvor Jack skyndte sig at skære et kors i barken, så han ikke kunne komme ned. Det kristne symbol er selv fanden for stærkt. Nu blev fredsaftalen udstrakt til at vare ti år. Men selv en snedig Jack dør, og da han stod foran Sankt Peter, blev han afvist og sendt nedenunder, men også her måtte han gå hus forbi, for Fanden havde jo lovet ham frit lejde. Selv Fanden kan forbarme sig, så han gav Jack et stykke gloende kul fra Helvedes ild, som han satte ind i en roe, så han kunne finde vej på sin hvileløse vandring mellem himmel og jord. Således opstod tanken om manden med lampen, og på aftenen før Alle helgen – altså d. 31. oktober – var han og alle andre hvileløse på fri fod.

Så sent som i 1950-erne udviklede der sig i USA en skik, hvor børn på Alle helgens aften d. 31. oktober klæder sig ud som monstre, vampyrer, spøgelser og banditter og går fra dør til dør og tigger slik. Man sætter græskar i haverne med lys indeni og leger forskellige former for lege og optrin.

Ret hurtigt så underholdningsindustrien fidusen, legetøjsbutikker solgte udklædning, og okkulte gyserfilm så biografernes lys. På typisk amerikansk vis kaldes begivenheden for Halloween, en sammentrækning af All Hallows Eve.

Med den stigende amerikanisering af Vesten nåede ideen også til Danmark, bl.a. gennem tegneserien Radiserne, hvor vi møder Den store græskarmand, en af tegner Charles M. Schulzs mange spøjse opfindelser. I de senere år har skikken desværre også bredt sig herhjemme med den kommercielle verdens uhyggelige hast. Desværre fordi der er tale om en forvrængning og udvanding af Alle helgens oprindelige indhold.

Alligevel er der også i kirkelig sammenhæng herhjemme tale om en fornyet fejring af Alle helgen, hvor det mere er tankerne bag Alle sjæles dag, der er fremherskende. I mange kirker læser man ved gudstjenesten navnene på årets afdøde. Ofte har man særligt inviteret deres pårørende til gudstjenesten, ligesom der holdes særlige andagter på de fleste kirkegårde.

Fra de katolske og ortodokse lande har skikken med levende lys på gravene også bredt sig til Danmark, på samme måde som det at lægge blomster og sætte lys på steder, hvor der er sket dødbringende ulykker.

Landsforeningen til støtte ved spædbarnsdød holder således i samarbejde med lokale kirker rundt om i landet en meget smuk gudstjeneste, hvor det døde spædbarns navn og dødsdag læses, samtidig med at de pårørende tænder et lys. Lystænding er og bliver et stærkt symbol.

Skrevet af: Pastor emeritus Mogens Hansen

Anmeldelse: “Ved julelampens skær”

Udgivet den af
1

Julen varer længe, koster mange penge, synger vi i ”Højt fra træets høje top”, lejlighedssangen som Peter Faber skrev til en specifik juleaften, men som siden er blevet en af de mest elskede julesange i Danmark.

Og ja, julen varer længe. Den starter nemlig allerede i oktober, hvor man kan købe julepynt, julesmåkager og juleslik i butikkerne – og hvor julehæftet ”Ved julelampens skær” udkommer – og i år endda i sin udgave nr. 100.

For det første ”Ved julelampens skær” udkom i 1918, og vi får også en novelle fra denne første årgang i dette års udgave. En novelle om en mand, der netop juleaften finder hjem til hustruen og de to børn efter det bitre opbrud tidligere på året og de mange måneders hård adskillelse.

Hov, hov, man må ikke røbe slutningen på en god historie, hvisker en lille stemme. Men lige præcis med historierne fra ”Ved julelampens skær” afslører man ingenting ved at sige, at det ender lykkeligt, ja næsten altid romantisk og ligeså sukkersødt som de julegodter, der indtages så mange af i årets sidste måned.

For de forskellige historier – hvad enten det er fiktive noveller, autentiske erindringer eller essays – er fulde af feel-good, som det hedder på nudansk.

Når man læser historierne – der er skrevet i et ligetil dansk – svøbes man nemlig ind i gedigen julehygge kantet af de traditioner, der – selv om mange af dem kun har omkring 100 år på bagen – alligevel opfattes som ærkedanske. Der er i hvert fald masser af erindringer om tidligere juletider.

Man hører således om både juletræsfester, juleforberedelser og allermest og overalt i hæftet om julestemningen. En julestemning, der er fuld af glæde, minder og forventning – lige sådan som vi drømmer om at opleve den kommende søde juletid.

Ja, selv en novelle som den om den hjemløse Ole, der ellers har potentialet i sig til at være mere bitter og mere besk end det meste andet i hæftet, slutter med en happy end, der ikke skal røbes her.

Den novelle, som gjorde størst indtryk på undertegnede, var dog ”Jul i stalden”– fordi den havde en anden nerve end resten, fordi den betonede fællesskabet og næstekærligheden på en særlig måde, og ikke havde julehyggen som målet i sig selv, og det løftede historien.

For julen handler jo ikke kun om feel good, men også om at række ud og gøre godt – som man for eksempel ser det i novellen om pigen fra Bornholm. En novelle, som undertegnede mener havde stået stærkere, hvis den var sluttet ude i lufthavnen ved skranken. Så kunne man som læser selv havde besluttet, hvad det hele var endt med, for det var et oplæg med flere muligheder i sig på mange planer.

For nok er det rart med feel-good og happy ends – og det er også et langt stykke hen ad vejen julehæftets indre dna. Men der må alligevel godt være lidt bitre ting imellem alt det søde, en mandarin eller to mellem marcipanen. En smule kant, som det hedder, så der er lidt at knase i, som de nødder der også hører julen til.

Så bliver det samlede resultat nemlig mere spændende og mangfoldigt – og man misser bestemt ikke julestemningen, måske tværtimod. For stjernerne lyser som bekendt bedst på en sort baggrund.

Danmarksbloggen giver derfor fire ud af seks julelys – det ene alene på grund af de mange herlige billeder af tidligere års forsider. Et skønt historisk tilbageblik.

Endelig skal det tilføjes, at man også kan læse om, hvordan julehæftet blev til, og hvem der startede det, nemlig Peder Grønvald Rudolf Sørensen Fynbo fra Vammen ved Viborg. Han er vist glemt af de fleste i dag, så det er godt, at vi også hører om ham.

Jubilæumsudgaven af ”Ved julelampens skær” er udkommet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

København bliver top-by i 2019, så hvorfor ødelægger vi hovedstaden?

Udgivet den af
Svar

København er tilsyneladende endt øverst på rejsesitets Lonely Planets liste over gode steder at rejse hen i 2019, idet Danmarks hovedstad får titlen af ”The world’s top city for 2019”. Det er da mægtigt, ikke sandt?

Jo, i dén grad – hvis altså ikke det var fordi vi er i gang med at smadre det, som turisterne rejser efter.

For folk fra hele verden kommer til København for at se:

Natur inde i byen som fx Amager fælled, som nu skal bebygges.

Ingen skyskrabere, men derimod gamle huse, spir og tårne – men det har både eksisterende og kommende byggerier som mange nede ved havnen og det kommende på Posthusgrunden ødelagt.

En god offentlig transport – som så stiger voldsomt i pris til januar.

God mad som fx de danske hot-dogs, der er vældig populære hos turisterne, men som ofte laves på grisekød fra grise smittet med MRSA.

Tivoli – som engang var kendt som et kulturelt mekka med teater, musik og pantomime fra morgen til aften, men nu har Liebst og Bendixen slagtet både Valmueteatret, Big Bandet og Promenadeorkesteret.

Og så cyklerne, og dem er byen jo fuld af – eller hur? Ikke de dyrt indkøbte elektriske by-cykler, som for manges vedkommende er taget af gaderne igen.

Jo, det er en køn butik og en værre redelighed. Og desværre har manden fra Lonely Planet ikke ret, når han i et indslag på TV2 siger, at når først man som by er deroppe, hvor København kommer i 2019, så bliver man.

For at holde sin postition kræver trods alt, at man ikke ændrer sig væsentligt, og det gør København hurtigere end du kan nå at sige ”rejsekortet er en fiasko, hvorfor nedlægger vi alle de historiske værtshuse samt byen har alt for mange dyre ejerlejligheder uden bopælspligt”.

Det minder lidt om, da den engelske historiker og professor David Runciman lige inden efterårsferien summerede samfundsudviklingen i verden op med at sige Alle vil være Danmark – i betydningen: Alle vil have et velfærdssystem med små sociale forskelle mellem mennesker.

Det er så rigtigt nok. Det vil alle. Dvs. Danmark vil det bare ikke længere. Danmark og København vil hellere være ligesom alle de andre anonyme storbyer og lande, hvor ulighed, fattigdom og uro hersker i golde betonørkner og med kæde-butikker uden sjæl, uden kultur.

Det kan godt undre, og man tænker, at det i dén grad er de forkerte personer, der bestemmer, hvordan samfundet og hovedstaden skal se ud. De ødelægger kulturen og skønheden, velfærden og menneskeligheden til fordel for beton, mainstream, privatisering og ulighed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvorfor skal sundhed søbes ind i følelsesporno?

Udgivet den af
Svar

Man kan da ikke være imod at støtte kampen mod kræft, vel? Selvfølgelig ikke. For kræft er som bekendt sammen med hjerte-kar-sygdomme det, som årligt koster flest danskere livet – også unge og yngre mennesker, så selvfølgelig skal det bekæmpes.

Men hvorfor skal det ske med følelsesporno, som det sker i TV2´s årlige knæk cancer-uge, som kører i denne uge, og som kulminerer med det store show på lørdag? En event med kendte, der rejser sig op og musik, der får på alle tangenter, så vi rigtig kan få tårerne frem i takt med at følelseshistorierne afløses af en støjende jubel, når endnu en stor check ruller ind.

Ingen af checkene kan dog bare tilnærmelsesvis matche det beløb på cirka en milliard, som der skal spares på sundhedsvæsnet i 2019 med 434 millioner i region hovedstaden, 184 millioner i region Sjælland, 127 millioner i region syddanmark, 138 millioner i region midtjylland og 190 milllioner i region nordjylland.

Danmarksbloggen kunne derfor godt tænke sig, at alle de politikere, som pt. står i kø for på TV2 at vise, hvor meget de støtter kampen mod cancer, i deres daglige arbejde gjorde den forskel på sundhedsområdet, som kun de som lovgivere kan gøre.

En forskel hvor politikerne i stedet for at skære ned, gav flere penge til:

Forskning og uddannelse

Sygehuse, speciallæger og almen praktiserende læger

Og nej, det er måske ikke noget, der giver likes på de sociale medier eller klapsalver fra publikum i et studie. Det er en langsigtet og sej indsats, som også indbefatter, at man går i kødet på den overklasse, der økonomisk stikker af – og på de finanshajer, der nu i årevis har lænset staten for milliarder.

Men det er det eneste, der kan gøre en forskel – ikke kun for dem, der er ramte af kræft, men også for dem med hjerte-kar-sygdomme – og for dem med alle de andre sygdomme, som er ligeså alvorlige, men som vi kun hører lidt om, og som kun får få penge, fordi de sygdomme ikke rammer ret mange.

For sammen med følelsespornoen er der gået status i sygdomme – og det er en anden usmagelig ting

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Jeg har lige sat en mor og et barn på gaden

Udgivet den af
1

Jeg har lige sat et barn, på alder med min den ældste, på gaden med sin mor. Da vi kom, drønede de begge to rundt i lejligheden og forsøgte at pakke, hvad de kunne, inden fogeden skiftede låsen, og tingene var væk, mens tårerne trillede ned af kinderne på dem.

Jeg stod midt i det hele og havde lyst til at råbe og skrige. Af moderen, af fogeden, af politiet, af kommunen. For ingen børn fortjener at opleve det.
At skulle forlade sit barndomshjem i al hast, og aldrig komme tilbage.
At skulle vælge imellem sine ting, og sige farvel til resten.
At skulle se politiet og fogeden smide en og ens mor ud.

Jeg kan slet ikke forestille mig, hvad det må gøre ved sådan et sådan lille væsen. Følelsen af usikkerhed, utryghed, skam, sorg og vrede må være så ødelæggende, og sætte spor langt ind i barnets liv. Jeg har jernskjorten på i de situationer, ellers kunne jeg ikke passe mit arbejde, men når billedet af min pige eller dreng i det barns sted, popper op i mit hoved, kan jeg godt mærke tårerne presse sig på, så jeg er nødt til at spænde kæben alt, hvad jeg kan for at sørge for, at de bliver derinde.

Den lille familie er afsted nu, og forhåbentlig får de fundet en god løsning. Trods fejl og mangler i systemet så har vi dog et sikkerhedsnet, der gør, at de får tag over hovedet, mad i maven og nogle at tale med. Ihvertfald når vi kommunalt ansatte gør vores job ordentligt.

Men det burde bare ikke være nødvendigt. For hvis systemet var indrettet, som det burde være, så havde vi hjulpet den familie med at blive i lejligheden. For muligheden lå lige for, men vores regler gjorde, at vi sagde nej.
Nej til at hjælpe dem.
Nej til at de kunne blive der, hvor barnet er vokset op.
Nej til at sørge for at de ikke skal igennem det her.

Og det er ikke kun følelsesmæssigt eller psykologisk, om man vil, at det er en irrationel beslutning.
Rent økonomisk skriger det til himlen. For familien skal nu bo det næste stykke tid på et krisecenter, og det helt absurde her er, at på mandag har det kostet Københavns kommune det samme, som det ville have kostet at betale restancen.

Som en af mine borgere siger, “at være medarbejder i kommunen må føles som at være med i en Fellini film”. Og på dage som idag er det så sandt, som det er sagt.

Skrevet af: Sakse Ravnskov Andersen

Anbefaling: Fra skærme og til 3D og indre billeder

Udgivet den af
Svar

Der verserer i øjeblikket et opslag på Facebook, hvor man nominerer hinanden til i 10 dage at dele et billede af en bog, som man kan lide – og vel at mærke at gøre det uden begrundelser og “hvorfor’er” – samt at invitere en ven til at gøre det samme.

Undertegnede har også været med – og udvælgelsesprocessen var en spændende erkendelsesrejse.

Jeg fandt ud af, hvor forankret jeg åbenbart er i den klassiske danske litteratur som fx Holberg, men også at jeg holder meget af svensk litteratur – og af både digte og sange. Det vidste jeg selvfølgelig godt i forvejen, men det giver noget særligt at få det demonstreret, når man skal vælge 10 bøger – og hverken mere eller mindre.

Det var også interessant, at jeg – som i min ungdom elskede den romantiske periode – fravalgte Adam Oehlenschlägers sukkersøde ”Sankt Hansaftenspil” til fordel for Gustav Wieds mere bittersøde ”Livsens ondskab”. Fra kærlighedens ret fantasifulde genius ude i den grønne skov til tolder Knagsteds livskloge og accepterende citat ”Det er hvad det er”, som han siger overalt i byen – og måske især på kirkegården.

Det kan vist kaldes udvikling, også selvom jeg (endnu) ikke samler på kommaer som den gode tolder.

For der sker åbenbart noget, når man søger den viden og de oplevelser, som findes  i bøgernes verden og i virkelighedens verden.

Og alt det kræver er at bevæge sig længere væk end man gør med et klik med musen eller et swipe på mobilen. Og det bedste er, at rykket fra skærm til 3D-virkelighed eller indre billeder kan gøres ganske gratis.

Så: Gå en tur i naturen eller i byen – og bevæg dig hen på dit lokale bibliotek her i den kommende efterårsferie. Der ligger store oplevelser og venter. God ferie.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Den umoralske politiker

Udgivet den af
Svar

Politikernes moral – eller mangel på samme – er et emne, som ofte er oppe og vende i den offentlige debat – og også mere nu end dengang, hvor politikeres privatliv ikke blev plastret ud på avisernes forsider. Men det er nye tider, og i dag vil vælgerne – og medierne – se en sammenhæng mellem politikernes udmeldinger og adfærd, også i privatsfæren.

Derfor er det helt naturligt, at Det Etiske Råds tidligere formand Jacob Birkler, der er uddannet filosof, tager emnet op i sin nye bog ”Den umoralske politiker”, hvor der gøres rede for forskellen mellem etik og moral – og hvor diverse begreber som fx dobbeltmoral og samvittighed sættes i relief til både fortid og nutid. Samt i forhold til Christiansborg og til det væld af eksempler på politikere og deres handlinger gennem de seneste årtier, som der diskes op med på bogens 140 sider.

For kan man kæmpe for folkeskolen samtidig med at man sætter sine egne børn i privatskolen? Kan man tillade sig at opfordre danskerne til at blive bedre til at affaldssortere, når man selv ikke gør det? Og så videre. En politikers troværdighed i dag starter og slutter ikke på Christiansborg, men er i spil 24 timer i døgnet – 365 dage om året.

Jacob Birkler viser med sine mange – og rammende – eksempler, at han kan sin politiske historie. Og bare for en ordens skyld: Begge sider af Folketinget har talrige eksempler på situationer, hvor der er blevet løjet, fortiet og fordrejet enten for at vinde noget eller for at undgå noget.

Skulle man ikke vide det i forvejen, så ved man det, når man har læst bogen, der både er letlæst og substantiel.

Efter ”Den umoralske politiker” sidder man tilbage med en følelse af, at den moralske habitus ikke er afhængig af politisk farve, men mere af tidsånden og af den personlige karaktér hos de forskellige politikere.

En karakter, som sjældent er båret af ydmyghed, høflighed og redelighed – eller rettere: Det kan den være, men så bliver vedkommende sjældent i politik ret længe, som tilsyneladende kun er en metier for de hårdføre i vores dage, hvilket er skadeligt for demokratiet. For robuste og viljestærke mennesker har ikke altid sans for empati og den beskyttelse af de svage, som efter Danmarksbloggens mening er enhver regerings vigtigste opgave.

Så nej, moral og for den sags skyld også etik kan åbenbart ikke bruges som pejlemærke, når der skal stemmes senest til sommer. Der må noget andet til.

Hvad dette andet kunne være, giver Jacob Birkler selv et bud på i bogens slutning – efter en glimrende gennemgang af de underlødige kneb, som det kan anbefales ALLE at læse om, inden man ser en debat eller åbner en avis.

Men altså Jacob Birkler foreslår monteringen af etisk sanitet på Christiansborg – måske lidt i stil med kontoret for regeringsetik i USA (sidebemærkning fra undertegnede: Gad vide om Trump har sendt dét kontor på permanent ferie?). Men altså, det er et kontor, som undersøger politikeres potentielle interessekonflikter, donationer, gaver, lobbyisme, finansielle transaktioner og meget mere.

Det lyder som en god ide, men desværre arbejder virkeligheden imod denne etiske komite, da Venstre-politikeren Eva Kjer sidste uge forslog nedlæggelsen af Etisk Råd. I så fald det sker, så er der fri leg for politikerne i den arena, hvor de bruger moralen til at angribe andre eller beskytte sig selv.

For en af bogens store pointer er, at moral ikke længere kun anvendes som en rettesnor for politikernes egen opførsel, men at moralen også bruges som et middel til at fremhæve sig selv eller dunke modstanderne i hovedet med. Moralen som redskab er altså både en forhammer og et middel til at pudse sin glorie af. Det handler heller ikke længere så meget om, hvordan noget er – men om hvordan det virker.

Det er en påstand, som det er svært at være uenig i, hvis man bare følger en smule med i dansk og for den sags skyld også international politik.

Spørgsmålet er også, hvad en sådan ”moral-som-metode-praksis” vil betyde på langt sigt for politikernes troværdighed og demokratiet?

Svaret er ikke enkelt, og resultatet er – trods tidens mange dommedagsrøster – heller ikke givet. Danmarksbloggen kunne derfor godt have tænkt sig et oprids og en diskussion af de forskellige scenarier.

Jacob Birkler havde uden tvivl kunnet løfte den opgave også.

Danmarksbloggen giver derfor fire store stjerner ud af seks mulige for ”Den umoralske politiker”. Bogen er udkommet hos Gyldendal.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folkets hyldest til Kim Larsen

Udgivet den af
Svar

Kan De huske scenen fra Harry Potter, hvor alle Hogwarts troldmænd og troldkvinder løfter deres tryllestave for at ære den afdøde rektor Dumbledore?

Sådan var det at være på Nytorv i aftes og stå med sin mobil højt hævet i vejret til tonerne af ”Pianomand” og ”Om lidt bli´r der stille” – sunget af spillemanden selv, hr. Kim Larsen.

Eller rettere: Det var bedre end Hogwarts, for det her var øl-drikkende, cigaret-rygende og tåre-vædende virkelighed i flere sanseløse sekunder.

Det var så indimellem svært at synge med, når klumpen i halsen blev for stor. Men så kiggede jeg blot op på stjernerne, der lyste – og så kunne jeg lidt igen.

Forud var gået optoget – eller som jeg vil kalde det hyldestmarchen fra Sofiegården på Christianshavn over Langebro, der blev indtaget med et brøl – og så gennem Indre By´s gader til Gammel Torv og Nytorv, hvor vi havde hørt både nye og gamle kunstnere synge Kim Larsen.

Og al ære og respekt for de etablerede navne, som kom og sang, men hvor var de unge og ukendte mænd dog gode. De havde den helt rette gavflab-energi – dem vil vi gerne høre meget mere til.

Bifaldet rungede i hvert fald mellem de gamle bygninger.

For det var den aften, hvor folket, det dårlige selskab, dem de andre ikke må lege med, alle os helt almindelige mennesker sagde farvel til Kim Larsen.

Det var Folkets hyldest til Danmarks bedste Spillemand nogensinde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Svejk

Udgivet den af
Svar

Eventyr og historier fås i mange udgaver, og heldigvis også mere dystre end dem om prinser og prinsesser, der får det halve kongerige og lever lykkeligt til deres dages ende.

Et af de mere spændende eventyr er det om Den Gode Soldat Svejk, der ligenu spiller på Nørrebro Teater i en forrygende udgave med Rasmus Botoft i den centrale rolle om antihelten Svejk, der med egne ord aldrig har været særlig heldig. En rolle som Rasmus Botoft spiller, så det slår gnister omkring ham – og så han fylder hele scenen, ja hele teatret med sit medrivende portræt af den lille mand, som egentlig bare vil leve i fred med sine hunde og sine besøg på det lokale værtshus.

Rasmus Botoft har nemlig denne særegne kombination af tragedie og humor, som også Svejk-figuren har – og tilmed en stemme, som passer perfekt til rollen. Og ja, nok griner man mange gange af Svejks troskyldighed, barnlige ærlighed og manglende evne til at reflektere og overskue konsekvenserne af egne handlinger.

Men historien om Svejk og hans oplevelser under Første Verdenskrig er andet og mere end latter og morskab. Romanen om Svejk, som er skrevet af Jaroslav Hassek, er også en krigsroman, så den alvorstunge del giver næsten sig selv, om end krig på en eller anden twisted facon ofte i kunsten behandles så godt med humor.

Tag fx tv-serien M*A*S*H, hvis centrale person er kirurgen Hawkeye spillet af Alan Alda. Hawkeye var langtfra idiot på samme måde som Svejk, der hævder at have papir på det. Men den amerikanske kirurg, der altid havde en morsom bemærkning på læben, selv når han stod med indvolde mellem hænderne, og bomberne faldt om ham og de andre, blev ofte beskyldt for at være netop åndeligt mindrebemidlet af såkaldt mere fornuftige individer.

Han var tværtimod, for både Hawkeye og Svejk valgte humoren og de finurlige anekdoter for at holde krigens absurditet – og måske også sig selv – ud. Det er måske også den eneste måde, som man kan overleve på – hvis det altså er værd at overleve, hvis man bare skal sidde alene og vente på dem, der aldrig kommer. Det spørgsmål gik undertegnede i hvert fald hjem med efter forestillingen.

Der er nemlig forskel på eksistens og på liv – bare spørg nogle af de danske krigsveteraner.

Men Svejk vil måske – når han har ventet længe nok – gå videre med sine hunde og sit liv. Øllet får han i hvert fald til slut i forestillingen, og et solidt glas humle er trods alt lettere at blive mæt af og gå videre på end et postkort med kejserens billede.

Men tilbage til Første Verdenskrigs rædsler, selvom stykkets tunge alvor ikke kun drejer sig om bomber, granater, lig og menneskerester, men som også tegnes skarpt i beskrivelsen af livet på bunden af hierarkiet, dér hvor alle de andre kan herse rundt med én, og hvor mennesker må finde sig i ydmygelser og ordrer.

De færreste dog så smilende og anerkendende overfor autoriteten som Svejk, der som én af sine elskede hunde altid logrer med halen og gør det, som dens Herre siger – og netop derfor kan Svejk heller ikke besejres, og slet ikke af magtens mænd.

Alle de vigtige mænd med de betydningsfulde embeder og store titler, som udstilles i deres selvhævdende latterlighed, og det gøres så karikeret i forestillingen, at det næsten bliver bedre end virkeligheden. For naturligvis er alle katolske præster drikfældige og spillelystne, alle dommere kloge og milde, alle mellem-ledere i militæret binde- og skydegale og så videre.

Det er godt lavet – og det er også stærke kræfter, der spiller rollerne: Ulla Henningsen, Steen Stig Lommer, Asger Reher, Tom Jensen, Jesper Groth, Emil Bodenhoff-Larsen og Sara Viktoria Bjerregaard.

Endelig skal løjtnant Lukas – Svejks sidekick, selvom Svejk jo egentlig er dennes oppasser – nævnes. For han er den normalitet, som sætter Svejk i relief gennem forestillingen. En mand med smag for de gode ting i tilværelsen, en levemand, der ender med bogstaveligt at gå op i røg i skyttegravens helvede og kanonild. Han spilles mesterligt af Carsten Svendsen.

Danmarksbloggen giver seks skinnede grammofoner ud af seks mulige, som den der i forestillingens fantasifulde og meget Storm P.´ske scenografi danner en fortællestemme, som sammen med den allestedsnærværende fodnote skaber stumfilms-agtige billedrammer for dette moderne eventyr om antihelten.

Storm P. havde det i øvrigt med at bruge vagabonder og andre ringeagtede til at vise vanviddet i de såkaldte bedre folks verden. For hvem er det i virkeligheden, der er tossede i denne gakkede verden? Er det alle os såkaldte normale – og måske allermest dem med medaljer og magt? Eller er det sådan, at det er denne verdens Svejk´er, som har fanget pointen omkring, hvad det hele handler om?

Enfoldighed og naivitet er i hvert fald oversete dyder – også i vor tid. Det er så også dyder, som menneskets bedste ven hunden besidder – og så altså den gode soldat Svejk, der håber alt, tror alt og udholder alt. Måske derfor historien om ham taler til mennesker i alle tider og på alle steder.

Det er Peter Schrøder, der har instrueret på baggrund af et manuskript af Colin Teevan. Forestillingen spiller på Nørrebro Teater indtil 17. november.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Nu vi taler om demokrati – en debatbog for demokrater

Udgivet den af
Svar

På denne demokratiets festdag – starten på det nye folketingsår – udgiver historiker Asser Amdisen bogen ”Nu vi taler om demokrati – en debatbog for demokrater”, der fra flere vinkler beskæftiger sig med det demokrati, som Churchill engang omtalte som den ringeste styreform – bortset fra alle de andre.

Danmarksbloggen anbefaler alle med interesse for samfundet at læse Asser Amdisens bog, der er en på samme tid letlæst og alligevel faktafuld og substantiel bog om demokratiets snirklede veje – og ikke mindst vildveje op gennem historien, både i Danmark og i resten af verden.

Der skabes på de 191 sider en solid forståelse for de sammenhænge, der er fra de græske bystater og Romerriget over det engelske Magna Charta og Jyske Lov til de oplysningstanker og forfatninger, som kom i 1700- og 1800-tallet, og som store dele af vor tid stadig er præget af som for eksempel idéen om tredelingen af magten i en lovgivende, en udøvende og en dømmende del.

Undervejs i gennemgangen hører vi også om samfundsklasser, produktionens rolle, konflikter, krige, filosofi, religion og samfundslære som fx teorien om styreformernes cyklus, som unge gymnasieelever stadig lærer om, måske fordi dens tankegods – i mere eller mindre fortolket tilstand – stadig giver mening, når vi prøver at forstå fortiden, nutiden – og fremtiden.

For som bekendt er demokratiet ikke en størrelse, der lever løsrevet fra eller højt hævet over alt andet. Tværtimod er demokratiet og dets væsen knyttet tæt sammen med tankerne, ideerne, menneskene og den øvrige samfundsudvikling, hvad bogen også påviser i sin analyse af sammenhængen mellem individets bevidsthed om sig selv og sine rettigheder – og så netop demokratiet.

Et demokrati, der også og stadigvæk – og i langt højere grad end vi måske kunne ønske os det – er bestemt af produktionen og storpolitikken.

Og ja, det gælder også i Danmark, hvor Asser Amdisen mener, at vi har en ganske særlig myte omkring det at være danske og demokrati. En fortælling, som går på, at vi er mere demokratiske end alle andre.

Det er vi selvfølgelig ikke. Til gengæld er vi tindrende ligeglade med, at vi selv opfandt denne myte om danskerne og demokratiet for at stive os selv af, dengang vi efter det forsmædelige nederlag til Bismarck i 1864 ikke længere for alvor kunne tro på, at vi som vikinge-ætlinger var i besiddelse af en ganske særlig handlekraft og styrke.

For så havde vi vel slået tysken, men det gjorde vi ikke. Til gengæld har demokrati altid veget for handel her til lands – samt når de store magter har villet noget, som påvirkede os.

For faktum er, at vi – også efter systemskiftet i 1901 og stemmeretten til de fem F´ere, deriblandt fruentimmerne, i 1915 – har krænket Grundloven flere gange. For eksempel under 2. verdenskrig, da det kommunistiske parti i Danmark blev forbudt, og kommunisterne blev taget af tyskerne – uden at regeringen gik af. For kommunisternes borgerrettigheder – og dermed det danske demokrati – betød mindre end stabiliteten og samarbejdet med den tyske besættelsesmagt.

Den slags “sagen over mennesket” sker stadigvæk – og kaldes i dag for nødvendighedens politik. Men det dur ikke i et demokrati, ikke sådan et rigtigt demokrati, for som Asser Amdisen siger det på side 139, så er Grundloven en grundlov og ikke et indkøbskatalog, som man kan shoppe i efter forgodtbefindende.

Formålet med en grundlov er at sikre borgerne og samfundet. Og at være et demokrati kræver noget af et lands indbyggere, dem som Grundtvig troede på kunne blive borgere i betydningen aktive, engagerede borgere i det danske demokrati.

I Danmark har man så valgt at samle sig i politiske partier, men det er ifølge Asser Amdisen måske ikke den bedste idé, og slet ikke i vor tid, hvor han ikke mener, at der længere slås om i hvilken retning samfundet skal udvikle sig, som det ellers var kutyme op gennem 1900-tallet – og måske især allermest i de årtier, hvor velfærdssamfundet blev grundlagt, og hvor senere kriserne ramte – og indtil Muren faldt i 1989.

Og hvem var det egentlig, der besejrede kommunismen? Resultatet blev i hvert fald det samme – en neoliberal ideologi omkring, at mennesket er et rationelt individ, der altid vil forsøge at optimere sin egeninteresse, som man kan læse det på side 163.

Det er så en ideologi, der næsten er blevet til en videnskab, og politik er derfor ikke længere et slagsmål mellem holdninger, men et spørgsmål om, hvem der er bedst til at administrere.

Det giver også nogle politikere, som kan sammenlignes mere med viceværter, der tuller rundt og skruer lidt på møtrikkerne, end med de arkitekter med visioner, som vi har brug for.

Demokratiske valg kommer derfor også til at handle om blåt hold versus rødt hold, om hvordan kandidaterne går klædt, hvad de siger og måden de siger det på – samt om deres moral. Altså om deres personlighed fremfor om deres holdninger. Og det kunne man godt grine af, hvis ikke det var fordi, at samfundsudviklingen er ved at gå amok – uden at det ryster særligt mange.

For den stigende overvågning og den begrænsning, som der sker af ytringsfriheden, var med Asser Amdisens ord blevet mødt med bemærkninger om politistat og menneskerettigheder, hvis noget lignende var sket i det tidligere Østeuropa. Men nu foregår det her hos os, og det er vores egne politikere, og så er vi blinde for de små bitte skridt, som naturligvis ikke fjerner demokratiet fra samfundet hver især, men som tilsammen er ved at gøre det, som man kan læse om det på side 170.

Bogen slutter med et kig ud i verden og en morale, og det er ikke et opmuntrende billede, som Asser Amdisen ser. Despoter rejser sig alle steder, nogle steder i nationalistisk, andre steder i religiøs klædedragt, mens det frie demokrati, som mange troede ville komme i 1989, er stadig mere truet – ligesom det enkelte menneske og dets rettigheder er det.

For Asser Amdisen er det enkelte menneske nemlig værdifuldt og udgangspunktet for ethvert demokrati, og borgerrettighederne er det fundament, som ethvert demokrati skal hviler på – og de kan ikke tages alvorligt nok.

Slet ikke i et samfund som vores, hvor vores demokrati trænger til en omgang reel nytænkning. Asser Amdisen opfordrer nemlig til at, vi som samfund begynder at tænke i alternativer til det repræsentative demokrati organiseret i partier.

Det finder Danmarksbloggen er en glimrende idé, især fordi det kun er fem procent af befolkningen, som er medlem af et politisk parti, og selv der er det ikke alle medlemmer, som nødvendigvis er med til at vælge hvem, der skal opstilles. Kandidater skal ofte godkendes af partitoppen – dvs. magten rekrutterer selv sine efterfølgere, hvilket i vor tid sjældent er de klogeste hoveder, men snarere de mest robuste med de hurtige one-liners.

Danmarksbloggen giver ”Nu vi taler om demokrati – en debatbog for demokrater” seks ud af seks grundlove – selvom vi strengt taget kun behøver én.

Asser Amdisens bog kan med fordel læses af alle med interesse for samfund – og for demokrati. For nok er den subjektiv, hvad han heller ikke lægger skjul på, men den giver også store mængder af viden. Og netop indsigt er en fordel for det levende demokrati, der – hvis det skal blive en velsignelse for alle – kræver borgere, som engagerer sig i samfundet, ikke kun ud fra egne interesser, men for at tjene hele samfundet.

Og ja, det lyder idealistisk i en neoliberal og populistisk tid som vores. Men som Danmarksbloggen ser det, er kloge menneskers engagement i samfundet vores eneste mulighed, hvis vi skal undgå en ny, feudal verdens – og samfundsorden, også i Danmark. For det vil være en orden eller rettere uorden, hvor en lille og megarig overklasse stikker totalt af, mens nutidens store middelklasse synker længere og længere ned mod det armod, som underklassen – også i rige, vestlige lande – allerede lever i.

Asser Amdisen, ”Nu vi taler om demokrati – en debatbog for demokrater”, Haase Forlag. Udkommer i dag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk