Anmeldelse: Barrison-feberen

En højgravid jomfru fra Valby – med to børn – blev gift med en drejersvend fra Bogense, og de boede først forskellige steder i København, inden de som så mange andre sidst i 1800-tallet udvandrede til USA for at få en bedre tilværelse. Her lykkedes det parrets fem døtre at komme til scenen som varité-sangerinder og -dansere, og pigerne blev efter en hård start så populære, at de væltede ikke kun de amerikanske teatre, men også de helt store scener i både Paris og Berlin, inden de forsvandt ud i glemslen.

Så kort kan historien om de fem Barrison-søstre fortælles. Men heldigvis er der i bogen ”Barrison-feberen” skrevet af Hans Henrik Appel mange spændende detaljer og fortællinger om et liv, som bragte de næsten ens udseende søstre vidt omkring – og som gav dem hver sin meget forskellige skæbne, selvom pigerne havde et fælles udgangspunkt:

Udvandringen til USA samt lysten og evnen til at stå på en scene og synge oftest meget frivole sange iklædt forskellige kostumer, der blev taget af og viste, at der under den pæne, polerede og næsten barnagtige overflade gemte sig en kvinde fuld af lyst og vildskab.

Det kan være svært at forestille sig måske, men prøv at tænke på scenen fra filmen ”Frk. Nitouche”, hvor Malene Schwartz koket klæder sig af, mens hun synger visen om ”Babette” og drejer med sin paraply. Det har været noget i dén stil, som Sisters Barrison foretog sig i slutningen af 1800-tallet – bare markant mere råt og direkte. De var fx ikke bange for at synge do you want to see my pussy? Når de så løftede skørtet helt op, var der en levende kattekilling …

Der blev dog nedlagt forbud mod dem i Danmark, så selvom søstrene gerne ville – og varietéerne i København gerne ville engagere dem, så kom de aldrig til at optræde i deres fædreland. Men de kom på scenen så mange andre steder, hvor jublen var stor – hvis man ser bort fra London, som på det tidspunkt var victoriansk stift og ikke klar til frisind.

Og ja, det er spændende at læse om de fem danske søstre, der var verdenskendte i deres samtid, men i dag er glemte.

Det gør bogen ”Barrison-feberen” så op med, hvor der på de 423 sider fortælles om ikke kun søstrene, men også om deres manager, den tidligere socialist og oprører den ligeledes danskfødte, men til USA-indvandrede Fleron, som den ene af dem  endte med at gifte sig med. Faktisk den samme søster, som også digteren Holger Drachmann havde en svaghed for en overgang.

Man hører også om mange andre personer, som søstrene møder på deres vej, om byudvikling, arkitektur, kunst, mode, politik, verdensbegivenheder og meget andet, som nok er relevant for deres optræden. De var fx hurtige til at få cigaretterne i munden.

Men her i alle de mange-mange informationer ligger også bogens svaghed. For selvfølgelig er det vigtigt at høre om de personer og begivenheder, som dannede rammerne i søstrenes liv og alt det andet, som var afgørende for dem. Men det fylder for meget. Som læser risikerer man nemt at miste den røde tråd, den interessante del. Det, som vi loves, at bogen skal handle om – nemlig de fem søstre og deres usædvanlige skæbne.

Havde de fem søstre og deres liv været alment kendt i Danmark, havde det været fint, at alt og alle omkring søstrene havde fyldt så meget. Men kernen i fortællingen – de fem danske søstre som verdensstjerner for lidt over 100 år siden – er splinternyt stof for langt de fleste.

Så det er søstrene, som al spotlyset skal rettes på.

Dem, man helst vil læse om. Hvad de gjorde, hvor de var, beskrivelser af deres varietenumre, som vi fx hører om det med den hvide hest på den største varité-scene af dem alle, parisiske Folies Bergère, hvor den ældste af dem optræder alene på en hvid hest iklædt meget lidt, mens hun synger om den ægteskabelige ridekunst, mens hendes bevægelser bliver mere og mere rytmiske i takt med at hun synger om, at det gør ondt at bestige ham første gang, men det bliver bedre og til sidst en nydelse, især hvis han er hård.

Det er en virkelighed og en tid så langt fra vores, selvom der kun er gået lidt over 100 år – og vi i vores tid ligesom dengang befinder os i en overgangstid, hvor normer, værdier og udtryk ændrer sig.

For netop deri ligger bogens store styrke, som ikke rigtig bliver forløst. Nemlig at få det anskueliggjort, hvilken betydning de fem søstre fik i kvindesammenhæng – om nogen, og hvad vi kan bruge deres liv til i dag, hvor deres optræden næppe vil vække samme bestyrtelse som i deres samtid.

For i Danmark kendte man udmærket til søstrenes eksistens dengang, og der blev også skrevet om dem langt op i 1900-tallet. Ja, den ene, Gertrud, endte endda som astrolog i København, hvor hun kort tid inden hun døde desværre brændte det manuskript, som hun havde skrevet om sig selv og hendes søstre, dengang de begejstrede en hel verden.

Og det kan aldrig skrives igen. For Gertrud brændte også alle breve og andet materiale, som hun havde fra hendes og de andres søstres hånd. Det havde ellers været spændende at læse deres egne ord om tiden som de fem Barrison Sisters – eller Bareisen Søstre, som de ville have heddet på dansk:

Abelone – eller Lona, der blev gift med manageren Fleron, og oplevede nazismen i Østrig, inden hun rejste tilbage til Danmark, hvor hun døde i 1939 – 67 år gammel.

Johanne – senere Olga – der fik to børn, og blev rapporteret død i et trafikuheld i 1908, kun 33 år gammel. Men en anden søster skrev i 1931, at Johanne/Olga boede i Budapest, hvor hun levede et stille liv med sin ungarske mand og børn.

Sophie – som rygtedes gift flere gange, men som i hvert fald giftede sig med en amerikaner, og bosatte sig i New York, hvor hun døde i 1906 kun 28 år gammel.

Inger – der blev gift med en englænder, og bosat på et gods i England, hvor hun døde i 1918 som følge af et luftangreb under 1. verdenskrig. Hun blev 40 år.

Og endelig Gertrud, som fik en karriere også efter Sisters Barrison, og åbnede et anerkendt danseinstitut i Wien, inden hun flyttede til Berlin for at blive astrolog – og derfra til København, hvor hun døde i 1946, 66 år gammel.

Danmarksbloggen giver den meget grundige ”Barrison-feberen” fire ud af seks strudsfjer, som dem, der ivrigt blev brugt sammen med svingende skørter i datidens varietéer.

Det er Haases Forlag, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Nu vi taler om demokrati – en debatbog for demokrater

På denne demokratiets festdag – starten på det nye folketingsår – udgiver historiker Asser Amdisen bogen ”Nu vi taler om demokrati – en debatbog for demokrater”, der fra flere vinkler beskæftiger sig med det demokrati, som Churchill engang omtalte som den ringeste styreform – bortset fra alle de andre.

Danmarksbloggen anbefaler alle med interesse for samfundet at læse Asser Amdisens bog, der er en på samme tid letlæst og alligevel faktafuld og substantiel bog om demokratiets snirklede veje – og ikke mindst vildveje op gennem historien, både i Danmark og i resten af verden.

Der skabes på de 191 sider en solid forståelse for de sammenhænge, der er fra de græske bystater og Romerriget over det engelske Magna Charta og Jyske Lov til de oplysningstanker og forfatninger, som kom i 1700- og 1800-tallet, og som store dele af vor tid stadig er præget af som for eksempel idéen om tredelingen af magten i en lovgivende, en udøvende og en dømmende del.

Undervejs i gennemgangen hører vi også om samfundsklasser, produktionens rolle, konflikter, krige, filosofi, religion og samfundslære som fx teorien om styreformernes cyklus, som unge gymnasieelever stadig lærer om, måske fordi dens tankegods – i mere eller mindre fortolket tilstand – stadig giver mening, når vi prøver at forstå fortiden, nutiden – og fremtiden.

For som bekendt er demokratiet ikke en størrelse, der lever løsrevet fra eller højt hævet over alt andet. Tværtimod er demokratiet og dets væsen knyttet tæt sammen med tankerne, ideerne, menneskene og den øvrige samfundsudvikling, hvad bogen også påviser i sin analyse af sammenhængen mellem individets bevidsthed om sig selv og sine rettigheder – og så netop demokratiet.

Et demokrati, der også og stadigvæk – og i langt højere grad end vi måske kunne ønske os det – er bestemt af produktionen og storpolitikken.

Og ja, det gælder også i Danmark, hvor Asser Amdisen mener, at vi har en ganske særlig myte omkring det at være danske og demokrati. En fortælling, som går på, at vi er mere demokratiske end alle andre.

Det er vi selvfølgelig ikke. Til gengæld er vi tindrende ligeglade med, at vi selv opfandt denne myte om danskerne og demokratiet for at stive os selv af, dengang vi efter det forsmædelige nederlag til Bismarck i 1864 ikke længere for alvor kunne tro på, at vi som vikinge-ætlinger var i besiddelse af en ganske særlig handlekraft og styrke.

For så havde vi vel slået tysken, men det gjorde vi ikke. Til gengæld har demokrati altid veget for handel her til lands – samt når de store magter har villet noget, som påvirkede os.

For faktum er, at vi – også efter systemskiftet i 1901 og stemmeretten til de fem F´ere, deriblandt fruentimmerne, i 1915 – har krænket Grundloven flere gange. For eksempel under 2. verdenskrig, da det kommunistiske parti i Danmark blev forbudt, og kommunisterne blev taget af tyskerne – uden at regeringen gik af. For kommunisternes borgerrettigheder – og dermed det danske demokrati – betød mindre end stabiliteten og samarbejdet med den tyske besættelsesmagt.

Den slags “sagen over mennesket” sker stadigvæk – og kaldes i dag for nødvendighedens politik. Men det dur ikke i et demokrati, ikke sådan et rigtigt demokrati, for som Asser Amdisen siger det på side 139, så er Grundloven en grundlov og ikke et indkøbskatalog, som man kan shoppe i efter forgodtbefindende.

Formålet med en grundlov er at sikre borgerne og samfundet. Og at være et demokrati kræver noget af et lands indbyggere, dem som Grundtvig troede på kunne blive borgere i betydningen aktive, engagerede borgere i det danske demokrati.

I Danmark har man så valgt at samle sig i politiske partier, men det er ifølge Asser Amdisen måske ikke den bedste idé, og slet ikke i vor tid, hvor han ikke mener, at der længere slås om i hvilken retning samfundet skal udvikle sig, som det ellers var kutyme op gennem 1900-tallet – og måske især allermest i de årtier, hvor velfærdssamfundet blev grundlagt, og hvor senere kriserne ramte – og indtil Muren faldt i 1989.

Og hvem var det egentlig, der besejrede kommunismen? Resultatet blev i hvert fald det samme – en neoliberal ideologi omkring, at mennesket er et rationelt individ, der altid vil forsøge at optimere sin egeninteresse, som man kan læse det på side 163.

Det er så en ideologi, der næsten er blevet til en videnskab, og politik er derfor ikke længere et slagsmål mellem holdninger, men et spørgsmål om, hvem der er bedst til at administrere.

Det giver også nogle politikere, som kan sammenlignes mere med viceværter, der tuller rundt og skruer lidt på møtrikkerne, end med de arkitekter med visioner, som vi har brug for.

Demokratiske valg kommer derfor også til at handle om blåt hold versus rødt hold, om hvordan kandidaterne går klædt, hvad de siger og måden de siger det på – samt om deres moral. Altså om deres personlighed fremfor om deres holdninger. Og det kunne man godt grine af, hvis ikke det var fordi, at samfundsudviklingen er ved at gå amok – uden at det ryster særligt mange.

For den stigende overvågning og den begrænsning, som der sker af ytringsfriheden, var med Asser Amdisens ord blevet mødt med bemærkninger om politistat og menneskerettigheder, hvis noget lignende var sket i det tidligere Østeuropa. Men nu foregår det her hos os, og det er vores egne politikere, og så er vi blinde for de små bitte skridt, som naturligvis ikke fjerner demokratiet fra samfundet hver især, men som tilsammen er ved at gøre det, som man kan læse om det på side 170.

Bogen slutter med et kig ud i verden og en morale, og det er ikke et opmuntrende billede, som Asser Amdisen ser. Despoter rejser sig alle steder, nogle steder i nationalistisk, andre steder i religiøs klædedragt, mens det frie demokrati, som mange troede ville komme i 1989, er stadig mere truet – ligesom det enkelte menneske og dets rettigheder er det.

For Asser Amdisen er det enkelte menneske nemlig værdifuldt og udgangspunktet for ethvert demokrati, og borgerrettighederne er det fundament, som ethvert demokrati skal hviler på – og de kan ikke tages alvorligt nok.

Slet ikke i et samfund som vores, hvor vores demokrati trænger til en omgang reel nytænkning. Asser Amdisen opfordrer nemlig til at, vi som samfund begynder at tænke i alternativer til det repræsentative demokrati organiseret i partier.

Det finder Danmarksbloggen er en glimrende idé, især fordi det kun er fem procent af befolkningen, som er medlem af et politisk parti, og selv der er det ikke alle medlemmer, som nødvendigvis er med til at vælge hvem, der skal opstilles. Kandidater skal ofte godkendes af partitoppen – dvs. magten rekrutterer selv sine efterfølgere, hvilket i vor tid sjældent er de klogeste hoveder, men snarere de mest robuste med de hurtige one-liners.

Danmarksbloggen giver ”Nu vi taler om demokrati – en debatbog for demokrater” seks ud af seks grundlove – selvom vi strengt taget kun behøver én.

Asser Amdisens bog kan med fordel læses af alle med interesse for samfund – og for demokrati. For nok er den subjektiv, hvad han heller ikke lægger skjul på, men den giver også store mængder af viden. Og netop indsigt er en fordel for det levende demokrati, der – hvis det skal blive en velsignelse for alle – kræver borgere, som engagerer sig i samfundet, ikke kun ud fra egne interesser, men for at tjene hele samfundet.

Og ja, det lyder idealistisk i en neoliberal og populistisk tid som vores. Men som Danmarksbloggen ser det, er kloge menneskers engagement i samfundet vores eneste mulighed, hvis vi skal undgå en ny, feudal verdens – og samfundsorden, også i Danmark. For det vil være en orden eller rettere uorden, hvor en lille og megarig overklasse stikker totalt af, mens nutidens store middelklasse synker længere og længere ned mod det armod, som underklassen – også i rige, vestlige lande – allerede lever i.

Asser Amdisen, ”Nu vi taler om demokrati – en debatbog for demokrater”, Haase Forlag. Udkommer i dag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk