Anmeldelse: En romersk mønt og hvad deraf fulgte

Danmarksbloggen har før anmeldt bøger skrevet af historiker Asser Amdisen, og det er altid en fornøjelse at læse denne vidende og sprudlende forfatter, som er så dygtig til at formidle sit stof på en måde, så det både beriger og underholder – og ikke mindst giver nye indsigter.

Asser Amdisens splinternye og i dag udkomne bog ”En romersk mønt og hvad deraf fulgte” med undertitlen ”Rapkæftet version af økonomiens historie – fra et sydfynsk jernaldermarked til velfærdsstatens fald” er ingen undtagelse.

Tværtimod er det en Asser Amdisen i topform, der fortæller historien om økonomien i Danmark og Europa fra Romerrigets multikultur over middelalderen og den katolske kirkes enorme økonomiske gevinster af monopolet på frelsen, enevældens kongers ”jeg-er-staten”-attitude og til nutidens nationalisme, demokrati og kapitalisme, hvor vi som så ofte før i historien befinder os i et vadested.

Nu et hvor konkurrencestaten måske udkonkurrerer den universelle velfærdsstat, og hvor et overstatsligt EU måske udkonkurrerer nationalstaten.

Som et passende symbol på de cirka 2000 års brogede værdi-rejse bruger Amdisen meget passende den romerske sølvmønt, som han selv fandt i en fynsk udgravning, da han som ganske ung var i erhvervspraktik i 1988. For værdier, hvad enten det er penge, ædelmetaller, producerede varer, personer eller arbejde, må rejse og bevæge sig i en evig udveksling, hvis et samfund skal have velstand.

Derfor starter Amdisen også med at line perspektiverne op – set i forhold til den danske universelle velfærdsstat, som i øjeblikket er ved at blive løbet over ende af konkurrencestaten.

Men hvad betyder det i grunden? Ja, det er i hvert fald to væsensforskellige måder at opfatte mennesket på, som Amdisen beskriver det: I velfærdsstaten er vi borgere med rettigheder og muligheder, og staten er til for vores skyld, så vi kan leve et trygt liv, mens vi i konkurrencestaten er producenter og forbrugere – og alt gøres op i et regneark.

Det er faktisk ganske enkelt. Og her ligger bogens store fortjeneste, at den så præcist sætter ord på, hvordan økonomi, politik og samfund hænger sammen. Ja, at den udstiller, hvordan neoliberalismen i de seneste årtier er blevet ophøjet til en videnskab, som folket ifølge dem med indflydelse ikke forstår, men som der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved.

Altså at økonomien i vor tid (den neoliberale økonomi vel at mærke) er en slags videnskab, der skal behandles som en urørlig guddom – og vé den, der sætter spørgsmålstegn ved noget.

Det minder lidt om den romerske kejser, som bogen starter med – og som skulle opfattes og hyldes som en guddom, hvis ikke man som borger i Romerriget ville risikere noget. Det var de kristne ikke med på, så de blev kastet for løverne – som underholdning. I dag har vi jobcenteret og The New Governance. Dét kaldes civilisation.

Sådanne tanker kommer i hvert fald let, når man læser Amdisens nye bog, som tydeligt viser, at alt med økonomi er baseret på ideologi og værdier, som ændres over tid.

I vor tid, hvor embedsmændene er blevet politiske medspillere fremfor systemvogtere, og hvor politikerne ikke længere er visionære arkitekter, men politiske håndværkere, der skruer på håndtagene i de gamle faldefærdige huse i stedet for at bygge nye huse, så kan man spørge, om demokratiet reelt er sat ud af funktion.

Amdisen er tilbøjelig til at mene det, men mener også, at vi skal blive ved med at prøve at gøre tingene bedre.

Hans budskab er: Vi må ikke give op, selvom det ser sort ud – og vi bøvler med mange etablerede ”sandheder”. Men det kan også ændres. For der var engang, hvor kvinder blev anset for mindre værd end mænd – og hvor sorte blev anset for mindre værd end hvide. Så han spørger: Hvem siger, at vi skal acceptere misundelse og grådighed som noget, der ikke kan laves om?

Det kan det måske også. Det kræver i så fald udover vilje viden. En vigtig pointe i Amdisens bog er så også, at økonomi og viden om økonomi ikke behøver at være mere indviklet end at almindelige mennesker sagtens kan forstå det.

Danmarksbloggen er enig – og man kan starte med at læse Amdisens bog ”En romersk mønt og hvad deraf fulgte”.

På bogens lidt mere end 200 sider bliver læseren nemlig klogere på både historiske fakta og på klassisk økonomi-viden som liberalismen versus Marx og Engels, på begreber som New Deal, Keynes og hans betydning for den offentlige sektors udvikling, New Management og meget mere.

Vi hører om samfundsudvikling fra landbrug til industri, om nutidens vidensamfund, om styreformer og deres betydning for økonomien, om samfundsklasser og deres muligheder for at producere – og forbruge. Om værdien af arbejde og sammenhængen med politik.

Om markeder, både de konkrete i fortiden, hvor varer blev udbudt til salg for alle, der kom til byen og til nutidens digitale og globaliserede markeder, hvor en bank i USA tvinger en hel verden i knæ. En verden, hvor vi stadig ser de gamle relationer om at give gaver gælder i ligeværdige relationer, men hvor patron-klient-forholdet også stadig eksisterer – nu også på statsligt niveau.

Bogen er derfor et vægtigt bidrag til de kommende års diskussioner om hvilket samfund, som vi ønsker.

Så nej, den universelle velfærdsstat er ikke død endnu – og fremtiden skabes formentlig ved et paradigmeskifte, hvor miljø afløser konkurrence som determinerende faktor.

Danmarksbloggen giver ”En romersk mønt og hvad der deraf fulgte” seks sølvmønter ud af seks mulige. For jo, almindelige mennesker uden fem års økonomistudier kan godt forstå økonomiske sammenhænge.

Ja, man kan indimellem spørge sig selv, om vi forstår det bedre. For vi ved jo godt, at mennesker ikke altid handler rationelt og forudsigeligt, som 1700-tallets fysiokrater mente det, når de hævdede, at økonomi var en videnskab. Vi er mere med på Habermas, der påpeger, at mennesker agerer personligt og ud fra følelser. Men ved politikerne i grunden det, når de træffer beslutninger? Amdisen anbefaler dem i hvert fald at læse mere Habermas.

Danmarksbloggen er enig, og vil tilføje: Holberg skrev i ”Den politiske kandestøber”, at et er et søkort at forstå, et andet skib at føre. Han mente så, at almindelige mennesker ikke skulle blande sig i politik, for det havde de ikke forstand på – og på den måde er Holberg på linje med mange økonomiske eksperter i dag, når det kommer til viden om samfund og økonomi.

Men Holberg var også oplysningsmand og elitær – og en af trendsætterne for den konkurrence-orienterede tidsalder, som i øjeblikket som er ved at blive afløst af en tid, hvor klima, miljø og bæredygtighed bliver de bærende værdier.

For vi lever i en overgangstid, hvor Gud er gået på pension, som Amdisen skriver det. En tid, hvor pengene og markedet har overtaget religionens rolle som samfundsstyrende faktor – i selskab med misundelsen som den motor der sammen med grådighed har drevet kapitalismens motor frem.

Man kan derfor spørge:

Er det i grunden de bedste, der fører samfundets politiske og økonomiske skibe? Er det dem, som har sejlererfaring, og har været ude i bølger og hentet sølvmønter hjem – og dermed reelt ved noget om vand, vind, skibe og handel? Eller lader vi os styre af dem, som lige har rejst sig fra skolebænken efter de har kigget på søkortene og læst de gamle beretninger uden selv nogensinde at have været ombord på et skib?

Og hvem vil du helst være på skib med? Dét kan man jo tænke over, mens man læser Amdisens glimrende bog.

Det er Haase, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Nu vi taler om demokrati – en debatbog for demokrater

På denne demokratiets festdag – starten på det nye folketingsår – udgiver historiker Asser Amdisen bogen ”Nu vi taler om demokrati – en debatbog for demokrater”, der fra flere vinkler beskæftiger sig med det demokrati, som Churchill engang omtalte som den ringeste styreform – bortset fra alle de andre.

Danmarksbloggen anbefaler alle med interesse for samfundet at læse Asser Amdisens bog, der er en på samme tid letlæst og alligevel faktafuld og substantiel bog om demokratiets snirklede veje – og ikke mindst vildveje op gennem historien, både i Danmark og i resten af verden.

Der skabes på de 191 sider en solid forståelse for de sammenhænge, der er fra de græske bystater og Romerriget over det engelske Magna Charta og Jyske Lov til de oplysningstanker og forfatninger, som kom i 1700- og 1800-tallet, og som store dele af vor tid stadig er præget af som for eksempel idéen om tredelingen af magten i en lovgivende, en udøvende og en dømmende del.

Undervejs i gennemgangen hører vi også om samfundsklasser, produktionens rolle, konflikter, krige, filosofi, religion og samfundslære som fx teorien om styreformernes cyklus, som unge gymnasieelever stadig lærer om, måske fordi dens tankegods – i mere eller mindre fortolket tilstand – stadig giver mening, når vi prøver at forstå fortiden, nutiden – og fremtiden.

For som bekendt er demokratiet ikke en størrelse, der lever løsrevet fra eller højt hævet over alt andet. Tværtimod er demokratiet og dets væsen knyttet tæt sammen med tankerne, ideerne, menneskene og den øvrige samfundsudvikling, hvad bogen også påviser i sin analyse af sammenhængen mellem individets bevidsthed om sig selv og sine rettigheder – og så netop demokratiet.

Et demokrati, der også og stadigvæk – og i langt højere grad end vi måske kunne ønske os det – er bestemt af produktionen og storpolitikken.

Og ja, det gælder også i Danmark, hvor Asser Amdisen mener, at vi har en ganske særlig myte omkring det at være danske og demokrati. En fortælling, som går på, at vi er mere demokratiske end alle andre.

Det er vi selvfølgelig ikke. Til gengæld er vi tindrende ligeglade med, at vi selv opfandt denne myte om danskerne og demokratiet for at stive os selv af, dengang vi efter det forsmædelige nederlag til Bismarck i 1864 ikke længere for alvor kunne tro på, at vi som vikinge-ætlinger var i besiddelse af en ganske særlig handlekraft og styrke.

For så havde vi vel slået tysken, men det gjorde vi ikke. Til gengæld har demokrati altid veget for handel her til lands – samt når de store magter har villet noget, som påvirkede os.

For faktum er, at vi – også efter systemskiftet i 1901 og stemmeretten til de fem F´ere, deriblandt fruentimmerne, i 1915 – har krænket Grundloven flere gange. For eksempel under 2. verdenskrig, da det kommunistiske parti i Danmark blev forbudt, og kommunisterne blev taget af tyskerne – uden at regeringen gik af. For kommunisternes borgerrettigheder – og dermed det danske demokrati – betød mindre end stabiliteten og samarbejdet med den tyske besættelsesmagt.

Den slags “sagen over mennesket” sker stadigvæk – og kaldes i dag for nødvendighedens politik. Men det dur ikke i et demokrati, ikke sådan et rigtigt demokrati, for som Asser Amdisen siger det på side 139, så er Grundloven en grundlov og ikke et indkøbskatalog, som man kan shoppe i efter forgodtbefindende.

Formålet med en grundlov er at sikre borgerne og samfundet. Og at være et demokrati kræver noget af et lands indbyggere, dem som Grundtvig troede på kunne blive borgere i betydningen aktive, engagerede borgere i det danske demokrati.

I Danmark har man så valgt at samle sig i politiske partier, men det er ifølge Asser Amdisen måske ikke den bedste idé, og slet ikke i vor tid, hvor han ikke mener, at der længere slås om i hvilken retning samfundet skal udvikle sig, som det ellers var kutyme op gennem 1900-tallet – og måske især allermest i de årtier, hvor velfærdssamfundet blev grundlagt, og hvor senere kriserne ramte – og indtil Muren faldt i 1989.

Og hvem var det egentlig, der besejrede kommunismen? Resultatet blev i hvert fald det samme – en neoliberal ideologi omkring, at mennesket er et rationelt individ, der altid vil forsøge at optimere sin egeninteresse, som man kan læse det på side 163.

Det er så en ideologi, der næsten er blevet til en videnskab, og politik er derfor ikke længere et slagsmål mellem holdninger, men et spørgsmål om, hvem der er bedst til at administrere.

Det giver også nogle politikere, som kan sammenlignes mere med viceværter, der tuller rundt og skruer lidt på møtrikkerne, end med de arkitekter med visioner, som vi har brug for.

Demokratiske valg kommer derfor også til at handle om blåt hold versus rødt hold, om hvordan kandidaterne går klædt, hvad de siger og måden de siger det på – samt om deres moral. Altså om deres personlighed fremfor om deres holdninger. Og det kunne man godt grine af, hvis ikke det var fordi, at samfundsudviklingen er ved at gå amok – uden at det ryster særligt mange.

For den stigende overvågning og den begrænsning, som der sker af ytringsfriheden, var med Asser Amdisens ord blevet mødt med bemærkninger om politistat og menneskerettigheder, hvis noget lignende var sket i det tidligere Østeuropa. Men nu foregår det her hos os, og det er vores egne politikere, og så er vi blinde for de små bitte skridt, som naturligvis ikke fjerner demokratiet fra samfundet hver især, men som tilsammen er ved at gøre det, som man kan læse om det på side 170.

Bogen slutter med et kig ud i verden og en morale, og det er ikke et opmuntrende billede, som Asser Amdisen ser. Despoter rejser sig alle steder, nogle steder i nationalistisk, andre steder i religiøs klædedragt, mens det frie demokrati, som mange troede ville komme i 1989, er stadig mere truet – ligesom det enkelte menneske og dets rettigheder er det.

For Asser Amdisen er det enkelte menneske nemlig værdifuldt og udgangspunktet for ethvert demokrati, og borgerrettighederne er det fundament, som ethvert demokrati skal hviler på – og de kan ikke tages alvorligt nok.

Slet ikke i et samfund som vores, hvor vores demokrati trænger til en omgang reel nytænkning. Asser Amdisen opfordrer nemlig til at, vi som samfund begynder at tænke i alternativer til det repræsentative demokrati organiseret i partier.

Det finder Danmarksbloggen er en glimrende idé, især fordi det kun er fem procent af befolkningen, som er medlem af et politisk parti, og selv der er det ikke alle medlemmer, som nødvendigvis er med til at vælge hvem, der skal opstilles. Kandidater skal ofte godkendes af partitoppen – dvs. magten rekrutterer selv sine efterfølgere, hvilket i vor tid sjældent er de klogeste hoveder, men snarere de mest robuste med de hurtige one-liners.

Danmarksbloggen giver ”Nu vi taler om demokrati – en debatbog for demokrater” seks ud af seks grundlove – selvom vi strengt taget kun behøver én.

Asser Amdisens bog kan med fordel læses af alle med interesse for samfund – og for demokrati. For nok er den subjektiv, hvad han heller ikke lægger skjul på, men den giver også store mængder af viden. Og netop indsigt er en fordel for det levende demokrati, der – hvis det skal blive en velsignelse for alle – kræver borgere, som engagerer sig i samfundet, ikke kun ud fra egne interesser, men for at tjene hele samfundet.

Og ja, det lyder idealistisk i en neoliberal og populistisk tid som vores. Men som Danmarksbloggen ser det, er kloge menneskers engagement i samfundet vores eneste mulighed, hvis vi skal undgå en ny, feudal verdens – og samfundsorden, også i Danmark. For det vil være en orden eller rettere uorden, hvor en lille og megarig overklasse stikker totalt af, mens nutidens store middelklasse synker længere og længere ned mod det armod, som underklassen – også i rige, vestlige lande – allerede lever i.

Asser Amdisen, ”Nu vi taler om demokrati – en debatbog for demokrater”, Haase Forlag. Udkommer i dag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “En ualmindelig og kortfattet Danmarkshistorie – fra begyndelsen til for nylig”

Årligt skrives der et stort antal historiebøger om Danmark, og selvom mange laves på et fagligt velfunderet grundlag, så er der tit langt imellem snapsene, når det kommer til samme bøgers underholdningsværdi.

Men i Asser Amdisens nye bog ”En ualmindelig og kortfattet Danmarkshistorie – fra begyndelsen til for nylig” går historisk viden og læsenydelse hånd i hånd i en grad, så undertegnede mange gange i løbet af de 256 sider måtte stoppe læsningen og klukke af grin – ja, sågar citere det nyligt læste højt for mand og barn, som i den seneste tid derfor har lagt ører til megen Danmarkshistorie.

For det er simpelthen herligt at læse om Danmarks fortid på en så levende måde, som Asser Amdisen beskriver den. Man kan i samtlige kapitler se de mennesker og de tider for sig, se dem folde sig ud i sorg og i glæde, i kampe og i fred, når det kneb, og når vi triumferede.

Hvem er det også, der siger, at faglig substans kun kan formidles tørt og alvorligt? Ja, Asser Amdisen mener faktisk, at det forholder sig lige modsat. At historiefaget blev ramt af den videnskabelige syge engang i oplysningstiden, og derfor siden har fravalgt at fortælle de gode historier, fordi historiefaget gerne vil være ligeså fakta-orienteret som de mere agtede naturvidenskaber. Men det er skade. For hvor det er nemt at bevise fx tyngdekraftens eksistens og påvirkning, så er det straks sværere at skrive om fortiden uden også at ty til de sagn, myter og historier, som er blevet fortalt fra slægtled til slægtled, og som også er en del af vor fælles arv, selvom de ikke kan bevises i et laboratorium.

Heldigvis fortæller Asser Amdisen masser af netop de overleveringer, og så tilføjer han historiske fakta som fx i legenden om Dannebrog, der jo efter sigende faldt ned i Estland i 1219 som en hjælp fra Gud, så vi kunne besejre de hedenske estere i det store slag ved Tallinn. Problemet var bare, at esterne allerede var blevet kristne få år før, da en ridderorden kom forbi. Men som Asser Amdisen skriver med klart blik for både magtspil, økonomisk gevinst til den danske konge og menneskelig psykologi ”En god gerning kan jo ikke gøres for tit, og Valdemar var ikke en mand, der lod sig slå ud af småting”.

Asser Amdisen lader sig heller ikke slå ud. Han er heller ikke bange for at have en holdning til både samfund og det at være dansk, hvilket også er forfriskende – især fordi han så melder klart ud, hvor han står.

For igen så lever vi i en tid, hvor objektivitet er finere end subjektivitet, så det er normalt, at fx forskere og medier skjuler deres dagsordner bag et ”objektivitets-tæppe”. Men medmindre vi taler om naturvidenskaberne, hvor det meste kan måles og vejes og bevises i, så er alt subjektivt og afhængigt af øjnene, der ser. Fra kunst over litteratur og religion – og til historie.

Og her taler Asser Amdisen klart sprog, som når han fx skriver om, hvordan nationalismen i 1800-tallet afløste religionen som den ramme, mennesker sætter om deres forståelse af sig selv og deres identitet. Undervejs underbygger han sine meninger med fakta om de historiske forhold, men han gør også til sidst i bogen opmærksom på, at læseren gerne må være uenig med ham, blive vred, gal, sur og alt muligt andet.

Bare ikke ligeglad, for så dør historierne og dermed det fællesskab, som vi alle lever af og på. Og det er rigtigt. Vi må ikke blive ligeglade og slet ikke med vores egne rødder og historie. Heldigvis er Asser Amdisen en god spindoktor for Danmarkshistorien.

Apropos spin, så holder Danmarksbloggen også meget af bogens fokus på spindoktorer i ordets mest udvidede betydning, som når det fx slås fast, at vikingerne manglede en spindoktor, og at de overfaldne klostre i de skrivekyndige munke netop havde de perfekte spindoktorer, fordi de skrev fortællingerne om de fæle vikinger og deres gerninger. For som bekendt så vinder den, der skriver historien.

Men Asser Amdisen formår også at gøre rede for komplicerede forhold som middelalderens konger og deres indbyrdes familie- og hævnforhold i kampen om magten samt at trække de overordnede linier og flette konkrete begivenheder og personer sammen med de forskellige tiders syn på samfund, religion, filosofi samt menneske- og verdenssyn.

Han hamrer også en pæl ned gennem myterne, og er ikke bleg for på den ene side at vise forståelse for, hvorfor vi danskere elsker Christian d. 4., der med sine mange fejl lige er til at spejle sig i, men som også var manden der, fordi han så gerne ville være en stor krigsmand, førte Danmark fra at være stormagt til mellemmagt. Endelig slås det også fast, at hvis Christian Firtal ikke havde dummet sig så gebommerligt nede på den tyske hede i 1625, så havde vi måske ikke mistet Skåne, Halland og Blekinge, som vi ret beset vandt tilbage i krig flere gange siden den ulyksalige Roskildefred, men aldrig fik fordi stormagterne ikke ønskede, at den samme nation sad på begge sider af Øresund.

For vi slipper ikke for at høre om de nationale traumer, heller ikke 1800-tallets jammervandring med statsbankerotten, tabet af Norge og de slesvigske krige, som gjorde os til en lille stat, en andedam, du puslingeland og alt det der, som stadig martrer os, og som også hænger sammen med dansk deltagelse i diverse krige i dag, hvor vi har et demokrati, som vi med Asser Amdisens ord tager for givet. Måske fordi vi nærmest fik det smidt i hovedet af Frederik d. 7. – fremfor som i mange andre lande at skulle kæmpe for det, hvilket han mener er skade og en direkte årsag til, at vi så villigt har ladet demokratiet undergrave siden 2001.

For det er en historisk bog med holdning og et skarpt blik for perspektiverne for både landet og den enkelte dansker før og nu. En bog, hvor forfatteren tør bekende kulør, som når han skriver, at danskerne altid har levet af handel – også med våben. For Danmark har 7000 km´s kystlinie, og dansken har sejlet og handlet fra før vikingetiden og til i dag, hvor de Mærsk-lyseblå skibe ikke vækker rædsel nogetsteds, men stadig sejler guld hjem til Danmark.

Et Danmark, hvor Amdisen også gør op med myten om danskerne som dette fredelige folkefærd, der nok en gang var vikinger, men nu er vi jo blevet voksne, demokratiske og tolerante – og ganske humane. Men nej, siger Amdisen, den holder ikke, og så argumenterer han ellers – og løfter en advarende pegefinger.

For det velfærdssamfund, som vi har i dag, og som bygger på to skelsættende begivenheder – nemlig Hovedaftalen fra 1899, der sikrer et stabilt og godt arbejdsmarked samt parlamentarismens indførelse i 1901 – kan nemlig sagtens ændre sig, og ikke nødvendigvis til det bedre. Måske snarere tværtimod, mens vi danskere smæsker os i national selvfedme bag ligusterhækken og lader en totalitær demokratisme styre os.

Asser Amdisen får fem store Dannebrogsflag ud af seks mulige for sin levende og velskrevne, humoristiske og substantielle ” En ualmindelig og kortfattet Danmarkshistorie – fra begyndelsen og til fornylig”. For det er en bog spækket med viden, hvor såvel den historiekyndige som novicen ud i Danmarkshistorien kan hente perspektiver til videre læsning og især overvejelser over, hvad det vil sige at være dansk – og hvordan vi ønsker, at det danske samfund skal udvikle sig. 

Bogen udgives af Haase Forlag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk