Demokratiets stille død: Valgkampen, der blev væk

Der var engang, hvor en valgkamp til Folketinget handlede om værdier og visioner for samfundet. Det var dengang, hvor politikerne var samfunds-arkitekter og ikke samfunds-viceværter, som de er det i dag.

Samfunds-viceværter, der ikke laver andet end at administrere, men som aldrig ser samfundet udefra eller laver grundlæggende vilkår om. Viceværter, der derimod er enige om, at klimaet er vigtigt, at de svage i samfundet skal have det bedre, og at vi skal blive i EU.

Men hvordan det hele skal finansieres, og især hvad det vil koste dem, som har noget at miste – som fx de rigeste danskere, landbruget, de store virksomheder – er der ikke nogen, der kan/vil/tør sige noget om.

Det er mere end trist. Det er en stille, indre død for demokratiet. For hvad har vi reelt at vælge imellem, kan man spørge sig selv, når alle seriøse partier tilbyder det samme – mere eller mindre.

Valgkampen er derfor også pist-borte-væk, også fordi idealerne, visionerne og værdierne for længst har veget pladserne i Folketinget for egne ambitioner om en karriere hos de folkevalgte.

Det værste er, at man ikke engang kan sætte et kryds på onsdag imod dette viceværts-vælde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

EP-valget er IKKE en generalprøve

Dagens valg til Europa-Parlamentet bliver af mange politiske kommentatorer kaldt generalprøven til Folketingsvalget Grundlovsdag.

Men det kunne ikke være mere forkert – og mere andedams-orienteret, hvilket vi ofte er det her i det lille land mod nord.

Men lad os lige slå fast: Verden slutter ikke ved den dansk-tyske grænse eller starter, når vi har passeret Øresundsbroen på vej hjem fra Sverige.

Verden er derimod stor og dejlig – og andet og mere end Danmark – og vi er en del af dén verden, også politisk.

Og valget i dag er et vigtigt valg til et parlament, der på mange områder bestemmer mere over vores liv og hverdag end Folketinget gør det.

Så opfordringen fra Danmarksbloggen skal lyde: Gå ned og stem … valglokalerne er åbne til kl. 20 i aften.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Svanesøen” med Irina Kolesnikova

Det Ny Teater i København er et af den slags teatre, der får én til at tænke på fester fra sidste årtusinde. Fester med champagne, der flyder under de strålende prismelysekroner, som glitrer om kap med diamanter, guld og spejle. Alt sammen fantastiske omgivelser for smukke kvinder i farverige gallakjoler, der flirter og ler med stilige mænd i kjole og hvidt, som vi kender det fra gamle billeder og film.

Sådan ser teatergængere ikke ud længere – heller ikke i går aftes, da St. Petersburg Ballet Theatre gæstespillede med balletten over dem alle sammen, Tchaikovskys ”Svanesøen”. Men festligt var det nu alligevel – og allermest på scenen, hvor kulisserne i de fire scener ikke lod teatret noget efter i pragt, og hvor danserne stod for en optræden i verdensklasse. De har også optrådt over hele kloden med bragende succes.

Centralt placeret var selvfølgelig prima ballerinaen og verdensstjernen Irina Kolesnikova, som for første gang dansede i Danmark. Hun var som forventet eminent, dog måske mest som den sorte svane Odile, da Irina Kolesnikovas styrke, udstråling og dramatiske sans kom bedre til udtryk dér end som den bly og sarte hvide svane Odette – til trods for en teknisk kunnen, som er enestående. Og her tænkes ikke kun – men også på de 32 piruetter, som hun lavede i slutningen af anden akt. 32 piruetter, mine damer og herrer – og alle lavet med samme sikre balance – og elegance. Dét glemmes ikke foreløbigt.

Netop elegance er et ord, som man må knytte på denne opførelse af Svanesøen. Kroppene bevæger sig flydende i de forskellige positurer og danner på fornemmeste vis billederne af eventyret om prinsen, der forelsker sig i den forheksede Odette, der er forvandlet til en svane – og kun om natten kan være menneske.

Den onde troldmand Rothbart, som står bag, har naturligvis også en datter, Odile – den sorte svane, som han med list får prinsen til at love evig troskab. Det hele slutter dramatisk i skoven ved søen, hvor prinsen river den ene vinge af troldmanden, som så dør, og dermed brydes fortryllelsen. Odette bliver menneske igen, og de to unge kan få hinanden.

Det vil sige: Sådan slutter St. Petersburg Ballet Theatres version af Svanesøen. For i andre ballet-kompagnier ender historien tragisk med, at det onde vinder, så Odette dør – eller at prinsen og Odette sammen kaster sig ud i søen for at drukne, da de ved, at de aldrig kan være sammen her på Jorden – men til gengæld kan leve sammen for evigt i åndernes rige.

Men uanset hvordan det slutter, så har vi undervejs de hvide akter, som altid betager, men som i går fik en ekstra poetisk dimension, fordi Corps de Ballet var så fantastiske til både at danse og illustrere de ulykkelige unge kvinder, som var forvandlet til svaner.

St. Petersburg Ballet Theatre mestrer nemlig den klassiske ballet og krydrer den med en flot kropsholdning, en evne til at fortælle historien og komme over scenekanten – og det gælder selvsagt også prinsen, der danses med stor kraft og indlevelse af Denis Nedak – og Rothbart, som fremstilles præcis så diabolsk og mesterligt som han skal af Dmitry Akulinin.

Danmarksbloggen vil anbefale alle – også ballet-fremmede – at gå ind og se Svanesøen. Dels på grund af musikken, som er betagende og berusende og dels på grund af dansen, som indimellem nærmest ophæver det fysisk mulige – sådan føles det i hvert fald.

Men også på grund af den tidsløse dannelse, der ligger at opleve en virkelighed, som er så langt fra vores digitale nutid, som noget kan være – men som kommer fra vores rødder, fra noget af det ypperste, som vores kultur har skabt. Og her tænkes på den europæiske kultur, som i århundreder har gennemsyret hele kontinentet, for dansens og musikkens sprog er følelsernes – dér hvor ordene og de talte nationale sprog bliver ligegyldige.

Set med de historiske briller har vi heller ikke altid været så nationalistiske, som vi er det i dag. Og det er godt at huske på også i Danmark, hvor vi roser os af at have en af verdens bedste balletter – og det har vi også med Det Kgl. Teaters ballet. Men at dansk ballet blev så stor, skyldes en franskmand, som kom til Danmark i 1800-tallet ved navn August Bournonville.

Ligesom at mange store balletters musik er skrevet af udlændinge – og her lyser intet navn stærkere end russeren P. I. Tchaikovsky, som komponerede netop Svanesøen, men også Nøddeknækkeren og Tornerose.

Musikken, som er så vigtig en del af en ballet – og som skal være levende, da dirigenten som den eneste kan sikre det samspil mellem musikken og danserne, som gør den store forskel for publikum. Undertegnede har fx oplevet en Nøddeknækker, hvor prinsen sprang så højt og så længe, at dirigenten var nødt til at sænke tempoet en anelse for at den dygtige danser kunne ramme gulvet på taktslaget.

Det kan elektronisk musik ikke mestre, så den levende musik mangler på Det Ny Teater, hvor der danses til båndmusik, som endda hakker et par gange undervejs. Og derfor får en ellers fantastisk forestilling med meget dygtige dansere fire ud af seks svaner.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Efter udslettelsen – hvad så?

Begge valg er blevet klimavalg. Skal vi gøre det ene eller andet? Det diskuterer politikerne. Men det kan faktisk være lige meget. For hvis ikke vi laver radikalt om på vores livsstil, så er det hele snart slut.

Så ender det for vores race med dén udslettelse, som vi frygter mere end noget andet, men som er det mest realistiske scenarium, når man medregner vores psykologi og adfærd i ligningen.

Men hvordan vil Jorden se ud efter udslettelsen – altså udslettelsen af vores art? Det kan vi af gode grunde ikke vide.

Men sandsynligvis vil der i tiden lige efter den store massedød være store mængder plastic, store ørkenområder, forfaldne bygninger og asfalt, der er brækket op – og kun få dyr tilbage – samt måske nogle få overlevende mennesker hist og pist.

Så vil der gå nogle år – sådan et par millioner år eller så. Ikke noget at regne med i geologisk tid. Bare et sekund i den kosmiske tidsregning.

Og så vil Jorden igen være et dejligt sted. For så har vulkanerne haft så mange udbrud, at der er kommet nyt næringsrigt materiale på overfladen, som planter kan vokse i. Planter, som dyr kan spise. Plasticen, asfalten og alt det grimme, som vi har lavet, vil også være væk. Strålingen fra vores radioaktive affald er også stort set forsvundet. Vandet er blevet rent igen. Og der vil igen være former for liv.

Hvad for nogle dyr og hvad for nogle planter det så bliver vides ikke. Temperatur-, vand- og vindforhold kan man også kun gisne om. Men at Jordkloden igen bliver en grøn og blå perle i universet, det taler alt for.

Man kan så blot ønske, at det næste gang bliver uden os …

For ellers så starter vi bare forfra med at udslette os selv. For vi er racen med evnen til at rejse til Mars, gå på Månen og samtidig ødelægge alt for os selv på Jorden. Os – den formentlig den dummeste race, som evolutionen nogensinde har fremavlet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Christian d. 4. er blevet en øjenbæ

Hvem troede, at danskernes yndlingskonge Christian d. 4. kunne være en øjenbæ? Men en statue af ham er det i hvert fald. I de sidste små ti dage har Danmarksbloggen været forbi området foran Børsen og Christiansborg flere gange, og synet af den nye statue bliver ikke bedre med tiden. Snarere tværtimod.

Sagen er nemlig, at den i sidste weekend indviede og seks (6!) meter høje statue af danskernes favoritkonge foran Børsen i København rager uforholdsmæssigt meget op i byrummet, og virker direkte forstyrrende på de ellers smukke omgivelser med Børsen, Christiansborg, kanalerne og Holmens Kirke.

Og det er ærgerligt, også fordi vi danskere elsker Christian d. 4.

Han er som bekendt også manden bag mange af Københavns berømte bygninger som netop Børsen og Holmens Kirke, men også Rundetårn og Rosenborg Slot – og anlæggelsen af hele to bydele: Christianshavn og Nyboder.

At Christian d. 4. så også brugte alle rigets penge på netop byggeri – og på krig, vin og kvinder – og dermed ændrede Danmark fra det stærke og rige land, som han overtog fra sin far, til et fattigt land i krise – klar til at svensken få år efter hans død kunne tage Skåne, Halland og Blekinge, taler vi ikke så meget om.

Vi kan nemlig lide vores forhorede, fordrukne konge med alle de store planer og ideer, som på bedste Anders And-manér slet ikke blev til det, som han havde drømt om. Læs mere om Christian d. 4. her i Danmarksbloggens Danmarkshistorie:

http://danmarksbloggen.dk/?p=4142

For Christian d. 4. er en fascinerende skikkelse. Det er den nye statue af ham IKKE.

Den er – sagt på den pæne måde – direkte underlig med den overdimensionerede konge stående på Rundetårn og på begge sider to spir (fra Rosenborg og Børsen). Såvel tårn som spir vender så nedad. Det siges, at det er for at illustrere, at Rundetårn og spirerne spejler sig i vandet. Hvilket er noget vås, især fordi både Rundetårn og Rosenborg er bygget mange hundrede meter VÆK fra vandet, og spiret på Børsen er også så langt væk fra kanten til kanalen, at det stort set aldrig kan ses nede i vandet mellem Børsen og Holmens Kirke.

Men det er ikke alt. Udover statuens malplacering er der noget halvfærdigt over den, når man ser på det håndværksmæssige. Så det hele er noget decideret makværk, og den statue skal flyttes hurtigere end man kan nå at sige Bertel Haarder og Per Stig Møller, der har været med til at støtte dette projekt.

Må Danmarksbloggen derfor foreslå, at man stiller den nye statue ude i Ørestaden på et afsidesliggende hjørne ved et af højhusene. Her syner den ikke af så meget, og så er Københavns bygherre nr. 1 også repræsenteret i det nye København.

For inde i det historiske centrum ved Børsen skal den store statue ikke blive stående … her skæmmer den bybilledet i en grad, så Den Sorte Firkant på Rådhuspladsen (HT´s forkætrede busterminal) var smuk ved siden af.

Ja, hvis man skulle anmelde denne statue fik den én ud af seks sokler – og den ene kun fordi den forestiller Christian d. 4.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Oh Baby – It´s Cole”

Verden af i dag er et klima, der er gået amok, en politisk verdensorden, som ingen rigtig forstår, men som alle frygter konsekvenserne af – og alle de andre skræmmende dystopier, som fylder vores nutid i en grad, så vi næsten ikke kan rumme det.

Heldigvis behøver vi heller ikke at SKULLE rumme det hele tiden. Vi må godt indimellem søge ly i en tidslomme, i en verden af i går – eller måske endda af i forgårs …

En af de mest vellydende og bedst udseende tidslommer, som dette forår kan byde på, er London Toast Theatres Cabaret Show ”Oh Baby – It´s Cole”, der 28 år efter sin første premiere endelig havde premiere på engelsk.

For vil De tænke Dem – dengang i 1991 blev sangene sunget på dansk. Ellers ville et dansk publikum ikke kunne forstå indholdet, havde Vivienne McKee fået at vide.

Men i går på Krudttønden i København blev der heldigvis både fortalt og sunget på originalsproget engelsk i en sprudlende forestilling med Vivienne McKee som den primære fortæller, der med nerve, humor og stor ømhed fortolkede historien om den charmerende overklassedreng Cole Porter, der skrev sange igennem flere årtier, så en hel verden lyttede – og stadig lytter med på klassikere som Night and Day, My heart belongs to Daddy, I love Paris og Anything goes.

For vi kender musikken, men hvad med manden? Navnet kan vi måske genkende. Men hvor mange af os havde hørt historierne om de overdådige fester sammen med den tids kendisser i både Paris, Venedig, New York og Hollywood? Hvor mange af os vidste, at han skrev Yales slagsang? At han skrev ord og musik på samme tid? Hvor mange af os ved, at Coles mor selvfølgelig gav den lille dreng et fint piano straks han bad om det?

For formuen i hjemmet var ligeså stor som moderens ærgerrighed og den lille Coles eget talent, som viste sig at være enormt både til at skrive sange og til at feste. For Cole Porter forstod at feste – og intet party uden de tre D´er: Drinks, Drugs and Dance.

Det vil sige: En dag sluttede festen. Hans elskede kone Linda gik fra ham. Det handlede ikke om deres indbyrdes kærlighed, men om de mænd, som hun ikke længere kunne acceptere, at han følte en tiltrækning imod. De mænd, som altid krøb ind under huden på ham. Cole Porter er også manden bag den fængende I´ve got you under my skin.

Men nedturen indebar også et rideuheld med en hest, der faldt over ham, gjorde ham til invalid med mange operationer, smerter og sågar amputation til følge. Men evnen til at skrive musik bevarede Cole Porter – og både før og efter uheldet skrev han den hvirvel af evergreens, som bærer hans navn, og som gjorde ham til en lysende stjerne både på Broadway og i filmens verden.

Evergreens som Lets to it, Take me back to Manhattan, I get a kick out of you og mange flere.

Vi hører dem alle sammen ude på Krudttønden i et set-up, der minder om en natklub fra 1920´erne, sådan en med mørke, røg, farver, glimmer og musik … og sangene fremføres fejende, flot og fabulous af ensemblet, der udover Vivienne McKee består af Katrine Falkenberg, Nicoline Siff Møller, Leo Andrew, Sebastian Harris og på piano Stuart Goldstein.

Danse kan de og synge og gestalte og vise følelser – og så kan manden ved pianoet spille, så det er fornøjelse, som at være rakt tilbage i Cole Porters tid, vel af mærke hans første storhedstid.

For efter uheldet kom en af alletiders største succeser, nemlig musicalen, der også blev en film, ”Kiss me Kate” skrevet med Shakespeares skuespil ”Trold kan tæmmes” som direkte forlæg. Den gav Cole Porter en Tony-award. Så der var glamour også over hans sidste værker.

Der er også både glamour og klassisk dannelse over London Toast Theatres forestilling, som er som et strejf fra den gamle verden. Med de optrædende i kjole og hvidt, i charlestonkjoler og i lange kjoler – både med og uden glitter og fjer. Med musik og stemning fra den gamle verden – eller måske rettere fra den verden, som var før det, som vi kalder den gamle verden.

For selv kunne en aldrende Cole Porter i slutningen af sit liv omkring 1960 ikke længere føle sig hjemme i det, som han kaldte den nye verden. Hans tid var den, som gik forud for Beatles, ungdomsoprør, Vietnam og kold krig.

Hans tid er noget, som er længe siden, men som også repræsenterer en sprudlende tilgang til livet, som vi i denne dystopiske tid har mere brug for end nogensinde, hvis vi skal holde os flydende. Eller som man siger det i Vivienne McKees fødeland: Keep calm and carry on – og det gælder også ihvertfald to af D´erne, nemlig Dans og Drinks.

Danmarksbloggen giver ”Oh Baby – It´s Cole” fem ud af seks boblende champagneglas, som dem Cole og hans festlige selskaber holdt så meget af. For det var funklende, gnistrende – ganske enkelt fabulous.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dystopi som mental GPS på Christianshavns Gymnasium – og i samfundet

Udenfor lyste træerne i de fineste grønne nuancer, og om to dage var det sidste skoledag. Men i den såkaldte pige-sal på Christianshavns Gymnasium var flere elever og lærere alligevel i de sene eftermiddagstimer samlet til skoleårets sidste ”Kulturkonditori”, som denne gang var en blanding af oplæsning og samtale omkring emnet dystopi.

Andre gange kan Kulturkonditoriet være en diskussion eller andet, men uanset hvad så handler det om at møde andre mennesker, få nye tanker, mere viden og større visioner – og i går, da Danmarksbloggen var på besøg, var emnet altså dystopi.

Dystopi fylder meget i vor tid. Ja, der er tilmed en fascination af dystopiske fortællinger. Måske fordi vi lever i en tid med store forandringer og trusler, som forfatteren til blandt andet ”Den danske borgerkrig 2018-24” Kaspar Colling Nielsen sagde det på Kulturkonditoriet.

Men inden han gik på, var det de unge menneskers tur, vel at mærke dem som havde gået på gymnasiets forfatterskole – og der var ingen tørre læber eller øh´er, når de unge mennesker entrede scenen og læste op af egne tekster.

De var også gode, og der var tænkt over både sprog og indhold. Det, som undertegnede lagde mest mærke til, var imidlertid fraværet af mobiler og tilstedeværelsen af nærværet i rummet. Det var, som var den gamle verden tilbage for en tid, også selvom historierne foregik ude i rummet og i en dystopisk fremtid, som ingen af os ønsker at leve i.

Historierne var også skrevet eller printet på fysisk papir. For visse ting ændrer sig tilsyneladende aldrig, og som en af de unge gjorde opmærksom på, så kan vi ikke flygte fra os selv – heller ikke selvom vi tager ud i rummet. Vi møder altid os selv igen.

Undertegnede kom derfor til at tænke på, at vi som mennesker er dømte til at gentage tidligere generationers fejl – men også tidligere tiders succeser. Så måske – bare måske er der også håb. Men nu handlede denne version af Kulturkonditoriet om dystopi – og så var det oplagt at få forfatteren Kaspar Colling Nielsen på banen.

Undertegnede har også anmeldt hans forestillinger ”Den danske borgerkrig ” på Nørrebro Teater og ”Håbet er lysegrønt” på Betty Nansen/Edison. Se mere her:

http://danmarksbloggen.dk/?p=8605

http://danmarksbloggen.dk/?p=9917

Så jeg vidste, at vi ville møde et reflekteret menneske, der var dybt bekymret over de ting, som sker i vores samfund, som ændrer det – og som sker voldsomt, med lynets fart og uden at vi kan gøre særligt meget ved det.

Det er ret forstemmende, og Kaspar Colling Nielsen havde heller ikke hverken svar eller løsninger på tidens udfordringer, men til gengæld en forklaring på, hvorfor vi er så fascinerende af dystopien: Nemlig at ved at forestille os en mørk fremtid, så kan vi bedre orientere os i vores samtid.

Så altså dystopien som en mental GPS.

Det var også interessant at høre Kaspar Colling Nielsen fortælle om både en kinesisk og en egyptisk forfatter, som brugte deres bøger til at angribe de totalitære systemer, som de lever i. Systemer, som vi i den vestlige verden dømte ude engang. For de var jo hverken demokratiske eller baserede på de frihedsrettigheder, som vi tager for givet som en del af et godt og rigt samfund.

Men som man kan se det, så klarer nogle totalitære stater som fx Kina og visse arabiske lande sig udmærket, og også bedre end os i de liberale demokratier, hvilket i de sidste især 20-30 år har sendt store chokbølger igennem hele den vestlige verden.

For hvis ikke vi er de bedste til alt, hvad så? Det ryster vores selvopfattelse i sin grundvold, og derfor befinder vi i den vestlige verden os i vores største krise siden oplysningstiden, mente Kaspar Colling Nielsen og pegede på fire faktorer, som ryster os, da vi ikke længere tror på dem som garanter for samfund, stabilitet og fremgang:

Humanisme
Troen på kunsten
Troen på teknologien
Troen på demokratiet

Vores guldalder er altså for længst forbi – og ingen kan længere huske Grundtvig. Ja, dansk åndslivs kæmpe, som mange har kaldt ham, blev selvfølgelig ikke nævnt med et ord til trods for at han om nogen har givet danskerne viden og dannelse, blandt andet i de fire afgørende år han var præst i Vor Frelsers Kirke lige ved siden af Christianshavns Gymnasium. Men det er længe siden.

Nutid er derimod globaliseringen, den kapitalforvaltning og den teknologi-udvikling, som vi ikke har nogen magt over, men som bestemmer vores levevilkår – og som vi derfor må tilpasse os så godt, vi nu kan.

”Men der følger ikke automatisk et værdi- eller et menneskesyn med en smartphone,” som Kasper Colling Nielsen sagde det.

Han havde heldigvis også nogle gode råd til de unge forfatterspirer om at skrive på deres følelse, og om vigtigheden af at blive ved med at skrive. At det at skrive var ligesom at løbe et maraton. Man starter med at løbe måske 500 meter, og så øver man sig rigtig længe, inden man en dag kan man løbe rigtigt langt. Undervejs skal man tage sig selv og sit skriveri alvorligt og tro på det.

For på en måde er det meget simpelt. Bare skriv, og jo mere du skriver, jo lettere bliver det, var meldingen fra ham.

Og så fik de unge og vi andre lov til at høre Kaspar Colling Nielsen læse en novelle op fra hans novellesamling ”Den falske fisker og andre fortællinger”, der ellers først udkommer til oktober.

Dén håber Danmarksbloggen at få lov til at anmelde. Bøger er som bekendt vidunderlige – eller som Kaspar Colling Nielsen sagde det: Så er bogen den bedste teknologi.

Danmarksbloggen er enig. Bøger er bedre end alverdens film og tv-serier, for her danner du dine egne billeder, og du kan altid skabe nye. Ja, hvis du læser en bog for anden gang, så kommer der altid noget nyt til, fordi du er et andet sted i dit liv.

Et liv, som vi selv kan forme … trods alle mørke varsler om dystopi …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og forrige år og ….

Og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg. Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny.

Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det.

Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker.

Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler. Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte.

En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om. Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler: http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

Hun døde i 2008. Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warszawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passager. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder, og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre.

For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enestående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak og slides om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Klimaet kræver en nedgang på 75% i levestandard

Valgets modeord er klima. Vi snakker om det hele tiden, og især de unge siger, at de vil stemme efter det.

Klimaet, som i disse år ændres i rivende hast – i den gale retning, og alt sammen pga. os mennesker og vores tøjlesløse forbrug af jordens ressourcer. Men nu skal der sadles om, hvis vi vil fortsætte med at eksistere som art her på planeten.

Det er vi klar over – og det samme er politikerne klar over, så alle lover GODE KLIMALØSNINGER. Nogle taler om at spise mindre kød, afgift på flyrejser, genanvendelse af plastic og så videre.

Men INGEN som i INGEN tør for alvor tage tyren ved hornene og sige det, som skal siges:

Nemlig at vi er nødt til at gå markant ned i levestandard, hvis det skal batte noget. For skulle alle på kloden leve, som vi gør det i Danmark i dag, så ville det kræve FIRE jordkloder. 4 jordkloder – men vi har kun én.

Vi i Danmark skal altså gå 75% ned i levestandard sådan cirka, hvis vi virkelig vil det her. Men det er en utopi, som kun er for de få danske familier, der allerede for længst er flygtet op i de svenske skove.

Så hvad vi nu skal gøre, er et rigtig betændt spørgsmål: Skal vi acceptere, at det lakker mod enden og slutte af med en mægtig forbrugsfest? Eller vil vi i stedet finde på dårlige undskyldninger for, hvorfor vi godt kan fortsætte med vores livsstil – samtidig med at mennesker dør af sult og forurening i de fattige dele af verden?

Ser man på vores adfærd hidtil, så bliver det nok det sidste i kombination med lidt lappeløsninger kaldet ulandshjælp.

For klimaet selv kræver en nedgang hos os på 75% i levestandard, hvis vi vil redde det her. Men det kommer ikke til at ske. Det er vi alt for egoistiske og magelige til – også de unge, som ligesom alle andre generationer vil have deres mobiler, fester, tøj osv. Så ja, det ender med forbrugsfesten …

Men at sige det åbent i en valgkamp er der ikke stemmer i – så det tier politikerne med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historisk sus over Grundlovsdags-valg

På selve demokratiets store festdag, Grundlovsdag d. 5. juni, skal Danmark til folketingsvalg.

For fire år siden var der også valg – men ikke på Grundlovsdag.

Dén Grundlovsdag i 2015 fejrede vi nemlig 100-året for kvindernes stemmeret.

Undertegnede var med i det festlige kvinde-optog, der i strålende solskin gik fra Grønningen, gennem Store Kongensgade, over Kongens Nytorv, forbi Holmens Kirke og ind i Rigsdagsgården, hvor folketingets formand, landets første kvindelige statsminister og en fuldtallig kongefamilie tog imod alle os hvidklædte kvinder i optoget.

For vi var nemlig alle i hvidt – ja, der var endda én gruppe, som havde brugt måneder på at sy historiske dragter, så de så ud som det kvindeoptog, der gik til Amalienborg dengang i 1915.

De var meget flotte, og der var i det hele taget et historiens vingesus over dén Grundlovsdag, som for undertegnede blev bestyrket af, at vi gik tre generationer i optoget; Min mor, min datter og jeg selv.

Der er også et historisk sus over det kommende valg, men ikke et som kalder på jubel, balloner og flag, snarere tværtimod.

Dels på grund af at der for første gang siden 2. verdenskrig er fascistiske partier på stemmesedlen, og dels fordi Løkkes politik har betydet, at uligheden er steget, miljøet lider, der mangler en plan for en grøn omstilling af samfundet – og selvfølgelig skal der bruges flere penge på forskning, uddannelse, sygehuse og de svage i samfundet.

Det ser altså sort ud … men nu kan der ske noget nyt … hvis vi vil det.

Så sæt kryds og kast dig ud i valgkampen. Den kæmpes ikke kun i tv, til vælgermøder og på de sociale medier, men også ved virksomhedernes frokostborde, i sportsklubben og alle andre steder, hvor mennesker mødes …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk