Udenfor lyste træerne i de fineste grønne nuancer, og om to dage var det sidste skoledag. Men i den såkaldte pige-sal på Christianshavns Gymnasium var flere elever og lærere alligevel i de sene eftermiddagstimer samlet til skoleårets sidste ”Kulturkonditori”, som denne gang var en blanding af oplæsning og samtale omkring emnet dystopi.
Andre gange kan Kulturkonditoriet være en diskussion eller andet, men uanset hvad så handler det om at møde andre mennesker, få nye tanker, mere viden og større visioner – og i går, da Danmarksbloggen var på besøg, var emnet altså dystopi.
Dystopi fylder meget i vor tid. Ja, der er tilmed en fascination af dystopiske fortællinger. Måske fordi vi lever i en tid med store forandringer og trusler, som forfatteren til blandt andet ”Den danske borgerkrig 2018-24” Kaspar Colling Nielsen sagde det på Kulturkonditoriet.
Men inden han gik på, var det de unge menneskers tur, vel at mærke dem som havde gået på gymnasiets forfatterskole – og der var ingen tørre læber eller øh´er, når de unge mennesker entrede scenen og læste op af egne tekster.
De var også gode, og der var tænkt over både sprog og indhold. Det, som undertegnede lagde mest mærke til, var imidlertid fraværet af mobiler og tilstedeværelsen af nærværet i rummet. Det var, som var den gamle verden tilbage for en tid, også selvom historierne foregik ude i rummet og i en dystopisk fremtid, som ingen af os ønsker at leve i.
Historierne var også skrevet eller printet på fysisk papir. For visse ting ændrer sig tilsyneladende aldrig, og som en af de unge gjorde opmærksom på, så kan vi ikke flygte fra os selv – heller ikke selvom vi tager ud i rummet. Vi møder altid os selv igen.
Undertegnede kom derfor til at tænke på, at vi som mennesker er dømte til at gentage tidligere generationers fejl – men også tidligere tiders succeser. Så måske – bare måske er der også håb. Men nu handlede denne version af Kulturkonditoriet om dystopi – og så var det oplagt at få forfatteren Kaspar Colling Nielsen på banen.
Undertegnede har også anmeldt hans forestillinger ”Den danske borgerkrig ” på Nørrebro Teater og ”Håbet er lysegrønt” på Betty Nansen/Edison. Se mere her:
http://danmarksbloggen.dk/?p=8605
http://danmarksbloggen.dk/?p=9917
Så jeg vidste, at vi ville møde et reflekteret menneske, der var dybt bekymret over de ting, som sker i vores samfund, som ændrer det – og som sker voldsomt, med lynets fart og uden at vi kan gøre særligt meget ved det.
Det er ret forstemmende, og Kaspar Colling Nielsen havde heller ikke hverken svar eller løsninger på tidens udfordringer, men til gengæld en forklaring på, hvorfor vi er så fascinerende af dystopien: Nemlig at ved at forestille os en mørk fremtid, så kan vi bedre orientere os i vores samtid.
Så altså dystopien som en mental GPS.
Det var også interessant at høre Kaspar Colling Nielsen fortælle om både en kinesisk og en egyptisk forfatter, som brugte deres bøger til at angribe de totalitære systemer, som de lever i. Systemer, som vi i den vestlige verden dømte ude engang. For de var jo hverken demokratiske eller baserede på de frihedsrettigheder, som vi tager for givet som en del af et godt og rigt samfund.
Men som man kan se det, så klarer nogle totalitære stater som fx Kina og visse arabiske lande sig udmærket, og også bedre end os i de liberale demokratier, hvilket i de sidste især 20-30 år har sendt store chokbølger igennem hele den vestlige verden.
For hvis ikke vi er de bedste til alt, hvad så? Det ryster vores selvopfattelse i sin grundvold, og derfor befinder vi i den vestlige verden os i vores største krise siden oplysningstiden, mente Kaspar Colling Nielsen og pegede på fire faktorer, som ryster os, da vi ikke længere tror på dem som garanter for samfund, stabilitet og fremgang:
Humanisme
Troen på kunsten
Troen på teknologien
Troen på demokratiet
Vores guldalder er altså for længst forbi – og ingen kan længere huske Grundtvig. Ja, dansk åndslivs kæmpe, som mange har kaldt ham, blev selvfølgelig ikke nævnt med et ord til trods for at han om nogen har givet danskerne viden og dannelse, blandt andet i de fire afgørende år han var præst i Vor Frelsers Kirke lige ved siden af Christianshavns Gymnasium. Men det er længe siden.
Nutid er derimod globaliseringen, den kapitalforvaltning og den teknologi-udvikling, som vi ikke har nogen magt over, men som bestemmer vores levevilkår – og som vi derfor må tilpasse os så godt, vi nu kan.
”Men der følger ikke automatisk et værdi- eller et menneskesyn med en smartphone,” som Kasper Colling Nielsen sagde det.
Han havde heldigvis også nogle gode råd til de unge forfatterspirer om at skrive på deres følelse, og om vigtigheden af at blive ved med at skrive. At det at skrive var ligesom at løbe et maraton. Man starter med at løbe måske 500 meter, og så øver man sig rigtig længe, inden man en dag kan man løbe rigtigt langt. Undervejs skal man tage sig selv og sit skriveri alvorligt og tro på det.
For på en måde er det meget simpelt. Bare skriv, og jo mere du skriver, jo lettere bliver det, var meldingen fra ham.
Og så fik de unge og vi andre lov til at høre Kaspar Colling Nielsen læse en novelle op fra hans novellesamling ”Den falske fisker og andre fortællinger”, der ellers først udkommer til oktober.
Dén håber Danmarksbloggen at få lov til at anmelde. Bøger er som bekendt vidunderlige – eller som Kaspar Colling Nielsen sagde det: Så er bogen den bedste teknologi.
Danmarksbloggen er enig. Bøger er bedre end alverdens film og tv-serier, for her danner du dine egne billeder, og du kan altid skabe nye. Ja, hvis du læser en bog for anden gang, så kommer der altid noget nyt til, fordi du er et andet sted i dit liv.
Et liv, som vi selv kan forme … trods alle mørke varsler om dystopi …
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk