Det Ny Teater i København er et af den slags teatre, der får én til at tænke på fester fra sidste årtusinde. Fester med champagne, der flyder under de strålende prismelysekroner, som glitrer om kap med diamanter, guld og spejle. Alt sammen fantastiske omgivelser for smukke kvinder i farverige gallakjoler, der flirter og ler med stilige mænd i kjole og hvidt, som vi kender det fra gamle billeder og film.
Sådan ser teatergængere ikke ud længere – heller ikke i går aftes, da St. Petersburg Ballet Theatre gæstespillede med balletten over dem alle sammen, Tchaikovskys ”Svanesøen”. Men festligt var det nu alligevel – og allermest på scenen, hvor kulisserne i de fire scener ikke lod teatret noget efter i pragt, og hvor danserne stod for en optræden i verdensklasse. De har også optrådt over hele kloden med bragende succes.
Centralt placeret var selvfølgelig prima ballerinaen og verdensstjernen Irina Kolesnikova, som for første gang dansede i Danmark. Hun var som forventet eminent, dog måske mest som den sorte svane Odile, da Irina Kolesnikovas styrke, udstråling og dramatiske sans kom bedre til udtryk dér end som den bly og sarte hvide svane Odette – til trods for en teknisk kunnen, som er enestående. Og her tænkes ikke kun – men også på de 32 piruetter, som hun lavede i slutningen af anden akt. 32 piruetter, mine damer og herrer – og alle lavet med samme sikre balance – og elegance. Dét glemmes ikke foreløbigt.
Netop elegance er et ord, som man må knytte på denne opførelse af Svanesøen. Kroppene bevæger sig flydende i de forskellige positurer og danner på fornemmeste vis billederne af eventyret om prinsen, der forelsker sig i den forheksede Odette, der er forvandlet til en svane – og kun om natten kan være menneske.
Den onde troldmand Rothbart, som står bag, har naturligvis også en datter, Odile – den sorte svane, som han med list får prinsen til at love evig troskab. Det hele slutter dramatisk i skoven ved søen, hvor prinsen river den ene vinge af troldmanden, som så dør, og dermed brydes fortryllelsen. Odette bliver menneske igen, og de to unge kan få hinanden.
Det vil sige: Sådan slutter St. Petersburg Ballet Theatres version af Svanesøen. For i andre ballet-kompagnier ender historien tragisk med, at det onde vinder, så Odette dør – eller at prinsen og Odette sammen kaster sig ud i søen for at drukne, da de ved, at de aldrig kan være sammen her på Jorden – men til gengæld kan leve sammen for evigt i åndernes rige.
Men uanset hvordan det slutter, så har vi undervejs de hvide akter, som altid betager, men som i går fik en ekstra poetisk dimension, fordi Corps de Ballet var så fantastiske til både at danse og illustrere de ulykkelige unge kvinder, som var forvandlet til svaner.
St. Petersburg Ballet Theatre mestrer nemlig den klassiske ballet og krydrer den med en flot kropsholdning, en evne til at fortælle historien og komme over scenekanten – og det gælder selvsagt også prinsen, der danses med stor kraft og indlevelse af Denis Nedak – og Rothbart, som fremstilles præcis så diabolsk og mesterligt som han skal af Dmitry Akulinin.
Danmarksbloggen vil anbefale alle – også ballet-fremmede – at gå ind og se Svanesøen. Dels på grund af musikken, som er betagende og berusende og dels på grund af dansen, som indimellem nærmest ophæver det fysisk mulige – sådan føles det i hvert fald.
Men også på grund af den tidsløse dannelse, der ligger at opleve en virkelighed, som er så langt fra vores digitale nutid, som noget kan være – men som kommer fra vores rødder, fra noget af det ypperste, som vores kultur har skabt. Og her tænkes på den europæiske kultur, som i århundreder har gennemsyret hele kontinentet, for dansens og musikkens sprog er følelsernes – dér hvor ordene og de talte nationale sprog bliver ligegyldige.
Set med de historiske briller har vi heller ikke altid været så nationalistiske, som vi er det i dag. Og det er godt at huske på også i Danmark, hvor vi roser os af at have en af verdens bedste balletter – og det har vi også med Det Kgl. Teaters ballet. Men at dansk ballet blev så stor, skyldes en franskmand, som kom til Danmark i 1800-tallet ved navn August Bournonville.
Ligesom at mange store balletters musik er skrevet af udlændinge – og her lyser intet navn stærkere end russeren P. I. Tchaikovsky, som komponerede netop Svanesøen, men også Nøddeknækkeren og Tornerose.
Musikken, som er så vigtig en del af en ballet – og som skal være levende, da dirigenten som den eneste kan sikre det samspil mellem musikken og danserne, som gør den store forskel for publikum. Undertegnede har fx oplevet en Nøddeknækker, hvor prinsen sprang så højt og så længe, at dirigenten var nødt til at sænke tempoet en anelse for at den dygtige danser kunne ramme gulvet på taktslaget.
Det kan elektronisk musik ikke mestre, så den levende musik mangler på Det Ny Teater, hvor der danses til båndmusik, som endda hakker et par gange undervejs. Og derfor får en ellers fantastisk forestilling med meget dygtige dansere fire ud af seks svaner.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk