Månedsarkiv: december 2019

Dronningens nytårstale

Udgivet den af
Svar

Det var en forkølet regent, der tog ordet og talte til nationen her for lidt siden. En forkølet og inderlig Dronning Margrethe, der på den ene side talte om miljøet og hele kloden og det rigtige i at tage ansvar – og på den anden om riget Danmark, om rigsfællesskabet – samt om alle de danskere, der bor udenfor landets grænser, men for hvem Danmark er hjerteland.

Alt det satte Dronningen i relation til de store mærkedage, som kommer i 2020: 100-året for Genforeningen, 80-året for besættelsen og 75-året for Befrielsen. Fint og rigtigt – og forventet.

Så det var især den tredje del af nytårstalen og det personlige islæt, som gjorde indtryk.

Da hun talte om den ensomhed, som mange rammes af – både unge og ældre. En ensomhed, som det ifølge Dronningen er svært at tale om. Jeg kunne ikke undgå at tænke på, om hun mon selv føler sig ensom. Prins Henrik er død, og mange jævnaldrende venner er også faldet fra.

Så hvem deler landets regent monstro tanker med? Hvem taler hun med ansigt til ansigt?

For vi er alle mennesker, og vi har alle brug for at tale med nogen, blive bekræftet i at vi betyder noget. At vi er noget værd.

Netop menneskers værdi kom Dronningen også ind på, da hun direkte nævnte den stigende intolerance og undertrykkelse – og specifikt nævnte antisemitismen.

Det glæder Danmarksbloggen. For netop jøderne er udsat for meget had i disse år – og det er i nogle kredse mere end legalt at være imod jøder, hvis man ikke bryder sig om Israels politik.

Men en dansk jøde kan aldrig stå til ansvar for Israels politik. En dansk jøde er ligesom alle andre i Danernes Rige et menneske med ret til at mene og tro det, som vedkommende selv vil.

Så bravo – og stående applauser til Dronningen, fordi hun taler jødernes sag.

Det samme gjorde en af hendes forgængere på tronen Frederik d. 6., da han i 1814 gav jøderne deres frihedsbrev. Dengang var antisemitismen udbredt i hele Europa – men i enevældens Danmark gav Frederik d. 6. jøderne rettigheder, der i det store og hele var som resten af befolkningens.

Margrethe d. 2. af Danmark følger i de fodspor. BRAVO.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Glædelig jul – og menneskekærlighed

Udgivet den af
Svar

Så blev det jul igen – eller rettere så BLIVER det jul igen.

For i teologisk forstand starter julen først, når Jesusbarnet bliver født julenat. Men i Danmark har vi fejret jul på forhånd hele december – og også store dele af november med.

Men det er altså først i morgen nat – EFTER julemiddagen er spist, EFTER vi har danset om juletræet og EFTER julegaverne er pakket ud, at det i virkeligheden sker – det som gør, at det bliver jul. Nemlig at Jesusbarnet fødes i en stald i Betlehem.

Det tænker de færreste danskere nok på, mens der spises julemad, synges julesalmer og pakkes julegaver ud – og i virkeligheden betyder det heller ikke så meget. Om noget overhovedet.

Julen handler nemlig om samvær og kærlighed – om varme, om at give plads og rum til hinanden.

Danmarksbloggen kunne derfor godt ønske, at der i virkeligheden var endnu mere jul i menneskesindet – og i Danmark – og det året rundt. Jul på den mentale måde – den med rummeligheden og menneskekærligheden, så vi 24/7 tog hensyn til hinanden, delte med hinanden – og de stærke hjalp de svage.

Og med dette fromme ønske i tankerne vil Danmarksbloggen ønske alle en rigtig glædelig jul – både nu og i morgen nat, hvor englene efter sigende flyver under Himlen. Men også de engle, som man ifølge sagnet kun kan se julenat, hvis man er 100 procent ren og kærlig i sit hjerte.

Undertegnede må derfor også indrømme, at jeg aldrig har set så meget som skyggen af en engel – eller bare fligen af en englevinge nogen julenat – hvis man altså ser bort fra englefigurerne på juletræet.

GLÆDELIG JUL.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Klimajul: Juletræet

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggens adventsserie anno 2019 skal handle om, hvordan man skaber sig en klima-rigtig og bæredygtig jul. Det handler selvfølgelig om at skrue ned – sådan rigtig ned – for forbruget. Det kan gøres ved at lade være med at købe noget – eller i det mindste købe bæredygtigt – eller genbruge.

Så hver søndag i advent kommer Danmarksbloggen med et alternativ til frådseriet – samt giver den historiske baggrund for denne søndags juletradition.

Juletræet
Vi slutter i dag fjerde søndag i advent med juletræet. For ingen jul uden juletræ – og skal det være rigtig romantisk, så skal man selv ud i skoven og fælde det, er der mange danskere, der synes.

Men nu er det bare sådan, at hver gang vi fælder et træ, så frigives der også CO2 til atmosfæren, mens træer binder C02. Så vil man for alvor holde klimavenlig jul, så skal man droppe det fældede juletræ og i stedet købe et juletræ i potte, som efter julehøjtiden kan plantes ud igen og vokse og blive til gavn for klimaet.

Der har der også været skrevet meget om i løbet af december, og som alt andet, der skal igang, har der også været startproblemer her. Men det rokker ikke ved, at juletræer i potter kan være en god løsning.

Men også andre juletræer end dem med rod og i krukker er gode for klimaet som fx Fair Trees og Habitree, som er et genbrugeligt juletræ. Se mere her: https://groenforskel.dk/miljoevenlige-juletraeer/

Historisk tilbageblik
Juletræet er i øvrigt en ret ny gæst i den danske julestue, kun omkring 200 år gammel – og som så meget andet af vores kulturelle arvegods kommer også juletræet fra Tyskland.

Det første stod på det sydsjællandske gods Holsteinsborg i 1808. Allerede i 1811 havde familien Lehmann så et juletræ i stuerne i København. Da familien, som også talte den senere Grundlovsfader Orla Lehmann, boede i stuen, var det nemt for københavnerne at kigge ind gennem vinduerne – og se dette mærkværdige nymodens påfund, som nogle lige skulle vænne sig til.

Som fx præsten, salmedigteren, højskolemanden, ja åndskæmpen Grundtvig, der først mente, at juletræet var en udvandet form for kristendom, men som senere kaldte det en gave direkte sendt til menneskene fra Gud. For ideen med et pyntet grantræ i stuen greb om sig – og allerede et par årtier senere var juletræet en fast del af julen – hos de velstillede altså.

H. C. Andersen talte også om det – og skrev eventyret ”Grantræet”. Men også i ”Den lille pige med svovlstikkerne” er der et juletræ – nemlig det står hos den rige købmand, og som den lille fattige pige havde set gennem glasdøren.

For de fattige havde ikke råd til juletræ. Ja, den fattige del af befolkningen måtte langt op i 1900-tallet nøjes med at binde nogle grangrene på et kosteskaft, som også Kim Larsen synger om det i sangen ”Dengang da jeg var lille”.

Men i dag har de fleste et juletræ, stort eller småt, men altid lidt dyrere end sidste år, fordi efterspørgslen stiger. Så måske bliver juletræet i fremtiden igen noget, som ikke er for alle?

Medmindre vi selvfølgelig i minimalismen og miljøets navn igen begynder at købe vores juletræer i potter – og så plante dem ud. Det er der noget smukt over – noget bæredygtigt. Det betyder også, at fremtidens juletræer ikke ender deres liv med at stå pyntede og så smides ud, som det skete for H. C. Andersens grantræ.

Men at de juletræer i stedet starter pyntede og til stads – for så bagefter at leve lykkeligt til deres dages ende ude i den friske skov med harerne og fuglene omkring sig og skyerne på himlen over sig.

Se, dét kunne være et rigtigt eventyr. Glædelig jul.

Læs mere om julens og nytårets traditioner og skikke i undertegnedes julebog, som naturligvis er en e-bog:
https://www.saxo.com/dk/glade-jul-dejlige-jul_epub_9788799956104

Læs også:

Første søndag i advent: Klimajul: Julegaver: http://danmarksbloggen.dk/?p=10861
Anden søndag i advent: Det flettede julehjerte – og lyskæderne: http://danmarksbloggen.dk/?p=10864
Tredje søndag i advent: Julemad: http://danmarksbloggen.dk/?p=10868

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nutidens Scrooger er værre end Dickens originale version

Udgivet den af
Svar

Julen nærmer sig med hastige skridt – og det er de færreste, der i hyggens navn orker at tænke på grådigheden i finansverden og dens konsekvenser. Men måske burde vi tænke på lige netop den grådighed nu, hvor vi for alvor er tæt på julen – den tid på året, hvor vi efter sigende er mest gavmilde, mest næstekærlige.

Det gælder så bare ikke finansverden – og alle de mange nutidige og alt for virkelige Scrooger, der året rundt grådigt puger penge sammen i endnu højere grad end Charles Dickens fiktive figur var i stand til.

For Dickens Scrooge kunne kun operere i den del af London, som han fysisk kunne dække.Og det var forsvindende lidt i forhold til nutidens Scrooger, som takket være den moderne teknologi har hele verden som deres legeplads.

En legeplads, hvor der flyder milliarder og atter milliarder af dollars og euros, som havner på hemmelige bankkonti – eller som via kreativ skattetænkning ender helt andre steder end i de offentlige kasser, som de burde.

Og desværre er der åbenbart ingen, som har fundet portalen ind til jule-åndernes univers, så vi kunne hidkalde hjælp derfra. Det kunne ellers være gavnligt for finansfyrster og andre, der sætter penge over mennesker, at få besøg af fortidens, nutidens og fremtidens juleånd – især hvis regnedrengene m/k blev ligeså skræmte og omvendte som Ebenezer blev det.

Det kan man så tvivle på, at de nutidige grådige væsner ville blive. Nutidens Scrooger er noget mere mentalt ufølsomme og hårdføre end Scrooge var det i 1800-tallets London. Så der skal nok hårdere midler til. Midler som vi heldigvis har til rådighed, hvis vi altså tør bruge dem. Midler som lovgivning, skatteinddragelse og kontrolfunktioner …

Og der er ingen vej udenom. Det internationale samfund må finde modeller og metoder til at styre de ustyrlige finansielle kræfter, der hensynsløst og grådigt og på tværs af alle grænser skraber sammen til nogle få individer, som så lever i ufattelig luksus.

Men samtidig med dette vanvid, så går hele lande i den fattige del af verden og velfærdssystemer i den rige del af verden – og klimaet over hele kloden – nedenom og hjem.

Det er så grelt, at selv Scrooge i den gamle version – altså før besøget af juleånderne – ville rotere i graven, hvis han vidste det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Klimajul: Julemad

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggens adventsserie anno 2019 skal handle om, hvordan man skaber sig en klima-rigtig og bæredygtig jul. Det handler selvfølgelig om at skrue ned – sådan rigtig ned – for forbruget. Det kan gøres ved at lade være med at købe noget – eller i det mindste købe bæredygtigt – eller genbruge.

Så hver søndag i advent kommer Danmarksbloggen med et alternativ til frådseriet – samt giver den historiske baggrund for denne søndags juletradition.

Julemaden
Vi fortsætter i dag tredje søndag i advent med julemaden.

Den julemad, som det koster en del CO2 at producere, men som vi også smider rigtig meget af ud. Iflg. Idényt smider vi hvert år mad for i alt 16 milliarder kroner i skraldespanden – og allermest i december, hvor det er hele paletten fra rødkål, flæskesteg, and, hvide kartofler, risalamande og meget mere, som er i overskud:

https://www.idenyt.dk/jul-2/undga-madspild-i-julen-med-disse-gode-rad-/

Men til trods for at der smides så mange friske fødevarer ud, så grovæder mange danskere alligevel julemad i så store mængder, at flere indlægges i juletiden pga. overspiseri. For det er stadig god kutyme at gå amok efter devisen ”hellere revne end levne” og igennem decembers mange julefrokoster kaste sig over det store kolde bord med fisk og pålæg – og derpå de lune retter – og så osten – og alt sammen skyllet ned med rigelige mængder øl og snaps.

Men det bliver altså ikke mindre jul eller mindre hyggeligt, bare fordi man spiser lidt, men godt og drikker med måde – og husker at få sine grøntsager.

For nok er det en tradition til jul at slagte julegrisen og få sulemad, altså kød – men julemad er ikke kun sulemad. Det er også grøntsager som for eksempel den grønlangkål, der har lange historiske rødder, og er en vældig god kilde til vitaminer og mineraler.

Historisk tilbageblik
At spise rigeligt til jul – hvis man havde råd til det altså, hvad langtfra alle havde – har i århundreder været en tradition. Men inden vi bare øser op på tallerknerne, så skal vi huske på, at datidens julespiseri foregik i tider, hvor man resten af året levede meget sparsomt – og hvor næsten alle havde hårdt fysisk arbejde, så nogle dages overspiseri af fed mad gjorde ingenting, måske var det i virkeligheden gavnligt.

Sådan er det slet ikke i dag – snarere tværtimod. Men alligevel holder vi fast i de madretter og de mængder, som mange tror, repræsenterer den go´e, gamle jul, men som kun har lidt over 100 år på bagen. Fordi meget af dén julemad kræver en ovn. Noget kun de færreste havde for 150 år siden, medmindre man var bager eller anden erhvervsdrivende med egen ovn.

Ja, vi synger om det i julesangen ”Sikken voldsom trængsel og alarm”, hvor det hedder stegen er til bageren sendt – for bageren havde en ovn, som de velstillede byfolk kunne få stegt en steg i. Typisk gås eller kalkun.

Ude på landet derimod holdt man sig til den gamle julemad: Pølser, leverpostej, flæskesider og andre ting, som er lavet af den slagtede julegris. Der var også nødder, æbler, stærkt øl – samt æbleskiver, som også kunne laves på en pande. For man havde selvfølgelig et komfur, men ikke en ovn.

Det fik de fleste så i takt med urbaniseringen og industrialiseringen – og så ændrede julemaden sig til and eller flæskesteg med hvide og brune kartofler, hvor de sidste skulle ligne de ristede kastanjer, som kun de færreste havde råd til, men som borgerskabet spiste til jul i sidste del af 1800-tallet.

Risalamanden kom også fra borgerskabets jul. Den søde dessert lyder fin og fransk, men er pæredansk – og en luksusudgave af den risengrød lavet på mælk, som er gammel dansk julemad.

Og der er vi så stadig i dag.

For trods en generel stor lyst til at spise grønt og sundt – og med indslag fra hele verdens køkkener, så holder danskerne til jul fast i de lidt mere end 100 år gamle spisevaner efter devisen rør blot ikke ved min gamle jul, som også kommer fra julesangen ”Sikken voldsom trængsel og alarm”, der er en fantastisk beskrivelse af borgerskabets velstillede jul i slutningen af 1800-tallet.

Læs mere om julens og nytårets traditioner og skikke i undertegnedes julebog, som naturligvis er en e-bog:
https://www.saxo.com/dk/glade-jul-dejlige-jul_epub_9788799956104

Læs også:

Første søndag i advent: Klimajul: Julegaver: http://danmarksbloggen.dk/?p=10861
Anden søndag i advent: Det flettede julehjerte – og lyskæderne: http://danmarksbloggen.dk/?p=10864

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Et juleeventyr”

Udgivet den af
1

Familieforestillinger og især til jul har det med at være hyggelige til et niveau, så de nærmest bliver pussenussede. Det gælder heldigvis ikke Charles Dickens ”Et juleeventyr” på Nørrebro Teater.

Her tør man både scenisk og skuespilmæssigt vise historien om den gerrige og grådige Scrooge præcis så uhyggelig og mørk, som den er skrevet. Det er kunstnerisk godt – og samfundsmæssigt nødvendigt i en tid som vores fyldt med den uvidenhed og grådighed, som Dickens mente førte til undergang.

For ja, der er stadig mange Scrooger derude. De blev ikke i London i 1800-tallet.

Men der er også et mørke i os selv. Et mørke, som vi kan gøre noget ved, men som kræver, at vi kan skelne mellem lyset og mørket. At vi kan genkende de skygger, som findes overalt – også i et menneskesind.

”Et juleeventyr” er nemlig en grum historie om mørket, uvidenheden og grådigheden i sin fortælling om den rige Ebenezer Scrooge, der julenat hjemsøges i flere omgange.

Først af Scrooges tidligere, nu afdøde partner Marley, der lænke-raslende og i røg og damp kommer for at advare Scrooge og sige, at han endnu kan gøre noget. Men at det er nødvendigt at handle nu, hvis ikke Scrooge skal ende som partneren, der til evig tid er fordømt, fordi han var lige så ond og hård, som Scrooge er det.

Men Scrooge får altså en chance til – via de tre juleånder, fortidens jul, nutidens jul og endelig fremtidens jul.

Der røbes næppe noget, når det afsløres, at det hele ender godt. At Scrooge bliver så god som nogen mand i den gamle verden. Samt at lille Tim – Scrooges ansattes alvorligt syge søn – overlever, så han kan slutte med at sige Gud velsigne os, hver og en, som det står i Dickens originalversion af ”Et Juleeventyr” eller ”A Christmas Carol”, som den hedder på engelsk.

Lige den del blev så ikke sagt på Nørrebro Teater. For kristendommen var helt væk i forestillingen til trods for at netop kristendommen er en vigtig del af Dickens julefortælling. Der blev i stedet talt om hjerter, kærlighed og tilgivelse – og det er alt sammen vigtigt og godt – og i øvrigt også kristne kerneværdier, som gerne må siges højt. For jo, vi kan godt sige kristendom, Gud og at velsigne uden at udelukke nogen.

Ja, der er en både historisk og kulturel værdi i at holde fast i manuskriptet og forfatterens trosmæssige ståsted. Især fordi det også har været med til at bestemme, at historien skulle ende med, at Scrooge blev vennesæl, gavmild og næstekærlig.

Og sådan ender det heldigvis også på Nørrebro Teater. For nok må en historie gerne være både grum og uhyggelig, men det skal helst ende godt.

Men så er det også slut med plejer – og tak for det. For midt i traditionernes højborg – og det er julen – så er det rart med noget fornyelse.

Som fx at Scrooge ikke spilles af en mand, men af en kvinde. Nemlig Mette Horn, og hun gør det simpelthen forrygende. I begyndelsen er man bevidst om, at det er en kvinde, der spiller en manderolle – men hurtigt glemmer man kønnet, og ser på egenskaberne hos karakteren, på stædigheden, påståeligheden, at der holdes fast i at grådighed er godt, og at julen og kærligheden er det rene humbug.

Mette Horn spiller overbevisende og med stor autenticitet den gamle gnier, der i løbet af en eneste nat formår at se hele sit liv, alle fejlene og så rette op på det hele og på sig selv. Det gøres dramatisk, med følelse – og med en komik, som letter og løfter, når det hele ellers knuger sammen i ens bryst.

Det er eminent godt lavet – og Danmarksbloggen kan lide, at Mette Horns Scrooge ligner en forpjusket version af Charles Chaplins vagabond – eller er det måske en Storm P.´sk vagabond? Det vides ikke, men det er også lige meget.

For ingen af de vagabonder havde hverken penge eller magt, og det har Scrooge til overflod. Men vagabonderne både hos Chaplin og hos Storm P. havde netop det hjerte, som Scrooge kun har foragt til overs for og gerne ser gennemboret af en kvisttjørn.

For et hjerte kan man ikke bruge til noget, siger Scrooge, som glemte eventyrerne, men huskede på pengene i lang tid, selvom han ellers fik hint på hint. Og det bliver serveret så fint af de andre fire skuespillere, der som planeter kredser i omløb omkring Mette Horns Scrooge, hvad enten de spiller mennesker eller ånder.

Nu skal ikke røbes for meget, men hver juleånd har sin egen identitet og sin egen komik – og ingen glemmer vist foreløbig nutidens juleånd, der på næsten Yahya Hassansk fremsagde et juledigt. Dén ånd var i det hele taget gennemført street. Et fint træk.

Et andet fint træk var stillbillederne, som flere gange kom frem, når scenen drejede – og vi sammen med ånden og Scrooge kom til et nyt sted i Scrooges liv og verden.

Stillbilleder, som så blev levende og bevægede sig, og som kunne være muntre som hjemme hos Scrooges nevø og hos hans chef i ungdommen, hvor der i den grad begge steder blev leget jul. Men vi så også det modsatte, når vi dybt rystede blev vidner til, hvorfor Scrooge blev, som han blev.

Der blev ikke lagt fingre imellem – heldigvis. For det er sundt – både for store og små at se, at vores behandling af hinanden har konsekvenser – også i mange år frem.

Menneskets uvidenhed, ukærlighed og grådighed kan derfor denne jul ses råt for usødet folde sig ud på Nørrebro Teater – men heldigvis sker det sammen med håbet og troen på, at kærligheden og medmenneskeligheden sejrer til sidst. Alt sammen bundet til den fineste julebuket af både drama og komik af de fem skuespillere: Mette Horn, Asta Kamma August, Jesper Groth, Andreas Jebro og Lila Nobel.

Danmarksbloggen giver ”Et juleeventyr” fem ud af seks julegaver.

Forestillingen spiller indtil d. 4. januar.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Klimajul: Det flettede julehjerte – og lyskæderne

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggens adventsserie anno 2019 skal handle om, hvordan man skaber sig en klima-rigtig og bæredygtig jul. Det handler selvfølgelig om at skrue ned – sådan rigtig ned – for forbruget. Det kan gøres ved at lade være med at købe noget – eller i det mindste købe bæredygtigt – eller genbruge.

Så hver søndag i advent kommer Danmarksbloggen med et alternativ til frådseriet – samt giver den historiske baggrund for denne søndags juletradition.

Det flettede julehjerte – og lyskæderne
Vi fortsætter i dag anden søndag i advent med det flettede julehjerte – og anden julepynt. For hvert år forbruger vi enorme mængder materialer på julepynt, men vi sløser også med enorme mængder energi på den elektriske og ligegyldige udendørs julepynt.

Vi synes nemlig, at det er så hyggeligt med lysene dér i mørket, og det er også smukt. MEN i en tid, hvor vi er ved at forbruge os ihjel, og hvor den store synder er afbrændingen af olie, gas og kul, så skal vi nedsætte vores energiforbrug – også selvom vi bruger lavenergi-lyskæder.

Men vi nedsætter ikke vores energiforbrug. Tværtimod bruger vi hele 30 procent mere strøm i december iflg. tal fra en undersøgelse fra energiselskabet NRGi og Spar Nord i 2014 baseret på 210.000 danskeres strømforbrug i december.

Men vi skal altså kun bruge energi til det nødvendige som opvarmning af vores boliger for eksempel. Og vi skal lade være med at bruge energi til vilde lysinstallationer med nisser og rensdyr foran vores huse – eller lyskæder i massevis på træer ude i haven eller omkring flagstangen – eller hvad man nu hitter på.

Drop det – og drop også at indkøbe vilde mængder af glanspapir og andet julepynt.

Vær i stedet klimabevidst og lav fx et julehjerte eller en musetrappe eller et kræmmerhus af papir fra et af de julekataloger, som har det med at snige sig ned i postkassen, selvom man har et NEJ, TAK til reklamer-mærke på den. Eller brug noget af det julegavepapir, som du måske har gemt fra sidste år, og tænk frem og gem det julepapir, som du får i år. Eller avispapir, folie eller …

Julepynten bliver på den måde også både personlig og unik – og man kan sagtens lave den måske mest danske julepynt på den måde, nemlig det klassisk flettede julehjerte.

Historisk tilbageblik
For vidste du, at det var vores store eventyrdigter H. C. Andersen, som opfandt det flettede julehjerte?

Det var det. Engang i løbet af 1860´erne var han som så ofte før på besøg på en herregård ved juletid, og her sad han som sædvanlig med papir og saks og lavede fine ting, og denne jul blev det altså det første flettede julehjerte, i grønt og gult papir – og uden hank.

For hanken, så hjertet kunne hænge på juletræet, kom først til et årti senere. Men siden har de flettede julehjerter hængt på alle danske juletræer – og de kan altså sagtens laves i genbrugspapir. Eller i alle mulige andre ting – flitrester, stofrester – lige hvad man har lyst til.

Læs mere om julens og nytårets traditioner og skikke i undertegnedes julebog, som naturligvis er en e-bog:
https://www.saxo.com/dk/glade-jul-dejlige-jul_epub_9788799956104

Læs også:

Første søndag i advent: Klimajul: Julegaver: http://danmarksbloggen.dk/?p=10861

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Julemandens Dag er i dag

Udgivet den af
Svar

I dag er det Julemandens Dag.

Julemanden er så oprindelig hverken en hyggelig hus-nisse eller Coca Colas opfindelse.

Hus-nisserne går derimod langt tilbage – minimum til vikingetiden hvor de var nogle ondskabsfulde ånder, der dog blev sødere med tiden. De blev også mere fysiske, men stadig drilagtige, især hvis ikke de fik risengrød.

Det med nissen, dril og grød vidste man i hvert fald alt om i de danske bondesamfund i 1700- og 1800-tallet.

Og Coca Cola? Ja, deres PR-afdeling tog bare Julemanden til sig, og gav ham deres egen røde farve på. Så det er ren kopiering og tilretning fra dén side. For før Coca-Cola var der ingen, der sagde, at Julemanden skulle være klædt i rødt. Hans kåbe kunne ligeså godt være blå, grøn eller alle mulige andre farver.

For Julemandens rødder skal findes i Tyrkiet, der var et kristent land engang, og hvor en katolsk biskop ved navn Nikolaus omkring år 300 levede så helligt et liv, og hjalp så mange mennesker – deriblandt en masse børn, at han blev helgenkåret som Skt. Nikolaus – eller Skt. Nikolai på dansk.

Han er også stadig helgen for børnene – og sømændene og tyveknægtene og købmændene. Man mente nemlig, at de fire grupper var sådan nogenlunde ens: Umiddelbare og ikke rigtig til at stole på.

I Nederlandene endte Skt. Nikolaus så med at hedde Sinter Klas – og her fejres han stadig i dag d. 6. december, hvor han kommer med gaver til børnene.

I de seneste år er Sinter Klas-traditionen så røget ud i et større stormvejr. For med sig har Sinter Klas Swarte Piet, en sort mand, som deler kul ud til de uartige børn. Men da denne Swarte Piet ofte har været en hvid mand malet sort i ansigtet, så er den del af skikken ikke populær i disse vi-ska-undgå-black-face-tider.

Men Julemanden – hvad enten han hedder Julemanden, Sinter Klas eller Santa Claus – kan alle dog stadig godt lide.

Og børnene skriver ønskesedler til ham og fortæller, at de har været åh, så søde, åh så artige. Og de sætter småkager til ham – især i USA. Men uanset hvad, så tror mange børn, at de får en julegave, når Julemanden drøner rundt i kanen julenat.

Men stop lige én gang: At skulle være på en bestemt måde eller gøre noget bestemt for at få noget af Julemanden, er stik imod i hvert fald Skt. Nikolaus og hans væsen.

For den oprindelige julemand – den katolske helgen Skt. Nikolaus – var kristen, og i kristendommen er vi elskede, som vi er. Vi skal ikke gøre fortjente til noget som helst. Vi er elskede, fordi vi er Guds børn. Allesammen.

Så enkelt er det. Ingen ønskesedler, ingen artighed, intet sort kul. Ikke andet end kærlighed, nåde og barmhjertighed.

Det er helt utroligt – og derfor kun til at tro, som pastor emeritus Mogens Hansen altid sagde det, når han stod på prædikestolen i Vor Frelsers Kirke i København.

God Skt. Nikolaus-dag – hvad enten du holder den i den ene eller anden juleånd.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Tinka og Kongespillet”

Udgivet den af
2

En handling skal jo i gang – men en vis portion realisme må der også til, selvom det er et eventyr, en fantasi-fortælling. Og her skorter det på meget i ”Tinka og Kongespillet”.

Søde, rare, good-guy Lasse ville fx aldrig blive sendt hjem fra efterskole pga. ballade og slåskamp. Et mere realistisk scenarie ville være en omgang fnat på efterskolen, som midlertidig lukkede hele skolen for at få bugt med de små kryb. Det sker årligt på flere efterskoler.

Og på samme måde ville Tinkas far – kong Storm – ikke falde af en hest og dø. Han er nissekongen, og en sådan rider som en drøm. Det er vel et eventyr, ikke? Men havde man nu i stedet ladet hærchefen Ingi, som man må formode stadig er den fængslede prins Fileas tro, sørge for, at kongen døde, så havde det været langt mere realistisk.

Og ja, fnat og snigmord kan nutidens børn sagtens håndtere. Se, hvad der sker i en serie som ”Game of Thrones”, der formentlig har været brugt som forlæg til ”Tinka og Kongespillet”.

I det perspektiv er en smule fnat og et lille snigmord jo ingenting … så det kunne have været en mere realistisk og mere dramatisk måde at komme i gang på.

Men ellers er alt som forventet. Lasses lillesøster er stadig mega-irriterende, farmoderen er gået på pension, men er stadig livsklog, faderen er stadig optaget af karrieren, og hjemme i Nisseland er moderen stadig fuld af omsorg og varme – og prins Fileas er trods et år i Ensomhedens tårn stadig lige hård og ond. Fængsel virker altså åbenbart ikke.

Vi ved også på forhånd, hvem der er gode, og hvem der er onde. Man kan nemlig se det på dem …

De skal man også kunne i en julekalender, og det bliver da hyggeligt at følge kongespillet om magten i de næste tre ugers tid. Også selvom det bliver noget af en overraskelse, hvis det ikke ender med, at Tinka vinder den krone, som hun ellers bare havde kunnet række ud og tage på hovedet, da nissesoldaten stod med den i hånden foran hende i Christianskirken, undskyld nissernes store hal.

For magten er som bekendt ikke noget, man får – det er noget, man tager, råt og brutalt.

Men det gjorde Tinka ikke i første afsnit. Som en anden Kristian Jensen i en kælder på Fyn for nogle år siden, så lod hun være med at slå til, da hun havde chancen. Og så kan det ende med, at man slet ingenting får – det ved Kristian Jensen alt om.

Men mon ikke Tinka ender som den første regerende nissedronning d. 24. december? Det tror vi på.

Danmarksbloggen giver ”Tinka og Kongespillet” fire ud af seks nissehuer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Klimajul: Julegaver

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggens adventsserie anno 2019 skal handle om, hvordan man skaber sig en klima-rigtig og bæredygtig jul. Det handler selvfølgelig om at skrue ned – sådan rigtig ned – for forbruget. Det kan gøres ved at lade være med at købe noget – eller i det mindste købe bæredygtigt – eller genbruge.

Så hver søndag i advent kommer Danmarksbloggen med et alternativ til frådseriet – samt giver den historiske baggrund for denne søndags juletradition.

Julegaver
Vi starter i dag første søndag i advent med julegaverne.

Hver voksen dansker brugte i snit 3.280 kroner på julegaver i 2017 – og i alt brugte danskerne 22,1 milliarder kroner på forbrug i december måned i 2017 iflg. denne artikel fra Berlingske: https://www.berlingske.dk/aok/saa-meget-bruger-danskerne-paa-julegaver

Det er helt vildt, helt skørt – især når man tænker på, at mange af julegaverne er tøj, sko, parfume, elektronik og andet, som kun de færreste af os i virkeligheden har et behov for at få mere af. Men det er rart med noget nyt, synes vi. Problemet er bare, at klimaet slet ikke kan følge med.

Tøjproduktion fx er verdens næstmest forurenede industri – kun overgået af olieindustrien. En ny bluse er altså værre end en saftig bøf.

Danmarksbloggen vil derfor foreslå, at vi

  • Skærer voldsomt ned i antallet af julegaver
  • Giver holdbare og bæredygtige julegaver – legetøj af træ fx eller måske e-bøger
  • Oplevelser som billetter til biffen eller teatret eller måske en koncert
  • Eller måske noget, som man selv har lavet – fx hjemmelavet syltetøj eller andre lækkerier, hvor man selvfølgelig genbruger de glas, som man måske har haft købte syltede rødbeder eller asier i

Historisk tilbageblik
Det er også først indenfor de sidste par generationer, at vi er gået amok i julegaver. Går man tilbage til midten af 1900-tallet var julegaverne i reglen langt mere beskedne, og de fleste blev glade for en bog og en ny tyk sweater, som ofte var hjemmestrikket – og som man faktisk havde et reelt behov for, da den gamle var blevet hullet og slidt.

Den første dansker, som vi ved, fik en julegave, var Christian d. 4, som sidst i 1500-tallet fik en lille gave af det såkaldte Christkind – altså det lille Jesusbarn.

Julemanden kom først til Danmark i 1800-tallet – og i starten havde han juleglæden med, mens Juleenglen kom med gaverne. Men op gennem 1900-tallet blev det også i Danmark Julemanden, som delte julegaverne ud – når man altså fik julegaver.

For i begyndelsen af 1900-tallet var de fleste danskere endnu så fattige, at der knap var råd til en god julemiddag. Så gaver var noget, som kun de velstillede fik. Det havde borgerskabets børn så også fået siden engang i 1800-tallet, hvor vi stadig synger om, hvad de fik en helt bestemt jul hos familien Faber.

Der er selvfølgelig tale om julesangen ”Højt fra træets grønne top”, som egentlig blot var tænkt som en lejlighedssang til brug lige dén jul i 1847, men som må siges at være langtidsholdbar. Bemærk i øvrigt at julegaverne dengang HANG på juletræet. Ikke noget med at miljøsvine med gavepapir og gavebånd.

Man kan også bare gøre, som Emma Gad anbefalede. Nemlig udelukkende give julegaver, der kan spises, drikkes – eller ryges. Det sidste er så dog måske mindre populært i dag.

Men en høne, en æske konfekt eller en flaske likør er en beskeden, men aldrig uvelkommen julegave, mente damen, der vel bedst beskrives som alle tiders ekspert udi takt og tone.

Læs mere om julens og nytårets traditioner og skikke i undertegnedes julebog, som naturligvis er en e-bog:
https://www.saxo.com/dk/glade-jul-dejlige-jul_epub_9788799956104

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk