Glædelig jul – og menneskekærlighed

Så blev det jul igen – eller rettere så BLIVER det jul igen.

For i teologisk forstand starter julen først, når Jesusbarnet bliver født julenat. Men i Danmark har vi fejret jul på forhånd hele december – og også store dele af november med.

Men det er altså først i morgen nat – EFTER julemiddagen er spist, EFTER vi har danset om juletræet og EFTER julegaverne er pakket ud, at det i virkeligheden sker – det som gør, at det bliver jul. Nemlig at Jesusbarnet fødes i en stald i Betlehem.

Det tænker de færreste danskere nok på, mens der spises julemad, synges julesalmer og pakkes julegaver ud – og i virkeligheden betyder det heller ikke så meget. Om noget overhovedet.

Julen handler nemlig om samvær og kærlighed – om varme, om at give plads og rum til hinanden.

Danmarksbloggen kunne derfor godt ønske, at der i virkeligheden var endnu mere jul i menneskesindet – og i Danmark – og det året rundt. Jul på den mentale måde – den med rummeligheden og menneskekærligheden, så vi 24/7 tog hensyn til hinanden, delte med hinanden – og de stærke hjalp de svage.

Og med dette fromme ønske i tankerne vil Danmarksbloggen ønske alle en rigtig glædelig jul – både nu og i morgen nat, hvor englene efter sigende flyver under Himlen. Men også de engle, som man ifølge sagnet kun kan se julenat, hvis man er 100 procent ren og kærlig i sit hjerte.

Undertegnede må derfor også indrømme, at jeg aldrig har set så meget som skyggen af en engel – eller bare fligen af en englevinge nogen julenat – hvis man altså ser bort fra englefigurerne på juletræet.

GLÆDELIG JUL.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk