Glædelig jul – og menneskekærlighed

Så blev det jul igen – eller rettere så BLIVER det jul igen.

For i teologisk forstand starter julen først, når Jesusbarnet bliver født julenat. Men i Danmark har vi fejret jul på forhånd hele december – og også store dele af november med.

Men det er altså først i morgen nat – EFTER julemiddagen er spist, EFTER vi har danset om juletræet og EFTER julegaverne er pakket ud, at det i virkeligheden sker – det som gør, at det bliver jul. Nemlig at Jesusbarnet fødes i en stald i Betlehem.

Det tænker de færreste danskere nok på, mens der spises julemad, synges julesalmer og pakkes julegaver ud – og i virkeligheden betyder det heller ikke så meget. Om noget overhovedet.

Julen handler nemlig om samvær og kærlighed – om varme, om at give plads og rum til hinanden.

Danmarksbloggen kunne derfor godt ønske, at der i virkeligheden var endnu mere jul i menneskesindet – og i Danmark – og det året rundt. Jul på den mentale måde – den med rummeligheden og menneskekærligheden, så vi 24/7 tog hensyn til hinanden, delte med hinanden – og de stærke hjalp de svage.

Og med dette fromme ønske i tankerne vil Danmarksbloggen ønske alle en rigtig glædelig jul – både nu og i morgen nat, hvor englene efter sigende flyver under Himlen. Men også de engle, som man ifølge sagnet kun kan se julenat, hvis man er 100 procent ren og kærlig i sit hjerte.

Undertegnede må derfor også indrømme, at jeg aldrig har set så meget som skyggen af en engel – eller bare fligen af en englevinge nogen julenat – hvis man altså ser bort fra englefigurerne på juletræet.

GLÆDELIG JUL.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Gud og hvermand nedvurderes i den nye Bibel-version

Bibelselskabet er i gang med at udgive Det Gamle Testamente i det Bibelselskabet selv kalder en helt ny og mundret nudansk oversættelse – og man er startet med Første Mosebog og Prædikerens Bog, der i den nye version hedder Begyndelsen og Tænkeren.

Altså helt nye navne.

Det med nye navne til alt er så meget symptomatisk for denne nye version af Det Gamle Testamente – og ofte med et resultat, der nedvurderer Gud som Skaberen og Navngiveren – og læseren som et intelligent menneske, der trods alt har gået minimum ni år i skole.

Fx er Gud i den nye version ikke længere almægtig. Han er gavmild.

Men det giver jo ikke mening. At være almægtig og at være gavmild er to forskellige ting. Der findes masser af gavmilde mennesker, men ingen almægtige. Kun Gud er almægtig – og endda kun for den, der tror på netop Gud som en almægtig Gud.

Et andet eksempel er Noahs Ark, der i den nye version er en båd.

Men en båd er ikke tilnærmelsesvis så stor som en ark. Kunne man i det mindste ikke have kaldt det mega-skib? Eller måske supertanker? For skal vi endelig skrive Biblen i en ny version, så skal det gøres ordentligt og med humor og kunstnerisk frihed – og ikke akademisk ordkløveri og teologisk navlefnuller.

Endelig er englene i den nye version blevet afskaffet. Nu hedder det Guds udsendinge.

Men hov, var formålet ikke at gøre teksterne nemmere og mere forståelige? Det bliver rimeligt svært med Guds udsendinge istedet for engle.

Prøv fx at sige for dig selv: Der gik en Guds udsending gennem stuen versus der gik en engel gennem stuen.

Jeg ved godt, hvad der lyder bedst.

Det virker også forkert at hænge Guds udsendinge på juletræet om et par måneder, hvorimod det emmer af jul at hænge engle på juletræet.

Iflg. Bibelselskabet har man også kæmpet med at finde nutidige ord for ”nåde”, ”synd” og ”velsignelse”.

Danmarksbloggen iler gerne med hjælp. For det er såmænd meget nemt: Det er nemlig nåde, synd og velsignelse. Tre kristne kernebegreber, som bare ikke kan hedde noget andet.

Målet med den nye oversættelse er iflg. Bibelselskabet at få flere til at læse Biblen. Men det gøres ikke ved at genskrive den i en på alle måder dårligere version, der taler ned til både Gud og menneske.

Tværtimod så vil den nye version af Biblen på den lange bane blot ødelægge mere end det vil gavne, da Biblen på den måde ikke adskiller sig fra en krimi, et shoppekatalog eller et dameblad.

Nej, Biblen skal beholde sine smukke ord og begreber og sit flotte sprog. Dét er også med til at gøre os kristne.

Kirken arbejder som bekendt også med evigheden som perspektiv – og det skal afspejles i det sprog, som Biblen bruger. Et sprog, der nok skal kunne nå alle slags mennesker, men som også skal bevare et vist niveau og sin skønhed.

Ja, man kunne få den kætterske tanke, at alle ord, der er specifik kristne og taler om kristne begreber, skal udryddes fra denne nye bibelversion – med det resultat, at teksten bliver ligegyldig i sin farve- og trosløse sekularitet.

Det er beskæmmende – og det er egentlig utroligt, at man har valgt at beholde ordet Gud istedet for at kalde den almægtige Gud for noget helt andet.

Som sognepræst Torben Hangaard, der også tændte et adventslys her på Danmarksbloggen sidste år – læs mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=2672 – sagde det til Berlingske Nyhedsbureau og BT i går:

”Hvis man skal lave nudanske udgaver af Bibelen, så skal man holde sig til ordentlige erstatningsord, og det synes jeg ikke, det, jeg har fået præsenteret, indeholder. Når man eksempelvis gør en ark til en båd giver det en helt forkert association, og man laver om på noget.”

”En ark forbinder man med noget stort. Der var jo et par stykker, der skulle derind. Den kunne ikke kæntre eller vælte. En båd er sådan en lillebitte en, der sejler på Odense å eller i kanalerne i København. Det er to vidt forskellige ting.”

Citat slut.

Læs hele artiklen her: http://www.bt.dk/danmark/sognepraest-derfor-er-det-et-problem-at-lade-noa-sejle-i-en-baad-i-stedet-for-en-a

Danmarksbloggen er helt enig. Det er to forskellige ting.

Præcis som med bibeloversættelserne. På den ene side er de originale bibeloversættelser – de er gode og læs dem endelig. Og så er der på den anden side denne nye bibeloversættelse – den er dårlig og undgå den endelig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 8: Den farverige middelalder

Det er mandag, og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

DEN FARVERIGE MIDDELALDER

Middelalderen varer i mere end 400 år. Fra vikingetiden slutter omkring 1100 til Reformationen i 1536, og nok er der store forskelle fra de vikingetids-inspirerede middelaldermennesker, der byggede stenkirker og stadig gik med Thorshammer over 1200-tallets middelalder med korstog, Valdemar Sejr og kaos, og 1300-tallets re-etablering af Danmark, sildemarkeder, pest og Kalmar-union til 1400-tallets dominans af Norden, begyndende utilfredshed med det danske styre og omlægningen fra korn- til kvægavl – og endelig til 1500-tallets nye tanker, stærkere kongemagt, borgerkrig og endelige opgør med den katolske kirke.

I sidste uge sluttede vi med Valdemar Sejrs død i 1241. Men inden vi i næste uge går videre med de overordnede politiske linier og de danske middelalder-konger med fokus på Valdemar Atterdag, skal vi bruge lidt tid på at forstå middelalderen som tidsepoke og især dens mennesker og deres livs- og verdenssyn, som var meget anderledes end det, som vi har i dag.

I dag centrerer vores liv sig om os selv. Er jeg lykkelig? Har jeg mon fået realiseret mig selv? Hvad skal der til, før det kan ske,? spørger nutidsmennesket næsten dagligt sig selv og laver gerne om på alt – og det endda flere gange – for at opnå det forjættede perfekte liv, om det så skal koste en skilsmisse, et jobskifte, en flytning eller ændring af andre store livs-vilkår. Det er ligemeget. JEG skal være lykkelig. Dét er min ret, er nutidens mantra sammen med en holdning til forandring som værende en evigt saliggørende udvikling.

Sådan var det ikke i middelalderen. Dengang var livet og verden statisk. Man blev født ind i en klasse, og man blev i dén klasse. Alting skete i cyklusser. Der var både årets cyklus og livets cyklus. Man vidste derfor også præcist, hvordan ens liv ville blive. Det ville nemlig blive en kopi af ens forældres liv stort set, og det var godt nok. Ja, i virkeligheden spillede det ikke nogen rolle, om man var lykkelig. Jeg´et, som vi måler alt udfra idag, fyldte meget lidt. Som menneske var man en del af en slægt istedet for at være et individ. Personlige ønsker og drømme havde ikke den store betydning, da alting var alligevel bestemt, uanset hvor man var i hierarkiet. Uanset om man var bonde, borger, præst eller adel, så havde alle deres faste roller og faste måder at gøre tingene på – og dét kunne ingen lave om på, var holdningen.

Verdenens orden var nemlig guddommelig bestemt – og også i denne anden guddommelige verden var der hierarkier og en fast orden. Det gjaldt også de forskellige steder, hvor man kunne havne efter døden. For middelaldermennesket drejede jordelivet sig nemlig om at gøre sig fortjent til frelsen og det evige livs salighed. Danmark var katolsk på det tidspunkt, og det var en katolicisme, hvor gerningsretfærdigheden fyldte godt.

Det gjaldt derfor om at huske sin rosenkrans, slå korsets tegn, bede mange bønner og gøre gode gerninger, hvis man ville undgå skærsilden, som var sådan et slags mellemtrin, inden man nåede Himlen. Et sted, hvor den sidste synd blev lutret ud af sjælen, så man kunne blive klar til at være sammen med englene, helgenerne, jomfru Maria, Gud og Jesus i Himlen. Alternativet Helvedet var der ikke mange, der så som slutdestinationen. Himlen, eventuelt med en omstigning via Skærsilden, blev anset som det mest sandsynlige mål.

Og var man i tvivl kunne man jo kigge på kirkevægge og -lofter, når man sad i kirken til de ugentlige messer, som foregik på latin. For kirken var blevet stor og mægtig nu, og blev kun større og rigere op igennem middelalderen – og kirkens sprog var latin. Et sprog kun de færreste forstod, men så talte kalkmalerierne af djævle, der med treforke pinte de ulykkelige i Helvedes ild og flammer så meget desto mere til kirkegængerne, der gyste og istedet så håbefuldt op på andre billeder af engle, den altid smilende jomfru Maria og hendes søn Jesusbarnet, der med åbne arme lovede Himlens glæder til både rig og fattig, når bare de huskede at holde sig på dydens smalle sti og ikke lave samfundet om.

Det var en direkte kristendom fuld af farverige billeder og med et persongalleri, hvor det vrimlede med helgener, engle og alle mulige andre væsner samt med Gud, Søn og Helligånd. De sidste tre var de eneste, der overlevede reformationen og levede videre i den protestantiske tradition, der stadig er i Folkekirken.

Billedet med de mange slags væsner i mange slags roller og i mange farver er typisk middelalder. For middelalderen var stik mod sit rygte på ingen måde en mørk tid. Det er noget, som renæssancen fandt på i bedste spindoktor-stil for at miskreditere middelalderen – og det er desværre lykkes altfor godt. Fx tror mange, at man brændte hekse på bålet i middelalderen. Men nej, det var i renæssancen, at de bål flammede – og den mest ivrige heksejæger i Danmark var mange nutidsdanskeres yndlingskonge Christian d. 4, der først blev konge 50 år efter, at middelalderen var forbi.

Men ja, der var overtro i middelalderen. MEGET overtro endda. Naturen var befolket med allehånde væsner som mosekonen, ellepiger, elverkonge og så videre – præcis som Himlen og Helvede myldrede med væsner og historier. Det var en meget farverig tid, hvor der var plads til fantasien.

Der var også plads til alle slags mennesker, som man så på de store middelaldermarkeder, som i vores dage forsøges genskabt ved gamle slotte og klostre af talrige danskere, der organiserer sig i grupper og i dagevis går klædt i middelaldertøj og lever mere eller mindre, som man gjorde dengang. Nogle af de største foregår på henholdsvis Spøttrup og Voergaard Slot i løbet af sommeren.

Klostre, ja. For er der noget, der også hører middelalderen til, er det netop munke og nonner, både dem der levede bag klosterets mure optaget af bøn og arbejde, og dem der arbejdede ude blandt de fattige i samfundet. Et af de mest kendte er Esrum Kloster. Munke og nonner stod også for sygevæsen og fattigpleje i en simpel form, men dog markant bedre end det ingenting, der opstod efter reformationen, hvor klostrene over hele landet blev lukket.

Det samme blev badstuerne … med den begrundelse, at der foregik for meget umoralsk levned i badstuerne, hvor mænd og kvinder var nøgne sammen, når de i timevis opholdt sig i badstuen, hvor der både var varme og kolde bade, dampbade og steder hvor man kunne spise og drikke – og være alene. Så ja, der skete et hel masse, men kirken kunne ikke få badstuerne lukket, hvor meget den end ville. Men så i slutningen af middelalderen omkring år 1500 kom syfilisen fra det nyopdagede Amerika, og det satte en skræk i de fleste, så badstuerne lukkede – og Danmark begyndte at stinke.

For i middelalderen besøgte de fleste badstuerne mindst en gang om ugen, og nok kan et ugentligt bad virke som meget lidt i vore dage, men efter middelalderen startede et par århundreder, hvor bad var noget, som man kun tog et par gange om året!!! Parfume, parykker og den slags klarede sagen, mente man derfor i 1600- og 1700-tallet altså renæssance og oplysningstid.

Men nej, middelalderen skal heller ikke idealiseres. Det var også en hård og brutal tid med stor børnedødelighed, megen sygdom, lav tolerance-tærskel og hårde straffe. Der var fx dødsstraf i Danmark – og man huggede gerne hånden af folk for tyveri og anden berigelseskriminalitet, der ofte blev straffet hårdere end voldskriminalitet.

Men middelalderen var også en farverig tid trods landets op- og nedture.

En af de største opture var i 1200-1300-tallet, der var storhedstiden for de sildemarkeder i Skanør og Falsterbo, der samlede handlede fra hele Nordeuropa, der hver sensommer kom for at købe sild til brug i fastetiden, hvor man jo ikke måtte spise kød. I netop de år kom silden i så store stimer, at man ifølge samtidige kilder nærmest kunne skovle dem op med hænderne fra Øresunds blå vande. Det er dog nok en overdrivelse, men sandt er det, at sildemarkederne i Skanør og Falsterbo, der ligger i Skåne, lavede et grundlag for rigdom i Øresundsregionen – og i København der i disse år voksede fra at være et lille ubetydeligt fiskerleje til at blive landets hovedstad, som snart lå i evig strid med Hansa´en, altså købmændene fra Lübeck, som kom med salt til sildene – og som betragtede sildemarkederne i Skåne som deres hjemmebane.

Den største nedtur var derimod Den Sorte Død, altså pesten, som ramte Danmark i 1348. Mere end en tredjedel af befolkningen døde i løbet af få år – og landet blev markant fattigere, og først flere århundreder senere var der ligeså mange danskere igen som før Den Sorte Død, der lagde hele landsbyer øde – og som betød at i flere generationer måtte ingen være enke eller enkemand. Skulle ens ægtefælle dø, SKULLE man gifte sig igen, så man kunne få flere børn. Landet havde brug for dem.

Andre opture var, at der nu blev skrevet og digtet i Danmark i form af Saxo´s Danmarkshistorie og de smukke ridderviser – og andre nedture var landbrugets problemer og landets økonomiske fallit i 1300-tallet.

Men især det sidste skal vi høre meget mere om i næste uge, hvor det skal handle om kongemord, den kongeløse tid og Danmarkshistoriens måske største politiske geni: Valdemar Atterdag, far til den eneste seriøse med-konkurrent til netop dén titel: Margrethe, der aldrig var Margrethe d. 1., men istedet frue og husbond og Rigets fuldmægtige formynder.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk