Tænk hvis jeg havde sådant et gammeldags båthorn. Så kunne jeg stikke det i min rygsæk og trutte og båtte lystigt med det, når de alt for mange turister igen-igen-igen lukker veje og stræder foran mig.

Sådan havde han aldrig tænkt før, men lige præcis sådan tænkte han, da han af konen og datteren fik netop sådant et horn foræret til sin fødselsdag.

Et fint, fint båthorn, hvis trompet-tragt skinnede som sølv og med en sort gummiballon – lige til at trykke på.

Og nu bruger han – på vej til og fra arbejde – båthornet hver dag i turistsæsonen, som i København strækker sig fra 1. januar til 31. december.

Turen går over Kyssebroen, strejfer Nyhavn, inden det er forbi Amalienborg og Mærsks hovedkvarter og ud mod en vis lille havfrue på Langelinie.

En rute med mange-mange turister. Kinesere i store sværme, der spærrer det hele. Asiater og amerikanere, der højlydt svinger med selfiestænger. Familier og venner, som mener, at de har ret til i skildpaddefart at slentre lige præcis så mange, at de fylder hele fortovets bredde, så de kan sludre med hinanden, men så ingen andre kan komme forbi. Mennesker i alle aldre og alle køn som uden varsel stopper op lige foran ham for at tage endnu et billede, opdatere deres sociale medier og den slags.

Dem og mange-mange flere turister, der som sneflokke konstant kommer vrimlende og flokkes foran manden. Men ingen af dem kan ignorere båthornet – eller turisthornet, som han kalder det.

En hånd ned i rygsækken, hvor det har sin faste plads i en yderlomme, og et tryk eller to. Så er der lyd: TRUT-TRUT eller måske snarere et dybt BÅÅÅT-BÅÅÅT, og så gibber det i dem, som er foran – og så bliver de så forvirrede, at de rykker til siden, og han kan gå frem.

Det virker altså, turisthornet. Ja, en morgen brugte han det endda til at skræmme nogle lommetyve væk, som havde sneget sig ind på ham, og som han mærkede havde gang i hans rygsæk.

Her var det så både hornet og hans stemme, som gav lyd … og de fik heller ikke noget, de to lommetyve. Det gør turisterne så … nemlig æren af at om ikke møde, så dog høre manden med båthornet, turisthornet i aktion.

Man må ikke håbe, at manden med båthornet bliver en attraktion. For vi har allerede alt for mange turister i København.

Det siges, at mandens kone kan finde på højt og insisterende at sige BIP-BIP, når hun går bagved turister, som fylder det hele, stopper op eller bare er irriterende, og at det var dén vane, som satte det med båthornet i gang.

Men det er nok bare en skrøne. Ja, måske er det hele bare en god historie – bortset fra det med de altfor store turist-horder, der hærger de københavnske gader og pladser.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk