Filmen ”Burning Voice”, som sendes på DR senere på året, er en meget vigtig film, der handler om den irakiske kvinde Tamara og hendes kamp for både hendes egen, men også andre kvinders frihed og ret til selv at vælge, hvordan deres tilværelse skal se ud.

Ja, i virkeligheden simpelthen retten til at være i live.

Det er en rå dokumentar, hvor vi skiftevis følger Tamara i Danmark, hvor hun bor sammen med sin søn og deres lille hund, og så i Irak, som hun oprindeligt kommer fra. Da filmen starter, er Tamara dybt involveret i kampen for de irakiske kvinders frihed via organisationen ”The Iraqi Women Rights”, som hun selv har stiftet.

I det ene øjeblik ser vi derfor Tamara stå stærkt på talerstolen i powersuit og fortælle om kvinders ret til at leve, som de vil. For så i næste øjeblik at være meget emotionel, da hun kigger på floden Tigris i det område, hvor hun boede, inden hun som stor skolepige flyttede til Danmark.

Vi ser hende lave et fotoshot, hvor hun bliver sminket, så hun ser ud, som hun gør på de fotos, som hun har fra dengang, hendes ex-mand slog hende med sit bælte. Vi ser hende danse mavedans iført meget lidt. Og to sekunder senere bede til Allah iført muslimsk klædedragt, så kun ansigtet er utildækket. Vi ser hende også flytte på krisecenter, fordi hun er bange for ex-manden.

Tamara er nemlig mange kvinder, og skal ikke defineres ud fra kun en ting, en funktion: Hun er kvindesagsforkæmper. Datter – af en kærlig far, som hun siger har lært hende alt. Mor til en søn – som da han siger, at drenge er stærkere end piger – straks irettesætter med sætningen om, at piger og drenge er lige. Studerende, der kæmper med hendes eksamen. Men som også, da hun bliver socialrådgiver, fejrer det med ikke-alkoholiske bobler sammen med sin familie. Og meget mere.

En ting går dog gennem det hele: Modet. Modet til at vise sig selv og sin virkelighed hele vejen rundt. Fra mødet med den legendariske irakiske feminist Hanaa Edwar over det at komme for sent til sønnens første skoledag og til de demoer for kvinders rettigheder, som hun selvsagt deltager i, også i Danmark.

Tamara er – og viser – et helt menneske.

”Burning Voice” er derfor også 1001 historier – og så alligevel kun én historie, der ikke er noget eventyr. Nemlig historien om, hvordan det at være kvinde i islamiske lande og blandt mange – ikke alle, men mange – muslimske mænd. Og det er en historie om at være mandens ejendom, som han kan gøre med, hvad han vil – også slå ihjel.

Fordi mænds følelser betyder mere end kvinders liv i mange islamiske samfund iflg. Tamara.

Det er derfor en rystende film, som på en meget hudløs facon viser en virkelighed, som de fleste nok anede eksisterede, men som mange har svært ved at forholde sig til. Og som visse grupper og organisationer i det danske samfund vender det blinde øje til, og kalder kulturelle forskelle.

Men det er det ikke. Det er kvindeundertrykkelse, og det kan ikke fortsætte, hvis vi mener det med frihed.

For nok kan en dansk dommer sagtens give en irakisk kvinde som Tamara en i Danmark gældende skilsmisse fra hendes egyptiske og voldelige ex-mand. Men det stopper ikke nødvendigvis ex-manden i at forfølge og chikanere hende, og slet ikke når de har en søn sammen.

Filmen rejser derfor også et spørgsmål til danske politikere, kvindeorganisationer og mange flere:

Beskytter vi som samfund de muslimske kvinder i Danmark godt nok, så de kan komme ud af det voldsregime, som de lever i under det religiøst betingede islamiske patriarkat?

Svaret giver sig selv. Men filmen skal alligevel ses, hvis man vil forstå, hvor grotesk synet på kvinder er i de kredse.

Danmarksbloggen vil derfor gerne opfordre alle til at se ”Burning Voice”, som får fem ud af seks af de mobiltelefoner, som Tamara flittigt bruger til hudløst at dokumentere sin vanskelige vej i tilværelsen – som alene kommer af, at hun er kvinde.

Ingenting har ødelagt os som tavshed, siger hun også, og det er sandt. Det gælder i øvrigt alle kvinder, som lider under en voldelig mand, og som prøver at glatte ud, få det til at glide, bortforklare og undskylde – også overfor sig selv.

Der skal ikke ties stille. Der skal råbes. Og vi andre skal hjælpe og kræve, at samfundet gør det samme – uanset hudfarve og religion. Bare for lige at slå fast, at det her handler om kvinders rettigheder, ikke om noget som helst andet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk