Advent og julepynt: De flettede og syede filthjerter

Den kommende jul bliver en af de mærkeligste nogensinde. Måske dén mærkeligste. Den første – og forhåbentlig også den sidste – Corona-jul. En jul hvor vi fokuserer endnu mere end normalt ved juletid på det hjemlige og på håbet.

Undertegnede har derfor bestemt sig til at blive personlig og i de fire adventssøndage vise fire stykker julepynt, som har hver sin historie og betydning for mig.

Vi fortsætter med den julepynt, som jeg for cirka 10 år siden lavede en hel masse af: De flettede og syede filthjerter.

Det var dengang, at det endnu var billigt at sende et brev med posten. Og da jeg samtidig dén december havde både tid og lyst til at sidde og være kreativ, lavede jeg 15-20 af disse filthjerter og sendte til familie og venner i stedet for det traditionelle julekort, som jeg til gengæld stort set aldrig har sendt, hverken før eller siden.

Jeg lavede så også nogle filthjerter til os selv, som stadig hænger på juletræet de år, hvor det giver mening. I dag er det nemlig datteren, der pynter juletræ, og hun er særdeles kunstnerisk. Så det er ikke hvert år, at filthjerterne passer ind i stilen.

Men de år lægger filthjerterne så i stedet ovenpå julebøgerne, som findes frem – og læses – hvert år, og som har deres faste plads i vindueskarmen: Charles Dickens ”Et juleeventyr”, Selma Lagerlöfs fortælling om juleroserne, H. C. Andersens juleeventyr og Astrid Lindgrens julehistorier om både Emil, Grynet, Pippi og flere endnu.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Klimajul: Det flettede julehjerte – og lyskæderne

Danmarksbloggens adventsserie anno 2019 skal handle om, hvordan man skaber sig en klima-rigtig og bæredygtig jul. Det handler selvfølgelig om at skrue ned – sådan rigtig ned – for forbruget. Det kan gøres ved at lade være med at købe noget – eller i det mindste købe bæredygtigt – eller genbruge.

Så hver søndag i advent kommer Danmarksbloggen med et alternativ til frådseriet – samt giver den historiske baggrund for denne søndags juletradition.

Det flettede julehjerte – og lyskæderne
Vi fortsætter i dag anden søndag i advent med det flettede julehjerte – og anden julepynt. For hvert år forbruger vi enorme mængder materialer på julepynt, men vi sløser også med enorme mængder energi på den elektriske og ligegyldige udendørs julepynt.

Vi synes nemlig, at det er så hyggeligt med lysene dér i mørket, og det er også smukt. MEN i en tid, hvor vi er ved at forbruge os ihjel, og hvor den store synder er afbrændingen af olie, gas og kul, så skal vi nedsætte vores energiforbrug – også selvom vi bruger lavenergi-lyskæder.

Men vi nedsætter ikke vores energiforbrug. Tværtimod bruger vi hele 30 procent mere strøm i december iflg. tal fra en undersøgelse fra energiselskabet NRGi og Spar Nord i 2014 baseret på 210.000 danskeres strømforbrug i december.

Men vi skal altså kun bruge energi til det nødvendige som opvarmning af vores boliger for eksempel. Og vi skal lade være med at bruge energi til vilde lysinstallationer med nisser og rensdyr foran vores huse – eller lyskæder i massevis på træer ude i haven eller omkring flagstangen – eller hvad man nu hitter på.

Drop det – og drop også at indkøbe vilde mængder af glanspapir og andet julepynt.

Vær i stedet klimabevidst og lav fx et julehjerte eller en musetrappe eller et kræmmerhus af papir fra et af de julekataloger, som har det med at snige sig ned i postkassen, selvom man har et NEJ, TAK til reklamer-mærke på den. Eller brug noget af det julegavepapir, som du måske har gemt fra sidste år, og tænk frem og gem det julepapir, som du får i år. Eller avispapir, folie eller …

Julepynten bliver på den måde også både personlig og unik – og man kan sagtens lave den måske mest danske julepynt på den måde, nemlig det klassisk flettede julehjerte.

Historisk tilbageblik
For vidste du, at det var vores store eventyrdigter H. C. Andersen, som opfandt det flettede julehjerte?

Det var det. Engang i løbet af 1860´erne var han som så ofte før på besøg på en herregård ved juletid, og her sad han som sædvanlig med papir og saks og lavede fine ting, og denne jul blev det altså det første flettede julehjerte, i grønt og gult papir – og uden hank.

For hanken, så hjertet kunne hænge på juletræet, kom først til et årti senere. Men siden har de flettede julehjerter hængt på alle danske juletræer – og de kan altså sagtens laves i genbrugspapir. Eller i alle mulige andre ting – flitrester, stofrester – lige hvad man har lyst til.

Læs mere om julens og nytårets traditioner og skikke i undertegnedes julebog, som naturligvis er en e-bog:
https://www.saxo.com/dk/glade-jul-dejlige-jul_epub_9788799956104

Læs også:

Første søndag i advent: Klimajul: Julegaver: http://danmarksbloggen.dk/?p=10861

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk