Julemandens Dag er i dag

I dag er det Julemandens Dag.

Julemanden er så oprindelig hverken en hyggelig hus-nisse eller Coca Colas opfindelse.

Hus-nisserne går derimod langt tilbage – minimum til vikingetiden hvor de var nogle ondskabsfulde ånder, der dog blev sødere med tiden. De blev også mere fysiske, men stadig drilagtige, især hvis ikke de fik risengrød.

Det med nissen, dril og grød vidste man i hvert fald alt om i de danske bondesamfund i 1700- og 1800-tallet.

Og Coca Cola? Ja, deres PR-afdeling tog bare Julemanden til sig, og gav ham deres egen røde farve på. Så det er ren kopiering og tilretning fra dén side. For før Coca-Cola var der ingen, der sagde, at Julemanden skulle være klædt i rødt. Hans kåbe kunne ligeså godt være blå, grøn eller alle mulige andre farver.

For Julemandens rødder skal findes i Tyrkiet, der var et kristent land engang, og hvor en katolsk biskop ved navn Nikolaus omkring år 300 levede så helligt et liv, og hjalp så mange mennesker – deriblandt en masse børn, at han blev helgenkåret som Skt. Nikolaus – eller Skt. Nikolai på dansk.

Han er også stadig helgen for børnene – og sømændene og tyveknægtene og købmændene. Man mente nemlig, at de fire grupper var sådan nogenlunde ens: Umiddelbare og ikke rigtig til at stole på.

I Nederlandene endte Skt. Nikolaus så med at hedde Sinter Klas – og her fejres han stadig i dag d. 6. december, hvor han kommer med gaver til børnene.

I de seneste år er Sinter Klas-traditionen så røget ud i et større stormvejr. For med sig har Sinter Klas Swarte Piet, en sort mand, som deler kul ud til de uartige børn. Men da denne Swarte Piet ofte har været en hvid mand malet sort i ansigtet, så er den del af skikken ikke populær i disse vi-ska-undgå-black-face-tider.

Men Julemanden – hvad enten han hedder Julemanden, Sinter Klas eller Santa Claus – kan alle dog stadig godt lide.

Og børnene skriver ønskesedler til ham og fortæller, at de har været åh, så søde, åh så artige. Og de sætter småkager til ham – især i USA. Men uanset hvad, så tror mange børn, at de får en julegave, når Julemanden drøner rundt i kanen julenat.

Men stop lige én gang: At skulle være på en bestemt måde eller gøre noget bestemt for at få noget af Julemanden, er stik imod i hvert fald Skt. Nikolaus og hans væsen.

For den oprindelige julemand – den katolske helgen Skt. Nikolaus – var kristen, og i kristendommen er vi elskede, som vi er. Vi skal ikke gøre fortjente til noget som helst. Vi er elskede, fordi vi er Guds børn. Allesammen.

Så enkelt er det. Ingen ønskesedler, ingen artighed, intet sort kul. Ikke andet end kærlighed, nåde og barmhjertighed.

Det er helt utroligt – og derfor kun til at tro, som pastor emeritus Mogens Hansen altid sagde det, når han stod på prædikestolen i Vor Frelsers Kirke i København.

God Skt. Nikolaus-dag – hvad enten du holder den i den ene eller anden juleånd.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Juletraditioner – en oversigt

Nu er der ikke længe til årets største aften: Juleaften.

Danmarksbloggen iler derfor med en oversigt over de mest kendte og elskede danske juletraditioner:

Danske juletraditioner er overordnet set tyske: Mange af de danske juletraditioner kommer fra Tyskland, som indtil 2. verdenskrig havde den rolle, som USA har i dag som førende kultur-eksportør. Så ligesom at det i dag er helt naturligt, at vi overtager den amerikanske Halloween, var det fra middelalderens start og helt indtil 2. verdenskrig en selvfølge, at vi overtog tyske traditioner. Også til jul, hvorfra vi i 1800-tallet og 1900-tallet hentede mange af de juletraditioner, som vi i dag anser for ærkedanske.

Julekalenderen: Julekalenderen kom fra Tyskland i 1932 og var i starten af papir. I dag laves der også chokolade-, hobby- , parfume- og mange andre julekalendere. For slet ikke at tale om tv-julekalenderne, hvor DR sendte den første ”Historier fra hele verden” i 1962.

Adventskransen: Adventskransen kom fra Tyskland under 1. verdenskrig (1914-18), indført af Christian d. 10´s tyskfødte dronning Alexandrine. Den blev for alvor udbredt under 2. verdenskrig, hvor adventskransens lyssymbolik gav god mening i den på alle måder mørke tid i årene 1940-45.

Juletræet: Det første danske juletræ kom fra Tyskland og stod på godset Holsteinsborg i 1808. Men det var det første juletræ i København hos familien Lehmann i 1811, der vakte størst opsigt. Og derfra gik det stærkt med at få juletræet udbredt til hele landet. Salmedigteren B.S. Ingemann var fra starten vild med juletræet, mens Grundtvig kaldte det en forvandet form for kristendom – og først senere overgav sig til det grønne træ, men så mente han også, at det var sendt fra Gud. Årligt produceres der mere end 10 millioner juletræer i Danmark. Det flettede julehjerte på juletræet er i øvrigt opfundet af selveste H. C. Andersen – og var i starten uden hank.

Julemaden: Nutidens andesteg, flæskesteg, kartofler, rødkål og sovs stammer fra 1800-tallet, hvor dansk landbrug blev omlagt til at handle om dyr fremfor om korn. Samtidig blev ovnen allemandseje. Så ud med de klassiske julespiser som den røgede skinke, fisken og grønlangkålen. Grød har man dog altid spist, både til hverdag og fest – selvom ris á la manden er en ny variant fra slutningen af 1800-tallet, der trods det franske navn er en ren dansk opfindelse.

Julegaverne: Danskerne køber julegaver for millioner. Sådan har det ikke altid været. Op gennem 1800-tallet var det kun overklassen, der havde penge til fx dukker til pigerne og små kanoner til drengene. Alle andre måtte lave deres julegaver selv. I løbet af 1900-tallet fik alle råd til julegaver – men især børnene laver stadig fine sager til forældre og bedsteforældre.

Julegudstjenesten: Hver tredje dansker går i kirke juleaftensdag – og tallet er stigende. Tilbage i den katolske tid holdt man midnatsmesser, som det stadig ses i den katolske kirke og især kendt fra Peterskirken i Rom. Efter Reformationen i 1536 blev den store julegudstjeneste flyttet til 1. juledag kl. 7 om morgenen, inden den midt i 1900-tallet blev rykket tilbage til d. 24. december, men nu om eftermiddagen.

Julemanden: Julemanden var oprindelig en katolsk helgen ved navn Nicolaus, der levede i Tyrkiet ca. 300 e. Kr. Han er blandt meget andet også børnenes helgen. Måske fordi han iflg. legenden reddede nogle piger fra slaveri ved at smide pengesække ned gennem skorstenen til deres fattige forældre. Fra Tyrkiet rejste historien om Nicolaus til Holland og derfra til USA, hvor den mødte historien om den engelske Father Christmas. De to – Nicolaus og Father Christmas – smeltede sammen og blev til Santa Claus, altså den nuværende julemand, der iflg. amerikanerne bor på Nordpolen. Men heldigvis ved vi danskere bedre. For Julemanden bor jo på Grønland.

Hvid jul: Vi drømmer om den hvide jul, men den kommer sjældent i Danmark. I 1900-tallet var det således kun landsdækkende hvid jul 7 gange ud af 100 mulige, mens vi siden 2000 allerede har haft hvid jul 2 gange.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Julens store valg: Julemanden eller Jesus

Er der to skikkelser, der kendetegner julen, så er det Julemanden og Jesus.

Om dem skriver mediemand og pastor Mogens Hansen i bogen “Årets gang i tekst og sang”:

Der er to personer i vente i decembers julespil. Fælles for dem er pudsigt nok, at vi på forskellig måde diskuterer, om de overhovedet eksisterer. De to er: Jesus og Julemanden.

Julemanden, denne besynderlige figur, som er en genspejling og en gensplejsning af vore drømme og ønsker. Problemet med ham er, at han er rektor for flinkeskolen. Kun de søde børn får deres ønske opfyldt hos ham. Julegaven gives kun til den, der har fortjent den. Det er lige præcist det modsatte af indholdet i det kristne evangelium og dermed altså den kristne jul. Julemanden er derfor ganske ukristelig.

Der er ikke noget at gøre ved det. Det er enten Julemanden eller Jesus!

Hvem vi venter på i det offentlige rum, er der ikke tvivl om. Julemanden er på sæson-overarbejde i mennesker, medier og marked. Og han sidder ved bordenden ved de våde julefrokoster.

På den anden side går vi i december i kirke som ingensinde ellers. Såvel landsbykirke som katedral danner ramme om musik og sang. Og selv om der ved en skole-juleafslutning kan smutte et par enkelte nisser op på nodestativet, så er der ingen tvivl i kirken: Der er det Jesus, der er på vej!

Danmarksbloggen er enig med pastor Mogens Hansen. Julen er en fest, hvor alle er velkomne, også dem, der ellers ikke holder jul.

Og for os, der holder jul og siger vi er kristne, er højtiden i sidste instans et valg.

Et valg, hvor den ene mulighed er Julemanden og den på alle måder ekskluderende forbrugerisme, hvor den der har penge og artighed kan få, mens de andre må gå.

Mens den anden mulighed er Jesus og troen på Ham som verdens lys – og har man først fået troens nådegave, så kan man ikke lade være med at lade denne identitet blive til diakoni. Altså en slags julens ID: Indre identitet fører til ydre diakoni, til praktisk næstekærlighed. Levet næstekærlighed IRL, som det hedder.

For den hjemløse, misbrugeren, den ensomme, det udsatte barn og alle de andre, der har det svært, får det ikke bedre af gode ønsker og masser af likes på Facebook eller søde billeder på Instagram. Her skal der levende mennesker til af kød og blod, der rækker hånden frem og byder indenfor til varme og fællesskab – uden at kigge i karakterbogen først.

Så bliver det – endelig – jul, jul igen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk