Væk med besserwisserne

Det vrimler med dem på tv, især i valgtider som nu – men også ellers: Tidligere spindoktorer, politiske journalister og andre, der mener at vide en masse om dansk politik, hvad de uden tvivl også gør. Besserwissere kalder man dem.

MEN ingen af dem sidder med ved de borde, hvor tingene besluttes. De står som alle os andre og ser ind på den legeplads, hvor de store børn leger med Danmark og danskernes skæbne.

Men bevares, de politiske kommentatorer HAR for de flestes vedkommende VÆRET derinde engang, og nu mener de så, at de nok skal fortælle os andre, hvad der foregår derinde.

Problemet er bare, at dels så kan vi andre godt selv høre, hvad politikerne siger, når de bliver interviewet – og bagefter selv tænke videre (vi har gået i skole!). Og dels så får de politiske kommentatorer så uendelig meget taletid på tv, at det bliver deres udredninger af politikernes one-liners, som danner baggrunden for de indslag, som fylder sendefladen.

Men det er DERES tolkninger, som er farvet af den enkelte kommentators egne opfattelser og holdninger, og det kan vi vælgere ikke bruge til noget.

For kommentatoren – besserwisseren – er ikke på valg. Det er politikerne derimod.

Så vi vil høre politikerne selv – og de må meget gerne få meget mere tid end i dag til at forklare sig.

Så væk med de korte kommentarer fra politikerne og væk med de politiske kommentatorer – og ind med de lange og dybdegående interviews og debatter med de politikere, der reelt render rundt inde på legepladsen og bestemmer.

Det vil give et mere ægte billede af, hvad der sker i dansk politik – og det vil give politikerne en mulighed for reelt at fortælle, hvad de vil – udover magten selvfølgelig. Og så har vi vælgere også et meget bedre grundlag at sætte krydset på – så ind med politikerne – og væk med det unødvendige mellemlag af besserwissere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det robuste samfund

Mange jobannoncer i dag efterlyser såkaldte ROBUSTE medarbejdere – dvs. mennesker, der kan tåle et umenneskeligt pres-, stress- og præstationsniveau, hvilket også er ok, når vi taler om jobs som spioner og den slags.

MEN resten af os burde ikke bydes sådanne arbejdsvilkår. De nedbryder mennesker.  Bruger mennesker op som var vi at sammenligne med en bøtte ketchup – men sådan er det jo. Vi regnes ikke som andet og mere end en produktions- og forbrugsressource i nutidens konkurrencesamfund.

Det vil sige: Så er der dem, der slet ikke regnes med. Alle dem, der ikke (mere) er gamle nok, unge nok, stærke nok, kloge nok, dumme nok og meget mere nok til at være med på konkurrence-vognen. De spises af med krummer – lige mange til stadig at overleve, men for få til at leve et værdigt liv.

For så robust er vores samfund nemlig blevet. Det skal vi ikke være stolte af. Tværtimod skal vi skamme os over, at mennesker udelukkende vurderes ud fra deres værdi som produktionsmidler – og forbrugere.

For det er sådan, at ethvert menneske har den samme værdi, uanset om det er Dronningen eller den hjemløse, statsministeren eller den demente på plejehjemmet, Nationalbankdirektøren eller lille Gerda, 4 år.

Og et samfund skal ikke være robust – det skal være varmt og favnende. At tage sig godt af de små og de svage er et samfunds allervigtigste opgave – og de stærkes allerstørste forpligtelse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

1% rigeste i Danmark ejer 32%

1% af de rigeste i Danmark ejer 32% af formuerne i Danmark. Det er ganske meget – og også for meget, og det gør intet godt for hverken væksten eller ligheden i samfundet. For det er en skrøne, at det at samle rigdommene på få hænder giver jobs og vækst.

Det gør det nemlig ikke. Snarere tværtimod så øger den store formue-samling uligheden og skaber et samfund med stor utryghed og store spændinger.

Som Danmarksbloggen siger det: Et menneske kan kun spise et bestemt antal burgere og forbruge et bestemt antal cowboybukser.

For skal vi have gang i væksten – og dermed i arbejdspladserne – så skal så mange som muligt have råd til at købe burgere og cowboybukser – og ikke kun de rigeste, som man har set det i fx USA under finanskrisen, hvor selv middelklassen måtte gå fra hus og hjem.

Det kan man altsammen få mere at vide om på DR2 i aften, når kanalen kl. 21.30 sender det første program i en serie på seks programmer om Danmarks rigeste ene procent.

Det er sjældent, at Danmarksbloggen anbefaler et tv-program, men ingen regler uden undtagelse – og her er en af dem. Det er også mørkt alligevel kl. 21.30 her sidst i august, så det er bare med at tage plads foran skærmen og blive klogere på vores samfund – og på hvordan vi kan undgå den voksende ulighed.

DR2 kl. 21.30: Den rigeste procent

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dronningen eller aftenskole?

Kan du huske, hvilke byer som Dronning Margrethe og Prins Henrik har besøgt i løbet af sommeren på deres sommertogter? Nej, vel?

Man ser blot fra tid til anden i aviser og på nettet billederne af et smilende regentpar, der vinker, bysbørn med flag og blomster, en borgmester med borgmesterkæde og en rød løber – og så er det ellers kun, hvis man er fra byen eller eventuelt kender byen, at man registrerer hvilken dansk købstad, som nu lægger kulisse til mødet mellem det danske kongehus og danskerne.

Ikke desto mindre er den påståede PR-værdi for området årsagen til, at Syddjurs kommune gerne bruger de 800.000 kroner, som det koster at få Dronningen og Prinsgemalen på besøg d. 1. september. Penge, som skal tages fra kulturområdet, hvor der i forvejen skal spares 1,5 millioner kroner.

Det kongelige besøg kan derfor ende med at blive den direkte årsag til, at ældre skal betale en større del af deres aftenskole – samt en masse andre tiltag, der kan gøre ondt i pengepungen hos de mennesker, der ikke har en apanage at bruge løs af. Derfor giver det også god mening at boykotte besøget, når nu det ikke kan aflyses.

Læs mere her: http://www.dr.dk/nyheder/regionale/oestjylland/byraadsmedlemmer-boykotter-dronningebesoeg-det-er-dyrt

Danmarksbloggen synes, at det er helt fint, at de kongelige rejser rundt og hilser på danskerne – men ikke hvis det betyder, at danskerne ikke har råd til at gå på aftenskole eller gå til andre fritidsaktiviteter. For når vinteren kommer, så er det meget sjovere at gå til aftenskolens foredrag om tirsdagen end at kigge på billederne fra dengang Dronningen var i byen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Interview med Cecilie Hother om de 5 øer

TV2´s vejrvært Peter Tanev har udfordret medværten Cecilie Hother.

Startende på mandag og 5 dage frem skal Cecilie Hother således hver dag nå rundt til en ny dansk ø – uden en øre på lommen. Hun er altså helt afhængig af danskernes velvilje og hjælpsomhed, når det kommer til så basale ting som mad, et sted at sove og transport til den nye ø.

I tide vel at mærke, så hun kan være fremme, når Peter Tanev præsenterer vejret kl. 18.25 på dagens ø.

Klarer Cecilie Hother ærterne, skal hendes medvært og udfordrer Peter Tanev i vandet – og gør hun ikke, ja, så er det Cecilie Hother, som må i bølgerne.

Danmarksbloggen har i den anledning interviewet Cecilie Hother om den kommende udfordring.

1)         Hvad glæder du dig mest til ved udfordringen?

“Uha, lige nu i skrivende stund ved jeg ikke helt, om jeg glæder mig til udfordringen. Mest af alt er jeg nervøs lige nu. Rigtig nervøs. Jeg drømmer om det om natten. Dét at skulle stå derude som Palle alene i verden uden en krone på lommen. Hvad hvis det bliver en mørk aften, og det regner? Og så står jeg i et villakvater, og skal til at ringe på døre for at finde et sted at sove? Så håber jeg virkelig bare på nogle venlige sjæle. Lige nu er jeg ved at gennemgå de værst tænkelige scenarier i hovedet. Hvad kan der ske etc, etc?. Og så får jeg hele tiden mails fra min 77-årige far, som er meget nervøs over at sende hans datter ud på denne udfordring. I hans øjne vil jeg jo altid være hans lille pige. Og jeg skriver jo selvfølgelig beroligende mails tilbage, selvom jeg ikke er helt rolig i maven.

Men hvis jeg ligger alt det til side, så er det, som jeg glæder mig mest til vel det at jeg – forhåbentlig – får fornøjelsen at se Tanev hoppe i havnen … eller måske også give ham et lille puf selv 🙂

2)      Hvad glæder du dig tilsvarende mindst til?

Lidt á la det ovenstående. Men jeg må indrømme, at jeg vil slet ikke kunne overskue, hvis Tanev vinder. Så vil han have evig håneret. Det kan jeg slet ikke magte! Han vil jo blive ulidelig at være sammen med. Jeg vil skulle høre så meget for det. Skræmmende tanke.

3)      Hvad tror du bliver den største udfordring i det hele?

Jeg tror oprigtigt, at det bliver svært at nå de lange distancer, hvis jeg ikke får hjælp fra danskerne. Det bliver virkelig nødvendigt.

4)      Hvis du måtte have en person med, hvem skulle det så have været?

Uhaaa, jeg tror, at hvis jeg skulle have en med, så var min første indskydelse, at jeg ville tage min bedste veninde med eller min kæreste. Men ved nærmere eftertanke, så tror jeg, at jeg ville tage Peter Tanev med. så kunne han også få fornøjelsen 🙂

5)      Hvordan foregår turen – og hvordan kan man følge dig?

Min tur på egen hånd fra København og frem til de fem danske øer streames via mine egne optagelser på en liveblog på fri.tv2.dk. På bloggen kan man hele tiden følge med i, hvor langt jeg er – og om man måske kan give mig en hånd med til at klare udfordringen. Samtidig vil jeg døgnet rundt opdatere TV 2 FRI’s Facebook-side med videoer, som jeg optager fra min tur alene rundt i Danmark.

De fem øer, som Peter Tanev sender TV 2 Vejret fra, og som Cecilie Hother altså skal forsøge at nå frem til hver dag inden klokken 18.25 er:

Samsø (mandag d. 20/7)
Fanø (tirsdag d. 21/7)
Fur (onsdag d.22/7)
Ærø (torsdag d. 23/7)
Orø (fredag d. 24/7)

Danmarksbloggen ønsker Cecilie Hother god tur til de 5 skønne danske øer – og glæder sig til at følge med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

1. maj-ønske: Fordelingspolitikkens tilbagekomst

I år vil Danmarksbloggen ikke holde en 1. maj-tale, men derimod komme med et fromt 1. maj-ønske. Nemlig at fordelingspolitikken kan vende tilbage til dansk politik.

Thornings varslede dagpenge-ændringer falder på et tørt sted – og Danmarksbloggen vil hilse en kortere genoptjeningsperiode velkommen, hvis altså den kommer.

Alligevel: Uligheden er stigende i det danske samfund, og det i én grad og ét tempo, så Danmark risikerer at brække midt over og blive et samfund med så store forskelle mellem top og bund, at Danmark ikke længere er ét samlet samfund, men en række parallelsamfund.

Udover det åbenlyse uretfærdige i én så skæv fordeling af goder og muligheder, skaber det også vold og utryghed – og gavner ingen.

Danmarksbloggen appellerer derfor til politikkerne om at få fordelingspolitikken tilbage i dansk politik.

Læs evt. også her: http://danmarksbloggen.dk/?p=6295

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1920´erne

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om 1920´erne og nogle af de kvinder, som gjorde sig særligt bemærkede i netop dét årti.

1920´erne: Børn, seksualitet og frihed

Nok havde danske kvinder fået valg- og stemmeret i 1915, men der var alligevel meget tilbage at kæmpe for i 1920´ernes Danmark.

En af de ting som stod helt centralt var retten til ikke at få børn – en ret, som mange mente kvinderne ikke skulle have. Man fik de børn, som Gud ville, at man skulle, var mantraet fra mange, især borgerlige og velstillede mennesker, der havde råd til barnepiger. Arbejderkvinden, der ofte allerede i 40-årsaalderen var nedslidt af mange timers dagligt hårdt arbejde og talrige børnefødsler, så ganske anderledes på den sag.

Det gjorde lægen og forfatterinden Thit Jensen heldigvis også – og i 1923 stiftede hun sammen med lægen J. H. Leunbach ”Foreningen for Sexuel Oplysning”. En forening, som ville oplyse om sex, give adgang til prævention og på sigt også til abort. Danmarksbloggen har allerede skrevet om Thit Jensen, så læs mere om hende her: http://danmarksbloggen.dk/?p=6624

Samme sted kan man også læse om forfatterinden Agnes Henningsen, der også i 1920´erne talte om kvinder og seksualitet. Agnes Henningsen var dog mere optaget af det nydelsesmæssige og kvindens ret til at eksperimentere og prøve sig frem, også seksuelt.

For skal kvinder være frie, skal det hele jo være der: Både de sociale og de økonomiske rammer, så vi frit kan udfolde os og frit kan udforske os selv, vores eget liv og vores egen seksualitet.

Frihed er også seksuel frihed.

Det så man også hos en anden kvinde, som godt nok ikke var dansk, men som besøgte Danmark i 1920´erne: Nemlig Josephine Baker, der i 1928 i København dansede kun iført det berømte bananskørt og ellers topløs. Dét vakte megen furore og forargelse. For nok var fortidens lange kjoler og det opsatte hår blevet erstattet af kort hår, kortere kjoler og endda bukser – men at optræde stort set som Gud havde skabt hende, det var dog for meget, mente mange danskere – også kvinderne.

Så kunne man – i hvert fald i 1920´erne – bedre lide den danske stumfilmsstjerne Asta Nielsen (1881-1972), der siden filmdebuten i 1910 havde været vidt berømt i både ind- og udland. Ja, faktisk indspillede Asta Nielsen ikke flere film i Danmark efter 1919. Til gengæld flyttede hun til Tyskland, hvor hun frem til 1932 lavede ikke færre end 70 film. Tyskland blev så også skæbnesvangert for ”Die Asta”, som hun blev kaldt. I takt med nazisternes overtagelse af Tyskland, måtte hun forlade landet og sin formue og rejse hjem til Danmark og til årene i lediggang. Janteloven havde slået til igen – og ingen ville have noget med Asta Nielsen at gøre. Hun søgte således – forgæves – 13 gange om en biografbevilling. Til sidst fik hun dog oprejsning med sin meget roste selvbiograf ”Den tiende Muse”.

Men Asta Nielsen var ikke alene om at være dansk kvinde med succes i udlandet – og den deraf følgende jantelov herhjemme.

En anden – og i Danmark noget mere ukendt – er Gerda Wegener (1885-1940), der startede som satiretegner i Danmark. Men det var med sine erotisk prægede tegninger af kvinder – elegant udført med sans for et skønhedsdyrkende formssprog, at Gerda Wegener fik stor succes i Paris, hvor hun boede i en lang årrække og var en af de fornemmeste kunstnere i netop 1920´erne. Hendes stil er også præget af 20´ernes åbenhed og leg, som af nogle blev kaldt for dekadent. Et af Gerda Wegeners billeder hænger således på Musse d´Orsay i Paris, og i 1925 repræsenterede hun Frankrig ved Verdensudstillingen, hvor hun fik en guldmedalje. For bare at nævne noget af den anerkendelse, som hun aldrig fik i Danmark, men i Frankrig og andre steder. Hun døde dog i Danmark, relativt glemt og aldrig anerkendt i sit fædreland. Dette gælder desværre stadig, selvom hendes malerier sælges i fx USA til pænt store summer. Til efteråret kan man dog se Gerda Wegeners værker i en udstilling på “Arken” i Ishøj.

Endelig skal Danmarks første kvindelige minister selvfølgelig også nævnes. Hun blev udnævnt i 1924 og hed Nina Bang. Nina Bang (1866-1928) var magister i historie og socialdemokrat. Inden hun blev minister, havde Nina Bang i flere årtier været politisk aktiv og blandt andet siddet i Københavns Borgerrepræsentation og fra 1918 i Landstinget. Det var Thorvald Stauning, der gjorde hende til undervisningsminister i hans første regering, og hun gik straks i gang med at ændre læreruddannelse og demokratisere skolerne.

Det er i øvrigt en sejlivet myte, at Nina Bang var verdens første kvindelige minister. Det var hun ikke. Dén ære tilfalder den russiske politiker Aleksandra Kollontaj, der var det, der svarer til socialminister i den sovjetrussiske revolutionsregering i 1917.

Men ellers var årtiet 1920´erne præget af mellemkrigstiden og de temaer omkring økonomisk fremgang og bobler – også kendt fra vores dage – der førte til det store sammenbrud i 1929 og en helt ny dagsorden. Læs mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=5548

En dagsorden, som i dén grad prægede 1930´erne, som vi skal høre om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389
Leonora Christine og Sophie Amalie: http://danmarksbloggen.dk/?p=6392
Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow: http://danmarksbloggen.dk/?p=6462
Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=6478
Guldalderkvinderne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6511
Grevinde Danner og Europas Svigermor: http://danmarksbloggen.dk/?p=6547
Skagenskvinderne – og et selvmord: http://danmarksbloggen.dk/?p=6582
Thit Jensen og Agnes Henningsen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6624
1915: http://danmarksbloggen.dk/?p=6638

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den perfekte krumme og søstersolidariteten

Hurra. Så lykkes det. Jeg har bagt et brød med den perfekte krumme, skriver overskudskvinden på Facebook kl. 11 en søndag formiddag som fx i dag, d. 8. marts, Kvindernes Internationale Kampdag.

To timer efter er hun dér med endnu en status – og endnu et foto: Denne gang en nøje tilrettelagt “tilfældig” placering af en bog (en af dem, som er in i øjeblikket – naturligvis), et tæppe og en kop dampende the – begge selvfølgelig af de “rigtige” mærker, de dyre og trendy.

Og sådan fortsætter hun, dag efter dag, med fotos og statusser, der fortæller, hvor perfekt hun og hendes liv er. 

At det hele så er iscenesat og også har sine skyggesider, har de fleste af hendes 467 “venner” forlængst gennemskuet. Men alligevel bliver mange, især kvinder, påvirkede af denne “superkvinde”, der for at booste sit eget vaklende selvværd konstant må fodre sit netværk med disse billeder af sin “perfekte” virkelighed.

Denne kvinde er nemlig så indfældet i sin egen virkelighed, at hun ikke kan rumme, at der findes andre virkeligheder end 1) den hjemmelavede rullepølse i hendes rustikke landkøkken samt 2) hun og hendes veninders åh så personligt udfordrende jobs i de kreative erhverv.

Men det er andre virkeligheder – også i Danmark.

Virkeligheder, hvor mange danske kvinders problemer ikke er hverken den perfekte krumme, eller om de skal læse denne eller en anden bog.

Kvinder, der derimod lægger søvnløse, mens de tænker på, hvordan de skal få pengene til at slå til resten af måneden. Og hvad nu – hvis børnene bliver syge? For medicin er der ikke råd til på en kontanthjælp. Men måske bliver jobbet i Netto også til noget? Det håber en af disse kvinder, også selvom hun ikke ved, hvem der skal passe børnene, når institutionen er lukket? Og vil ryggen overhovedet kunne holde til det?

Det er i dag Kvindernes Internationale Kampdag, og ja, der er stadig meget at kæmpe for, mine damer – også i Danmark.

Allermest solidaritet mellem danske kvinder – og gerne af den slags, hvor ressourcestærke kvinder som hende med den perfekte krumme kan løsrive sig fra sig selv og eget liv og i stedet føle et ansvar overfor de kvinder, der ikke er ligeså heldige som hende selv som fx hende, der ikke ved, hvordan hun skal få det hele til at hænge sammen.

Et ansvar som ikke skal udmøntes i nedladende velgørenhed, men i politisk og arbejdsmæssig kamp for 1) mere social lighed samt 2) lige løn for lige arbejde.

For det er kvinder som hende, der har tiden, overskuddet og netværket, der kan gøre en afgørende forskel.

Så lad os nu droppe krummerne – og tænke på brødene i stedet. Lad os se at komme i gang med at sikre alle kvinder – og mænd også for den sags skyld – gode levevilkår her i Danmark. Dét skylder vi hinanden.

Når vi så er i mål, kan dem, der har lyst, jo kaste sig over den perfekte krumme. Vi andre vil være godt tilfredse med at have sikret det daglige brød for os alle sammen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ejer de blå overhovedet empati?

Spørgsmålet er desværre ikke kun retorisk, men derimod helt reelt. Ikke kun når man ser på de seneste dages kampagne og debat om kontanthjælpen, men også når man ser på de blås gøren og laden generelt.

For det burde nemlig være umuligt for ethvert normalt menneske ikke at have empati med mennesker, der har det dårligere end en selv. Men sådan er virkeligheden ikke.

Tværtimod lever partier som Venstre – og Liberal Alliance – på og af ikke at føle empati med nogen andre end dem selv.

Og til trods for de seneste dages debat tyder alt alligevel og desværre på, at et stigende antal danskere stemmer på dem, der ligesom dem selv, er uden empati med de dårligt stillede. Ja, for nogles vedkommende virker det endda, som om de trives med at nedgøre andre.

Det er meget grimt, og der kan sikkert spekuleres meget i psykologiske årsager til at mennesker som Lars Løkke, Inger Støjberg, Karsten Lauritzen, Joachim B. Olsen, Anders Samuelsen og flere endnu mener sig i deres gode ret til at jorde danske medborgere og gøre deres liv til et spørgsmål om overlevelse.

Danmarksbloggen vil dog nøjes med at konkludere, at de blå mangler empati i så stor stil, at det truer hele stabiliteten og sammenhængskraften i det danske samfund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Jøderne – en lille, men vigtig del af Danmark

Vi kan slet ikke undvære jer, sagde statsministeren til jøderne efter terrorangrebet midt i måneden.

Hun havde helt ret. Jøderne har i mere end 400 år levet i Danmark, hvor de har sat sig gode og vigtige spor. Nobelpristageren Niels Bohr var fx jøde. Det samme var brødrene Brandes.

For jøderne skal blive i Danmark – og vi skal passe godt på dem, som også Danmarksbloggen skrev det kort efter terrorangrebet:

http://danmarksbloggen.dk/?p=6418

Det er derfor vigtigt, at det danske samfund sikrer, at alle jøder kan leve et godt, sikkert og fuldt jødisk liv fra vugge til grav, hvad enten der er tale om en filmfestival eller en skole.

Danmark har hjulpet sine jøder før. Mest kendt er nok begivenhederne under 2. Verdenskrig, hvor langt de fleste jøder blev reddet fra tyskerne. Men også Frederik d. 6. sikrede, at de danske jøder ikke led samme forfølgelser, som mange andre jøder gjorde det i 1800-tallets Europa. Det var også ham, der gav jøderne fulde borgerrettigheder i Danmark.

For antisemitismen er desværre ikke nogen ny foreteelse. Den går langt tilbage i historien. Det gør den så ikke mere rigtig. Tværtimod er ethvert overgreb på jøder en kriminel handling, der ikke kan undskyldes eller forklares.

Undertegnede er ikke jøde, men kristen. Men ethvert overgreb på en dansk jøde er også et overgreb på mig. For vi er alle danskere, os der bor her i Danmark – og når nogen af os er truede, som jøderne er det pt., så må vi andre ile til hjælp.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk