Anmeldelse: Gerda Wegener – Danmarks glemte kunstdatter

På kunstmuseet Arken i Ishøj åbner årets måske vigtigste udstilling i overmorgen lørdag d. 7. november. Den omfatter mange af Gerda Wegeners værker.

Men hvem er hun, spørger du måske? Gerda Wegener er intet mindre end Danmarks glemte kunstdatter. En af dansk kunsts allerstørste kvinder, som desværre har været praktisk talt fraværende fra bevidstheden i dansk kunstliv, siden hun døde fattig og syg hjemme i Danmark i 1940.

Men nu tages der revanche på Arken – og det med manér, hvor den besøgende bydes indenfor til en udstilling, hvor Gerda Wegners sprudlende og farverige billeder kommer helt til deres ret i de store rum, der til fulde understreger Gerda Wegeners overdådighed og detalje-rigdom, når det drejede sig om at skildre kvinder, skønhed og sensualitet.

Historien om Gerda Wegener er dog ikke – som man måske ellers kunne forvente – historien om den fattige kunstner, der først bliver berømt mange år efter sin død.

Tværtimod. I sin samtid var hun elsket og hyldet, især i det Paris, hvor hun boede i små 20 år (fra 1912 og til 1931), og hvor hun skabte noget af sin bedste kunst, der omfatter både malerier, tegninger, satire, reklametegninger og meget andet. Hun modtog fx også flere hædersbevisninger i Frankrig – og Louvre købte tre af hendes billeder, som i dag kan ses på Centre Pompidou i Paris. Pt. er to af dem dog i Ishøj.

Gerda Wegener var nemlig ligeså produktiv og alsidig i sine kunstneriske udtryk som den senere Bjørn Wiinblad, der også udstiller på Arken indtil midt i januar – og hun var ligeså stringent i sine motiver.

Gerda Wegeners motiv er så altid kvinden og det kvindelige (også når hun portrætterer en mand), kvinden når hun er yndefuld, smuk, fuld af poesi og sensualitet. Men for Gerda Wegener var kvinden mere end blomster, bløde kurver og lange, smalle hænder. Kvinden var tillige styrke, sovekammerøjne, make-up, behov, begær og bevidsthed om egen identitet – og Gerda Wegener, som jo selv var kvinde, kunne derfor male kvinden på en helt anden måde end mange mandlige malere.

Og netop det med identiteten spillede en stor rolle for Gerda Wegener og hendes mand Einar Wegener, der udover selv at være kunstner, også var kvinde, muse og et yndet male-objekt for Gerda Wegener under navnet Lili Elbe, hvor han poserer i yndefulde positioner, næsten altid set bagfra – og altid med make-up og i omgivelser fulde af Gerdas karakteristiske farver, detaljer, blomster og måske andre kvinder.

I samtiden var der nemlig kun få, som vidste, at Gerdas mand var transkønnet og modellen til de mange Lili-portrætter – også selvom parret boede i Paris, hvor de var højt skattede og havde det som fisk i vandet i de frisindede, legende og eksperimenterende 1920´ere.

Hele historien omkring Einar/Lili Elbe er i øvrigt blevet filmatiseret, og filmen ”The Danish Girl” får premiere i USA i slutningen af måneden – i Danmark dog først til februar næste år. Alt sammen er det fint i tråd med den interesse, som der pt. er i kunsten for at undersøge kønnets grænser, og hvad det vil sige at være mand versus kvinde. I den sammenhæng skal også Kasper Skovbøls danske film fra tidligere i år ”Sorte måne” nævnes. Den omhandler de samme problematikker og har den transkønnede model May Simón Lipschitz i hovedrollen.

Og ja, hele historien med Einar/Lili Elbe er en spændende og med samtidens ord pikant historie, selvom det hele får en tragisk endeligt, da Lili dør kun et år efter, at hun er færdig med den sidste operation, der har gjort hende til kvinde på alle måder. I mellemtiden har Gerda Wegener, der formentlig var biseksuel – lidt paradoksalt – giftet sig med en macho-italiener og lever derefter nogle år i Marokko, inden hun kommer tilbage til Danmark, hvor hun dør syg og fattig – og stort set glemt.

Men der er noget, som i Danmarksbloggens øjne er vigtigere end Einar Wegeners kamp for også fysisk at blive den kvinde, som han var psykisk, selvom det frihedsbudskab, som det indeholder, betyder meget – også i dag.

For tiden blev som bekendt en anden i løbet af 1930´erne. Krisen kom i kølvandet på krakket i Wall Street – og med den økonomiske depression fulgte trangen til letkøbte forklaringer og syndebukke, værst i Tyskland med nazismen og i Spanien og Italien med fascismen. Men også mange andre steder i Europa var der ikke længere plads til festerne og tolerancen og rummeligheden. Nu var alt leg og udforskning af grænser dekadent og forkert – og det hele skulle være konformt og kedeligt – og deri lægger det større og vigtigere budskab i vor tid, hvor nationalismens spøgelse igen huserer overalt i Europa – og der atter kun er plads til enkle forklaringer på komplicerede sammenhænge, syndebukke, ensretning og gråhed, både kulturelt og politisk.

Det er farligt – ligeså farligt som dengang Gerda Wegener levede. Og vi behøver mere end nogensinde siden 1930´erne Gerda Wegeners farver og sprælskhed. Vi har brug for friheden, for hendes og hendes mands leg med grænser og motiver, med åbenhed og privatliv.

For nok ser vi stort set kun yndlingsmotivet Lili bagfra – men ikke forfra. Det, som i mange år kunne afsløre hende som født mand, forblives skjult, så hun på billedet kan være kvinde med stort K. Og deri er et budskab, også til os, som ikke er transkønnede, om at ja, vi må godt have hemmeligheder – også og måske især i en overvågnings- og kontroltid som vores.

På Arken er der imidlertid ikke noget, der forbliver skjult. Her kan man se stort set alle vigtige Gerda Wegener-værker: Portrætter af kvinder – også det berømte af Ellen Levinsen, de klassiske Lili-billeder, satire-tegninger, reklamer – og selvfølgelig de erotiske, som med nutidens øjne er meget uskyldige, men som dengang har været modige, også fordi de viser både onani og pigesex.

Men selvom der ikke var noget erotik, noget transkønnethed, noget alt muligt af det, som tænder og giver opmærksomhed i vor tid – så skal man se udstillingen alligevel. For det er simpelthen god kunst – helt enkelt.

En nærmest nutidig kunst baseret på at Gerda Wegener havde både kundskaber og et budskab omkring livet og mennesket som noget, der godt måtte være farverigt, eksperimenterende og fuld af glæde og fest.

Væk med den nordiske minimalisme og den protestantiske idé om at kunne nøjes – og ind med den mere latinske overdådighed, nydelse og skønhed. Sådan skal livet også være – og sådan var det i lange perioder for Gerda Wegener, der både kunne male og tegne – og give sine figurer på lærredet liv og sjæl. Både de ukendte og de kendte, som datidens danske balletstjerne solodanserinden Ulla Poulsen, som Gerda lærte at kende i Paris, og som blev en ven for livet – og hvis meget berømte portræt normalt hænger i Hofteatret i København.

Pt. er billedet dog i Ishøj. Og Danmarksbloggen anbefaler alle at tage dertil og se udstillingen af Gerda Wegeners værker, der i samtiden var modige – og som stadig er både levende og moderne. Og inspirerende for fremtidens kunstnere, håber Danmarksbloggen. For her er det gode håndværk, den kunstneriske kunnen og den kunstneriske nødvendighed for at fortælle sin historie i højsædet i samtlige værker.

Værker, hvoraf mange er i privateje – så det er NU chancen er der. Nu og indtil 16. maj næste år. Så: Kom, kom – og kom igen til Arken. Det er Danmarks glemte kunst-datter, som vi her kan lære at kende – og det gøres bedst foran hendes billeder og gerne i flere omgange, så man får alle penselstrøgene med – også dem, som hun lavede med kun ét enkelt hår.

Danmarksbloggen hylder Gerda Wegener og Einar Wegener/Lili Elbe og deres mod – og giver udstillingen seks svungne pensler ud af seks mulige.

Udstillingen kan ses i perioden 7. november 2015 – 16. maj 2016.

Læs evt. mere om Gerda Wegener her: http://danmarksbloggen.dk/?p=6656

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1920´erne

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om 1920´erne og nogle af de kvinder, som gjorde sig særligt bemærkede i netop dét årti.

1920´erne: Børn, seksualitet og frihed

Nok havde danske kvinder fået valg- og stemmeret i 1915, men der var alligevel meget tilbage at kæmpe for i 1920´ernes Danmark.

En af de ting som stod helt centralt var retten til ikke at få børn – en ret, som mange mente kvinderne ikke skulle have. Man fik de børn, som Gud ville, at man skulle, var mantraet fra mange, især borgerlige og velstillede mennesker, der havde råd til barnepiger. Arbejderkvinden, der ofte allerede i 40-årsaalderen var nedslidt af mange timers dagligt hårdt arbejde og talrige børnefødsler, så ganske anderledes på den sag.

Det gjorde lægen og forfatterinden Thit Jensen heldigvis også – og i 1923 stiftede hun sammen med lægen J. H. Leunbach ”Foreningen for Sexuel Oplysning”. En forening, som ville oplyse om sex, give adgang til prævention og på sigt også til abort. Danmarksbloggen har allerede skrevet om Thit Jensen, så læs mere om hende her: http://danmarksbloggen.dk/?p=6624

Samme sted kan man også læse om forfatterinden Agnes Henningsen, der også i 1920´erne talte om kvinder og seksualitet. Agnes Henningsen var dog mere optaget af det nydelsesmæssige og kvindens ret til at eksperimentere og prøve sig frem, også seksuelt.

For skal kvinder være frie, skal det hele jo være der: Både de sociale og de økonomiske rammer, så vi frit kan udfolde os og frit kan udforske os selv, vores eget liv og vores egen seksualitet.

Frihed er også seksuel frihed.

Det så man også hos en anden kvinde, som godt nok ikke var dansk, men som besøgte Danmark i 1920´erne: Nemlig Josephine Baker, der i 1928 i København dansede kun iført det berømte bananskørt og ellers topløs. Dét vakte megen furore og forargelse. For nok var fortidens lange kjoler og det opsatte hår blevet erstattet af kort hår, kortere kjoler og endda bukser – men at optræde stort set som Gud havde skabt hende, det var dog for meget, mente mange danskere – også kvinderne.

Så kunne man – i hvert fald i 1920´erne – bedre lide den danske stumfilmsstjerne Asta Nielsen (1881-1972), der siden filmdebuten i 1910 havde været vidt berømt i både ind- og udland. Ja, faktisk indspillede Asta Nielsen ikke flere film i Danmark efter 1919. Til gengæld flyttede hun til Tyskland, hvor hun frem til 1932 lavede ikke færre end 70 film. Tyskland blev så også skæbnesvangert for ”Die Asta”, som hun blev kaldt. I takt med nazisternes overtagelse af Tyskland, måtte hun forlade landet og sin formue og rejse hjem til Danmark og til årene i lediggang. Janteloven havde slået til igen – og ingen ville have noget med Asta Nielsen at gøre. Hun søgte således – forgæves – 13 gange om en biografbevilling. Til sidst fik hun dog oprejsning med sin meget roste selvbiograf ”Den tiende Muse”.

Men Asta Nielsen var ikke alene om at være dansk kvinde med succes i udlandet – og den deraf følgende jantelov herhjemme.

En anden – og i Danmark noget mere ukendt – er Gerda Wegener (1885-1940), der startede som satiretegner i Danmark. Men det var med sine erotisk prægede tegninger af kvinder – elegant udført med sans for et skønhedsdyrkende formssprog, at Gerda Wegener fik stor succes i Paris, hvor hun boede i en lang årrække og var en af de fornemmeste kunstnere i netop 1920´erne. Hendes stil er også præget af 20´ernes åbenhed og leg, som af nogle blev kaldt for dekadent. Et af Gerda Wegeners billeder hænger således på Musse d´Orsay i Paris, og i 1925 repræsenterede hun Frankrig ved Verdensudstillingen, hvor hun fik en guldmedalje. For bare at nævne noget af den anerkendelse, som hun aldrig fik i Danmark, men i Frankrig og andre steder. Hun døde dog i Danmark, relativt glemt og aldrig anerkendt i sit fædreland. Dette gælder desværre stadig, selvom hendes malerier sælges i fx USA til pænt store summer. Til efteråret kan man dog se Gerda Wegeners værker i en udstilling på “Arken” i Ishøj.

Endelig skal Danmarks første kvindelige minister selvfølgelig også nævnes. Hun blev udnævnt i 1924 og hed Nina Bang. Nina Bang (1866-1928) var magister i historie og socialdemokrat. Inden hun blev minister, havde Nina Bang i flere årtier været politisk aktiv og blandt andet siddet i Københavns Borgerrepræsentation og fra 1918 i Landstinget. Det var Thorvald Stauning, der gjorde hende til undervisningsminister i hans første regering, og hun gik straks i gang med at ændre læreruddannelse og demokratisere skolerne.

Det er i øvrigt en sejlivet myte, at Nina Bang var verdens første kvindelige minister. Det var hun ikke. Dén ære tilfalder den russiske politiker Aleksandra Kollontaj, der var det, der svarer til socialminister i den sovjetrussiske revolutionsregering i 1917.

Men ellers var årtiet 1920´erne præget af mellemkrigstiden og de temaer omkring økonomisk fremgang og bobler – også kendt fra vores dage – der førte til det store sammenbrud i 1929 og en helt ny dagsorden. Læs mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=5548

En dagsorden, som i dén grad prægede 1930´erne, som vi skal høre om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389
Leonora Christine og Sophie Amalie: http://danmarksbloggen.dk/?p=6392
Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow: http://danmarksbloggen.dk/?p=6462
Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=6478
Guldalderkvinderne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6511
Grevinde Danner og Europas Svigermor: http://danmarksbloggen.dk/?p=6547
Skagenskvinderne – og et selvmord: http://danmarksbloggen.dk/?p=6582
Thit Jensen og Agnes Henningsen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6624
1915: http://danmarksbloggen.dk/?p=6638

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk