Anmeldelse: Gerda Wegener – Danmarks glemte kunstdatter

På kunstmuseet Arken i Ishøj åbner årets måske vigtigste udstilling i overmorgen lørdag d. 7. november. Den omfatter mange af Gerda Wegeners værker.

Men hvem er hun, spørger du måske? Gerda Wegener er intet mindre end Danmarks glemte kunstdatter. En af dansk kunsts allerstørste kvinder, som desværre har været praktisk talt fraværende fra bevidstheden i dansk kunstliv, siden hun døde fattig og syg hjemme i Danmark i 1940.

Men nu tages der revanche på Arken – og det med manér, hvor den besøgende bydes indenfor til en udstilling, hvor Gerda Wegners sprudlende og farverige billeder kommer helt til deres ret i de store rum, der til fulde understreger Gerda Wegeners overdådighed og detalje-rigdom, når det drejede sig om at skildre kvinder, skønhed og sensualitet.

Historien om Gerda Wegener er dog ikke – som man måske ellers kunne forvente – historien om den fattige kunstner, der først bliver berømt mange år efter sin død.

Tværtimod. I sin samtid var hun elsket og hyldet, især i det Paris, hvor hun boede i små 20 år (fra 1912 og til 1931), og hvor hun skabte noget af sin bedste kunst, der omfatter både malerier, tegninger, satire, reklametegninger og meget andet. Hun modtog fx også flere hædersbevisninger i Frankrig – og Louvre købte tre af hendes billeder, som i dag kan ses på Centre Pompidou i Paris. Pt. er to af dem dog i Ishøj.

Gerda Wegener var nemlig ligeså produktiv og alsidig i sine kunstneriske udtryk som den senere Bjørn Wiinblad, der også udstiller på Arken indtil midt i januar – og hun var ligeså stringent i sine motiver.

Gerda Wegeners motiv er så altid kvinden og det kvindelige (også når hun portrætterer en mand), kvinden når hun er yndefuld, smuk, fuld af poesi og sensualitet. Men for Gerda Wegener var kvinden mere end blomster, bløde kurver og lange, smalle hænder. Kvinden var tillige styrke, sovekammerøjne, make-up, behov, begær og bevidsthed om egen identitet – og Gerda Wegener, som jo selv var kvinde, kunne derfor male kvinden på en helt anden måde end mange mandlige malere.

Og netop det med identiteten spillede en stor rolle for Gerda Wegener og hendes mand Einar Wegener, der udover selv at være kunstner, også var kvinde, muse og et yndet male-objekt for Gerda Wegener under navnet Lili Elbe, hvor han poserer i yndefulde positioner, næsten altid set bagfra – og altid med make-up og i omgivelser fulde af Gerdas karakteristiske farver, detaljer, blomster og måske andre kvinder.

I samtiden var der nemlig kun få, som vidste, at Gerdas mand var transkønnet og modellen til de mange Lili-portrætter – også selvom parret boede i Paris, hvor de var højt skattede og havde det som fisk i vandet i de frisindede, legende og eksperimenterende 1920´ere.

Hele historien omkring Einar/Lili Elbe er i øvrigt blevet filmatiseret, og filmen ”The Danish Girl” får premiere i USA i slutningen af måneden – i Danmark dog først til februar næste år. Alt sammen er det fint i tråd med den interesse, som der pt. er i kunsten for at undersøge kønnets grænser, og hvad det vil sige at være mand versus kvinde. I den sammenhæng skal også Kasper Skovbøls danske film fra tidligere i år ”Sorte måne” nævnes. Den omhandler de samme problematikker og har den transkønnede model May Simón Lipschitz i hovedrollen.

Og ja, hele historien med Einar/Lili Elbe er en spændende og med samtidens ord pikant historie, selvom det hele får en tragisk endeligt, da Lili dør kun et år efter, at hun er færdig med den sidste operation, der har gjort hende til kvinde på alle måder. I mellemtiden har Gerda Wegener, der formentlig var biseksuel – lidt paradoksalt – giftet sig med en macho-italiener og lever derefter nogle år i Marokko, inden hun kommer tilbage til Danmark, hvor hun dør syg og fattig – og stort set glemt.

Men der er noget, som i Danmarksbloggens øjne er vigtigere end Einar Wegeners kamp for også fysisk at blive den kvinde, som han var psykisk, selvom det frihedsbudskab, som det indeholder, betyder meget – også i dag.

For tiden blev som bekendt en anden i løbet af 1930´erne. Krisen kom i kølvandet på krakket i Wall Street – og med den økonomiske depression fulgte trangen til letkøbte forklaringer og syndebukke, værst i Tyskland med nazismen og i Spanien og Italien med fascismen. Men også mange andre steder i Europa var der ikke længere plads til festerne og tolerancen og rummeligheden. Nu var alt leg og udforskning af grænser dekadent og forkert – og det hele skulle være konformt og kedeligt – og deri lægger det større og vigtigere budskab i vor tid, hvor nationalismens spøgelse igen huserer overalt i Europa – og der atter kun er plads til enkle forklaringer på komplicerede sammenhænge, syndebukke, ensretning og gråhed, både kulturelt og politisk.

Det er farligt – ligeså farligt som dengang Gerda Wegener levede. Og vi behøver mere end nogensinde siden 1930´erne Gerda Wegeners farver og sprælskhed. Vi har brug for friheden, for hendes og hendes mands leg med grænser og motiver, med åbenhed og privatliv.

For nok ser vi stort set kun yndlingsmotivet Lili bagfra – men ikke forfra. Det, som i mange år kunne afsløre hende som født mand, forblives skjult, så hun på billedet kan være kvinde med stort K. Og deri er et budskab, også til os, som ikke er transkønnede, om at ja, vi må godt have hemmeligheder – også og måske især i en overvågnings- og kontroltid som vores.

På Arken er der imidlertid ikke noget, der forbliver skjult. Her kan man se stort set alle vigtige Gerda Wegener-værker: Portrætter af kvinder – også det berømte af Ellen Levinsen, de klassiske Lili-billeder, satire-tegninger, reklamer – og selvfølgelig de erotiske, som med nutidens øjne er meget uskyldige, men som dengang har været modige, også fordi de viser både onani og pigesex.

Men selvom der ikke var noget erotik, noget transkønnethed, noget alt muligt af det, som tænder og giver opmærksomhed i vor tid – så skal man se udstillingen alligevel. For det er simpelthen god kunst – helt enkelt.

En nærmest nutidig kunst baseret på at Gerda Wegener havde både kundskaber og et budskab omkring livet og mennesket som noget, der godt måtte være farverigt, eksperimenterende og fuld af glæde og fest.

Væk med den nordiske minimalisme og den protestantiske idé om at kunne nøjes – og ind med den mere latinske overdådighed, nydelse og skønhed. Sådan skal livet også være – og sådan var det i lange perioder for Gerda Wegener, der både kunne male og tegne – og give sine figurer på lærredet liv og sjæl. Både de ukendte og de kendte, som datidens danske balletstjerne solodanserinden Ulla Poulsen, som Gerda lærte at kende i Paris, og som blev en ven for livet – og hvis meget berømte portræt normalt hænger i Hofteatret i København.

Pt. er billedet dog i Ishøj. Og Danmarksbloggen anbefaler alle at tage dertil og se udstillingen af Gerda Wegeners værker, der i samtiden var modige – og som stadig er både levende og moderne. Og inspirerende for fremtidens kunstnere, håber Danmarksbloggen. For her er det gode håndværk, den kunstneriske kunnen og den kunstneriske nødvendighed for at fortælle sin historie i højsædet i samtlige værker.

Værker, hvoraf mange er i privateje – så det er NU chancen er der. Nu og indtil 16. maj næste år. Så: Kom, kom – og kom igen til Arken. Det er Danmarks glemte kunst-datter, som vi her kan lære at kende – og det gøres bedst foran hendes billeder og gerne i flere omgange, så man får alle penselstrøgene med – også dem, som hun lavede med kun ét enkelt hår.

Danmarksbloggen hylder Gerda Wegener og Einar Wegener/Lili Elbe og deres mod – og giver udstillingen seks svungne pensler ud af seks mulige.

Udstillingen kan ses i perioden 7. november 2015 – 16. maj 2016.

Læs evt. mere om Gerda Wegener her: http://danmarksbloggen.dk/?p=6656

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Wiinblad på Arken

Danmarks store, internationale kunstner Bjørn Wiinblad udstilles i øjeblikket på Arken i Ishøj.

Danmarksbloggen var forbi i sidste uge og kan konkludere, at udstillingen er et besøg værd: Illustrationer, fade, vægtæpper, vaser, kulisser, kostumer, plakater og meget mere kan beses i de store sale, hvor der er godt med plads både i højden og i bredden til at man for alvor kan nyde Wiinblads værker, der på en og samme tid er både så mangfoldige og så ens.

Mangfoldige fordi han arbejdede med så mange forskellige farver og i så mange forskellige materialer – men ens fordi motivet stort set var det samme gennem hele hans virke. Nemlig mennesker – primært ansigter – fra nord, syd, øst og vest, fortid og nutid, der alle fremstilles med de farvestrålende, runde og svungne kurver, der sammen med allehånde små detaljer var så karakteristiske for Wiinblad.

Danmarksbloggen vil derfor udnævne Bjørn Wiinblad til konceptkunstner med tema´et: “Runde ansigter fra hele kloden”

Arkens udstilling, der løber frem til d. 17. januar 2016, skal derfor også have fire store runde og glade Wiinblad-hoveder ud af seks mulige.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk