Anmeldelse: Wiinblad på Arken

Danmarks store, internationale kunstner Bjørn Wiinblad udstilles i øjeblikket på Arken i Ishøj.

Danmarksbloggen var forbi i sidste uge og kan konkludere, at udstillingen er et besøg værd: Illustrationer, fade, vægtæpper, vaser, kulisser, kostumer, plakater og meget mere kan beses i de store sale, hvor der er godt med plads både i højden og i bredden til at man for alvor kan nyde Wiinblads værker, der på en og samme tid er både så mangfoldige og så ens.

Mangfoldige fordi han arbejdede med så mange forskellige farver og i så mange forskellige materialer – men ens fordi motivet stort set var det samme gennem hele hans virke. Nemlig mennesker – primært ansigter – fra nord, syd, øst og vest, fortid og nutid, der alle fremstilles med de farvestrålende, runde og svungne kurver, der sammen med allehånde små detaljer var så karakteristiske for Wiinblad.

Danmarksbloggen vil derfor udnævne Bjørn Wiinblad til konceptkunstner med tema´et: “Runde ansigter fra hele kloden”

Arkens udstilling, der løber frem til d. 17. januar 2016, skal derfor også have fire store runde og glade Wiinblad-hoveder ud af seks mulige.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *