På gaden ligger en mand og sover. Vi er jævnaldrende. Han har været en flot mand. Men nu mangler han flere tænder, har store sår på sine hævede ben, og reagerer vredt på forsøg på kontakt. Han er skæv på metadon og den guldøl, der står ved hans taske. Hans vejrtrækningen er normal, fortæller jeg i telefonen.

Falck-redderen er ung og ser på manden, der hedder Henning, med en vis ømhed. Han fortæller mig, at de har ledt efter Henning, og at han er mere syg end han ser ud til. Falck-redderen fortæller mig, at Henning desværre er igang med “… at bruge den frihed, vi alle har til at ødelægge sig selv” – og han kan godt forstå, at jeg synes, det er trist.

Han fortæller mig også, at på en god dag kan de få Henning lempet ind i bilen og tilse hans sår. I dag er det ikke en god dag, og vi må nøjes med at få skubbet Henning i læ med et tæppe. Henning sover stadig, men vi holder øje med ham – Falck-redderen og jeg.

Historien her har ingen slutning. Jeg bliver trist af at tænke på den… og så uendelig taknemmelig. For alt.

Skrevet af: Katrine Louise Paludan Kristensen, skolelærer