Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Grevinde Danner og Europas Svigermor

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om to royale markante kvinder i sidste del af 1800-tallet, to kvinder hvor den mest spændende, mest markante og hende der gjorde mest godt ikke havde en dråbe blåt blod i årerne. Nemlig:

Grevinde Danner og Europas Svigermor

I alle andre lande end Danmark har det op igennem historien været tradition at forskellige slægter har siddet på landets trone. Men ikke hos os. Fra Gorm d. Gamle til Frederik d. 7. – eller gennem næsten 1000 år – præsterede kongeslægten det utrolige: Hele tiden at producere en arving.

Men nu stoppede det. Frederik d. 7. fik ikke – officielt – arvinger. Til gengæld var han gift tre gange, de to første gange i arrangerede og fyrstelige ægteskaber, der gik i vasken næsten ligeså hurtigt, som de var blevet indgået.

Men tredje gang i 1850 giftede Frederik d. 7, som i øvrigt var ham, der gav danskerne Grundloven, sig af kærlighed med den borgerlige Louise Rasmussen (1815-1874), datter af en tjenestepige og dennes gifte arbejdsgiver. Det var et ægteskab til venstre hånd, så Louise blev ikke dronning.

Alligevel kunne dét næsten ikke være værre set med datidens moralske øjne: Danmarks konge gift med et uægte barn, som børn født udenfor ægteskabet hed dengang. Og så tilmed en borgerlig – og en tidligere balletpige.

For Louise Rasmussen, der senere blev det, som man kalder en frodig dame, der kun med besvær bevægede sig rundt, startede med at være slank som et siv og meget graciøs, når hun dansede på Det Kgl. Teater. Dét var der ikke prestige i. Datidens balletpiger blev opfattet som noget nær prostituerede.

Så nej, kredsene omkring kongehuset brød sig ikke om Frederik d. 7´s valg af kone. Befolkningen, som generelt elskede Frederik d. 7. for hans folkelige stil, brød sig heller ikke meget om kvinden, der først havde været balletpige og siden haft en modebutik på Strøget. Adskillige smædeviser handlede om hende, der steg fra ”Dybet”.

Frederik d. 7. var til gengæld ligeglad. Han kunne lide Louise – og hun ham, også selvom hun i årevis havde en romantisk affære kørende med Frederik d. 7.´s bedste ven, avismanden Berling, med hvem Louise også fik et barn, som dog voksede op andetsteds. Så hun kunne godt få børn. Det var Frederik, der ikke kunne, selvom den nyeste forskning tyder på, at han måske alligevel havde et barn et sted i Jylland.

Men altså Louise, der blev adlet og derfor fik navnet grevinde Danner, og Frederik havde det dejligt sammen – og især når de var væk fra København og hoffet, der ligesom alle andre behandlede grevinde Danner skidt.

Deres favoritslotte var Frederiksborg og Jægerspris slotte i Nordsjælland, hvor de kunne have de gæster, som de ønskede, læse og tale sammen, hvis ikke han fiskede eller gravede efter oldtidsfund.

Det var et dejligt ægteskab, der kun blev skæmmet af kongens alt for store alkoholforbrug, som grevinde Danner i øvrigt var den eneste, der kunne dæmpe – bare lidt.

Frederik d. 7. døde i 1863, og straks var grevinde Danner forvist fra det såkaldte gode selskab. Det har hun formentlig set komme, og hun gik da også i gang med at sikre, at hendes store formue gik til velgørenhed.

I 1873 (to år før hendes død) oprettedes derfor ”Kong Frederik den Syvendes Stiftelse for ubemidlede og trængende Fruentimmer af Arbejderklassen” i Gyldenløvesgade i København og Kong Frederik den Syvendes Stiftelse” (et børnehjem for unge piger) på Jægerspris slot.

I dag er Danner-huset i Nansensgade krisecenter og asyl for voldsramte kvinder. Noget som blev muligt pga den store Grevinde Danner-indsamling i 1979.

Men tilbage til 1800-tallet og den næste på tronen, Christian d. 9. – og nej, han var netop ikke en oldenborger som forgængerne, men dog alligevel af samme slægt, nu blot den glückburgske gren, der siden har siddet på Danmarks trone.

Christian d. 9. er også kendt som Europas svigerfar, da han og hans dronning Louises børn i høj grad satte sig på Europas troner:

Den ældste søn blev selvfølgelig konge af Danmark under navnet Frederik d. 8. Han blev dermed også oldefar til den nuværende Dronning Margrethe d. 2. af Danmark.

Den næstældste søn Wilhelm blev under navnet Georg d. 1. konge af Grækenland – og er dermed også stamfar til den græske eks-konge Konstantin, som er gift med Dronning Margrethes søster eks-dronning Anne-Marie.

Den yngste søn Valdemar fik tilbudt Bulgariens trone, men sagde nej, tak. Han risikerede at skulle gå i krig med sin egen bror, kongen af Grækenland. I stedet blev han i Danmark og blev gift med franske Marie, der var efterkommer af den franske konge.

Den ældste datter Alexandra blev gift med den engelske konge Edward d. 7. og blev dronning af England – og er dermed oldemor til den nuværende dronning Elizabeth d.2. af England.

Den næstældste datter Dagmar blev gift med den russiske zar og blev dermed zarina af Rusland og mor til zar Nicolai, der senere blev henrettet sammen med sin kone og børn. Selv overlevede hun revolutionen og boede til sin død igen i Danmark.

Den yngste datter Thyra blev gift med hertugen af Cumberland, den tidligere kronprins af Hannover.

Endelig skal også nævnes barnebarnet Carl, der under navnet Haakon d. 7. blev konge af det igen frie Norge i 1905.

Så når Christian d. 9 er Europas svigerfar, er dronning Louise også Europas svigermor – og det er en overset faktor, at især somrene på Fredensborg slot, hvor hele den store familie fra Europa samledes i årene op til og lige efter år 1900, har været styret af hendes evne til at få alle til at føle sig godt tilpas. For sammenkomsterne på Fredensborg handlede – stik imod hvad den tyske kejser troede – om hygge og ikke om politik.

Nutiden og det skelsættende år 1915 nærmer sig. Men inden skal vi høre om de kvindelige kunstnere, malere og forfattere, der markerede sig omkring 1900-tallets start.

Disse markante kvinder skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389
Leonora Christine og Sophie Amalie: http://danmarksbloggen.dk/?p=6392
Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow: http://danmarksbloggen.dk/?p=6462
Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=6478
Guldalderkvinderne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6511

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.