Sognegrænser har INTET med Corona at gøre. Lad mig forklare:

De danske sogne i deres nuværende form er et geografisk defineret område, hvor områdets medlemmer af den danske folkekirke udgør sognemenigheden.

Et sogn er altså udelukkende en kirkelig indretning i dag.

Eller dvs. sådan VAR det indtil for nylig. For nu har man nemlig besluttet at bruge sogne i forhold til pandemien således, at et sogn lukkes ned, hvis 1) der er 400 smittede pr. 100.000 indbyggere, 2) 20 smittede i det hele taget og 3) en positivprocent på 2,0.

Sådan har praksis været et par uger efterhånden med den ene groteske konsekvens efter den anden som at lukke gymnasier uden smittede, fordi de ligger i et sogn med lidt mere smitte end nabosognet, som er åbent. Eller lukke en skole uden smitte i et sogn, der er over grænserne, mens nabosognets skole med Corona-smittede elever stadig er åben.

Så det giver minus mening at bruge sogne i forhold til Corona. Men hvordan ser de danske sogne ud?

Der er i Danmark 2.158 sogne, som har fra over 20.000 til under 100 indbyggere. I cirka 5% af de danske sogne er der under 200 indbyggere, mens der i 5% andre er mere end 10.000 indbyggere.

Der er altså stor forskel på, om man bor i et sogn med 200 indbyggere – eller et sogn med 10.000 indbyggere.

Læg dertil at INGEN i dag primært lever indenfor deres sognegrænse. Vi arbejder andre steder end i sognet, vi går ofte i skole andre steder end i sognet, vi har venner og familie i andre sogne, vi dyrker fritidsinteresserer i andre sogne, vi shopper i andre sogne osv.

Ja, det er de færreste, som vel ret beset ved, HVOR sognegrænserne ligger i det sogn, som de bor i. Man skal næsten være interesseret i at blive valgt som biskop for at kende til sognegrænsernes Danmarkskort. For de fleste danskere betyder det i reglen kun noget at vide, hvilket sogn man hører til, hvis man gerne vil giftes i en bestemt kirke.

Sådan var det ikke engang. Dengang i middelalderen, da sognene blev oprettet – og også senere, da de blev re-organiserede efter Reformationen – boede og levede man i sit sogn. Man arbejdede hjemme, og hele ens netværk var lige omkring én.

Det er MEGET længe siden – og det giver derfor ingen mening i smittemæssig sammenhæng at holde fast i, at lukning af et sogn kan gøre en forskel.

Desuden har sogne aldrig været tænkt som en foranstaltning i forhold til smitte – end ikke i forbindelse med Den Sorte Død, pesten, som hærgede i middelalderen og en rum tid derefter. En pandemi værre end den vi har i dag.

At man opfandt sognene, handlede om penge. Penge til kirkebygningen og til præsten, som så kvitterede med at føre Kirkebogen og i mange sogne i flere århundreder at være den eneste, som kunne læse og skrive.

I renæssancen fik man også sognefogeder, der som statslige embedsmænd kunne ordne juridiske og administrative opgaver. Det, som i perioden 1841-1970 blev afløst af sognekommuner og sogneråd, der til al overflod virkede på baggrund af og i verdslige sogne, som ikke altid var lig de kirkelige sogne.

Så altså: HVORFOR skal man tro, at de nuværende – og udelukkende kirkelige – sogne kan bruges til noget som helst i forhold til en smitte, der løber hurtigere, end sognebørnene kan nå at krydse de sognegrænser, som de ikke ved, hvor er?

Så at tro på at det at lukke sogne gør en forskel, er en overtro så massiv, at selv den mest ateistiske person og den mest troende person tager hinanden i hånden, ryster på hovedet, og siger CORONA-SØLVHAT.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk