Vi hører ikke meget om den, arbejdskampen.
Men det er dén kamp, der drejer sig om at skabe gode arbejdspladser til dem, der har et job.
Den er også dén kamp, der handler om at skabe arbejde til dem, som mangler et job.
Men ja, vi hører så lidt om den, at man kan blive fristet til at spørge sig selv, om dén kamp overhovedet stadig findes?!
Det gør den så. Fagbevægelsen kæmper den kamp – i hvert fald for deres egne medlemmer, og det bliver så fejret i dag d. 1. maj.
Men hvad med de andre? Dem, som er udenfor arbejdsmarkedet? Dem på kontanthjælp? Eller vor tids daglejere – freelancerne? Og såmænd også mange små enkeltmandsvirksomheder, som elsker det, de laver, men som ikke hvert år kan tage en ordentlig løn hjem?
Der er tale om ret mange mennesker, og der bliver flere og flere af dem.
Hvem kæmper for dem? Det er der faktisk ikke rigtig nogen, der gør. Jo, de gør selv hver især. Men som bekendt er man let at knække, når man står alene. ”Ene, men stærk” gælder ikke i arbejdskampen.
Så måske – bare måske – skulle 1. maj ikke handle om den fagbevægelse, der for længst har sejret ad helvede til – men om alle dem, som på forskellige måder lever ude på samfundets kant.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk