Den 1. maj: Valborgsdag og Arbejderdag

Den 1. maj er i vor tid kendt som Arbejdernes Internationale Kampdag.
Dagen, hvor de røde faner luftes i optog og til møder overalt i landet, mens fagforeningsfolk og politikere holder mere eller mindre retorisk vellykkede taler.

Og det vil nok også altsammen ske i år, selvom luften er ladet med utilfredshed og et oprør mod Thorning ulmer i baglandet. For der er mange, der gerne vil være kalif i stedet for kaliffen. Det har Danmarksbloggen allerede skrevet om her:
http://danmarksbloggen.dk/?p=425

Set i det store historiske perspektiv har den 1. maj dog handlet om andet end arbejdere og kamp. I middelalderen var den 1. maj nemlig kendt som Valborgsdag – en fridag, hvor man med store fester fejrede Sankt Valborg. Hun var en helgeninde, der blev født i 700-tallet som engelsk kongedatter, men valgte alverdens pomp og pragt fra til fordel for et enkelt liv som kristen nonne.

Det siges, at Valborg beskytter mod hekse og trolddom. Og mod mørkets magter kan man som bekendt altid bruge ild. Derfor var aftenen inden Valborgsdag, altså den 30. april, i flere århundreder den store bålaften i Norden, hvor man med store bål, flammende taler og glade vår-sange fejrede Valborg og forårets komme.

Det gør man stadig i Sverige den 30. april, mens man i Danmark for cirka 150 år siden flyttede både bålet og heksene til Sankt Hans.

Ja, der skal selvfølgelig nok være et vittigt hoved eller to, som mener, at heksene og troldmændene stadig huserer i det danske land ved Valborgstide – nu blot under de røde faner og på talerstolene den 1. maj 🙂

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

1 thought on “Den 1. maj: Valborgsdag og Arbejderdag

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *