Horrorforfatter Steen Langstrup skriver om heks på bålet eller ej

Det er en almindelig misforståelse, at hekseafbrændingerne stoppede med reformationen. Det modsatte var tilfældet. De tog først rigtig fart under Christian IV. Det gik dog forholdsvist stille for sig i Danmark, og også imod mange misforståelser, så var det ikke ualmindeligt, at sagerne endte med frifindelse. Det gør selvfølgelig ikke skikken med at brænde mennesker levende mere tiltalende. Det er bare sådan en nuance.

Og ja, det er en sær skik at brænde en papheks, hvis man ser det som en hyldest til hekseafbrændingerne. Det er også en underlig skik at have et kors hængende i kirken, hvis man ser det som en hyldest til en romersk henrettelsesform. Men ikke alle symboler er ment som hyldester. Dem, der glemmer ondskaben, er dømt til at gentage den. Lad papheksen være en hyldest til kvinder, der tør være anderledes. Og ditto mænd. Og til omtanke, før vi forfølger det, vi ikke forstår.

Det er overskyet her på Frederiksberg. Det ser ud til regn senere. Jeg tror, det er sankthans i aften.

Skrevet af: Horrorforfatter Steen Langstrup

Skt. Hans og hovederne på et fad

I dag er det Skt. Hans-aften – og det betyder i vor tid bål, heks og midsommervise.

Oprindelig fejrede vi Skt. Hans her til lands med at valfarte ud til de hellige kilder for dér at drikke af deres vand, som blev anset for at være helbredende – og især når det var midsommer.

Lang tid efter reformationen gik både præster og menighed derfor også i katolsk-lignende optog ud til de hellige kilder som fx ved Ørslev på Sjælland, hvor man medbragte et fad med et træhoved på, der symboliserede Johannes Døberen – samt nogle virkelige menneskeknogler, som man kaldte Johannes Døberens Bene, altså Skt. Hans´ bene. For Hans er en fordanskning af Johannes.

Det spændende hoved og knoglerne kan nu ses på Nationalmuseet i København. Læs evt. også undertegnedes artikel om hovedet og knoglerne her: http://www.kristendom.dk/kristendom.dk/2014-06-14/skt.-hans%C2%B4-hoved-p%C3%A5-et-fad-0

Idag er det dog ikke Johannes Døberens hoved, som de fleste vil se på et fad, men snarere politikernes eller andre fremstående mennesker.

Og heksejagten indgås både hurtigt og nemt, når pressen eller de politiske modstandere lugter blod. Og af og til har det helt klart sin berettigelse, når magthaverne begår ulovligheder eller laver magtmisbrug. Men ikke når de bare er almindelige mennesker med de fejl og mangler, som vi alle har.

Danmarksbloggen vil ihvertfald nødig have, at det kun er de (på overfladen) fejlfri mennesker, der skal stå i spidsen for vores land. Den slags mennesker er nemlig mere farlige end nogen hekse nogensinde har været dét.

For de “fejlfri og perfekte” er så gode til at skjule deres fejl, manipulere og få deres vilje, at de som regel samtidig med det er uden den empati og medmenneskelighed, som er det, der holder hjulene igang – og får os til at rumme hinandens fejl og mangler og stadig holde af hinanden … have varme hjerter simpelthen.

Så nej, tak til fejlfrihed og hovederne på et fad – og ja, tak til fejl, mangler, varme hjerter og fællesskab, både det om Skt. Hans-bålet i aften og alle de andre i det kommende år.

For ordene i Drachmann´s midsommervise gælder stadig:

Vi vil fred her til lands, Sankte Hans, Sankte Hans
Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli´r tvivlende kolde

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Midsommer og at samle styrke

I morgen er det årets længste dag og korteste nat. Det er midsommer, og alting i naturen blomstrer og er på sit ypperligste.

I Danmark gemmer vi dog fejringen et par dage, nemlig indtil det bliver Skt. Hans med bål, heks og midsommervise. En i øvrigt relativ ny måde at fejre midsommer på, der ikke er ældre end cirka 150 år.

Tidligere søgte danskerne nemlig mod helligkilderne for at drikke deres ifølge overleveringen helbredende og styrkende vand i den hellige midsommernat, hvor naturens kræfter ifølge overtroen var særlig stærke – og det derfor netop denne nat gjaldt om at samle kræfter og energi til den mørke tid.

Dér findes stadig folk, der tror det, nemlig de såkaldte moderne hekse m/k, der i den korte midsommernat tager ud i skov, mark, eng og ved strand og sø for at samle de urter og blomster, som de mener, er ekstra stærke netop denne ene nat.

Der findes dog meget få, der er enige med de moderne hekse. Danmarksbloggen anser det også for utænkeligt, at det skulle betyde noget, om man indsamler urter og blomster om natten mellem d. 23. og d. 24. juni – eller om man gør det fx d. 22. juni – eller enhver anden dag.

Ærgerligt nok i virkeligheden. For i en tid, hvor kulden vokser i menneskehjerterne og medfølelsen og solidariteten tilsvarende mindskes, kunne man godt ønske sig en smule midsommermagi.

Ønske at man med blot lidt urter og en smule helligt vand kunne gøre en forskel, så menneskenes hjerter igen blev åbne og varme.

Men der skal mere end kildevand til at gøre en forskel. For nok er vand rensede, men ikke i sindet. Og Skt. Hans-bålene på mandag, ja, nok er de skabt af ild, men det er desværre ikke en ild, der lutrer noget som helst.

Der skal noget andet til, noget der er markant stærkere end gamle vand- og ildskikke.

Der skal mennesker til af kød og blod, som tør sige til og fra – og så er det, at midsommernatten pludselig måske alligevel kan bruges til noget, nemlig til at samle styrke: Sjælelig, mental og psykologisk styrke.

Men det gøres nu ligeså godt med et stykke grillet kød som med et Skt. Hans-bål, med et glas rosé-vin som med et glas vand fra en helligkilde. Ja, man behøver heller ikke vandre flere km igennem den lyse midsommernat for at samle urter. Man kan blot stå  derude og suge duften af hyld, hybenroser, saltvand – eller måske skovluft – ind.

Og man kan ret beset ligeså godt gøre det alle andre nætter, hvor sommeren dufter af hyld, roser og alt det andet – og nætterne er lyse og fulde af en magi, der er helt naturlig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skt. Hans-tale fra Møn

Skt.Hans-talerne har lydt over det ganske land her i løbet af aftenen.

En af dem blev holdt på Møn af Lise Lotte Møller, der er socialdemokratisk kandidat til kommunalbestyrelsen i Vordingborg kommune.

Hun sagde:

Godaften – det er en stor ære at få lov til at holde talen her, hvor jeg bor – og hvor jeg har holdt Sankt Hans aften sammen med mange af jer i så mange år.

Vi bor dejligt her  – lige ned til den åbne strand og med hele den danske sommer omkring os. Og nu er det Skt. Hans – og vi har vores eget Skt. Hans-bål. Og det har vi, fordi nogle engagerede borgere i Hjelm tog et fantastisk initiativ for snart mange år siden. Et initiativ, der gør, at vi samles denne aften – og endnu mere i år, hvor vi også spiste sammen. Dét er fællesskab, når det er bedst.

Men Hjelm by er ikke kun fællesskab og hygge. Hjelm by er også en by i udvikling. Mange folk er flyttet til byen, og så har vi fået vores helt eget konsulat, Republic of Uzupis med Peter Stuhr som Honorær Konsul.  Det er der ikke mange landsbyer, der kan prale af. Men det kan vi – og det gør vi. Republic of Uzupis og Hjelm. Dét lyder godt.

Det er også konsulatet, der har stået for vores heks i dag. Konsulen har sammen med kunstneriske venner fra Estland, Island og Danmark kreeret denne heks af genbrugstræ fra Kajs gamle hus. Flottere heks findes ikke. Det er nærmest synd at brænde hende af! Men skik følge, så om lidt sætter vi fut i hende. Det er jo midsommer, Skt. Hans. Den tid på året, hvor solen har mest magt.

Vi får ekstra kræfter, når solen skinner – kræfter som vi ønsker at gemme til dårligere tider – til efteråret og vinteren.

I gamle dage mente de overtroiske, at denne kraft fra solen nærmest var magisk. Derfor brugte de kloge koner netop tiden her omkring midsommer til at indsamle mange af de lægeurter, som de i årets løb skulle bruge til at kurere folk med.

Disse kloge koner – og mænd for nogle hekse var faktisk mænd – var en væsentlig del af datidens hverdag. De var datidens eksperter. De havde en viden og nogle kundskaber, som den almindelige borger ikke altid forstod. Og derfor oplevede vi i 1200-tallet, at hekseovertroen begyndte at komme ind i billedet, og i de følgende århundreder tog til med rædselsfulde følger for mange kloge kvinder – og mænd – i hele Europa.

Det var her på Møn – i Stege – i 1540 at man brændte den første heks – og det er først ca. 200 år senere, at man brændte den sidste på bålet i Salling. Det var i 1722 – altså for ca 300 år siden.

Vi har i aften en flot heks på vores bål, men vi har ikke altid haft hekse på vores bål. Heksen kom først på bålet i løbet af 1920’erne og 1930’erne, formentlig under indflydelse af tyske håndværkere, som fra dele af Tyskland (og Østrig) kendte til skikken med at brænde en strådukke på sankthansbålet. En strådukke, der symboliserede det onde, og som selvfølgelig skulle brændes for dermed at få det onde til at forsvinde. Dette symbol hvor vi brænder vores indre hekse eller fordomme af er en god tradition. Vi vasker tavlen ren og starter på en frisk.

Her i kommunen skal vi efter næste kommunevalg også starte på en frisk. Vi skal have en ny borgmester. Jeg håber, det bliver det nye og det friske – min borgmesterkandidat Martin Leider Olsen – der vinder det valg. Det mener jeg er vigtigt for Vordingborg kommune. For det betyder alt, at vi får en borgmester, der ikke tænker på de gamle dage med 4 kommuner, men en borgmester der tænker fremad.

Fremad i fælleskab. Det er vigtigt, at vi har et fællesskab, at vi føler os som en del af fællesskabet. For så er kimen til et spirende frø for en bedre fremtid lagt. Når vi kender hinanden, begynder vi også at bekymre os for hinanden, og så er vi parate til at hjælpe hinanden, når der er behov for det.

Det nære er nemlig vigtigt, og vi skal værne om de nære værdier. Det er vigtigt at føle sig sikker og som en del af et fællesskab. For så tør vi komme ud af sin komfortzone, der ud hvor vi ikke er bange for det fremmede og ukendte. Og det er så nødvendigt, at vi i Vordingborg kommune tør tænke ud af boksen og turde udviklingen og forandringen.

Vordingborg er ikke anderledes end andre kommuner. Alle vil have udvikling, men ingen vil have forandring. Den holdning skal ændres nu, og det er vigtigt at man d. 19. november for det første bruger sin demokratiske ret og går op og stemmer. Men det er lige så vigtigt, at man bruger sin stemme på en, der tør og kan få kommunen i den rigtige retning

Vi oplever for tiden en kæmpe fraflytning fra kommunen. Det betyder lukning af skoler og børnehaver samt en forringet service. Den udvikling skal vi have stoppet.

Det gælder om at man kan se en værdi i det sted man bor, så man ønsker at være en del af det og tage del i det.

Det er vi gode til her i Hjelm, og det er måske derfor, at vi har tilvækst. Vi har stadig vores forsamlingshus, hvor der lige er blevet gjort en stor indsats fra bestyrelsens side for at lave et succesfuldt loppemarked. Og hvor rigtig mange mennesker dukkede op og gjorde en indsats. Fordi det var sjovt, fordi de gerne ville være en del af fællesskabet. For vi vil alle sammen gerne være der, hvor det er sjovt at være.

Det gælder også her i Hjelm, hvor der er godt og sjovt at være. Og måske er det også derfor, at vi har så mange ildsjæle både her i Hjelm, men også på hele Møn i øvrigt. Jeg er i hvert fald superstolt af at bo på en ø så unik som Møn, en ø med så stor en talentmasse.

Jeg har netop haft glæde af et fantastisk samarbejde med filmfabrikken, som er drevet af nogle super entusiastiske og meget kompetente mennesker. Tænk at vi har en filmfabrik på Møn, hvor unge mennesker kan få en tre-årig uddannelse, som de kan bruge i deres fremtidige liv. Det er da skønt, og det viser, at det er projekter som det og meget andet, vi skal sælge vores ø – vores kommune på.

Vi har så meget at tilbyde – udover at være vandkants Danmark – (vi er den kommune med mest kystlinje) – så skal vi i fremtiden også stå i folks bevidsthed som en af de mest visionære kommuner i Danmark.

Men visioner og de nære ting går hånd i hånd. Derfor er en god folkeskole, gode børnehaver og ældrecentre vigtige. For sammen med en ordentlig offentlig trafik giver de basis for det sprudlende liv på landet, på vores unikke ø, som vi skal leve af og på.

På Møn var vi de første til brænde hekse af, måske ikke ligefrem noget at være stolte af, men I kunne hjælpe Møn og Vordingborg kommune ved at sætte jeres kryds ved en heks – nemlig mig d. 19. november. Jeg kan til tider være noget af en heks – ikke helt i datidens forstand, men fordi jeg ikke giver op, fordi jeg holder, hvad jeg lover og fortæller folk, hvad jeg mener.

Jeg vil slutte med at sige tak for ordet og ønsker jer alle en god Sankt Hans aften og en fantastisk og solrig sommer.

Talen er forfattet af Lise Lotte Møller

Skt. Hans og glædesblus

Glædesblus? Ja, det hedder Skt. Hans-bålet faktisk i Holger Drachmann´s midsommervise, hvor vi synger:

Hver by har sin heks, og hvert sogn sine trolde, dem vil vi fra livet med glædesblus holde …

Ordet glædesblus var ikke noget, som Holger Drachmann fandt på. Det er en gammel betegnelse for de bål, de blus som man tændte flere gange om året for at holde det onde væk.

Se også min artikel om emnet her: http://www.kristendom.dk/artikel/513727:Indfoering–Derfor-braender-vi-baal-til-Sankt-Hans

For det er det, som bålet og ilden handler om, også til Skt. Hans, der er en af årets store overgange – og som ved alle overgange lurer det onde. Så det er ekstra vigtigt at sikre sig imod dem, der vil os mennesker det ondt.

Så vi prøver at holde dem fra livet, fra VORES liv, ikke deres liv. Dét er en vigtig pointe. For det betyder nemlig, at vi ikke sætter heksen på bålet, at vi ikke brænder nogen af. Men at vi selv laver bål og brænder det, så det kan lyse op i den korte midsommernat og fortælle, at her er der varme og glæde, her er der mennesker og godhed.

Sådan nogle Skt.Hans-glædesblus kunne jeg godt tænke mig at tænde, ikke kun her på Danmarksbloggen, men også fysisk rundt om Danmark. Der er brug for dem.

For heksen skal af bålet. Hun hører ikke til dér. Vi behøver ikke at finde og søge ofre og smide dem på bålet. Det er en uskik, som vi skal af med.

For bålet skal ikke være en straf foranstaltet af mørkemænd og -koner, men en glæde, et lys – en oplysning om tolerance og rummelighed. Om det som er virkeligt dansk: Tolerance og frisind.

Derfor: Tænd lys, tænd lys – og lad de lys blive et ægte Skt. Hans-bål. Lad dem blive et glædesblus – uden hekse, men med dét frisind, dén tolerance og dén rummelighed, som engang kendetegnede vores skønne land – og som skal være dets adelsmærke igen. Sådan så vi igen for alvor kan synge med Drachmann i midsommervisen:

Men den skønneste krans bli´r dog din Sankte Hans, den er bundet af sommerens hjerter så varme, så glade ….

Varme hjerter og glædesblus – dét er det, som det hele handler om.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den 1. maj: Valborgsdag og Arbejderdag

Den 1. maj er i vor tid kendt som Arbejdernes Internationale Kampdag.
Dagen, hvor de røde faner luftes i optog og til møder overalt i landet, mens fagforeningsfolk og politikere holder mere eller mindre retorisk vellykkede taler.

Og det vil nok også altsammen ske i år, selvom luften er ladet med utilfredshed og et oprør mod Thorning ulmer i baglandet. For der er mange, der gerne vil være kalif i stedet for kaliffen. Det har Danmarksbloggen allerede skrevet om her:
http://danmarksbloggen.dk/?p=425

Set i det store historiske perspektiv har den 1. maj dog handlet om andet end arbejdere og kamp. I middelalderen var den 1. maj nemlig kendt som Valborgsdag – en fridag, hvor man med store fester fejrede Sankt Valborg. Hun var en helgeninde, der blev født i 700-tallet som engelsk kongedatter, men valgte alverdens pomp og pragt fra til fordel for et enkelt liv som kristen nonne.

Det siges, at Valborg beskytter mod hekse og trolddom. Og mod mørkets magter kan man som bekendt altid bruge ild. Derfor var aftenen inden Valborgsdag, altså den 30. april, i flere århundreder den store bålaften i Norden, hvor man med store bål, flammende taler og glade vår-sange fejrede Valborg og forårets komme.

Det gør man stadig i Sverige den 30. april, mens man i Danmark for cirka 150 år siden flyttede både bålet og heksene til Sankt Hans.

Ja, der skal selvfølgelig nok være et vittigt hoved eller to, som mener, at heksene og troldmændene stadig huserer i det danske land ved Valborgstide – nu blot under de røde faner og på talerstolene den 1. maj 🙂

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk