Vestager rygtes til EU og forventningens glæde

Den radikale leder og vicestatsminister Margrethe Vestager rygtes til EU som kommende dansk EU-kommisær.

Se artikel: http://www.bt.dk/politik/hvis-vestager-smutter-han-skal-overtage-de-radikale

Hvis rygtet taler sandt – og også bliver til virkelighed – kan Vestager og Thorning ende med igen at blive kollegaer. Denne gang bare i Bruxelles, hvis Helle Thorning vel at mærke får en af de tilbageblevne EU-topposter til mødet her om små to uger.

Helle Thorning kan selvfølgelig også mene det, som hun har sagt hele tiden: Nemlig at hun vil blive som statsminister i Danmark – en gerning, der også bliver noget lettere, hvis Vestager sendes til Bruxelles.

For iflg. artiklen fra DR, så er Vestagers afløser nemlig skatteminister Morten Østergaard – og han vil være noget lettere at danse med for Helle Thorning.

At Morten Østergaard som radikal leder så vil få svært ved at samle ligeså mange stemmer som Vestager er en anden sag, der formentlig også sætter den socialdemokratiske regeringspartner i en tilstand af nærmest Drachmann´sk forventning.

Digteren Holger Drachmann (det er ham med midsommervisen) sagde nemlig engang til en pige, som han havde brændt af aftenen forinden, og som nu var vred på digteren: Ja, men kæreste pigelil – så havde du forventningens glæde – og det er tit den største.

Pigen var ikke begejstret for de ord, og det vil man næppe heller være hos socialdemokraterne, hvis Vestager bliver til næste valg – eller Østergaard viser sig at kunne trække stemmer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Skt. Hans og hovederne på et fad

I dag er det Skt. Hans-aften – og det betyder i vor tid bål, heks og midsommervise.

Oprindelig fejrede vi Skt. Hans her til lands med at valfarte ud til de hellige kilder for dér at drikke af deres vand, som blev anset for at være helbredende – og især når det var midsommer.

Lang tid efter reformationen gik både præster og menighed derfor også i katolsk-lignende optog ud til de hellige kilder som fx ved Ørslev på Sjælland, hvor man medbragte et fad med et træhoved på, der symboliserede Johannes Døberen – samt nogle virkelige menneskeknogler, som man kaldte Johannes Døberens Bene, altså Skt. Hans´ bene. For Hans er en fordanskning af Johannes.

Det spændende hoved og knoglerne kan nu ses på Nationalmuseet i København. Læs evt. også undertegnedes artikel om hovedet og knoglerne her: http://www.kristendom.dk/kristendom.dk/2014-06-14/skt.-hans%C2%B4-hoved-p%C3%A5-et-fad-0

Idag er det dog ikke Johannes Døberens hoved, som de fleste vil se på et fad, men snarere politikernes eller andre fremstående mennesker.

Og heksejagten indgås både hurtigt og nemt, når pressen eller de politiske modstandere lugter blod. Og af og til har det helt klart sin berettigelse, når magthaverne begår ulovligheder eller laver magtmisbrug. Men ikke når de bare er almindelige mennesker med de fejl og mangler, som vi alle har.

Danmarksbloggen vil ihvertfald nødig have, at det kun er de (på overfladen) fejlfri mennesker, der skal stå i spidsen for vores land. Den slags mennesker er nemlig mere farlige end nogen hekse nogensinde har været dét.

For de “fejlfri og perfekte” er så gode til at skjule deres fejl, manipulere og få deres vilje, at de som regel samtidig med det er uden den empati og medmenneskelighed, som er det, der holder hjulene igang – og får os til at rumme hinandens fejl og mangler og stadig holde af hinanden … have varme hjerter simpelthen.

Så nej, tak til fejlfrihed og hovederne på et fad – og ja, tak til fejl, mangler, varme hjerter og fællesskab, både det om Skt. Hans-bålet i aften og alle de andre i det kommende år.

For ordene i Drachmann´s midsommervise gælder stadig:

Vi vil fred her til lands, Sankte Hans, Sankte Hans
Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli´r tvivlende kolde

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skt. Hans og glædesblus

Glædesblus? Ja, det hedder Skt. Hans-bålet faktisk i Holger Drachmann´s midsommervise, hvor vi synger:

Hver by har sin heks, og hvert sogn sine trolde, dem vil vi fra livet med glædesblus holde …

Ordet glædesblus var ikke noget, som Holger Drachmann fandt på. Det er en gammel betegnelse for de bål, de blus som man tændte flere gange om året for at holde det onde væk.

Se også min artikel om emnet her: http://www.kristendom.dk/artikel/513727:Indfoering–Derfor-braender-vi-baal-til-Sankt-Hans

For det er det, som bålet og ilden handler om, også til Skt. Hans, der er en af årets store overgange – og som ved alle overgange lurer det onde. Så det er ekstra vigtigt at sikre sig imod dem, der vil os mennesker det ondt.

Så vi prøver at holde dem fra livet, fra VORES liv, ikke deres liv. Dét er en vigtig pointe. For det betyder nemlig, at vi ikke sætter heksen på bålet, at vi ikke brænder nogen af. Men at vi selv laver bål og brænder det, så det kan lyse op i den korte midsommernat og fortælle, at her er der varme og glæde, her er der mennesker og godhed.

Sådan nogle Skt.Hans-glædesblus kunne jeg godt tænke mig at tænde, ikke kun her på Danmarksbloggen, men også fysisk rundt om Danmark. Der er brug for dem.

For heksen skal af bålet. Hun hører ikke til dér. Vi behøver ikke at finde og søge ofre og smide dem på bålet. Det er en uskik, som vi skal af med.

For bålet skal ikke være en straf foranstaltet af mørkemænd og -koner, men en glæde, et lys – en oplysning om tolerance og rummelighed. Om det som er virkeligt dansk: Tolerance og frisind.

Derfor: Tænd lys, tænd lys – og lad de lys blive et ægte Skt. Hans-bål. Lad dem blive et glædesblus – uden hekse, men med dét frisind, dén tolerance og dén rummelighed, som engang kendetegnede vores skønne land – og som skal være dets adelsmærke igen. Sådan så vi igen for alvor kan synge med Drachmann i midsommervisen:

Men den skønneste krans bli´r dog din Sankte Hans, den er bundet af sommerens hjerter så varme, så glade ….

Varme hjerter og glædesblus – dét er det, som det hele handler om.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk